skilt og hva' så?

Jeg blev for 2½ år siden skilt fra min daværende kone. Skilsmissen var en lang sej kamp, med alt fra bodeling til samvær med vores børn.
Vi havde over en længere periode talt om at nu ville vi tage det endelige skridt, da vi ikke kunne se os som ægtepar længere. Vi var stort set enige omkring de forskellig ting, som der skal tages stilling til.
Det var mig der så tog det endelige skridt, og det fik jeg også at mærke!
fra dag ét , har der kun været problemer.
Især har det været hårdt at skulle kæmpe for at have samvær med sine børn.
Hvorfor er det stadig sådan at konen nærmest per automatik får børnene??
Nå, men endelige har jeg efter både mit og børnenes ønske fået tildelt en 7/7 deleordning🙂
Nu skal vi så til at have denne nye hverdag til at hænge sammen, og egentlig er det enkelt nok. Dog har jeg et problem der nager mig. Begge piger har haft det utrolig svært med denne skilsmisse, og har begge gået i samtalegrupper. De er begge gode i skolen, har venner og veninder, altså ikke indelukket. De begår sig "normalt"
Dog har jeg et problem med den yngste på 12.
Vi har selvfølgelig diverse regler i huset, de bl.a. skal hjælpe til med oprydning madlavning osv. Men jeg har oplevet her på det sidste, at den yngste når hun ikke har lavet hendes pligter, eller ikke får sin vilje, Kan begynde at græde og/eller råbe og skrige. Når jeg spørger ind til hvordan det kan være at hun opfører sig på denne måde, siger hun at det er pga. skilsmissen!
Jeg kan simpelthen ikke finde ud af:
1. Er det det?
2. Er det et påskud?
Er der andre der oplever dette, og i så fald hvad gør i?

En pige på 12 år er på vej til at blive teenager og det i sig selv kan forklare adfærden; der sker et nærmest kollektivt kollaps af sund fornuft i hovedet på en teeneger; hjernen udvikler sig voldsomt på kort tid, hormonerne kører osv.
Men, en 12-årig er også gammel nok til at sætte ord på sine tanker. Og hvis hun siger det er skilsmissen der er en del af nældens rod, ja så er det nok det. I har åbenbart ikke som voksne været særlig gode til jeres del af arbejdet og nu føler pigerne måske at det er ved at være tiden at de får lov at reagere. Du har kæmpet for en 7/7ordning, men har du egentlig spurgt dine døtre om det var hvad de ville trives bedst med? Altså, synes din yngste mon det er optimalt at blive flyttet frem og tilbage hver uge?
For hvis hun nu føler det som en kæmpebelastning og ikke tør sige det, fordi i som forældre har skændtes om og nu bestemt at sådan ér det bare, så kan hun jo godt blive udadreagerende. Jeg forstår godt dit behov for at være far i større omfang end de var på en 7/ eller 14/2 ordning, men måske er det hvad din yngste har behov for?

- at den forklaring er plausibel og fritager hende for sin andel af skylden for dårlig opførsel. Så jeg ville nok overveje hendes ord, men spørge nærmere indtil, hvad det præcist er ved "skilsmissen" der afstedkommer de konflikter.
- ER du sikker på, hun ønskede den delordning lige så meget som du gjorde? Vi er jo forskellige, men for mig ville det være et rædselsscenarie, hvis jeg blev pålagt at rykke hver 7. dag. Jeg ville blive rodløs og forvirret for ikke at sige sindsyg, så jeg ville ALDRIG forlange/forvente det af en 12-årig.
- Vi laver mange skader af kærlighed til vore børn.

Som i kan læse i mit inlæg skriver jeg "har jeg efter både mit og børnenes ønske fået tildelt en 7/7 deleordning "

Selv om det naturligvis gav mig en del ærgelser i starten, at det automatisk er moderen der "får" børnene, og jeg måtte "nøjes" med at se dem hver anden weekend. Valgte jeg at stille mig tifreds med dette, og lærte mig selv at tænke "hvis mine børn er glade og tilfredse, er jeg det også"
Men især den mindste har "kæmpet" for dette, ved bl.a. selv at tage fat i statsforvaltningen. Hun har også været til flere samtaler med børnesagkyndige, som vudere at hun ved hvad hun taler om. Og selvfølgelig har jeg bakket hende op.
Det skal dog siges at moderen på intet tidspunkt har støttet dette. Og deltager slet ikke i det. Hun er blevet tvunget til at være med til denne ordning, da statsforvaltningen mente at det ville være godt for pigerne.
Vi har også talt meget om hvad det indebære med sådan en ordning.
Skolemæssigt og socialt har det ingen betydning for dem. Men det kræver som i begge skriver, en del med sådan en ordning.

- så er det i hvert fald ikke dér problemet ligger. Som du beskriver hende, er hun jo en både bevidst og resolut præ-teenager.
- Hun har altså fået det, som hun ville have det efter skilsmissen, så hvorfor (har du spurgt indtil det?) mener hun så, det er ved lige præcis skilsmissen og ikke alt muligt andet, der er årsagen?
- Hvad mener hun selv at have opnået ved at deltage i samtalegruppen?

Hun siger at det er svært at være skilsmissebarn, og derfor reagere hun som hun gør.
Når jeg prøver at få et mere detaljeret svar ud af hende, kommer der ikke rigtig noget.
Det der gør det lidt svært for mig som voksen er, at det tit er når der er noget der går hende imod. f.eks. hvis jeg siger nej tilen legeaftale, eller skælder hende lidt ud, når jeg for 5. gang skal bede hende tømme opvaskeren. I mine øjne er det normalt, men hun stejler altså.
Lad os antage at der er tale om helt normale teenage nykker, vil jeg bare fortsætte sammme stil. Men det forvirre mig at hun virkelig kan begynde at græde (hjerteskærende) hvis ikke det går efter hendes hoved.
Det er ikke holbart i længden!
Hun går stadig i samtalegruppen, hvilket er godt. Det er den samme person der følger barnet, også til de børnesagkyndige samtaler.
Hun siger at hun erglad for at gå der og at hun kan sige alt. Jeg har endnu ikke udspurgt hende helt vildt ang. hvad de taler om derinde, da jeg har tænkt, at hun skal have lov til at have dette frirum?

Det er en stor mundfuld for et barn at blive "skilt", og som du skriver så har hun deltaget aktivt og meget "voksent" i det hele. Hun siger det er hårdt at være skilsmissebarn, prøv at vise hende fordelene.....for dem må der absolut være nogle af, lav evt en liste.
Ryk evt. en hel dag ud af kalenderen, og tag et sted hen med hende. Gør noget sammen med hende, kun jer to.....vandland, tivoli eller andet. Og brug så dagen til at være sammen, have det sjovt....og ikke mindst få snakket, ikke meget men lidt - bare være sammmen som datter og far, uden opvasker, 7/7 ordning, samtale-gruppe....osv.....osv
Prøv måske også at tage noget af ansvaret fra hende i det daglige.
Prøv at læse det du har skrevet, specielt alle de ting din datter skal tage stilling til, og forholde sig til....det er meget for en 12-årig. Leger du sommetider med hende....pjatter, "slås" osv....???
Mange hilsner fra en skilt mor til 3, hvor den yngste er 15.....🙂

- men er det svært at være skilsmissebarn i dagens Danmark? Det var svært for min mor i i 1940, men det var vist andre tider, var det ikke?
- Hvis det er "svært at være skilsmissebarn", så må hun kunne sætte ord på "det svære".
- Vi agerer forskelligt som forældre, MEN - vi holder jo ikke op med at være de voksne, at have forældrerollen og være den opdragende faktor, bare fordi vi bliver skilt.
- Jeg tror hun spiller dig - og gør det rigtig godt.
- Det er kun ret og rimeligt, at hun har samtalegruppen som frirum. Dermed mener jeg, du ikke skal presse på - end ikke spørge til, hvad der siges eller foregår. Det ville du jo heller ikke føle dig berettiget til, hvis det var din kone, der gik til psykolog eller i basisgruppen, vel? Det må hun have lov til, at have for sig selv, men hun må ikke have lov til at optræde med sine "anfald".
- Hun har selv haft mere indflydelse end de fleste på, hvordan hun ville have indrettet sin tilværelse. Hendes ønsker er efterkommet, og I andre skal altså også være der. Hvordan ville du have reageret på hendes opførsel, hvis du havde været gift med hendes mor? Skal din far rolle være anderledes nu? Det vil da kun give forvirring, ville det ikke?
- Hvis hun synes, du er verdens dummeste far, for opvaskeren ikke er en selvtømmer og tøjet ikke lægger sig selv på plads - then so be it.!!!! Hun har ovenikøbet et sted, hvor hun kan "sladre" om, hvor ond og dåååm du er. Hold du bare fast i dine begreber.
- Noget lidt andet: Kender du sindsrobønnen? Jeg synes den er for godt til, at AA skal have den for sig selv. 🙂 Den er god at kende og hvis du kan forklare din datter betydningen af den, så kan hun måske komme ud af sin (noget lukrative) offerrolle.
*Giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre.... (skilsmissen)
*Giv mig mod til at ændre de ting jeg kan... (dårlig opførsel)
*Og visdom til at se forskellen.
- Jeg vil ønske dig al mulig lykke og medgang i dit forehavende. Du virker som et menneske med alle de bedste intentioner i denne verden.
De venligste hilsener
//Dulkis.

Jeg kan godt forstå hvis din datter har en reaktion efter at have gået imod sin mors ønske i forhold til samvær. Hun føler sig jo sikkert splittet og har skyldfølelse.
Din datters ønske om 7/7 ordning kan jo sagtens handle om at gøre dig glad, samtidig med at hun jo naturligt har savnet dig rigtig meget når i kun så hinanden hver 2. weekend. Når et barn ønsker deleordning kan det godt handle om at det på den måde deler sig selv lige op imellem mor og far i håbet om at ingen skal blive kede af det. lidt ligesom at dele en pose vingummier i lige store bunker.
Måske oplever hun alligevel efter at det er blevet en realitet, at hun savner stabiliteten ved at have et fast tilhørssted?
Det lyder heller ikke som om i forældre har det bedste samarbejde, hvilket jo er rigtig svært for et delebarn. Halvdelen af hendes liv er hun jo hos den forældrer hun elsker men som den anden forældrer hun også elsker ikke anderkender.
Børn i en sådan klemme, kan have det svært fordi de ikke føler de kan dele oplevelser de har haft hjemme hos far med mor (og omvendt) når nu de ved og kan mærke at mor slet ikke synes at det far gør er rigtigt.

Din datter lyder som om hun har været meget handlekraftig og involveret i forhold til statsforvaltningen og afgørelsen om en 7/7 deleordning. Måske lidt for meget i forhold til hvad jeg synes er sundt for hendes alder. Jeg kunne godt få den tanke, at hun har gået så meget ind i sagen, fordi hun kunne se at I forældre ikke magtede at kommunikere.
Det er en meget normal reaktion, at børn tager ansvaret, når de ikke har tillid til at forældrene tager ansvaret. Jeg fordømmer bestemt ikke jer som forældre – I har selvfølgelig kæmpet det I kunne, men ind imellem er det ikke nok til at gøre børnene trygge.
Måske er hendes reaktion eftervirkningerne af en periode, hvor hun har følt det var nødvendigt at være stærk og fornuftig. Meget mere end en 12-årig magter.
Måske har hun fortrudt sin kamp om en 7/7 deleordning. Børn elsker begge deres forældre og er meget loyale og ønsker ikke at vælge den ene frem for den anden. Måske har hun kæmpet for 7/7 for ikke at gøre forskel på jer som forældre. Det kan også være hun bare har opdaget at det altså ikke er særlig sjovt at leve et nomadeliv. At det hun har kæmpet for ikke er særlig sjovt i praksis. Men ikke ved hvordan hun skal håndtere det – fordi hun selv har deltaget i kampen.
Uanset hvad der er årsagen til din datters ændrede reaktionsmønster har hun brug for ekstra meget omsorg og kærlighed. Og så har hun brug for, at I som forældre tager ansvaret. For at føle sig trygge har børn brug for at vide, at deres forældre tager ansvaret. Når man er 10-12år gammel er man på ingen måde gammel nok til at tage ansvar for ret meget andet end at huske at lave lektier og huske gymnastiktasken. I mine øjne er man ikke gammel nok til at tage ansvar for hvor og hvornår man skal bo hos på to forskellige adresser.
En skriver i sit indlæg, at din datter må være i stand til at forklare hvad det er ved skilsmissen, der er svært for hende. Det er jeg helt uenig i. En 12-årig kan sagtens have det dårligt, uden at kunne forklare hvorfor. Der er da masser af voksne, der ikke kan sætte ord på deres tanker og følelser, så hvordan kan man forlange det af børn?! Din datter kan sandsynligvis ikke forklare, hvorfor hun har det dårligt. Jeg tror hun giver skilsmissen fordi hun føler, det er nødvendigt at være konkret og give en forklaring. Og så er skilsmissen den mest nærliggende forklaring.
Jeg tror det er vigtigt at din datter får at vide, at det er ok at hun ikke altid er glad. Det er helt normalt –i særdeleshed for teenagepiger. Du kan jo sige til hende, at hvis hun har lyst til at snakke om det eller at forklare det, vil du meget gerne tale med hende, men samtidig sige til hende, at hun er helt normal.
Til sidst vil jeg sige, at jeg tror det er meget normalt at skilsmisseforælder straks tager ansvaret og tilskriver skilsmissen årsagen, når børnene har problemer. Det går lige i den dårlige samvittighed. Men det er vigtigt at huske på, at børn i ikke-skilte familier altså også har deres at kæmpe med. Specielt som teenagere. Og pre-teenagere.
Tryghed, kærlighed, opmærksomhed og forståelse i massevis - giv det en måendstid eller to og se, og det ikke hjælper. Hvis du ovenikøbet kunne få kommunikeret din bekymring til din ex, så hun gør det samme ville det være godt. I behøver ikke diskuterer årsager og forklaringer - men nøjes med at konstatere, at jeres datter ikke trives pt.
Jeg har erfaret, at børnene slapper rigtig meget af og trives meget bedre, når de mærker at forældrene kommunikerer og har et godt samarbejde. Jeg har også erfaret, at man godt kan give sin børn det indtryk, uden at det er rigtigt. Det kræver at forældrene aldrig taler negativt om den anden og at alle samtaler foregår under 4 øjne. Så kan man altid refere og sige, mor og jeg har aftalt....Børnenen opdager jo ikke at det indebar lange kedelige mails at nå dertil.

Du har fået nogle gode råd her i tråden. Det fornemmer jeg i hvertfals.
Men når den lille bruger så meget af din opmærksomhed. Så husk at den anden også ahr brug for dig.
Fordel om muligt sol og vind. For det kan være den anden i stedet for at være udaffarende, lukker det inde. Og det mærker du måske ikke. Når den lille laver så meget postyr.