Solidaritet, fællesskab og velfærd… og stat?
Tanken om at solidaritet, fællesskab og velfærd har noget med staten af gøre, er dehumaniserende og totalitær.
Den østrigske økonom F.A. Hayek, advarer i sin bog ”Vejen til trældom” om at velfærdsstaten kan føre til et totalitært samfund. Med velfærdsstaten er begreberne solidaritet, fællesskab og velfærd da også blevet synonyme med staten. Når liberale kritiserer velfærdsstaten, misforstår ikke-liberale derfor de liberales ærinde; for den liberale er ikke imod solidaritet, fællesskab og velfærd, den liberale mener bare ikke at de har noget med staten at gøre.
Solidaritet
Det er en udbredt opfattelse af det danske omfordelingssystem er et udtryk for, at vi har et solidarisk samfund. Eksempelvis hørte jeg, den normalt sjove Niels Hausgaard sige i TV2 Nyhederne, at det samfund som Anders Fogh Rasmussen arbejdede for, var et samfund hvor jungleloven herskede, hvorimod det samfund som Niels Hausgaard ønskede, var et solidarisk samfund. – Hvad pokker forestiller han sig? Er mennesker solidariske med hinanden på grund af velfærdsstaten? Nej, selvfølgelig ikke, det er en totalt absurd tanke. Ægte solidaritet må nødvendigvis udspringe af individet, og er ikke et spørgsmål om at have et system hvor alle ”får”, rig som fattig. Det er et spørgsmål om at føle samhørighed med andre, at nære ønske om at ønske om at hjælpe andre, og frivilligt gøre det.
Velfærdsstatens solidaritet er bureaukratiseret og blottet for alt menneskelighed. Den er tvungen og derfor falsk. Velfærdsstatens såkaldte solidaritet har intet med solidaritet af gøre.
Fællesskab
Fællesskab eksisterer ikke uden velfærdsstaten, og uden den, ville vi alle være alene. Denne tanke burde forekomme absurd for alle, men ikke desto mindre, møder man den ofte. Jeg har ved talrige lejligheder skulle forklare folk, at jeg som liberal bestemt ikke har noget imod fællesskab, men blot ønsker at fællesskaber skal være frivillige. Det er som om, at folk ikke forstår at individualisme og fællesskab ikke er hinandens modpoler, men derimod komplementere hinanden ganske godt. Igen, frivilligt fællesskab, hvor svært kan det være at forstå?
Velfærd
Når man i Danmark taler om velfærdssamfundet eller velfærdsstaten, så menes der et samfund med en enorm offentlig sektor og ligeså enorme omfordelinger af værdier. Dette er så indgroet et billede af velfærd, at få kan opfatte det som andet. Hvor ofte har man ikke også hørt at ”regeringen skærer på velfærden.” Man har i Danmark sågar ”velfærdordninger”. Prøv lige og hør hvor sindssygt det lyder! Hvis man er til den slags er det måske meget fint, men en ”velfærdsordning” betyder altså at nogen modtager en ydelse fra staten. – Undskyld, de modtager velfærd fra staten.
Velfærd er følgelig blevet ækvivalent med hvor meget man modtager fra staten i offentlige ydelser, og har i sidste ende altså noget med kroner og øre at gøre.
Lad mig komme med et lille eksempel:
Som studerende modtager jeg S.U, får rabat på mine togkort, får en gratis uddannelse osv., men for nemheds skyld holder jeg mig her til S.U’en. Jeg fik denne måned ca. 3800 kroner i S.U, altså fik jeg for ca. 3.800 kr. velfærd af velfærdsstaten. Og hvis jeg kører eksemplet lidt længere:
Sidste gange jeg var sammen med mine venner eller familie i denne måned fik jeg ikke velfærd, for de gav mig ingen penge. De fik heller ikke velfærd af mig, for jeg gav heller ikke dem penge. (Ok, min mor gav mig lidt penge, så jeg fik lidt velfærd af hende)
Faktisk så fik vi alle sammen faktisk mindre velfærd ud af at være sammen med hinanden, for jeg var nød til at bruge penge til at købe de øl jeg drak sammen med mine venner, og de var nød til at bruge penge på de øl de ville drikke sammen med mig.
For at få allermest velfærd, ville det når alt kommer til alt, være smartest af os, at holde os fra hinanden. Det koster simpelthen for meget velfærd at ses. – Vi skulle måske nøjes med at sms’e og e-maile lidt.
Det totalitære
Det burde være klart nu, men alligevel: Fejlen mange begår er at koble staten med solidaritet, fællesskab og velfærd. I den almindelige velfærdsstats optik, er disse begreber tilsyneladende givet af staten, og et samfund uden, eller med en lille stat, er derfor et samfund uden… solidaritet, fællesskab og velfærd.
Jeg forundres over, at folk ikke kan se hvor menneskefjendsk tankegangen egentlig er; at mennesker først og fremmest føler fællesskab med hinanden på grund af staten; at folk kun ønsker at hjælpe hinanden på grund af staten og at velfærd er noget vi får.
Det er således lykkedes for velfærdsstatens forsvarere og liberalismens kritikere at dehumanisere begreberne velfærd, solidaritet og fællesskab.
Og på samme måde som enhver foreteelse under Maos regime kunne ses en forbrydelse mod revolutionen, så ses kritikken af velfærdstaten i dag som en forbrydelse mod velfærden, solidariteten og fællesskabet. Herved antager kritikken af liberalismen og forsvaret for velfærdsstaten et totalitært skær, og vi er endnu et skridt nærmere det samfund som Hayek advarede imod.
Den østrigske økonom F.A. Hayek, advarer i sin bog ”Vejen til trældom” om at velfærdsstaten kan føre til et totalitært samfund. Med velfærdsstaten er begreberne solidaritet, fællesskab og velfærd da også blevet synonyme med staten. Når liberale kritiserer velfærdsstaten, misforstår ikke-liberale derfor de liberales ærinde; for den liberale er ikke imod solidaritet, fællesskab og velfærd, den liberale mener bare ikke at de har noget med staten at gøre.
Solidaritet
Det er en udbredt opfattelse af det danske omfordelingssystem er et udtryk for, at vi har et solidarisk samfund. Eksempelvis hørte jeg, den normalt sjove Niels Hausgaard sige i TV2 Nyhederne, at det samfund som Anders Fogh Rasmussen arbejdede for, var et samfund hvor jungleloven herskede, hvorimod det samfund som Niels Hausgaard ønskede, var et solidarisk samfund. – Hvad pokker forestiller han sig? Er mennesker solidariske med hinanden på grund af velfærdsstaten? Nej, selvfølgelig ikke, det er en totalt absurd tanke. Ægte solidaritet må nødvendigvis udspringe af individet, og er ikke et spørgsmål om at have et system hvor alle ”får”, rig som fattig. Det er et spørgsmål om at føle samhørighed med andre, at nære ønske om at ønske om at hjælpe andre, og frivilligt gøre det.
Velfærdsstatens solidaritet er bureaukratiseret og blottet for alt menneskelighed. Den er tvungen og derfor falsk. Velfærdsstatens såkaldte solidaritet har intet med solidaritet af gøre.
Fællesskab
Fællesskab eksisterer ikke uden velfærdsstaten, og uden den, ville vi alle være alene. Denne tanke burde forekomme absurd for alle, men ikke desto mindre, møder man den ofte. Jeg har ved talrige lejligheder skulle forklare folk, at jeg som liberal bestemt ikke har noget imod fællesskab, men blot ønsker at fællesskaber skal være frivillige. Det er som om, at folk ikke forstår at individualisme og fællesskab ikke er hinandens modpoler, men derimod komplementere hinanden ganske godt. Igen, frivilligt fællesskab, hvor svært kan det være at forstå?
Velfærd
Når man i Danmark taler om velfærdssamfundet eller velfærdsstaten, så menes der et samfund med en enorm offentlig sektor og ligeså enorme omfordelinger af værdier. Dette er så indgroet et billede af velfærd, at få kan opfatte det som andet. Hvor ofte har man ikke også hørt at ”regeringen skærer på velfærden.” Man har i Danmark sågar ”velfærdordninger”. Prøv lige og hør hvor sindssygt det lyder! Hvis man er til den slags er det måske meget fint, men en ”velfærdsordning” betyder altså at nogen modtager en ydelse fra staten. – Undskyld, de modtager velfærd fra staten.
Velfærd er følgelig blevet ækvivalent med hvor meget man modtager fra staten i offentlige ydelser, og har i sidste ende altså noget med kroner og øre at gøre.
Lad mig komme med et lille eksempel:
Som studerende modtager jeg S.U, får rabat på mine togkort, får en gratis uddannelse osv., men for nemheds skyld holder jeg mig her til S.U’en. Jeg fik denne måned ca. 3800 kroner i S.U, altså fik jeg for ca. 3.800 kr. velfærd af velfærdsstaten. Og hvis jeg kører eksemplet lidt længere:
Sidste gange jeg var sammen med mine venner eller familie i denne måned fik jeg ikke velfærd, for de gav mig ingen penge. De fik heller ikke velfærd af mig, for jeg gav heller ikke dem penge. (Ok, min mor gav mig lidt penge, så jeg fik lidt velfærd af hende)
Faktisk så fik vi alle sammen faktisk mindre velfærd ud af at være sammen med hinanden, for jeg var nød til at bruge penge til at købe de øl jeg drak sammen med mine venner, og de var nød til at bruge penge på de øl de ville drikke sammen med mig.
For at få allermest velfærd, ville det når alt kommer til alt, være smartest af os, at holde os fra hinanden. Det koster simpelthen for meget velfærd at ses. – Vi skulle måske nøjes med at sms’e og e-maile lidt.
Det totalitære
Det burde være klart nu, men alligevel: Fejlen mange begår er at koble staten med solidaritet, fællesskab og velfærd. I den almindelige velfærdsstats optik, er disse begreber tilsyneladende givet af staten, og et samfund uden, eller med en lille stat, er derfor et samfund uden… solidaritet, fællesskab og velfærd.
Jeg forundres over, at folk ikke kan se hvor menneskefjendsk tankegangen egentlig er; at mennesker først og fremmest føler fællesskab med hinanden på grund af staten; at folk kun ønsker at hjælpe hinanden på grund af staten og at velfærd er noget vi får.
Det er således lykkedes for velfærdsstatens forsvarere og liberalismens kritikere at dehumanisere begreberne velfærd, solidaritet og fællesskab.
Og på samme måde som enhver foreteelse under Maos regime kunne ses en forbrydelse mod revolutionen, så ses kritikken af velfærdstaten i dag som en forbrydelse mod velfærden, solidariteten og fællesskabet. Herved antager kritikken af liberalismen og forsvaret for velfærdsstaten et totalitært skær, og vi er endnu et skridt nærmere det samfund som Hayek advarede imod.