Selvstændige kvinder

Som singlekvinde i sin bedste alder (efter min mening), undre jeg mig over nogle mænds indgangsvinkel til at skabe kontakt til kvinder, og her tænker jeg primært på div. profiler på nettet.
Jeg har selv profil på nettet og når jeg læser mænds profiler, står der oftes som "krav" til kvinden: "Du skal være selvstændig, have ben i næsen og benene solidt plantet i den danske muld"
Fair nok - når kvinderne så kommer på banen og der er kontakt mellem kønnen, så oplever jeg tit (og det er ikke kun egne erfaringer, men også fra veninderne), at den selvstændighed som mange mænd efterlyser, den bliver pludselig for meget!
Er vi kvinder FOR selvstændige til jer mænd?
Hvad mener i helt nøjagtigt med en selvstændig kvinde?
Og hvad/hvornår føler i mænd, at i mister jeres maskulinitet ift. os kvinder?

Kan kun tale for mig selv🙂Men vil godt give det et forsøg.
JEG mener at en selvstændig kvinde er en kvinde som tænker på at have et liv SELV og et sammen med sin partner.. Med det mener jeg at der er forkert, at man smelter sammen som et individ i et forhold, det er vigtigt at have sit EGET liv.. Ellers ender man med at sidde og rådne op i lædersofaen derhjemme.
En uselvstændig kvinde, er en ikke rigtig har nogle venner eller bekendte, som overlader ALT initiativ til manden, som taler ham efter munden, og bare sidder derhjemme i sofaen og venter på hvad manden nu beslutter der skal ske.
Så en selvstændig kvinde er en som har sin egen venneskreds, sine egne drømme om fremtiden, og som har sit eget liv, holdninger, interesser osv osv.
Der hvor det kan karme over, er hvis hun KUN går op i sig selv.. Der er jo dem der har været alene LIDT for lang tid.. hehe🙂respekten for hinanden skal bevares.. Ellers er det dødsdømt !

Jeg kan godt følge dig. Jeg er single og ønsker mig ikke en mæ-hæ kvinde, der bare kigger beundrende på mig og lader mig om al initiativ.
På den anden side hopper kæden af med et hult drøn, hvis hun vil bestemme alt. Der hvor jeg ofte har oplevet at fronterne blev trukket lidt skarpt op, var når jeg besøgte enlige mødre, der har været alene med barn/børn længe. De har opbygget deres egne rutiner og vaner og mange ting har deres helt faste pladser. Når jeg så kom på besøg og overnattede, brød jeg ind i disse vaner, og så blev jeg korrekset. Det finder jeg mig i et par gange, men så bliver det for meget.
Så lige der er nok et område hvor nogle kvinder bør tænke over hvad de vil med deres liv: Have faste vaner og alting på plads, eller have en partner.
Naturligvis taler jeg kun for mig selv og kun for nogle af de kvinder, jeg har kendt. Men her er ihvertfald et indspark

Jo..da..
Vi er nogle som med megen morskab har læst profiler og tænkt.
HVEM kan leve op til de mange forventninger og krav den ene har til anden???
HVORDAN kan man bedst imødekomme forventningerne?
HVOR går man hen og finder DEN PERFEKTE KÆRESTE??
HVAD er der galt med den for nogle mere naturlige måde at møde et NYT menneske og måske kommende kæreste
-nemlig se op-kikke rundt-komme ud-bare tale direkte til et nyt menneske??
NEJ,man "gemmer-sig" bag ved en "PERFEKT-PROFIL"
-EN PROFIL,-hvor alt DET RIGTIGE STÅR omkring hvor god man selv er og SÆRSKILT ALT DET SOM DEN ANDEN "SKAL" VÆRE!!!
Mange af Profilerne LYVER/OVERDRIVER/SMØRRE TYKT PÅ..ect...
NÅR så virkeligheden melder sig og man HAR OVERLEVET den første "FAMLENDE DATE"..
SÅ GÅR DET GALT FØRSTE GANG!!
-Husk mange er jo KUN vant til at TALE TIL EN COMPUTER eller sende en SMS!!
Og DET GÅR GALT ANDEN GANG..
-når man skal prøve at tale sammen/til og med hinanden-bare være sig selv.
Sætte ord på hvem MAN i virkeligheden er..
MÆRKE EFTER-FØLE SIG FREM-PRØVE VIRKELIGHEDEN!!!
**
DER ER INGEN MENNESKER DER ER PERFEKTE**
(det lyder ærlig talt også kedeligt!)
SÅ!
Sluk computeren/tv/radio og gå UD I VIRKELIGHEDEN
Mød menneskerne der HVOR DER ER
-Og ikke der hvor du FORVENTER/TROR der er..
BRUG DIN SUNDE FORNUFT-MÆRK EFTER I DIT HJERTE..
SAVNER DU HAM/HENDE-LÆNGES DU EFTER AT I SKAL VÆRE SAMMEN IGEN..-TÆNKER DU HELE TIDEN PÅ HAM/HENDE..
SÅ!
Er du på RETTE VEJ og er måske RIGTIGT FORELSKET!!
Prøv det PÅ DEN NATURLIGE MÅDE..
Det er der mange gange-mere held ved!!
;-D
Ha´en smuk solbeskinnet tirsdag og
HELD OG LYKKE med "DATINGEN"
-og LIVET fremover..

Jeg tror at selve dating-begrebet er med til at fokusere på den mere fysiske side af et parforhold, og derfor ikke specielt velegnet til langvarige relationer.
Jeg anbefaler at søge venskaber og droppe datingen. Nogle gange kan venskaber udvikle sig til kærlighed, andre gange til dybe venskaber osv osv. Og det er et langt bedre udgangspunkt end en date - efter min overbevisning

jeg forstået det korrekt, når jeg opfatter din udlægning af selvstændighed som, at hun hellere end gerne må smutte ned til kaffe-slaberas med tøserne, have og stå ved sine meninger og holdninger, at i (du) faktisk foretrækker, at hun også udadtil viser, at hun er selvstændig, men dermed ikke sagt, at hun bare skal kører helt sit eget liv!?

forstår ikke helt hvad du mener med faste vaner??
Jeg er jo netop alene med min datter, men det afholder mig da ikke fra, at når der har været en mand i mit liv, at så er udgangspunktet, at finde et fælles fodslag?
Naturligvis har jeg mine faste rutiner i hverdagen - det er simpelthen en nødvendighed for, at tingene og hverdagen overhovedet kan hænge sammen, og der er også visse "faste rammer" i hverdagen jeg helst ikke vil give slip på/ændre på eller slække på, ene og alene af hensyn til min datter! Men er det forkert? (Det synes jeg jo ikke det er!)
Tit og ofte oplever jeg bare, at hverdagen mellem 2 voksne bliver/ender ud i små magtkampe om, hvem der har ret i dit og dat, eller hvem der kan få gennemtrumfet sin vilje, men for mig at se, burde det jo være et teamwork!!
Så spørgsmålet burde måske være, om selvstændigheden afhænger af det rent fysiske (altså rammerne, de faste vaner osv.), eller om vi taler om det mentale?
Måden vi kommunikerer med hinanden på.
Måden vi taler til hinanden på (og her tænker jeg på mellem 2 i et forhold).
Er vi ærlige overfor hinanden - og os selv!?
Melder vi ud - på en pæn og værdig måde, uden at træde den anden ned - når der er noget vi er utilfredse med?
Er vi gode til at acceptere hinandens små særheder, små "pap psykoser" og forskelligheder, eller prøver vi (nok ubevidst), konsekvent at ændre/omforme hinanden til lige det VI gerne vil have, og når det så er opnået, så er det ud af vagten, for så er han/hun ikke den vi i første omgang forelskede os i?

Hvis du har BESØGT enlige damer, burde du måske respektere deres vaner og husorden. Det er vel først hvis man sammen stifter hjem at begge har medbestemmelsesret/-pligt

...den "indgangsvinkel" har jeg også tænkt på og tror at du har ret i, at dating aspektet gør, at det hele meget nemt bliver gjort op i det fysiske, i hvert fald i starten!
Dermed ikke sagt, at det rent fysiske ikke spiller nogen rolle, for det ved de fleste af os jo, at det jo netop gør! Uanset om vi vil indrømme det eller ej!
Men hvis man prøver at se igennem det fysiske, så har du da ret i, at venskaber oftes resulterer i varmere følelser!
Problemet opstår så bare, hvis de følelser ikke er gensidige - men det er en hel anden debat!

Det er vigtigt for mig, at hun får input udefra.. Især af andre tøser, det ville jeg jo aldrig kunne give hende, ligesom hun aldrig ville kunne give mandehørm fra drengene :)
For mig er det vigtigt.. sådan har alle det ikke.. Men jeg mener at man skal have et liv sammen, og et liv hver for sig.. Så hun må hellere hoppe af sted og hygge sig med tøserne, end at side hjemme i sofaen og vente på mig !

Selvfølgelig skal gæsten respektere værten - inkl. særheder.
Men når man begynder at dele husholdning - i en vis grad ihvertfald - er det på tide at man lige føler sig lidt frem. Hun skal have tingen på sin måde, det er OK. Men jeg bryder mig ikke om at blive irettesat hele tiden. Det er det vist de færreste der gør.
Her har vi kimen til en konflikt.

med selvstændighed, at kvinderne skal selvstændigt hente ungerne, støve af, vaske op og selvstændigt forestå smørring af den elskede mands næringsrige madpakke.