Min søn skærer sig

Normalt plejer jeg ikke at rode på min søns pc, men han var ked af at lydkortet ikke virkede mere, så mens han er i skole ville jeg prøve at fixe det.
Startsiden, havde han sit eget billede på.. køn dreng er han jo, så jeg ville kigge i hans logitech album for at se efter flere kønne billeder han havde taget med sit web cam.
Men til min store forfærdelse, finder jeg billeder af hans venstre arm, der er voldsomt snittet overarm til underarm..undersiden.. samtidig med billeder af en pige fra hans klasse.
Meget pornografiske billeder.
Han er 14 år, altid beskrevet fra skolen og andre som en glad frisk gut, med et glimt i øjet.
Herhjemme virker han også glad, drillesyg, doven og rodet som de nu er i den alder.. Men INTET unormalt som jeg har kunnet anet.
Hvorfor skærer han sig.. hvad er det dog, der smerter så meget inde i ham, at han gør det??
Tør ikke sige til ham, at jeg har set de billeder.
Andre der har oplevet lignende??
Skal jeg bare se tiden an.. eller hvad gør jeg dog.
Håber virkelig nogle har et godt råd.

se dog så hurtigt som muligt at få fat i en læge/psykolog; drengen trænger helt klart til professionel behandling !!!!

Hej
Det er vigtigt, at du kontakter Jeres læge. Han/hun vil kunne henvise dig/Jer til prof. hjælp.
Tal med Jers læge om hvordan du som mor skal gribe sagen an.
Hilsen
Ladybird

kan jo være mange grunde til, at han skærer sig..men er nok psykisk betinget. ..pas på med ikke at presse ham for meget...og sige ikke lige ud af posen, at du har set de billeder...men kom ind på det af bagvejen....mener hermed måske digte en historie med en kollegas barn...som har gjort det samme.
Jeg var i foråret indlagt på psyk afd...og der var der flere unge mennesker som gjorde den slags.....af flere årsager.
Held og lykke med det....men kør varsomt frem.
Knus Nete

Jeg er en pige på 16 år. Jeg har igennem de sidste 3 år haft psykiske problemer hvor jeg har skåret i mig selv.
Nogen skærer i sig selv for at få opmærksomhed.
Nogen skærer i sig selv fordi de er vrede og kede af det, indeni.
Nogen skærer i sig selv, som et råb om hjælp.
Har du ikke set om din dreng har haft sår på armene?
Hvis du var min mor, ville jeg gerne have min mors støtte.
Hvis du vælger at fortælle ham hvad du så, skal du måske være forberedt på at han bliver vred.
I det store hele ville jeg snakke med vedkommende om hvad du så, og tænker. Det må være et stort pres for dig!
Jeg håber i finder ud af det !

Nej, har ikke set hans sår på armene.. Han har altid haft langærmet trøjer på.
Men undrede mig godt nok igår aftes, da han klagede over, om han ikke kunne blive fritaget for gymnastik.
Spurgte ham om hvorfor, men han sagde "bare" at det var så kedeligt det de lavede i øjeblikket i gymnastik.
Jeg sagde til ham, at det havde vi alle været igennem da vi gik i skole, og måske skulle de jo lave noget andet idag i den time.
Nu ved jeg hvorfor han spurgte!!!
Men for pokker... det er jo det allersidste man tænker på.. at han skærer sig.. og det er derfor han skjuler sine arme.
Vi andre går jo også rundt med langærmede på den her årstid..
Ved det virkelig ikke.. Har lige prøvet at ringe til skolepsykologerne på kommunen.. men fik kun en telefonsvarer.
Måske lægen som en anden skriver, kan henvise mig til noget, så jeg kan tackle det i den rigtige rækkefølge.
Jeg ved godt, at det er pga. psykiske ting..
Men jeg har INTET kunne mærke på ham.
Jeg er bare så ked af det på hans vegne.
Vil så gerne hjælpe ham.

Åh hvor jeg kender det! Min søster har skåret i sig selv i over et år. Det gør så ondt inden i at vide at hun har det så skidt.. Hun skærer for at få smerten flyttet til noget håndgribeligt så det ikke gør ondt inde i hende mere.. Nu har hun langt om længe efter et år hvor hun har haft det skidt fået psykologhjælp. Og åh hvor jeg håber det hjælper hende. Som pårørende føler jeg mig så hjælpeløs..
Jeg kan desværre ikke give dig råd om hvad du skal gøre, for jeg har selv svært ved at finde ud at hvad jeg kan gøre for at hjælpe min søster...

Der kan jo vaere alverdens grunde til den slags. Maaske afproever han graenser. I den alder er man saa smaat ved at blive konfronteret med livets muligheder og begynder at blive opmaerksom pa sin egen krop. Maaske er han bare nysgerrig efter i hvor hoej grad han kan klare fysisk smerte. Der er for eksempel nogle kunstnere som beskaeftiger sig med den slags. Men det kan ogsaa vaere at han har en indre smerte som han vil ud med. Da jeg selv var i den alder var jeg meget ensom og ked af det, og planlagde selvmordsforsoeg. Jeg viste det ikke direkte til mine omgivelser -de mente faktiskt at jeg var en normal og sund teenager- men alligevel blev jeg sur og skuffet over at der ikke var nogen som tog fat i mig og talte med mig. For jeg turde ikke selv tage hele skridtet. Det er svaert for foraeldre at beslutte sig for det rigtige, for paa den ene side skal man give dem frihed til at afproeve livet, paa den anden side har de brug for voksne mennesker at stoette sig til. Det bedste er nok at tale med ham paa en afslappet og interesseret maade. Det fungerer ikke at vise ham vrede og frustration eller angst. Proev at tal med ham med et aabent sind, eller hvis du kender nogle som er taettere paa hans alder, kan de maaske tage foerste skridt..Held og lykke

Kære nervøse mor du skal øjeblikkelig have rådgivning. Du skal holde hovedet klar, du har ikke gjort noget galt ved at se i din søns pc.
Nævn ikke noget for ham før du har tænkt dig grundigt om men du må ikke være alene om dette.Hvis du bor i Københavns-området så kontakt mig da jeg kender en handlekraftig psykiater.Held og lykke. Mange hilsner phhmw@sol.dk

Sansynligvis har han svært ved at udtrykke føelser som gør ham sårbar. Eller han har svært ved at finde ud af om hans føelser er "rigtige" så for at føle noget skærer han sig. Det er desværre et kendt fenomen og er svært at konfrontere ofrene med, men jo længere du venter jo værre bliver det. Selvfølgelig skal du ikke "angribe" ham og sige: Du har.......
Så vil han bare gå i forsvar. Sig: Jeg føler du er ked af noget, eller sådan noget lignende. Det kan også være svært at åbne over for familien, men så se om der er en eller anden voksen han har tillid til som kan hjælpe. Det bedste ville være en terapeut eller psykolog, og det er ikke nogen skam at gå til en sådan, de største mennesker på vor jord går der.
Ønsker om held og lykke
Bat'en

kære mor.
jeg er en ung pige, som sidste år var indlagt på en psy. afdeling. jeg bordet på væresel med en pige da skar sig selv. hun gjort det fordi hun vil se om hun levet, hun vil se sit bold som tegn på hun levet. denne lyst til at skære sig selv kommer ofte af en oplevese man har været igennem, der er nogle der også gøre det af opmærksomhed. men tro ikke det er derfor din søn gør det. du må ikke være bange og tænke for meget over hvordan du skal fortælle ham at du ved det. for det skal stoppes før det er forsent. du kan fortælle ham i dag at du gerne vil snakke med ham i aften. og så kan du læg stille ud med. at du vil være en sød mor og prøve at lave han´s computer til han kom hjem fra skole, som en lille overraskelse til ham..
og da du så dette dejlige billed af din søn fik du en dejlig følse inde i, og en tanke af at du havde gjort det godt som mor. da du sidder nu med en dejlig frisk søn, og er ret stolt inde i. fik du en lyst til at se om han måske skulle havde andre gode billeder. men til en overraskelse fandt du disse billeder af ham. du må gøre det klart for ham at du ikke er han´s fjene og ikke vil gøre ham ondt, men vil høre om han har det godt og om der er noget han har brug for at snakke om. fortæl ham du havde tænkt på om i ikke måske skulle snakke med nogen når han er klar på det. med hensyn til de pornogarfiske billeder glem dem, han er dreng i den aldre hvor piger og sex er intresent, sådan er det for alle. dreng som pige. i min gruppe da jeg var på den aldre. dyrket vi sex og havde kærester. det er ikke overraskene at finde sådan billeder, de unge er hurtiger moden og "voksne". håber du får hjulpe din søn, han har brug for det inde det forsent.
og af mine råd er noget du måske kan bruge.
undskyld mine mange stave fejl. det er et af mine problemer.

...og det er ses hyppigt at unge mennesker skærer sig (typisk på armene)
Jeg mener bestemt også at du skal gå til jeres læge og søge råd - læg vægt på at du ikke vil stå med dette alene!!
At skære i sig selv er typisk et behov for at gøre en psykisk smerte fysisk. Eller at straffe sig selv. Måske en kompination. Måske rummer din søn følelser, han ikke oplever er almen accepteret og undertrykker dem - men kompenserer for dem ved at skære sig selv.
Jeg er temmelig sikker på at din søn ikke kan fortælle dig hvorfor han gør som han gør - han ved det højst sandsynligt ikke.
Det er meget vigtigt at få professionel hjælp, så din søn kan finde en anden måde at udtrykke sig på.
Hvis det er en trøst, så ses det hyppigt i psykiatrien, og behandlerne har kendskab til problematikken; ergo der er hjælp at få. Jeg håber så at du finder kompetent hjælp hos din læge, som forhåbentlig henviser dig til en børnepsykiater eller børnepsykolog.
Dette er blot et bud på din søns adfærd. Der kan være mange faktorer der spiller ind.
Opsøg ellers viden på nettet - fx www.psykiatrifonden.dk. Her finder du også et telefonnummer, hvor du anonymt kan henvende dig med frustrationer og spørgsmål.
Håber det bedste for dig og din søn!

Jeg har også gjort det. flere gange...
Når jeg gør det er det i afmagt og frustration. (Sidst jeg gjorde det var da min eks og bedste ven smutte til fordel for en anden.)
Men det er i sådanne situationer hvor jeg føler at ingen kan forstå den smerte jeg føler i min krop og jeg ikk kan se nogen vej ud. så skærer jeg, ikke for at tage livet af mig selv eller noget min for at fjerne smerten, og skræmmende nok så virker det. smerten inden i kroppen forsvinder og blodet virker så fredfyldt og smukt.
Jeg er også til daglig en frisk ung kvinde/pige på 20 voksen af sind og meget smilende. men derfor gemmer jeg stadig på smerten som alle andre.
mit råd er at du får snakket med en prof of lader vedkommende guide dig i hvordan du får snakket med din søn også vudere derfra omder er brug for at han får snakket med en prof eller om det er noget I kan snakke om..
held og lykke

kære nervøs mor
Det var meget godt du den dag rodede i din søns ting, for selvfølgelig skal din søn have hjælp og især af dig!!!!
Jeg har desværre selv erfaring med at skære i sig selv, for har selv gjort det i perioder igennem 5 år.
Jeg har skjult det ved bluser og armbånd , for ingen skulle se det, min mor ved intet.
Men inderst inde ville jeg nok gerne have haft hjælp fra min mor, at hun opdagede det og hjalp mig. Men har aldrig haft mod til at fortælle hende det eller nogen anden.
Det er et svært emne og når jeg sidder her lige nu og har det godt, kan jeg godt snakke om det anonymt, og se hvad man kan gøre ved det og hjælpe, men når man har det skidt og bare vil skærer i sig - kan man ikke se det forkerte i det.
Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan din søn er, og hvordam han ville reagere hvis du konfronterede ham med det-men under alle omstændigheder vær forsigtig.
For man er sårbar og vil helst glemme det.
Men det med ar han tog kontakt med dig og ikke ville til gymnastik-syns jeg var et lille tegn om hjælp. For han ved jo godt hvorfor og er så tæt på emnet til at sige det til dig.
Det er sikkert en masse vrøvl jeg har skrevet, men vil bare fortælle at det er flot du tager hånd om problemet og hjælper ham!
Alt held og lykke

Tusind tusind tak til alle der har givet råd og vejledning.
Man bliver bare så panisk, når man opdager sådanne ting, og rådvild, derfor skrev jeg herinde.
Jeg har nu indtal tlf. nr. på psyk. fonden,for en samtale, plus jeg har lagt mit nr. på skolepsykologens tlf. svarer.
Jeg vil bare gøre alt, for at min søn ikke går og tumler med problemer, og håber at vi sammen kan komme igennem det her..
Tak til jer alle...

Den det kommer mest ved, din nye viden er din søn. Blive ikke illoyal overfor ham i et misforstået forsøg på at beskytte ham fra sig selv.
Jeg har en søn, som en dag fremviste sår på skinnebenene. Jeg har ikke selv været stofmisbruger som ung, men røget hash har jeg - måske 20 gange, måske 30 - jeg ved det ikke, men jeg har været nok i miljøet til at kunne kende sårerne.
Jeg tog simpelthen fat i hans ben og holdt fast og udbad mig en forklaring. Jeg fik en eller anden forblommet forklaring om finmotorik eller mangel på samme. Da jeg så forklarede, hvad jeg troede det var, blev han først temmelig tavs, men indrømmede så jeg havde ret.
Min tanke var jo også at sætte hele apparatet igang om ham, men hans tiltro til autoriteter er ikke større end min og hans holdning er, at man holder sit beskidte vasketøj for sig selv, i så stor udstræknng det er muligt. Så jeg skulle absolut ikke begynde at kontakte hverken den ene eller den anden.
Jeg skal lige med det samme sige, at det mener jeg ikke gælder for dig, men lad ham være medbestemmende. Han skal være den første der får at vide, du ved.
Jeg meldte min søn syg i skolen, (han var 14 år)og meddelte på mit arbejde jeg afspadserede indtil videre og så hed det i øvrigt en kold tyrker. Det tog 9 dage. De værste 9 dage i mit liv. I den tilstand skal man aldrig se sit barn. Det er ubærligt. Jeg kan græde den dag idag, når jeg tænker på det, men det gav mig på den anden side også en stor protion respekt for ham, at han kunne gennemføre det. Idag ved jeg, han kan alt, hvad han vil.
Efterfølgende kom han på efterskole i 2 år og idag er han en velfungerende ung mand, med fuld fart på en lovende karrierer, som aldrig havde været opnåelig, hvis jeg havde "hældt" ham i systemerne, som først var min agt, i ren og skær afmagt.
Så mit råd til dig er at bede den debattør der kender en psykiater hjælpe dig i kontakt med ham/hende.
I skal nok klare det, bare du holder den dreng tæt ind til kroppen.
Held og lykke med hans helbredelse.

Her kommer lige noget andet end den forudsigelige opbakning af din handling, som du nok mest skal forvente at få herinde.
Ud fra min erfaring risikerer du at miste ham nu, hvis du begynder at tænke med følelserne. Og så går der ikke længe, før han begynder at rende med knægte, som er langt ældre end ham selv og kender de fleste tricks allerede.
Mit bedste velmenende råd er, at du har startet med at umyndiggøre ham og behandle ham som et pattebarn. Nu må du tage konsekvensen og påtage dig hele ansvaret uden at forvente hans samarbejde. En normal teenager forstår ikke din bekymring, som du selv gør.
Vi har jævnligt min vens fætter på 13 sovende på sofaen, når han stikker af hjemmefra, fordi hans mor snager i hans privatliv. Han hader hende, fordi hun snagede i.......hans webcam fotoalbum. Han har endda hængt et billede af sin egen mor op på dartskiven. Kønt hva'? Bare så du er forberedt.
Ingen mennesker bryder sig om at få sin personlige grænse overtrådt. Personlige billeder hører bestemt til bag hans intimsfære.
At du har afsløret hans cutting, er en ting. Men at du har rodet i intime billeder, som hører til hans personlige sexualitet, er under al kritik.
Voksne mennesker har intet at gøre i en 14-årigs sexliv. Kan du huske dit eget sexualliv som 14-årig? Var du selvsikker nok til at stå ved det og udbasunere det til dine forældre? Det er vist de færreste af os, som var det, og ud fra din beskrivelse af lidt uskyldig web cam flirt, lyder det ikke til at jeres familie taler åbent om sex til hverdag.
Det er min personlige erfaring, at forældre som spionerer og behandler teenagere som pattebørn mister respekt, præcis som børn der lyver.
Jeg vælger ikke side endnu, siden konflikten endnu kun findes i mit eget hovede. Men af princip tager jeg altid den unges parti, hvis der opstår en konflikt i forhold til forældrene.
Du er den voksne. Du burde vide bedre. Og det klæder dig ikke at bortforklare dit snageri på den måde. Jeg ved ikke, hvorfor du tændte hans PC. Lydkortet var i hvert fald den rationelle forklaring. Nu skal din søn fremover have kode på den, fordi han ikke kan stole på sin egen mor. Det gør mig trist på hans vegne.
Så min konklussion er, at nu har du sagt A så må du også sige B, og brug hovedet lidt bedre denne gang.

Du kan gøre alt i din magt, og din søn vil stadig tumle med problemer, præcis som du og jeg gør.
Men du kan sagtens træne ham til at sige de rigtige ting på det rigtige tidspunkt. De fleste af os fyre, er sprogligt meget mere modne end vi er følelsesmæssigt. Det er den måde, vi overlever i en verden med bløde værdier, hvor man taaaaaaler om sine problemer.

...Men nu er Teenagere jo ikke de mest fornuftige og erfarne mennesker på jorden?! Så som standart at tage teenagerens parti er en vovet affære!
Denne pågældende teenagers adfærd er sygelig og der bør gribes ind - det er et faktum.
Jeg synes den nervøse mors reaktion er ganske naturlig; og bekymring og omsorg skal ikke sættes i relation med snageri eller overskridelse af grænser. Forældre har et ansvar. Og det er ikke let at leve op til. Som forældre er man ofte den "onde". Det kan eskalere og det kan aftage... men 'at lade stå til' er omsorgssvigt!
....det var så min mening

Det er dit barn det drejer sig om.
Forældrerollen går ikke kun ud på at guide, forberede og give sin børn ubetinget kærlighed. Den inkluderer også de ubehagelige sider, såsom at skride til handling, når problemet opstår.
Tror du selv, at problemet vil forsvinde, eller udvikles til det bedre, hvis du ingenting foretager dig?
Dit ansvar som mor er endeligt, og hvor ondt det end må gøre, er det op til dig, at tage hånd om dette problem.
Lad ham vide og forstå du ikke er fordømmende overfor ham, da det kan tolkes som uvillighed og uforståelse ovenfor hans problem.
Tage kontakt til de nødvendige mennesker. Det er svært at forklare sig, men gør det. Væn Jer til at tale om det åbent ovenfor hinanden, opbyg en fælles tillid, så vil du også opleve at han deler flere tanker, ideer og oplevelser med dig.
Find styrken i dig selv, så du kan give ham styrke!
Ønsker dig al godt fremover!

...det er MEGET en del af ungdomskulturen idag!!! Mange unge skærer sig. Det er ikke fordi det skal negligeres...slet ikke! Men selve fænomenet er jo noget, de får serveret via medierne på lige linie med andre tiders selvdestruktive adfærdsmønstre. (Twiggy der sultede sig selv dannede kultur for anorektiske piger, lidt på line med Alley idag...med en lang hale af piger over hele verden, der sulter sig med fare for liv og helbred, for at komme til at se sådan ud....det er sgu selvdestruktivt! Og hvis du læser bogen Outsideren, så ser du nogle af de bagvedliggende tendenser i bandekulturen....og hvis man læser lidt nærmere om et ikon som Tupac indenfor rap-kulturen...der er ikke noget af det, der er for børn eller folk med sarte nerver. Våben er hverdagskost for mange børn unge over hele verden....det kommer også hertil. Alt det bare for at nævne, hvad der kan pårvirke unge i retninger vi som forældre ikke har kontrol med.)
Mange unge herhjemme flirter med de tendenser uden egentlig at have lyst til at tage dem til sig.....
Der behøver ikke at ligge noget specielt ønske om selvdestruktion i det....det KAN være eksperimentelt, og det kan være en måde at demonstrere sit mod, styrke og udholdenhed på.
Jeg siger det bare, for at din bekymring ikke skal være for ensidig...og ikke for tung. Prøv at find ud af sammen med din søn, hvor han har fået tanken om at skære sig fra. Prøv at gå på opdagelse i hans verden....han ved sikkert en hel masse, du ikke ved noget om.....
Mht. de pornografiske billeder af pigen.....Glem det! Det er der mange, der har....det behøver ikke at betyde, han er specielt seksuelt afsporet. Tværtimod vil jeg nærmere sige!
Men du er selvfølgelig nødt til at få undersøgt, hvorfor din søn har trang til at gå til sådanne ekstremer. Og hvis han har brug for hjælp, skal han selvfølgelig have den!
Jeg synes bestemt, du skal sige til ham, hvordan du har fået din viden. Du skal også fortælle ham, hvordan du agter at handle, for du er en ansvarlig voksen, og det er ham, du skal passe på. This is how it is done!
Hvis han har nogen indsigelser, så må han gøre dem...men det er sgu dig, der bestemmer farten og retningen. At skjule det for ham ville jo være at demonstrere tvivl og at din handling ikke tåler dagens lys....og det gør den i allerhøjeste grad!
Jeg synes også det er fedt at spørge os andre her i forummet...det er en god måde at få et mere nuanceret syn på ens umiddelbare reaktion.
Men det var bare mine bud og råd til dig. Håber du kunne bruge dem.

... dog er jeg i tvivl om det er harmløst i dette tilfælde... var det for at teste mod, styrke, mv., ville drengen ikke skjule det med langærmede t-shirts....??

Det er pænt af dig, at jeg har ret til min mening, men...
Som den naturligste ting i verden afskriver du en teenagers tanker og følelser som noget, der ikke helt kan tages seriøst. Du udtrykker en arrogance overfor dine medmennesker, som jeg ikke bryder mig om. Så nu reagerer jeg lidt for følelsesstyret overfor dig. Det kan jeg dog godt leve med.
At kalde andres adfærd sygelige, fordi den ikke er som normalen, er misbrug af sproget, synes jeg. I min omgangskreds betragter vi enhver forsvarsmekanisme som naturlig - også de ubehagelige - ellers kan man ikke hænge med os.
En ordkløver kan med lige så stor ret argumentere for at det er normalt at afvige en smule fra det perfekte billede af "den gode søn", og gå igennem nogle turbulente faser som teenager, og at cutting derfor ikke er sygeligt.
Jeg kender et par eksempler af kød og blod på, hvad psykiatrisk skadestue nede ved siden af "skateren" gør for at hjælpe. Så du skal ikke påstå over for mig at kende sandheden og automatisk forvente min respekt. Stilnocht og et trøstesløst miljø er ikke en ok løsning til en 14-årig, som ikek kan håndtere sit liv. Det accepterer jeg ikke.
Hvad du finder naturligt, er ikke nødvendigvis naturligt set fra den anden side af skranken. Det er et faktum, som danner grundlag for gensidig respekt.
Og bekymring og omsorg er muligvis motivationen, men snageri er resultatet i denne situation. Du kan ikke begrebforvirre mig på den måde. jeg er ikke en teenager eller en angst forælder. Om snageriet får et lykkeligt udfald er på moderens banehalvdel nu. Det mener jeg, at det er, fordi hun har umyndiggjort/patientgjort ham allerede ved at vælge for ham. Hendes indlæg viser intet tegn på, at hun har opdraget ham til ærlighed og ansvar. Hun sniger sig rundt i gråtonerne af sandhed og bedrag i fuld offentlighed og får masser af støtte og forståelse herinde. Men ikke fra mig.
Jeg har brugt de sidste to år af mit liv på at samle en af distriktspsykiatriens fejltagelser op fra rendestenen. Så hvis du vil belære mig om rigtigt og forkert i forhold til behandling og autoritet, skal vi to op på et højere niveau i en anden tråd.

Jeg ved ikke hvad du skal gøre ! Du kan dyrke sport/fritidsaktiviteter med din søn❓Spare sammen til en ferie sammen❓Får han lige de vitaminer og mineraler han har brug for❓Spiser I sundt nok, laver I mad sammen❓Hvilke foreninger kan han have lyst til at melde sig ind i ?(hvis det skyldes indre grublerier(verden er jo noget kompleks) og forståelse og engagement kan vist være ret lissom befriende . .? Er hans kondi god❓Og så er det her lige lovlig meget i forhold til at jeg ikke ved hvad du skal gøre ! vitaminerrrrrrrrrr ! ??????? Han kan osse blive donor ?

Undskyld, men hvad har vitaminer at gøre med at hendes søn skærer sig?? Og ligeledes det med at blive bloddonor.. Man bliver da ikke skåret i, når man er bloddonor, man bliver derimod stukket med en kanyle, og de eneste mærker man får af det er et lille stikhul og et blå mærke rundt om, som forvinder i løbet af et par dage..
Til den nervøse mor:
Ja, det kan være for at prøve sine grænser af, at din søn skærer sig (måske kan du se det ud fra billedet af hans sår), men det kan absolut også være fordi det gør ondt inden i.. Jeg synes du skal forsøge at snakke med ham, men på hans præmisser. Vis at du er der for ham, men forsøg så vidt det er muligt at lade være med at tvinge ham. Det skal komme fra ham (Evt med et lille kærligt skub) for at han kan komme videre. Og lige nu er det vigtigste vel at finde ud af om han gør det fordi han har det skidt eller for at prøve grænser af.. Og så tage det derfra.. Fortæl ham hvilke tanker du har om det og hvorfor du reagerer som du gør..

i bøtten.. tydeligt at du derimod har været udsat for omsorgssvigt.
sådan en gang bræk at lukke ud

Jeg skærer også i min arm og grunden til at jeg gør det, er at jeg føler jeg får det meget bedre af det, det er ligesom jeg bliver lidt høj af det og føler mig tilfreds når jeg har gjort det... Mange tror at folk som skærer i sig selv, gør det for at få opmærksomhed, men det er ikke altid tilfældet selvom det er det forældrene helst vil tro på...

prøv at tage ham med i et badeland, jeg ved godt det er lidt dyrt, men der kan du jo så "ups" opdage det, også tage den derfra. Han skal selvfølgelig have hjælp, der er et eller andet han ikke kan tæmme i sit hoved og det er hurtigst mulig at du skal få sat gang i hjælpen.
(lav en lille familie tur, så fatter han ikke mistanke)
held og lykke herfra og god jul

Det er meget svært at konfrontere ens barn med denne viden.
Men søg professionel hjælp, det er det bedste.
Dette er ikke noget, man kan klare alene.
Men jeg håber, at fu får held til at hjælpe din søn.
Held og lykke for fremtiden for både dig og din søn!

Da jeg gik i folkeskolen, var jeg hårdt plaget af mobning - til forskel fra din søn. Jeg har skåret mig tre gange... Første gang, ikke med vilje; jeg sad og kedede mig i en dansktime og jeg havde denne her lommekniv, som jeg 'tegnede' hvide striber på min underarm med... og da det begyndte at kede mig, sad jeg og pillede med noget andet. Pludselig opdagede jeg, at blodet piblede frem fra mit 'kunstværk'. Men jeg ved nu ikke om jeg ville have foreviget det, hvis jeg havde haft et webcam dengang.
Og så en anden gang med vilje, hvor jeg lavede et sår/ar formet som et pentagram, fordi jeg 'udfordrede' migselv til det. Jeg ved ikke helt hvorfor. Og motivet har for mig intet med satanisme at gøre, det var bare lettere fordi det ikke har runde former.
Men når det så er sagt, så havde jeg ikke brugt for mine forældres hjælp/opmærksomhed som sådan, de var nemlig super pyldrede/skrappe og over mig hele tiden. Jeg havde brug for at blive accepteret af mine jævnaldrene, at føle jeg blev accepteret og at acceptere migselv. Man bliver mærkelig af at være udstødt eller ulykkeligt forelsket.

hej, jeg er selv 14 år, og vil godt prøve at hjælpe......
jeg tror ik at du skal sige til ham at du har kigget på hans pc, hvis du tror at han bliver sur.. han vil synes at det er pinligt og sikkert blive PISSE sur! jeg hader når min mor ser hva jeg kigger på, på nettet, eller læser mine debat inlæg..
men bare sørg for at snakke med ham, og spørg hvordan han har det..
med det med at han skær i sig selv, jeg ved jo ik hvor meget det er, men måske vil han inderst inde ha hjælp, men han synes sikkert også at det er noget hans mor ik ska blande sig i.. men vi på 14 føler os tit tomme, nytteløse, dumme og klamme, føler os hadet og føler at man ik blir accepteret..
jeg tror ik du ska ta dig af at han har taget billeder af hende pigen.....

Du er IKKE et dumt barn.
Du har givet dig tid til at læse dette indlæg fra mig, du har givet mig et svar på, hvad du mener og tror.. du har vist evnen til at kunne rumme andres bekymringer og smerter.
Så kom IKKE og sig at du er et dumt barn!!
Løft hovedet, se frem og smil.. du er ligeså meget værd som alle andre ;O
... og tak for dit svar... og forøvrigt, også tak til alle andre som har givet et bidrag med..
Har snakket med skolepsykologen, om hvordan jeg tackler det.. så nu er det "bare" om at tage den tid det tar, at få åbnet for alle tanker og følelser hos os begge. Og der er hjælp at hente..

muligvis...
se exorcist..
hvor bor han...
er de r satanister ??+
stay away from them..de er kulesk....

Fantastisk indsigt du har i unge menneskers tankegang, og endnu mere fantastisk formuleret.
Jeg er fuldkommen enig med dig i dine betragtninger. Man kan ikke tillade sig at invadere en 14 årigs privatsfærde på den måde.
Moren må udtænke en måde hvorpå hun kan komme til at afsløre drengens sår. Enten ved at tage på tøjindkøb med ham, og brase ind i omklædningsrummet, eller tage en tur i lanlandia eller lignende. Hun må bare IKKE fortælle ham at hun ved ting om ham, som ikke vedkommer hende.

Det lyder nærmest som om du tror han er lidt smådum. Det kan virkeligt undre mig at så mange tror at børn i den alder ingenting ved og ikke har krav på respekt både for deres valg og for deres privatliv. Han ved at moderen ved det, vær sikker på det. Problemet er nu, at få snakken igang på en respektfuld måde. De er langt forbi den tid, hvor tingene var uopdagede.

Jeg er 17 år og selv om ingen af jer har opgivet jeres alder er det tydeligt at I allesammen lider af samme sygdom. I har travlt med at give råd og sige jeres mening. Hvorfor vil voksne altid bare fixe tingene....MÅSKE SKULLE I BEGYNDE AT LYTTE OG SPØRGE. I har travlt med give vejledning ud fra meget på fakta-oplysninger. Er det forfængelighed? Jeg håber ihvertfald ikke at I giver jeres børn samme foredrag...så er det intet under at cutting er blevet så udbredt.

Folk der poster et indlæg herinde vil som regel gerne have nogle konstruktive råd! Vi har kun ord at gå ud fra og det er dem vi forholder os til.
Hvis vi alle bare skulle lytte (= kysse røv og sige "nåååh, hvor synd" eller ingenting) ville der jo ingen debat blive!
Du føler dig misforstået og vi andre har ikke en chance for at udtale os - ingen kender jo din historie, så lad være med at dømme folk ud fra dine egne livserfaringer!