Skal jeg elske mine papbørn?

Hej alle sammen,
jeg er papmor til tre børn i alderen 7-15. Jeg har nu været det i 2 år og er rigtig glad for deres far. Jeg elsker ham meget højt.
Problemet er, at jeg aldrig rigtig har kunne få de følelser for børnene. Det er som om at jeg bare ikke rigtig kan lide dem.
Det har selvfølgelig noget at gøre med at det ikke er mine egne - jeg har ikke nogen børn selv. Og det har vel også noget at gøre med at det er en anden kvindes - min tidligere rival.
Men jeg tror egentlig også det har noget at gøre med, at jeg bare ikke rigtig kan lide dem.
De er da til tider søde, men for det meste glæder jeg mig bare til, at de skal hjem til deres mor og mest af alt til de flytter hjemmefra.
Vi skal i sommerferien tre uger til Italien sammen og jeg glæder mig faktisk ik rigtig.
Jeg tror også det har noget at gøre med, at jeg synes de er opdraget helt forkert, men jeg synes heller ikke det er mit ansvar at påpege.
Hvad synes I? Bør man kunne elske sin kærestes børn?

Jeg mener ikke, at du elsker din kæreste højt nok, hvis ikke du elsker hans børn. Man må tage hele pakken med!

læs indlægget her:
http://www.netdoktor.dk/interactive/discussion/viewtopic.php?f=53&t=17527
jeg er også enig

jeg er enig med dig, man behøver ikke elske børnene selvom man elsker faderen. læs også her: http://www.netdoktor.dk/interactive/discussion/viewtopic.php?f=53&t=17527

Du skal på ingen måde påtvinges eller foregive at elske nogen. Det du derimod skal er at respektere din kærestes børn når de er hos jer..... Man kan ikke tvinges til at elske nogen.

Jeg har sidste år sluttet et 8 års samliv hvor der var et langt yngre barn i forhold til mine. Jeg var aldrig en god papmor. Det var ikke barnets skyld overhovedet. Barnet kunne ikke gøre for at være et skilsmissebarn. Det var farens væremåde overhovedet barnet, som kunne pisse mig af. Barnet skulle sættes op på en piestal når hun var hos os. Han gad ikke rigtig at tage sig af hende. Så jeg skulle gøre det. Fuck jeg fik nok. Jeg blev tvær og sur. Jeg kom til at hade barnet. Men i bund og grund var det jo ikke barnets skyld, at det blev på den måde. jeg lærte aldrig at elske dette barn.
Men han var ej hellere ikke en god papfar for mine børn.
Jeg bedrog mig selv.
jeg accepterede i alle de 8 år, at jeg var alenemor med 2 børn på den ene side og på den anden side at have en kæreste.
Jeg havde lyst til at blive elsket og være i et forhold.
Men omkostninger....pyha...de er bagefter ubeskrivelig
For en lille måned siden er jeg kommet ind i et nyt forhold hvor der er 3 sønner på samme alder som mine. På søndag skal jeg møde den, hvilket jeg glæder mig til. Som udgangspunkt vil jeg ikke gøre det samme som sidst..jeg vil være at elske disse børn og tage dem ind til mig. Ja, de er ikke mine børn, men de har også ret til at blive elsket af deres nye bonus/plastik/papmor for de personligheder som de nu har. Men jeg skal have og finde den rigtige tilgang til dem.
Min nye kæreste tager mine børn på den måde at de får noget af ham - en god opmærksomhed, lytten, at være der for dem og for min søn, så lære han ham tricks i forhold til fodbold..han stråler når de kommer ind. Min nye kæreste elsker fodbold.
Ellers havde mine børn den holdning at de ønskede ikke at få sig en ny papfar og jeg ønskede hellere ikke at gå på jagt efter en ny kæreste..han kom bare..min søns fodboldstræner.
Der skal være plads til os alle i nye forhold og vi skal lærer hinanden at kende og respekterer hinanden for vores unikheder.
Tænk positiv og vi kommer længst

- Det kan ikke være særligt sundt for nogen, hverken dig, faren eller børnene, at du siger "jeg kan ikke lide dem" basta.
Come on papmor; du jo den voksne!
Jeg siger ikke at du skal elske dem, men jeg syntes ikke du kan være det bekendt at sige du ikke kan lide dem og du glæder dig til de forsvinder.
Uden at kende situationen, saa faar jeg alligevel ondt af hele familien, naar du skriver saadan.
Prøv i det mindste at være deres ven!!
Faren var jo deres inden du kom ind i billedet. Og det kan ikke være rigtigt, at de skal kæmpe med nogen om deres fars kærlighed. (fordi jeg fornemmer en slags jalousi)
Saa gør manden, som du siger du elsker saa højt, den tjeneste, at du gør et ærligt og uegoistiskt forsøg paa, at godtage hans børn. Bliv deres ven!

Selvfølgelig SKAL man ikke elske nogle.
Jeg har ingen papbørn, men kan tale med om hvordan det er at VÆRE papbarn.
Det er ikke særlig sjovt at være uønsket bare fordi man lever, skulle jeg hilse og sige! 😉

Ingen kan tvinge dig til at elske. Men respektere bør du.
Og gør du det?
Du synes ikke de er opdraget ordentligt og synes heller ikke det er din opgave. Men det er vel "dit" hus? I dit hus er der dine regler. Man snakker pænt til hinanden, man kommer til tiden eller hvad problemerne nu er.
Prøv at mærke efter inde i dig selv hvordan du godt kunne tænke dig det. Og så tag en snak med kæresten om det, så han forhåbentlig støtter op omkring det.
Det samme med hvordan du nærmer dig de her børn. Der er et indlæg med den nye kæreste som "fodboldstræner"...har du ikke et eller andet at give af som børnene gider og som kunne være hyggeligt sammen med dem, enten enkeltvis eller samlet? Nogle børn elsker at være med at lave mad, andre er kreative, andre elsker at komme i svømmehallen.
Jeg synes tit at mht weekendbørn, så er det enten 100% på børnenes præmisser, eller 100% på de voksnes præmisser. Og ingen af tingene dur. Der skal balance før den gensidige respekt kommer. Du må finde ud af hvor og i hvilken retning der skal skubbes, og så må du skubbe på.
"tålt ophold" mærkes af alle i familien. Jeg kan garantere dig for at hvis du arbejder lidt på at tingene bliver bedre, så kommer der ret hurtig en positiv proces i gang, og din kæreste vil elske dig endnu højere. For han kan også mærke at det er "tålt" og han har virkelig nogle følelser i klemme.

Nej du behøver ikke elske dem. Men det minste du kan gøre er at kan lide dem. Har selv en kæreste med et barn på snart 4 og nej elsker hende ikke men respetere hende og og syns hun er en sød pige når hun høre efter hehe ;-) men tro vikelig ikke på man kan elske sine pap børn undskyld mig maget men det gør jeg ikke men tro på at man holder af dem og kan lide dem men elske noget som ikke er lavet af ens kærelighed det komme ikke til at ske for mig. Men tag hatten af for de mensker som siger de elsker ders pap børn og de så også mener det.....
God sommer til alle.

Selvfølgelig skal du ikke elske dine papbørn! Det vil hjælpe dig selv, hvis du bidrager med positive oplevelser, og viser respekt og interesse for børnene. Finder du det ikke givende og fyldest gørende, og din mand og dig får for mange negative diskussioner ud af det. Så er det ikke det værd, og det bedste vil, måske, være at finde en anden partner, som ikke har børn fra et tidligere forhold.
Har selv været papmor, og synes selv i starten det var enormt spændende, at han havde et barn fra et tidligere forhold. Mit problem viste sig senere, at det nok faktisk var eks´en, og ikke selve barnet. Det var barnet "som fik skylden", så det du evt. føler/ikke føler kan være frustationer i forhold til eks´en. I kampens og forelskelsens hede, så ser man ikke altid klart på tingene.

Jeg har selv været papmor i mange år, og har egne børn i alderen 10-21 år. Jeg er aldrig kommet til at elske mine papbørn - og kommer nok ikke til det, men jeg har accepteret dem, holder af dem og behandler dem på lige fod med mine egne når der er her.
Der er tidspunkter hvor jeg tænker, at livet havde været meget bedre hvis de ikke var der, men det er de og hvis jeg vil have deres far må jeg acceptere det der følger med.

Hej alle sammen,
jeg er papmor til tre børn i alderen 7-15. Jeg har nu været det i 2 år og er rigtig glad for deres far. Jeg elsker ham meget højt.
Problemet er, at jeg aldrig rigtig har kunne få de følelser for børnene. Det er som om at jeg bare ikke rigtig kan lide dem.
Det har selvfølgelig noget at gøre med at det ikke er mine egne - jeg har ikke nogen børn selv. Og det har vel også noget at gøre med at det er en anden kvindes - min tidligere rival.
Men jeg tror egentlig også det har noget at gøre med, at jeg bare ikke rigtig kan lide dem.
De er da til tider søde, men for det meste glæder jeg mig bare til, at de skal hjem til deres mor og mest af alt til de flytter hjemmefra.
Vi skal i sommerferien tre uger til Italien sammen og jeg glæder mig faktisk ik rigtig.
Jeg tror også det har noget at gøre med, at jeg synes de er opdraget helt forkert, men jeg synes heller ikke det er mit ansvar at påpege.
Hvad synes I? Bør man kunne elske sin kærestes børn?

http://www.bornsvilkar.dk/Raadgivning.aspx
http://www.dr.dk/DR2/Temaaften/Udsendelser/tirsdag/2007/04/03120026.htm
http://www.saxo.com/dk/item/christina-wamberg-den-onde-stedmor-haeftet.aspx
Hvad kan man forvente af en halvgammel forfejlet kommunom af kvindekøn?

Kan man ikke elske en person nok uden at elske hans afkom ligeså meget?
Sikke noget vrøvl. Man blir forelsket i en person, men da for fanden ikke også i hans afkom!!
Det svarer til at man møder en person og så også skal elske alle hans venner, mostre og onkler m.m..............'
Føj da!
Næh, disse to mennesker som er forelskede skal finde ud af hvordan de får deres forhold til at fungere PÅ TRODS AF deres fortid. Ikke med deres fortid. Ellers kan de godt glemme det.

Næhh du behøver ikke elske dem, men du skal respekterer dem. Hvordan kan hans tidligere kæreste/kone være din rivalinde, jeg har da sjældent hørt noget så barnligt.Det lyder ikke sundt hverken for dig din kæreste, og mest af alt hans stakkels børn...

Indledningsvis SOL virker ad helvede til, så det ikke er til at holde ud at være her, men det har jo ikke noget med dig at gøre 😉
- og så vil jeg sige "glem det". Selvfølgelig elsker du ikke hans børn, bare fordi du er forelsket i ham. Der er noget der hedder "kemi" - hvis den er der med pap-bonus-sted-pestilser og englebørn - så er det jo fint nok, men det er ikke noget jeg satser på. Behandel dem, som du vil behandle dine naboers børn (hvis du er god ved børn) og forvent ikke de elsker DIG. I skal finde en balance, men lad den far tage på "familieferie" med sine børn og en romantisk uge med dig efterfølgende. Sagde du 3 uger???? Den nye sol er så man ikke kan se indlægget man svarer på, men en ferie med HANS børn af mere end en uges varighed slår forholdet ihjel.
- Accepter det og lig ikke under for "forbudte" følelser i forhold til de børn. Sådan kommer du længst.
- Held og lykke (det får du brug for) [l]

- du er ikke rigtig klog.

- enig med hvem? er det de barnløses indtog der ligger her? I er da latterlige.

Kunne ikke sige det bedre!! Jeg er MOR til en dreng på 2 og BONUSMOR til en pige på 7. Og det er, hvad jeg er: MOR med hud og hår, brændende kærlighed og altopofrende som bare pokker. BONUSMOR med masser af ambivalente følelser! Det er absolut det sværeste! Fordi det er så komplekst. Jeg elsker hende ikke, og kommer aldrig til det. Og som du skriver, så ønsker jeg til tider, hun ikke var her. Men det er hun. Og hun er en sød og dejlig pige, som ikke har bedt om at leve i to familier. Jeg er utrolig bevidst om at behandle hende med respekt og omsorg, engagement og interesse, og for det meste lykkes det. Men det kræver en hel del arbejde, og indimellem lykkes det ikke. Sådan vil det nok altid være. Mit ønske er, at hun skal føle sig velkommen hos os, og at hun skal behandles som et fuldt medlem af familien. Det er det, jeg / vi stræber efter, og jeg håber, det lykkes.

- Har du ikke nogle venner du ikke gider tre uger i træ i Italien? Det har jeg!!

- hold da op, men kan sgu da ikke være ønskedukken alle steder, men man kan opføre sig, så fremmede mennesker kan holde en ud. Nogle uddanner sig ligefrem til sælgere.... tænk!!!

- Er du ikke bare perfid?

- lad være at være så hård. Hun leder bare efter en acceptabel årsag. Det har slet ikke - nødvendigvis - noget at gøre med en "rivalinde" - det er bare et forslag fra hendes side.

Du behøver ikke elske hans børn men du skal respekterer dem.
Nu skriver du ikke hvorfor du ikke kan lide dem og det er vel også underordnet. Men børn kan altså godt fornemme hvis du har negative følelser omkring dem. Og så er de måske ikke helt så imødekomne som de kunne have været.
Tænk på hvis du havde børn med en anden og du fik en ny kæreste. Hvordan ville du gerne have at han skulle reagere på dine børn.
Og GLÆD dig til ferien. Du er jo sammen med din kæresten og hans børn.

Stakkels børn, slår du dem også?

Selvfølge skal man da ikke elske han unger, hvor får du den åndsvage tanke fra?

en gang om dagen.

Jeg er selv i et forhold med en fyr, som har et barn fra tidligere forhold. Vi har været kærester i 1½ år, og jeg elsker IKKE hans barn..
Har det faktisk helt lige som dig, og synes det er rigtig svært når han er her, og dejligt når vi bare er ham og jeg uden dreng..
Jeg ønsker mig også børn, og det kan sagtens være jalousi over dette...
Alt i alt, jeg elsker ikke drengen, synes også han er irriterende, blir trist og ked når han er her, og glæder mig til han skal hjem..
Han er en sød dreng og til tider godt opdraget, men vil aldrig elske ham..
Håber det støttede dig lidt?
-Jeg ville ikke tage en så lang ferie med hans børn, tænk på dig selv, du skal kunne holde sammen.

Jeg er selv i et forhold med en fyr, som har et barn fra tidligere forhold. Vi har været kærester i 1½ år, og jeg elsker IKKE hans barn..
Har det faktisk helt lige som dig, og synes det er rigtig svært når han er her, og dejligt når vi bare er ham og jeg uden dreng..
Jeg ønsker mig også børn, og det kan sagtens være jalousi over dette...
Alt i alt, jeg elsker ikke drengen, synes også han er irriterende, blir trist og ked når han er her, og glæder mig til han skal hjem..
Han er en sød dreng og til tider godt opdraget, men vil aldrig elske ham..
Håber det støttede dig lidt?
-Jeg ville ikke tage en så lang ferie med hans børn, tænk på dig selv, du skal kunne holde sammen.[/quote]

Man kan ikke gøre for om man elsker nogen eller ej. Det styrer man jo ikke selv. Men hvis du ligefrem ikke kan lide dem, og du føler det ødelægger dagen at de er der, burde du måske finde en anden mand? De følger jo trods alt med, uanset hvad.

- Har du ikke nogle venner du ikke gider tre uger i træ i Italien? Det har jeg!!

Hmm, er det mig "Carpe Diem" du skriver til? Saa maa jeg bede dig om at uddybe dig lidt, fordi jeg forstaar da ikke, hvad du prøver at fortælle mig??
Hvis du, derimod, bruger Carpe Diem, i ordets sande betydning, forstaar jeg alligevel ikke dette konkrete svar til indlægget..
Men hey, jeg overlever squ da alligevel.. hehe
Men jeg ved da én ting; Jég ville smide en fyr saa lyn hurtigt ud gennem døren, og uden at tænke to gange over det, om han ikke kunne lide mine børn.. 😉

Sådan Carpe D.... Jeg ville ikke ha' plads til en mand der ikke kan rumme mit barn, never ever... Lys og kærlighed til dig [l]

Prøv...gør dit bedste...betragt dem, som din familie...
spørg dig selv hvilken grund du har til ikke, at holde af dem:-)
du er for overfokuseret, det dræner,behandl dem ordentligt vær sød, de er jo,trods alt børn,og teenageere, er lunefulde,særligt overfor forældre, og dem, der står dem nær, ting tager tid, du elsker deres far, de har en del af ham i sig,vær naturlig,ligetil, hvis de, er særligt strenge, el.grove, så mind deres far om det medet lille vink,det er skam hans børn,dålig respekt for dig, er også en måde, at ramme ham på
husk på det!de bedste hilsner herfra
en god sommer til dig
...jep!ting tager tid*S*

Hvis du ikke er klar til at acceptere dem, fortjener du nok heller ikke at få kærligheden at føle 😉

Er min egen søster!som jeg elsker højt,altid set op til,været der
min halvsøster...
vi tænker knapt overdet, men ja, de bliver jo, halvsøskende til din kærstes, og dine børn..
du må abstrahere fra den tanke om , at du SKAL elske
at elske er ikke noget man presser sig selv til...
tværtimod:
løsn op hjælper, men selvfølgelig skal du respekteres!
ligesom de-ret skal være ret [l]

Hej..
Jeg kan fuldt ud forstå dig, jeg står i nøjagtig samme situation..
Jeg elsker heller ikke min papdreng og kommer nok aldrig til det.
Men ja han er der, og jeg må acceptere det. Hvis det ikke bliver bedre med tiden, må jeg erkende, at det nok bare ikke er det rigtige.. Lige nu håber jeg og tror på at det nok skal lykkedes. Men min kæreste er også rigtig god til at lytte.
Så mit råd, fortæl din kæreste hvordan du har det med børnene, men sig du gerne vil arbejde på det, men i bliver nød til at gøre det sammen.
Ang. ferien, jeg havde ikke holdt en så lang ferie med dem, tag en veninde med også, eller bliv hjemme. Og som en anden skriver, tag afsted senere alene med din kæreste..
Min kæreste og jeg rejser også alene..
Held og lykke herfra..

Du behøver ikke at elske din kærestes børn, men du bør gøre en indsats for at møde dem hvor de er.
Børnene har ikke bedt om at deres forældre blev skilt. De har heller ikke bedt om at du pludselig skal være en del af familien og derfor er du nødt til at indordne dig.
Du har helt klart ret til at lave nogle aftaler med din kæreste og/eller børnene om nogle regler i jeres fælles hjem. Og du har også ret til at håndhæve dem på en ordentlig måde.
Men jeg synes det er synd for børnene at du har besluttet at du ikke kan lide dem fordi de ikke er dine egne og fordi du mener de er opdraget forkert. Det ene er barnlig jalousi som du bør pakke væk hvis du vil være sammen med en der har børn i forvejen. Det andet er faktisk ikke børnenes skyld, men skaber du en god stemning, hvor du virker imødekommende og klar til at kommunikere åbent med dem, kan du måske påvirke dem i positiv retning.
Tro mig, børnene kan godt mærke at du ikke kan lide dem. De kan godt mærke at far´s kæreste synes de er et irritationsmoement selvom de ikke engang er der fuldtids.
Prøv at vende den om; hvordan mon børnene føler ved at komme i deres fars hjem og vide at hende der deler det med ham, ikke kan lide dem? Tror du ikke det er lidt svært?
Som sagt, du behøver ikke at elske dem. Men gør en indsats og lad være med på forhånd at se negativt på ferien; hvis du er lidt positiv og prøver at gøre noget godt, gøre en indsats for at lave noget med børnene og være lidt aktiv med dem, så kan det jo være det bliver helt hyggeligt til sidst.

Jeg bemærker hvor mange der skriver "jeg elsker ikke ham/hende og kommer nok aldrig til det" om deres papbørn.
Måske, bare MÅSKE, ville tingene se anderledes ud hvis man gik ind i det med en mere positiv tilgang som; jeg vil gerne elske mine papbørn en dag, fordi de er er en del af min familie.
Alle forældre ved at man ikke engang elsker sine egne børn på en ens måde, selvom man elsker dem lige meget. Børn er forskellige og man KAN godt lære at elske andres børn. Man behøver det ikke, men skal man dele hjem med dem er det mindste man kan gøre, at forsøge sig med en positiv attitude.
Jeg forventer ikke af nogen mænd i mit liv at de skal elske mit barn; men kan jeg mærke at de decideret tager afstand og virker afvisende over for hende på fast basis, så skal de nok meget hurtigt finde et andet sted at slå deres folder. Barnet skal ikke lide under en jaloux voksen der ikke forstår at fortid er fortid, også selvom der er et barn involveret.
Det er vel dybest set også hvad det handler om; en angst for at hvis man accepterer børnene så accepterer man også moderen til dem og hende kan man vel pr. definition heller ikke lide, fordi hun er mor til dem og altså "var der først"? Det er ærlig talt lidt småligt og... barnligt kan man måske også kalde det.
Jeg ved da ikke om jeg kunne/kan elske et papbarn, men jeg vil da i alt fald forsøge at vise det omsorg og ligebehandle, hvis det skal være en del af min familie. Det har alle børn fortjent.

Hvordan ville i selv have det, hvis jeg nye kæreste ikke kunne fordrage jeres børn, ville i så ikke få ham/hende ud med det samme, det ville da være en naturlig reaktion, hvis personen ikke kan lide dem, uden nogen som helst grund.

Som jeg skrev tidligere, elsker jeg ikke min papdreng, og kommer nok aldrig til det..
Jeg prøvede virkelig i starten af vores forhold, og gik også ind i det med en meget positiv stemning, det har min kæreste også altid sagt..
Men, det har desværre ikke givet porte for mig, jeg elsker ham ikke.. Jeg synes han er sød og dejlig.. Men betyder ikke noget for mig, om han er hos os eller hans mor.. Jeg savner ham ikke, og kan ikke sige jeg elsker ham..
Jeg støtter kvinden der har skrevet dette opslag..
Jeg synes også det er svært,og at barnet nogle gange er irriterende, selvom jeg godt ved det slet ikke er passende jeg tænker sådanne, så gør jeg det altså..
Jeg beklager, og ville ønske jeg kunne have mere for drengen, da jeg udmærket godt ved det ikke er hans skyld. Men det kan jeg ikke på nuværende tidspunkt..
-Venligst Dorte M.

Man kan ikke tvinge sig selv til at elske andre.
Du SKAL acceptere at de følger med og atde ALTID vil komme i første række for din kæreste, men ingen kan tvinges til at elske andres børn som ens egne.

pu ha ja man kan jo ikke tvinges til, at elske nogle.
Men det må ikke være sjovt for nogle af jer, børn der ikke er særlig velkommen. En far der har en kærste der ikke er så glad for sine børn( ved han det)
og dig selv som skal leve dit liv på en løgn, syntes det hele lyder som en rigtig dårligt blanding. 🙂