Perspektiv
Torsdag morgen kl. 8.30 blev jeg lagt i narkose og fik fjernet min galdeblære med sten, som har voldt mig mange smerter igennem lang tid.
Operationen der tog 3 timer, gik rigtig godt og helt uden komplikationer og jeg vågnede kort efter op på intensiv og skulle i en times tid serviceret i alle ender og kanter af alle mulige måleapperater, indtil jeg kunne komme op på min stue igen.
Desværre havde jeg en del smerter, som jeg fik fik morfin for at holde i ave.. Morfinen gav mig kvalme og det fik jeg så igen et middel i mod..
Pludselig bimler og bamler apperaterne og det viser sig, at jeg pga morfinen, holder op med at trække vejret, hver gang jeg falder i søvn.
Så de næste 8 timer, skiftevis kaster jeg op, glemmer at trække vejret, så en sød sygeplejerske må ruske i mig, eller får smerteanfald så jeg næsten ikke kan holde det ud..
21.30 bliver jeg kørt op på stuen og efter 1,5 timer er jeg fri for kvalme, opkast og de helt vilde smerter, så jeg ligger faktisk og bytter livshistorie den halve nat med Karen, som netop har fået ordnet et brok i mellemgulvet.
Fredag morgen er vi begge klar til at tage hjem efter stuegang og min kæreste, der har taget fri fra arbejde kommer og henter mig.
De 25 km hjem er nok den værste køretur, jeg nogensinde har oplevet, da hvert lille bump, sving, opbremsning, acceleration og bevægelse skærer som knive i min mave og jeg er vist ikke særlig pæn i munden, da jeg kommenterer kørslen..
Gennem hele dagen bliver jeg nusset om og er taknemmelig for at min kæreste er så forstående, selv når jeg bider lidt, når de smertestillende piller ikke virker længre og der er en time til næste dosis og jeg har MEGET ondt af mig selv.
Men netop som jeg ikke kan holde smerterne ud mere, ringer min søn og fortæller grædende, at han er styrtet på sin knallert og ligger tilskadekommet på en sti 5 km væk..
Som dug for solen, forsvinder mine smerter og jeg bliver til MOR, som træder frem på banen..
Sønnen kom på skadestuen og havde heldigvis ikkke brækket noget (havde husket sin hjelm), men ligger nu på den anden sofa med 17 forbindinger på sine mange, mange hudafskrabninger og forstuvningerog ærgrer sig over sin knuste knallert.
Vi ligger og fortæller hinanden vittigheder og græder af grin, da skadede mavemuskler IKKE er gode at grine med...Men vi kan ikke lade være.
Rigtig god weekend
Tanten
Operationen der tog 3 timer, gik rigtig godt og helt uden komplikationer og jeg vågnede kort efter op på intensiv og skulle i en times tid serviceret i alle ender og kanter af alle mulige måleapperater, indtil jeg kunne komme op på min stue igen.
Desværre havde jeg en del smerter, som jeg fik fik morfin for at holde i ave.. Morfinen gav mig kvalme og det fik jeg så igen et middel i mod..
Pludselig bimler og bamler apperaterne og det viser sig, at jeg pga morfinen, holder op med at trække vejret, hver gang jeg falder i søvn.
Så de næste 8 timer, skiftevis kaster jeg op, glemmer at trække vejret, så en sød sygeplejerske må ruske i mig, eller får smerteanfald så jeg næsten ikke kan holde det ud..
21.30 bliver jeg kørt op på stuen og efter 1,5 timer er jeg fri for kvalme, opkast og de helt vilde smerter, så jeg ligger faktisk og bytter livshistorie den halve nat med Karen, som netop har fået ordnet et brok i mellemgulvet.
Fredag morgen er vi begge klar til at tage hjem efter stuegang og min kæreste, der har taget fri fra arbejde kommer og henter mig.
De 25 km hjem er nok den værste køretur, jeg nogensinde har oplevet, da hvert lille bump, sving, opbremsning, acceleration og bevægelse skærer som knive i min mave og jeg er vist ikke særlig pæn i munden, da jeg kommenterer kørslen..
Gennem hele dagen bliver jeg nusset om og er taknemmelig for at min kæreste er så forstående, selv når jeg bider lidt, når de smertestillende piller ikke virker længre og der er en time til næste dosis og jeg har MEGET ondt af mig selv.
Men netop som jeg ikke kan holde smerterne ud mere, ringer min søn og fortæller grædende, at han er styrtet på sin knallert og ligger tilskadekommet på en sti 5 km væk..
Som dug for solen, forsvinder mine smerter og jeg bliver til MOR, som træder frem på banen..
Sønnen kom på skadestuen og havde heldigvis ikkke brækket noget (havde husket sin hjelm), men ligger nu på den anden sofa med 17 forbindinger på sine mange, mange hudafskrabninger og forstuvningerog ærgrer sig over sin knuste knallert.
Vi ligger og fortæller hinanden vittigheder og græder af grin, da skadede mavemuskler IKKE er gode at grine med...Men vi kan ikke lade være.
Rigtig god weekend
Tanten