Savner min mor - og min familie!

Hej.
Har skrevet herinde før, men er bare så frustreret over min situation. Jeg har altid "kun" haft min mors side af familien... men i løbet af 4 år... døde mine 3 familiemedlemmer (mormor, onkel, mor).
Sådan skulle det så være, jeg er 30 år, og enebarn. [:|] Og nu familieløs!
Synes allerede nu tiden virker lang, sikke dog mange år jeg stadig skal leve uden dem jeg holdt/holder af! Jeg føler at jeg er blevet så frygtelig voksen (alvorlig) af de her lorte år, men det er vel helt naturligt... jeg er chokeret, havde aldrig troet at jeg kom til at stå i denne situation[:*(]
Har I andre prøvet at miste hele familien, så at sige på én gang, og hvis ikke I fik en depression eller gik i kloster.... hvordan klarede I så denne kolossale ændring i jeres liv?? Mine venner gider efterhånden ikke høre mere om hvor chokeret jeg er, men altså for fanden.... min elskede familie er væk, borte.... og jeg er her stadig...😮 Hmmm....

Jeg tror ikke på al det familiehalløj. Hvorfor kan man ikke elske andre og binde sig til dem. Jeg er ikke familiemenneske, men er stærkt knyttet til de venner, jeg nu har fået i alle aldre. Man er meget mere åben overfor hele verden, når man fraskriver sig at tilhøre en bestemt gruppe. Og det uanset om gruppen er ens familie, ens land eller ens race eller bare dem der synes om det samme som en selv. Så tag det som et gode og åbn op for verden.

jeg troede på familie-halløjet;) Jeg ved godt at devisen lyder "man vælger ikke selv sin familie, men sine venner" - men min erfaring siger mig, at hvis jeg virkelig har brug for hjælp (mao. hvis "lokummet brænder" 😉 ) så kunne jeg få råd/hjælp hos min familie. Altid!
Empatien og hjælpen kan man også hente hos venner, helt sikkert, men i knap så stor udstrækning. Blodets bånd ér stærkere, på mange måder... føler mig som "last man standing"! (Jeg ta'r en tudekiks:) - men sådan føles det!)

Hej wannsee2000.
Jeg har selv prøvet denne rutchebanetur. Det var for mig sådan, at min verden lå i en beskyttet "osteklokke". Men så røg familiemedlemmerne som noder. Mine mest betroede familiemedlemmers fortrolighed forsvandt som vinden. (Gone whit the Win!).
Det er ikke muligt at dele smerten med andre, svært at komme videre, og savnet og smerten er ubærlig.
Selv prøver jeg at vinde styrke ved at gøre og agerer som jeg tror at "mine" nærmeste ville have gjort. Men man er jo altid i tvivl, og i fortvivlensens klør., (Gør man nu det rigtige, og hvad ville de have gjort i mit sted).
Jeg har ikke noget råd, men vil sige dig, at du skal følge din fornuftige naturlige instinkstive handling i din gøren og laden. Livet har ingen facitliste.
Døden bliver aldrig charmerende, hvorend det måtte være Cancer (300%), Hjerte/karsygdom (35%) eller mord, ulykke eller anden dødsårsag.
Vi vil og skal ikke forstå døden, men forstå at den er grundlaget for alt liv på jorden. (Tænk hvis der kun blev skabt liv i form af træer, dyr, ..., men ingen afgang. Da ville jorden være overbefolket i enhver forstand, og så ville der for alvor blive hungersnød, alle imod alle.
Nej, du skal accepterer at din familie er fysisk væk, men at deres psykiske karma stadig svæver rundt vægtløs - et sted derude. Hvor kommer tanker fra, og hvorfor er det lige, de er vægtløse?
Svar: Dine tanker kommer fra dine forfædre, ånden, vægtløs, usynlig og ubemærket. Enhver tanke og indfald er grebet ud af vores rødder. Erfaring og ideer bygger selvfølgelig på fortid, - også den spirituelle.
Jeg føler med dig og dine.
Last only one, spirituel prest og skytsengel.

Fætre, kusiner.....evt. halve ?
Jeg er ikke ufølsom og vil gerne lytte og trøste andre der har mistet deres kære, men på et tidspunkt må man sige stop hvad Dine venner har gjort, nogen hurtigere end de andre.
Man kan heller ikke sætte en tidsgrænse for sorg, men der kan komme posttraumatisk sorg lang tid efter, og så tager man den derfra, min egen mor gik først ned med flaget et halvt år efter min fars død.
Er sorgen længerevarende er det nok bedre med professionel hjælp.
Prøv også at tænk på at Du har 50 år foran Dig hvor Du kan nå at få egen familie med egne eller papbørn, livet skal jo gå videre.

har jeg et par kusiner på min fars side, men dem fik jeg først kontakt med for ganske få år siden.
Det er som at vifte med en rød klud foran mig, når rådet "professionel hjælp" bliver luftet;) Er det mon angst for døden, kombineret med en "nu må du komme videre"-tankegang, der gør at folk foreslår krisehjælp når nogen sørger...❓Jeg føler samtidig lidt, at hvis man sørger ud over tiden angivet i de berømte "sorgfaser", så er det nærmest kriminelt/sygeligt. Det synes jeg er tankevækkende!
Dit råd er velment, og indrømmet, jeg har selv tænkt på dét! I dagligdagen gør jeg dog alt for ikke at gå i stå... jeg er jo heller ikke selv interesseret i at sørge til evig tid. Men lige nu synes jeg at livet er fuld af pligter, og at udsigten til 50-års levetid virker temmelig.... dødtrist (undskyld udtrykket😉

for rådene. Dét med at forestille sig "hvad mon de ville ha' gjort i mit sted", er helt sikkert brugbart! Samtidig er jeg glad for dét du skriver, med at det er svært for andre at forstå ens smerte... sådan føler jeg det nemlig pt. Jo, de "forstår" smerten/tabet de første 2-3 måneder, men herefter bør det helst ties ihjel, eller en psykolog må på banen.... begge dele synes jeg er temmelig drastisk!
Men altså, gode råd!🙂

Du er ikke den eneste, der har prøvet at miste sine forældre og familie i en ung alder. Jeg er her også!
Da jeg var 17 døde min far, og da jeg var 22 døde min mor. Inden da var onkler, tanter, mor- og farforældre døde. Min 1-år yngre bror og jeg var herefter "alene i verden". Det skete for 45 år siden - jeg er nu 62, og jeg må sige, at jeg har sørget over tabet af mine forældre gennem alle årene. Måske er jeg i virkeligheden aldrig rigtig kommet over, at min bror og jeg mistede vores forældre og familie så tidligt i livet. Du kan tro, jeg har grædt.
Og du har ret. Mennesker - venner - der ikke har prøvet at miste, forstår det ikke. Det tror jeg virkelig, du må indstille dig på. Du er alene om dette. Jeg glemmer aldrig én af mine venner fra den gang, som sagde: Jeg ved godt, at din mor er død, og så taler vi ikke mere om det. Det var jo klar besked, ikke sandt!?
Nu er jeg altså ved at være en gammel dame, og jeg har været glad for mit liv alligevel. Jeg lever jo, og det gør du også. Prøv lige så stille og roligt, om du kan skabe din egen familie med ægtefælle og børn og med de værdier, som betyder noget for dig. Det er livet værd.
Jeg ønsker dig det bedste i livet.
Gode tanker til dig herfra.

Hvor er det smukt beskrevet.
Og hvor bekræfter det dog så smerteligt den brændende kærlighed, der nærmest tatoveres ned i sind og skind på dem i familieflokken, som vi virkelig har brændende bånd for, og aldrig glemmer at huske.
Døden er så afskyelig. Vi flokkes om døbefonden og om livets opståen, men lærer nok aldrig helt at accepterer livets gang på jord.
Men som jeg tidligere har beskrevet det så kynisk: Jo større smerte, jo højere har kærligheden jo måttet vare, thi ingen savner nogen (diktatorer), der alligevel ikke vil sine det allerbedste.
Tak for godt skrevet og trøstende indlæg, Veninden.
Hilsen
Last only one.

Hejsa Wannsee2000...
Ja jeg har provet at miste min mor min soster samt min lille son der blev 11 aar gl...
Men kan sige dig der er lys et side der ud, men det kan du ikke se lige pt...
Jeg ved der er et lys der...
Du maa bare huske at gud giver dig en gave hvaer dag men ikke sikker de er god i dag eller i morgen eller om et aar... Der er god gaver og daarlige gaver men de daarlige gaver kan vaere gode, men en dag vil du se han har gjort dig staerk, jeg ved det da jeg midste alt det er var at midste min barn og hans liv... Haaber at du kan bruge de smaa ord ... Kan godt forstaa dig... Haaber at du kan finde lyset der ude... men der kan gaa mange aar... Det ved jeg.. Men jeg har et godt liv.. Har da min dejlig store born og 2 borneborn...En verden gaa under du bygger et nyt op... Knus

Hej.
Kan kun give dig ret i, at folk ikke kan sætte sig ind i ens sorg. Det er utroligt svært at "komme videre", når dem man har mistet betød ALT for een. Og ja, det skal man nok selv have prøvet, før man tilnærmelsesvis er i stand til at forstå en sådan katastrofes omfang.
Du formulerer det egentlig meget godt: "Jeg lever jo(...)", og det gør jeg også;) Jeg er selvfølgelig indstillet på at få det bedste ud af mit liv, helt klart - må nok "bare" indstille mig på, at smerten over dem jeg mistede, vil følge mig fremover. Forhåbentligt bliver det lettere at leve med, som tiden går.
Tak for dit svar, som jeg bestemt kunne bruge:)
Mange hilsner

Hej jeg en fyr på 21 nu siden 2004 har jeg mistet min farmor, far, mor, mormor så kender lidt til det at stå uden sin familie og mit 'problem' eller den måde jeg har prøvet at klare mig på er at jeg intet har sagt til nogen og prøver at bilde mig selv ind at de er derude et sted og har det godt..
Ked af dine tab.. Knus

Jeg står næsten i samme situation som dig. Jeg har mistet begge mine forældre, og har os kun haft kontakt til morsiden af min familie. Men jeg har desværre os mistet min morfar og nu min onkel i januar. Jeg er os enebarn, og jeg kan heller ikk forholde mig til min situation. Men det blir jeg jo nødt til... Ved ikk hvordan jeg skal bærer mig ad. Jeg har heldigvis min elskede mormor og mine elskede dyr. En hest og en hund. Og jeg må indrømme at de har holdt mig i live gennem alt det her. Der er så mange ting jeg gerne ville med mit liv, men sys indimellem ikk at jeg har kræfter til at kæmpe mere. Det er fandme hårdt helt alene!! Håber virkelig der sker et mirakel i form af at møde manden i mit liv eller måske nogle søde mennesker der ville´´ ta mig lidt til sig´´ Må indrømme at jeg er fortvivlet over min situation![:*(]

Ja, vi står i nogenlunde samme situation - og må jeg først lige sige, at det gør mig ondt med dine tab!
Det med at det kan være svært, at finde kræfterne til at kæmpe, kan jeg godt sætte mig ind i. I det seneste år har jeg forsøgt at sætte mit liv på standby, dvs. var hjemme mest muligt. Orkede ikke at forholde mig til verdenen udenfor hoveddøren, jeg var drænet for energi. Et ret uheldigt tidspunk må man sige, da jeg blev færdig med min uddannelse, og skulle ud og reklamere for mine kvaliteter over for arbejdsgiverne.
Held i uheld, har jeg endnu ikke fundet fast arbejde, men føler omvendt også først nu at jeg kan klare et arbejde, og at jeg dermed kan "indtage min plads" i samfundet igen. At nå dertil tog mig sammenlagt 16 måneder😮 Bare dét at være til jobsamtale i dag, og være i stand til at grine ad noget der blev sagt i løbet ad samtalen - er et stort skridt i den rigtige retning, for mig. Troede faktisk min livsglæde var forsvundet...
Men som du skriver, at kæmpe ér hårdt - og det giver jeg dig ret i. Skal man se noget som helst positivt i vores trælse situation, må det være at ingen familie stiller krav til os længere. Dvs. Vi kan forme vores liv som vi vil, alle muligheder står åbne nu. Dét synes jeg er skræmmende og spændende på samme tid😖 Men dette scenarie, kombineret med nogle tryghedsfaktorer i vores liv, f.eks. dyr, venner, den eneste ene ("nogen der tager sig til os"), kan måske hjælpe os videre?! Det håber jeg😉
Men grundlæggende er vores situation bare rigtig barsk pt., og desværre kan tiden ikke skrues tilbage...
Jeg håber/ønsker det bedste for dig!

Hej.
Ja, man må jo klare sig så godt det nu går - og tro på at de familiemedlemmer man savner, alligevel holder øje med én... på en god dag kan det trøste, men det ér en hård tid vi skal igennem - og ja, sådan er det desværre😖
Jeg håber det bedste for dig, tak for din respons herinde!

Ikke, at det er nogen stor trøst, at andre også er kede af det.
Men jeg har oplevet noget lidt henad det samme som dig - at miste 3 familiemedlemmer (og en hest, jeg havde haft så længe, at den var et 4.familiemedlem...) på 3 år. Min bedstemor, min hest, min far, min mor. Vi er så heldigvis to søskende , men ingen af os har børn, og vi er meget forskellige, omend vi holder meget af hinanden.
Jeg var den sidste, der muligvis ku ha nået at få børn, men det er vist for sent nu, - familielinjen uddør bare med mig, og selv om jeg også har et par mostre, gode kusiner og fætre og så videre, savner jeg stadig mine forældre skrækkeligt nu efter snart 4 år.
For de var jo også mine bedste venner! Jeg er oppe i 40erne nu, men alligevel havde jeg som du heller aldrig troet, jeg skulle komme til at stå i denne situation. Vi bliver simpelt hen ikke forberedt på det.
- Jeg kunne også li min familie, nå, og vi var gensidigt trofaste overfor hinanden, og så kan man heller ikke bruge andres bemærkninger om, at "de egentlig aldrig har troet på familien" til noget. Det betyder bare, de ikke har forudsætninger for at forstå det.
Jeg er blevet ret skuffet over, så lidt resten af familien og venner m.v. har kunnet hjælpe min søster og mig. Der har fa'me ikke været megen støtte at hente nogen steder, for som voksne formodes vi vel bare selv at kunne klare det.
Det kan man da også, men det er nu godt at have nogen til at hjælpe - om ikke andet en professionel. Jeg synes, vi alle burde have et netværk til at drage omsorg for os efter dødsfald. Men det sker ikke altid, og så må man hjælpe sig selv - ved at læsse af på en proff om nødvendigt. Det kan anbefales. Se det som en gave til dig selv, - en omsorg. Din sorg kan trække endnu mere ud, hvis du ikke må tale om den .
En sorg - selvhjælpsgruppe kan også være god, men det kan også være belastende at høre om andres sorg oveni sin egen. Men man hører altid om nogen, der har været ude for noget endnu værre end en selv, og det kan somme tider sært nok lindre lidt.
Hvis du er 30 år, var glad for at være barn i din familie og synes, du har noget godt at give videre - så få børn! Hvis du altså har lyst, vel at mærke, og når det er tid og du kan, tør og så videre.
Jeg er over 45 , og jeg mærker, at jeg ville ønske, jeg havde min egen nye familie til at erstatte de, der er borte, og så jeg havde nogen at give alle de bedste erfaringer og al kærligheden videre til.
Det lykkes ikke for os alle, og så må vi finde på andre kærligheder! Men du er stadig ung nok - hvis det er det, du kan og vil. Man skal selvfølgelig ikke føde børn, der har til opgave at erstatte nogen, for de skal jo ikke fødes med et arbejde! Men får du dem, vil du alligevel kunne se træk fra nogle af de mistede komme igen i nye spændende blandninger i de nye børn. 🙂Pas på dig og hav det godt uanset hvad. Jeg håber, du får et langt, glad og spændende liv.

og siden min familie så at sige uddøde, er tanken om at stifte familie da også blevet mere nærværende. Dog mangler jeg stadig at møde "kvinden i mit liv", og hverken adoption som enlig (eller kloning;)) virker tiltrækkende. Så indtil videre er jeg alene om tingene, hvilket da sikkert har gjort min sorg mere sejlivet...
Jeg giver dig ret i, at man er fuldstændig uforberedt på en situation som denne! Selvfølgelig har jeg vidst at jeg på et tidspunkt ville miste min mor - men at det allerede skete som 28-årig (det skete jo i efteråret 2009), samtidig med at de resterende familiemedlemmer også døde - dét var alligevel for grelt til at kunne forestille sig, og selv ikke for min værste fjende ville jeg ønske et lignende scenarie!
Fra mine venner har jeg dog hørt om andre, der har mistet deres mor/far tidligt - og efterhånden har jeg indset at det er sådanne ting som desværre sker - og at man som voksen forventes at kunne klare et sådant tab. Jeg er jo efterhånden blevet 30, og er yderst voksen ifølge de gængse normer. Men det er alligevel mærkeligt at jeg nu er sidste mand i rækken, og at hvis jeg ikke stifter familie - ja så var det min families endeligt (har dog et par kusiner på min fars side), men jeg er den sidste på min mors side af familien. Meget, meget bizart!😮
Takker for ønsket om at jeg får "et langt, glad og spændende liv";) Jeg ønsker det samme for dig! Til alt held har jeg altid været meget fornuftig/praktisk anlagt, så helt ud i ekstremerne kommer jeg heldigvis aldrig, grundet det der er sket, dvs. "tag over hovedet" mv. er sikret. Jeg er dog spændt på hvilken retning mit liv tager, har altid haft behov for at kontrollere omgivelserne, og især mit eget liv, i en bestemt retning - men efter det der er sket, kan jeg fornemme at mine prioriteter har skiftet. Jeg er blevet bedre til at lytte/stole på mig selv, og egentlig slappe bedre af, tempoet er sat ned... "kommer tid, kommer råd" opsummerer min livsførelse for tiden...
Så.... sikke en masse lommefilosofi, men jeg skrev lige ud af posen. Takker for dit svar, det var bestemt et brugbart ét af slagsen. Du ønskes alt godt fremover😉

Jeg er også i start 30'erne, hver eneste gang jeg møder en fyr er han vældigt sød indtil han finder ud af jeg ikke har ret mange venner og flygter.. det er ligesom en uendelig stime. Af familie har jeg kun min mor tilbage efterhånden.

Jeg stødte på et sigende udtryk forleden, noget a la: I sit livs svære perioder, er man mere sårbar rent følelsesmæssigt - og føler ALT der sker omkring én, og for én... i de mere lykkelige perioder, er man knap så følelsesmæssigt tyndhudet, og "skøjter gennem livet".... og gør sig dermed ikke de store tanker.
Jeg ved faktisk ikke hvad jeg foretrækker: at føle for meget, eller for lidt?! Men en god balance mellem mod- og medvinde i tilværelsen, kunne være skønt... så' det sagt🙂