Skar hånden af egen søn
Min kusines far fik en søn med en kæreste da han var ung. De gik fra hinanden meget hurtigt og han havde sønnen på samvær jævnligt. Så mødte han min moster som synes de skulle droppe kontakten. Beskeden der blev givet ud til resten af familien var, at sønnens mor ikke ville have at sønnen og faderen havde kontakt og at hun havde fået faderen overtalt til at bortadoptere faderskabet til hendes mand.
Det har vi så allesammen accepteret, da faderen jo blot havde bortadopteret faderskabet til moderens mand.
Senere fik han så min kusine med min moster. Min kusine har altid været enebarn og har altid ønsket sig en bror eller søster.
Da hun var 7 år blev forældrene skilt og hun har altid boet hos sin far og hans nye kone.
Nu da sønnen er over 30 år gammel har han opsøgt sin far og til hans store chok fundet ud af, at denne helt almindelige velfungerende mand blot har skåret hånden af ham. Nu er det pludselig kommet frem i familien at faderskabet aldrig har været bortadopteret og at moderen har sendt billeder af sønnen hvert år i håb om at gøre faderen interesseret i samvær.
Alligevel sidder faderen og hans kone og undskylder sig med at sønnen jo altid har haft moderens mand som en faderfigur.
Jeg synes ærligt talt at min kusines far er et dumt svin nu da sandheden kom på bordet. Hvis en ny kone ikke kan acceptere at han har et barn, bør det være konen der skal udskiftes.
Ufatteligt nok er jeg den eneste i familien der har den holdning. Flere andre familiemedlemmer støtter op omkring at han vil lave testamente der indskærper sønnens arv til tvangsarven.
Hvad sker der for dette samfund? Hvad fanden er det for en beskidt tanke at have sympati med den far?
Det har vi så allesammen accepteret, da faderen jo blot havde bortadopteret faderskabet til moderens mand.
Senere fik han så min kusine med min moster. Min kusine har altid været enebarn og har altid ønsket sig en bror eller søster.
Da hun var 7 år blev forældrene skilt og hun har altid boet hos sin far og hans nye kone.
Nu da sønnen er over 30 år gammel har han opsøgt sin far og til hans store chok fundet ud af, at denne helt almindelige velfungerende mand blot har skåret hånden af ham. Nu er det pludselig kommet frem i familien at faderskabet aldrig har været bortadopteret og at moderen har sendt billeder af sønnen hvert år i håb om at gøre faderen interesseret i samvær.
Alligevel sidder faderen og hans kone og undskylder sig med at sønnen jo altid har haft moderens mand som en faderfigur.
Jeg synes ærligt talt at min kusines far er et dumt svin nu da sandheden kom på bordet. Hvis en ny kone ikke kan acceptere at han har et barn, bør det være konen der skal udskiftes.
Ufatteligt nok er jeg den eneste i familien der har den holdning. Flere andre familiemedlemmer støtter op omkring at han vil lave testamente der indskærper sønnens arv til tvangsarven.
Hvad sker der for dette samfund? Hvad fanden er det for en beskidt tanke at have sympati med den far?