Man er i besiddelse af en glad og udadvendt og smilende person. Man har en forholdsvis god hverdag... Tingene er som de skal være... Hvad så når der sker en uheldig episode, og denne episode gør at man ikke kan sove, mister appetiten og man generalt har tabt sig selv fuldstændig...
Hvad er livet så værd, når det at leve føles som at være død?
Hvad nytter det at prøve at sove, når det eneste der sker ved at ligge sig, er at man blive paranoid og bange, vågner badet i sved eller af maridt, når søvnen i sig selv er blevet en frygt?
tilføjet af nn1
ved ikke
om du snakker om dig selv her?
men det lyder da frygteligt...
skulle du ikke få snakket med nogle om denne hændelse i fortroelighed, så du kan komme af med nogle af de tanker, der sikkert er skyld i at du ikke kan sove?
det værste er at holde inde med det - det gør det kun værre...
tilføjet af Sååå slemt
Det lyder slemt
Det lyder slemt.
Hvad med at skrive dag bog for hverdag, og ikke anstrenge dig med hvad der skal gøres, men se på hvad du gør. Gå i seng når det passer dig, stå op når det passer dig.
Lad din krop fortælle dig det den vil, srkiv det ned for det kan være svært at finde ud af hvad der sker. Gerne hver time, så vil du samtidig se at du får lavet ting og der måske er lyse stråler i din hverdag som du kan forfølge...
/t
tilføjet af dtm
Ja ikke så godt !
Har også selv haft det med at lukke af når der gik noget galt men ved ikke lige hvad der gjorde at jeg idag ikke har det problem ! For du lyder som en åben, sympatisk og sød person så det ka jo nok være svært at finde kilden til dit problem ved godt det er en kliche men har du overvejet psykolog❓ka du mon forklare hvad der skete eller sådan for ellers tror jeg det bliver svært for andre at se det fra din synsvinkel ! MVH D
tilføjet af stitcher007
Personligt
Det er lidt personligt hvad der er sket, og krænkelse på flere forskellige områder... Så har ikke lyst til at uddybe det for meget...
tilføjet af Anonym
kender det godt
hejsa jeg må indrømme at jeg har meget ondt af dig
men jeg kender det godt bare at ligge der kan ikke sove man tænker og tænker det kan ikke stoppe igen...
jeg selv har haft det sådan i over et år nu og det hele startede da kommunen ville tage min datter fra mig hun var nyfødt jeg har en datter på 11 som bor ved sin mor
jeg har boet sammen med min store datter i 8 år uden nogen problemer
men de kom brasene ind ad døren og nu er det galt
jeg har tit tængt på at opgive det hele men nej systemet skal ikke vinde over mig
men det jeg ville med denne besked
HUSK på der er altid en der tænker på dig