Sidste svar
Misbrug af børn — Man kan beskytte dem
EN UNG kvinde der som barn blev misbrugt af sin broder og sin svoger, siger: „Jeg var bange og turde ikke fortælle det til nogen. Derfor vil jeg gerne sige til alle forældre: ’Lær jeres børn at ingen i eller uden for familien må røre ved dem på en uret måde. Hvis nogen prøver på det, skal de ikke være bange for at sige det.’“ Hun fortsætter: „Det kan ske for et hvilket som helst barn når som helst!“
I denne degenererede verden må vi gøre noget aktivt for at beskytte vore børn mod seksuelle overgreb. Det er ikke klogt at overlade det til tilfældigheder og blot håbe på at der ikke vil ske noget.
Den største beskyttelse
Man kan først og fremmest beskytte børnene ved at undgå situationer hvor de er særlig udsatte for overgreb. For eksempel rådes forældre til at være forsigtige med at lade deres børn passe af unge som synes at foretrække børns selskab for deres jævnaldrendes. En klinisk psykolog oplyser at to tredjedele af de seksualforbrydere han har under behandling, begik forbrydelsen i forbindelse med børnepasning.
Dr. Suzanne M. Sgroi fremhæver to andre situationer der har ført vanskeligheder med sig: Børn der sover sammen med voksne eller unge (i samme seng eller i samme værelse), og store familiesammenkomster hvor de voksne bliver optaget af samværet og betragter det som en selvfølge at de større børn tager sig af de mindre.
Sandheden er at i jo større udstrækning vi selv kan holde vore børn under opsyn, jo mindre bliver risikoen for at nogen forbryder sig mod dem. Ann, der er moder til tre, er gået så vidt at hun ikke vil lade sit yngste barn, en 14-årig dreng, gå rundt i butikscentre på egen hånd eller benytte offentlige toiletter alene. Drengen synes sikkert at disse forholdsregler er helt unødvendige, men hans moder har sine grunde. Hun blev seksuelt misbrugt som barn.
Forældre kan naturligvis ikke altid holde deres børn under opsyn. Hvis begge parter arbejder ude har de måske intet andet valg end at lade børnene passe i daginstitutioner, af slægtninge eller af andre. På et tidspunkt skal børnene jo i skole, og forældrene kan ikke altid være sammen med dem. Slægtninge og venner kommer på besøg. Desuden er der jo naboerne. Hvordan kan vi beskytte børnene når de er så sårbare? Der findes kun én måde at gøre det på:
Fortæl børnene om faren
Debrah Shulman, der er psykolog, siger: „Det er dumt at foregive over for børnene at der ikke er nogen fare. Børn ved godt at de er sårbare, og de er naturligvis interesseret i at passe på sig selv. Det hører med til forældres opgave at sætte dem i stand til at gribe faren an på en realistisk måde. Hvis oplysningerne bliver fremlagt på en ærlig og ligefrem måde vil børnene ikke blive bange, men føle sig mere trygge.“ Ja, vi må tale med børnene om det.
Dette er lettere sagt end gjort, navnlig da det er venner og slægtninge der frembyder den største fare. Vi har måske advaret vore børn mod fremmede mænd der prøver at lokke dem ind i en skov eller at bortføre dem i en bil. Men hvordan kan vi sætte dem i stand til at beskytte sig mod nogle de kender, respekterer og måske endda elsker?
Børnenes instinkt
Ann, den førnævnte moder, var kun fem år da en mandlig slægtning forbrød sig mod hende. Alligevel siger hun at hun vidste at det han gjorde var forkert — hun vidste blot ikke hvordan hun skulle standse ham. Og desværre kunne hun ikke fortælle sine forældre om det. På det tidspunkt talte familiens medlemmer ikke særlig godt sammen.
Som Anns erfaring viser har børn som regel en naturlig fornemmelse af hvad der er upassende. Denne fornemmelse må vi styrke. Vi må forklare dem at de skal følge dette instinkt — også hvis det er en voksen der beder dem gøre noget som strider mod det. Et klart og bestemt „Nej, det må du ikke!“ er ofte nok til at afskrække en forbryder. Anns erfaring viser desuden hvor vigtigt det er at børn og forældre er i stand til at tale om tingene.
En mand talte for nylig med sin kone om dette. De blev bekymrede og spurgte deres lille datter om hun nogen sinde var blevet misbrugt. Til deres forfærdelse svarede hun ja. En gammel og betroet ven af familien havde gentagne gange forbrudt sig mod hende. Der var intet i vejen med familiens kommunikation, så hvorfor havde pigen ikke fortalt det noget før? Ganske enkelt fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle få det sagt. Da emnet først var blevet bragt på bane, var hun mere end villig til at fortælle om det.
Hvordan skal vi få det sagt?
Det første vi må gøre er at bringe emnet på bane. Hvis man for eksempel læser om en forbrydelse i avisen kan man benytte lejligheden til at spørge børnene: „Er der nogen der har gjort sådan noget ved en af jer?“ — og dernæst forklare dem hvad de skal gøre hvis nogen prøver på det.
Forældre der underviser deres børn i Bibelen, kan bruge en bibelsk beretning som udgangspunkt. For at forklare at der er grænser for hvad folk må gøre ved andre, kan de benytte beretningen om Dina, Jakobs datter. (1 Mosebog 34:1-4) Beretningen om Tamar og Amnon kan illustrere at selv nære slægtninge ikke må gøre hvad som helst ved hinanden. (2 Samuel 13:10-16) Og vi bør sikre os at de forstår at vi gerne vil vide det — og at vi ikke bliver vrede — hvis de kommer ud for noget lignende.
Mary blev misbrugt da hun var lille, og derfor har hun sikret sig at hendes tre døtre er på vagt over for eventuelle forbrydere. Hvordan har hun båret sig ad med det? Så snart de var gamle nok til at kunne forstå det, sagde hun til dem: „Hvis nogen rører ved dig et forkert sted, så kom og fortæl mig det. Jeg bliver ikke vred.“ Hvordan kunne de vide hvilke steder der er „forkerte“? Mary fortæller at hun viste dem det da de var omkring tre år. Når hun vaskede dem eller gav dem nattøj på, udpegede hun de dele af deres krop som andre ikke måtte røre ved. Da de blev lidt ældre gav hun dem en mere udførlig forklaring: „Ingen må røre ved dig dér, heller ikke en lærer eller en politibetjent. Ikke engang moder eller fader må røre ved dig dér. Og en læge må kun røre ved dig dér hvis moder eller fader er hos dig!“
Virkede denne metode? Mary husker en lejlighed hvor en mandlig slægtning legede med hendes seksårige datter. Det han gjorde fik den lille pige til at føle sig utilpas. Hvad gjorde hun så? Hun gik simpelt hen sin vej. Mary ved ikke om slægtningen overhovedet havde noget ondt i sinde, men hun er glad for at hendes datter forstod at hun skulle gå sin vej da hun fik fornemmelse af at noget var „forkert“.
Ligesom forældre advarer deres børn mod at gå med fremmede, at lege på tæt trafikerede veje og at røre ved elektriske ledninger, bør de altså også fortælle dem hvordan de kan undgå seksuelle overgreb. De bør forklare dem hvilke legemsdele andre ikke bør røre ved — end ikke deres egne forældre. De bør understrege at de gerne vil vide det hvis der alligevel skulle ske noget. Og at de ikke vil blive vrede på børnene.
„Hvad nu hvis . . . ?“
Nogle voksne har udnyttet deres større erfaring og intelligens til at narre børn til at deltage i en forkert handling, og børn er måske ikke i stand til at gennemskue bedraget uden hjælp. Linda Tschirhart Sanford, der har skrevet bogen The Silent Children, foreslår at man på forhånd ruster børnene til denne situation, for eksempel ved at lege „Hvad nu hvis . . .?“ med dem. Spørg nu og da børnene hvad de ville gøre i bestemte situationer: „Hvad nu hvis den der passede dig sagde at du måtte blive længe oppe og se fjernsyn hvis du ville gå med i karbad og lege lidt? Hvad ville du så svare?“ „Hvad nu hvis du var ude at køre med en du kendte, og han så gerne ville røre ved dig nogle forkerte steder? Hvad ville du så gøre?“ „Hvad ville du gøre hvis en ældre ven rørte ved dig på en måde du ikke brød dig om, eller gerne ville tage tøjet af dig og lege en hemmelig leg med dig?“
Når forældrene lærer børnene de rigtige svar, kan de benytte lejligheden til at forklare dem at der er situationer hvor det er i orden at de ikke adlyder voksne, og situationer hvor de ikke bør holde på en hemmelighed, selv om de bliver bedt om det. Hvis de har lært at de skal sige: „Jeg skal lige spørge min moder først,“ vil de kunne tage modet fra de fleste forbrydere. Hvis børnene kan svare rigtigt når forældrene leger „Hvad nu hvis . . .?“ med dem, har de gode chancer for at kunne passe på sig selv. Hvis de svarer forkert, kan man gentage spørgsmålet og foreslå et andet svar.
Giv dem et ordforråd
Den følgende erfaring illustrerer hvilket andet problem børn kan have når det drejer sig om seksuelt misbrug: En kvinde beretter at hun blev misbrugt som barn og at hun forsøgte at fortælle sin moder om det. Hun kendte imidlertid ikke de rigtige ord og kunne ikke forklare hvad det var der var sket. Moderen troede at en eller anden bare havde kælet lidt for pigen, og at hun helt havde misforstået situationen.
På grund af oplevelser som denne tilskynder socialrådgivere forældre til at lære deres børn de rette benævnelser for deres legemsdele. Giv dem et ordforråd så de kan udtrykke sig hvis det værste skulle ske.
Årvågen, men afbalanceret
Noget af det værste forældre kan forestille sig, er at et af deres børn bliver seksuelt misbrugt. Vi må imidlertid huske at langt de fleste voksne end ikke drømmer om at misbruge vore børn. Størsteparten af vore slægtninge holder af dem og er lige så interesserede i at beskytte dem mod overgreb som vi selv er.
På den anden side kan det ske. Og det er ikke nok at håbe på at det ikke vil ske. Et bibelsk ordsprog lyder: „Den kloge ser faren og søger i skjul.“ (Ordsprogene 22:3) Ja, det er klogt at være forsigtig, især i betragtning af hvilke tider vi lever i. Hvis vi så vidt muligt undgår at bringe vore børn i farefulde situationer, hvis vi forklarer dem hvilke grænser end ikke voksne må overskride, og hvis vi lærer dem hvordan de skal reagere i tilfælde af at en voksen prøver at overskride disse grænser, har vi givet vore børn gode muligheder for at undgå seksuelle overgreb.
[Tekstcitat på side 9]
„Fortæl mig det hvis nogen rører ved dig et ’forkert’ sted“
[Tekstcitat på side 10]
Oplys børnene om de rette benævnelser for deres legemsdele
[Ramme på side 8]
Hvis det værste skulle ske
Hvis forældrene træffer rimelige forholdsregler kan de mindske risikoen for at deres børn misbruges seksuelt, men helt fjerne risikoen kan de ikke. Hvis forældrene imidlertid sørger for at kommunikationen i familien er god, kan de opnå at børnene fortæller det i tilfælde af at det værste skulle ske. Det sker dog at børn bliver så chokerede eller skamfulde over hændelsen at de ikke fortæller hvad der er sket. Forældre må derfor være på vagt. Her følger nogle signaler som ifølge forskerne kan tyde på at barnet har været udsat for et eller andet.
Vær opmærksom hvis der sker forandringer i børnenes dagligdag. I et tilfælde bad en lærer nogle børn om at komme i skole længe før de andre. Læg mærke til forandringer som for eksempel dalende karakterer eller overdreven angst for en bestemt voksen. En kvinde der som barn blev misbrugt af sin broder og sin fader, siger: „Jeg blev den dårligste i en klasse med 42 elever, og ingen forsøgte at finde ud af hvad grunden var.“
Vær på vagt over for fysiske symptomer såsom hovedpine, opkastninger, appetitløshed eller søvnløshed. Man bør naturligvis være særlig opmærksom på klager over ømhed i kønsorganerne. Vær på vagt hvis børnene synes at give udtryk for fremmelighed på det seksuelle område gennem sprog, påklædning eller adfærd. Bliv mistænksom hvis der sker pludselige forandringer i deres opførsel, forandringer der kunne være tegn på et problem. Hvis et barn bliver usædvanlig indelukket eller prøver at undgå et bestemt familiemedlem, bør det få alarmklokkerne til at lyde i forældrenes sind. Vi bør også være vågne over for det vore børn prøver at fortælle os uden at sige det direkte. Et barn kunne for eksempel prøve at bringe dette vanskelige emne på bane ved at sige: „Jeg kan ikke lide min regnelærer mere.“
Hvis forældre lægger mærke til symptomer som disse hos et af deres børn, bør de søge at finde ud af hvad der er i vejen. Barnet har måske et problem, og det kan have at gøre med seksuelt misbrug. Hvis det forholder sig sådan, må barnet have hjælp. Det får mange børn desværre ikke. Børn der har været udsat for seksuelle overgreb er blevet anklaget for at lyve, men forskere oplyser at børn sjældent, om nogen sinde, opfinder sådanne hændelser. I andre tilfælde har man dækket over blodskam for ikke at splitte familien ad.
Hvis man opdager at et barn har været udsat for et seksuelt overgreb — og navnlig hvis det drejer sig om blodskam — må man straks gøre to ting:
For det første må barnet, såvel som andre børn, beskyttes mod yderligere misbrug. Dette må gøres uanset omkostningerne. I mange tilfælde vil det være nødvendigt at henvende sig direkte til den der anklages for at have forbrudt sig. Men uanset konsekvenserne er det vigtigt at barnet kan vide sig i sikkerhed for forbryderen.
For det andet må man give barnet megen kærlighed og følelsesmæssig støtte. Forældrene må forsikre barnet om at hun (eller han) ikke selv bærer skylden for det skete. Barnet kan ikke lastes for forbrydelsen eller dens følger — heller ikke selv om en nær slægtning for eksempel fængsles. Men det er ikke nok at fortælle barnet dette én gang. Man må gentage det til barnet tror det — og véd at forældrene mener det.
EN UNG kvinde der som barn blev misbrugt af sin broder og sin svoger, siger: „Jeg var bange og turde ikke fortælle det til nogen. Derfor vil jeg gerne sige til alle forældre: ’Lær jeres børn at ingen i eller uden for familien må røre ved dem på en uret måde. Hvis nogen prøver på det, skal de ikke være bange for at sige det.’“ Hun fortsætter: „Det kan ske for et hvilket som helst barn når som helst!“
I denne degenererede verden må vi gøre noget aktivt for at beskytte vore børn mod seksuelle overgreb. Det er ikke klogt at overlade det til tilfældigheder og blot håbe på at der ikke vil ske noget.
Den største beskyttelse
Man kan først og fremmest beskytte børnene ved at undgå situationer hvor de er særlig udsatte for overgreb. For eksempel rådes forældre til at være forsigtige med at lade deres børn passe af unge som synes at foretrække børns selskab for deres jævnaldrendes. En klinisk psykolog oplyser at to tredjedele af de seksualforbrydere han har under behandling, begik forbrydelsen i forbindelse med børnepasning.
Dr. Suzanne M. Sgroi fremhæver to andre situationer der har ført vanskeligheder med sig: Børn der sover sammen med voksne eller unge (i samme seng eller i samme værelse), og store familiesammenkomster hvor de voksne bliver optaget af samværet og betragter det som en selvfølge at de større børn tager sig af de mindre.
Sandheden er at i jo større udstrækning vi selv kan holde vore børn under opsyn, jo mindre bliver risikoen for at nogen forbryder sig mod dem. Ann, der er moder til tre, er gået så vidt at hun ikke vil lade sit yngste barn, en 14-årig dreng, gå rundt i butikscentre på egen hånd eller benytte offentlige toiletter alene. Drengen synes sikkert at disse forholdsregler er helt unødvendige, men hans moder har sine grunde. Hun blev seksuelt misbrugt som barn.
Forældre kan naturligvis ikke altid holde deres børn under opsyn. Hvis begge parter arbejder ude har de måske intet andet valg end at lade børnene passe i daginstitutioner, af slægtninge eller af andre. På et tidspunkt skal børnene jo i skole, og forældrene kan ikke altid være sammen med dem. Slægtninge og venner kommer på besøg. Desuden er der jo naboerne. Hvordan kan vi beskytte børnene når de er så sårbare? Der findes kun én måde at gøre det på:
Fortæl børnene om faren
Debrah Shulman, der er psykolog, siger: „Det er dumt at foregive over for børnene at der ikke er nogen fare. Børn ved godt at de er sårbare, og de er naturligvis interesseret i at passe på sig selv. Det hører med til forældres opgave at sætte dem i stand til at gribe faren an på en realistisk måde. Hvis oplysningerne bliver fremlagt på en ærlig og ligefrem måde vil børnene ikke blive bange, men føle sig mere trygge.“ Ja, vi må tale med børnene om det.
Dette er lettere sagt end gjort, navnlig da det er venner og slægtninge der frembyder den største fare. Vi har måske advaret vore børn mod fremmede mænd der prøver at lokke dem ind i en skov eller at bortføre dem i en bil. Men hvordan kan vi sætte dem i stand til at beskytte sig mod nogle de kender, respekterer og måske endda elsker?
Børnenes instinkt
Ann, den førnævnte moder, var kun fem år da en mandlig slægtning forbrød sig mod hende. Alligevel siger hun at hun vidste at det han gjorde var forkert — hun vidste blot ikke hvordan hun skulle standse ham. Og desværre kunne hun ikke fortælle sine forældre om det. På det tidspunkt talte familiens medlemmer ikke særlig godt sammen.
Som Anns erfaring viser har børn som regel en naturlig fornemmelse af hvad der er upassende. Denne fornemmelse må vi styrke. Vi må forklare dem at de skal følge dette instinkt — også hvis det er en voksen der beder dem gøre noget som strider mod det. Et klart og bestemt „Nej, det må du ikke!“ er ofte nok til at afskrække en forbryder. Anns erfaring viser desuden hvor vigtigt det er at børn og forældre er i stand til at tale om tingene.
En mand talte for nylig med sin kone om dette. De blev bekymrede og spurgte deres lille datter om hun nogen sinde var blevet misbrugt. Til deres forfærdelse svarede hun ja. En gammel og betroet ven af familien havde gentagne gange forbrudt sig mod hende. Der var intet i vejen med familiens kommunikation, så hvorfor havde pigen ikke fortalt det noget før? Ganske enkelt fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle få det sagt. Da emnet først var blevet bragt på bane, var hun mere end villig til at fortælle om det.
Hvordan skal vi få det sagt?
Det første vi må gøre er at bringe emnet på bane. Hvis man for eksempel læser om en forbrydelse i avisen kan man benytte lejligheden til at spørge børnene: „Er der nogen der har gjort sådan noget ved en af jer?“ — og dernæst forklare dem hvad de skal gøre hvis nogen prøver på det.
Forældre der underviser deres børn i Bibelen, kan bruge en bibelsk beretning som udgangspunkt. For at forklare at der er grænser for hvad folk må gøre ved andre, kan de benytte beretningen om Dina, Jakobs datter. (1 Mosebog 34:1-4) Beretningen om Tamar og Amnon kan illustrere at selv nære slægtninge ikke må gøre hvad som helst ved hinanden. (2 Samuel 13:10-16) Og vi bør sikre os at de forstår at vi gerne vil vide det — og at vi ikke bliver vrede — hvis de kommer ud for noget lignende.
Mary blev misbrugt da hun var lille, og derfor har hun sikret sig at hendes tre døtre er på vagt over for eventuelle forbrydere. Hvordan har hun båret sig ad med det? Så snart de var gamle nok til at kunne forstå det, sagde hun til dem: „Hvis nogen rører ved dig et forkert sted, så kom og fortæl mig det. Jeg bliver ikke vred.“ Hvordan kunne de vide hvilke steder der er „forkerte“? Mary fortæller at hun viste dem det da de var omkring tre år. Når hun vaskede dem eller gav dem nattøj på, udpegede hun de dele af deres krop som andre ikke måtte røre ved. Da de blev lidt ældre gav hun dem en mere udførlig forklaring: „Ingen må røre ved dig dér, heller ikke en lærer eller en politibetjent. Ikke engang moder eller fader må røre ved dig dér. Og en læge må kun røre ved dig dér hvis moder eller fader er hos dig!“
Virkede denne metode? Mary husker en lejlighed hvor en mandlig slægtning legede med hendes seksårige datter. Det han gjorde fik den lille pige til at føle sig utilpas. Hvad gjorde hun så? Hun gik simpelt hen sin vej. Mary ved ikke om slægtningen overhovedet havde noget ondt i sinde, men hun er glad for at hendes datter forstod at hun skulle gå sin vej da hun fik fornemmelse af at noget var „forkert“.
Ligesom forældre advarer deres børn mod at gå med fremmede, at lege på tæt trafikerede veje og at røre ved elektriske ledninger, bør de altså også fortælle dem hvordan de kan undgå seksuelle overgreb. De bør forklare dem hvilke legemsdele andre ikke bør røre ved — end ikke deres egne forældre. De bør understrege at de gerne vil vide det hvis der alligevel skulle ske noget. Og at de ikke vil blive vrede på børnene.
„Hvad nu hvis . . . ?“
Nogle voksne har udnyttet deres større erfaring og intelligens til at narre børn til at deltage i en forkert handling, og børn er måske ikke i stand til at gennemskue bedraget uden hjælp. Linda Tschirhart Sanford, der har skrevet bogen The Silent Children, foreslår at man på forhånd ruster børnene til denne situation, for eksempel ved at lege „Hvad nu hvis . . .?“ med dem. Spørg nu og da børnene hvad de ville gøre i bestemte situationer: „Hvad nu hvis den der passede dig sagde at du måtte blive længe oppe og se fjernsyn hvis du ville gå med i karbad og lege lidt? Hvad ville du så svare?“ „Hvad nu hvis du var ude at køre med en du kendte, og han så gerne ville røre ved dig nogle forkerte steder? Hvad ville du så gøre?“ „Hvad ville du gøre hvis en ældre ven rørte ved dig på en måde du ikke brød dig om, eller gerne ville tage tøjet af dig og lege en hemmelig leg med dig?“
Når forældrene lærer børnene de rigtige svar, kan de benytte lejligheden til at forklare dem at der er situationer hvor det er i orden at de ikke adlyder voksne, og situationer hvor de ikke bør holde på en hemmelighed, selv om de bliver bedt om det. Hvis de har lært at de skal sige: „Jeg skal lige spørge min moder først,“ vil de kunne tage modet fra de fleste forbrydere. Hvis børnene kan svare rigtigt når forældrene leger „Hvad nu hvis . . .?“ med dem, har de gode chancer for at kunne passe på sig selv. Hvis de svarer forkert, kan man gentage spørgsmålet og foreslå et andet svar.
Giv dem et ordforråd
Den følgende erfaring illustrerer hvilket andet problem børn kan have når det drejer sig om seksuelt misbrug: En kvinde beretter at hun blev misbrugt som barn og at hun forsøgte at fortælle sin moder om det. Hun kendte imidlertid ikke de rigtige ord og kunne ikke forklare hvad det var der var sket. Moderen troede at en eller anden bare havde kælet lidt for pigen, og at hun helt havde misforstået situationen.
På grund af oplevelser som denne tilskynder socialrådgivere forældre til at lære deres børn de rette benævnelser for deres legemsdele. Giv dem et ordforråd så de kan udtrykke sig hvis det værste skulle ske.
Årvågen, men afbalanceret
Noget af det værste forældre kan forestille sig, er at et af deres børn bliver seksuelt misbrugt. Vi må imidlertid huske at langt de fleste voksne end ikke drømmer om at misbruge vore børn. Størsteparten af vore slægtninge holder af dem og er lige så interesserede i at beskytte dem mod overgreb som vi selv er.
På den anden side kan det ske. Og det er ikke nok at håbe på at det ikke vil ske. Et bibelsk ordsprog lyder: „Den kloge ser faren og søger i skjul.“ (Ordsprogene 22:3) Ja, det er klogt at være forsigtig, især i betragtning af hvilke tider vi lever i. Hvis vi så vidt muligt undgår at bringe vore børn i farefulde situationer, hvis vi forklarer dem hvilke grænser end ikke voksne må overskride, og hvis vi lærer dem hvordan de skal reagere i tilfælde af at en voksen prøver at overskride disse grænser, har vi givet vore børn gode muligheder for at undgå seksuelle overgreb.
[Tekstcitat på side 9]
„Fortæl mig det hvis nogen rører ved dig et ’forkert’ sted“
[Tekstcitat på side 10]
Oplys børnene om de rette benævnelser for deres legemsdele
[Ramme på side 8]
Hvis det værste skulle ske
Hvis forældrene træffer rimelige forholdsregler kan de mindske risikoen for at deres børn misbruges seksuelt, men helt fjerne risikoen kan de ikke. Hvis forældrene imidlertid sørger for at kommunikationen i familien er god, kan de opnå at børnene fortæller det i tilfælde af at det værste skulle ske. Det sker dog at børn bliver så chokerede eller skamfulde over hændelsen at de ikke fortæller hvad der er sket. Forældre må derfor være på vagt. Her følger nogle signaler som ifølge forskerne kan tyde på at barnet har været udsat for et eller andet.
Vær opmærksom hvis der sker forandringer i børnenes dagligdag. I et tilfælde bad en lærer nogle børn om at komme i skole længe før de andre. Læg mærke til forandringer som for eksempel dalende karakterer eller overdreven angst for en bestemt voksen. En kvinde der som barn blev misbrugt af sin broder og sin fader, siger: „Jeg blev den dårligste i en klasse med 42 elever, og ingen forsøgte at finde ud af hvad grunden var.“
Vær på vagt over for fysiske symptomer såsom hovedpine, opkastninger, appetitløshed eller søvnløshed. Man bør naturligvis være særlig opmærksom på klager over ømhed i kønsorganerne. Vær på vagt hvis børnene synes at give udtryk for fremmelighed på det seksuelle område gennem sprog, påklædning eller adfærd. Bliv mistænksom hvis der sker pludselige forandringer i deres opførsel, forandringer der kunne være tegn på et problem. Hvis et barn bliver usædvanlig indelukket eller prøver at undgå et bestemt familiemedlem, bør det få alarmklokkerne til at lyde i forældrenes sind. Vi bør også være vågne over for det vore børn prøver at fortælle os uden at sige det direkte. Et barn kunne for eksempel prøve at bringe dette vanskelige emne på bane ved at sige: „Jeg kan ikke lide min regnelærer mere.“
Hvis forældre lægger mærke til symptomer som disse hos et af deres børn, bør de søge at finde ud af hvad der er i vejen. Barnet har måske et problem, og det kan have at gøre med seksuelt misbrug. Hvis det forholder sig sådan, må barnet have hjælp. Det får mange børn desværre ikke. Børn der har været udsat for seksuelle overgreb er blevet anklaget for at lyve, men forskere oplyser at børn sjældent, om nogen sinde, opfinder sådanne hændelser. I andre tilfælde har man dækket over blodskam for ikke at splitte familien ad.
Hvis man opdager at et barn har været udsat for et seksuelt overgreb — og navnlig hvis det drejer sig om blodskam — må man straks gøre to ting:
For det første må barnet, såvel som andre børn, beskyttes mod yderligere misbrug. Dette må gøres uanset omkostningerne. I mange tilfælde vil det være nødvendigt at henvende sig direkte til den der anklages for at have forbrudt sig. Men uanset konsekvenserne er det vigtigt at barnet kan vide sig i sikkerhed for forbryderen.
For det andet må man give barnet megen kærlighed og følelsesmæssig støtte. Forældrene må forsikre barnet om at hun (eller han) ikke selv bærer skylden for det skete. Barnet kan ikke lastes for forbrydelsen eller dens følger — heller ikke selv om en nær slægtning for eksempel fængsles. Men det er ikke nok at fortælle barnet dette én gang. Man må gentage det til barnet tror det — og véd at forældrene mener det.
