Tab og vind med samme sind. (Når sorgen rammer)
Egentlig ved jeg ikke om denne 'startdebat' bliver malplaceret eller overskriften giver forkert indtryk.
Men i hvert fald, har jeg brug for, at sige hvordan jeg har det.
- Jeg er nitten år gammel, går i gymnasiet og er færdig til sommer. Men tiden til nu og indtil sommer er, har været og bliver hård.
Alt startede egentlig da mine forældre blev skilt for tre år siden. Min to år ældre storebror, har vel altid været lidt af en grænseforsker, det er bestemt ikke blevet mindre med årerne - men gud være med det.
Min mor fik for snart halvandet år siden konstateret kræft, samtidig med at hun lider af svær leddegigt. Det lyder måske ikke så slemt men, at være tvunget til at spise piller hver dag, samt kemo et par gange om ugen, må ikke være det nemmeste.
..Jeg tænker, at hun må føle, at det er en kamel, hun sluger hver dag..
Min mor er yderst intelligent og kan ikke beskrives anderledes end, den optimale, ideelle og perfekte mor. Hun har altid været der for sine børn, selv i de tider, hvor hun måske burde have sagt fra.
Men hun har haft det svært de sidste tre år, bl.a. p.g.a hendes sygdom(me), men også at min far forlod hende, efter at have haft et forhold i et par år med en kollega.
- Men hun klarer sig, bedre end de fleste, hun formår at putte et smil på mine læber, selv når jeg er mest ked af det, og det er nok den evne en mor har(bør have)!
På den anden side, er der min far.
Som fortalt længere oppe, har han haft en anden kæreste, i ægteskabet med min mor. Siden de blev skilt, må jeg indrømme, at min respekt og mine tanker om ham, har ændret sig markant, ikke mindst fordi han aldrig har turde stå til ansvar for sit valg, men også fordi han altid har formået, (i hvert fald efter mit hoved) at have nedprioriteret sine børn.
Jeg er ikke ude på at kritisere min far, for han er vel, som han er.
Min storebror. Jeg er vild med ham når han er i sine goder perioder, men det kan indimellem være med variende lange mellemrum. Mén vi (oftest min mor og jeg) giver ham den tid han har brug for, tager imod de verbale tæsk og lader hans temperament falde mod jorden, og tager glædeligt telefon, når han efter et par timer ringer igen.
Min far derimod, finder sig ikke i det (hvilket vi nok heller ikke altid burde), han hidser sig op, kaster rundt med alle de ord, vi helst vil undgå, og prøver ofte (hvilket min far skal have masser af 'credit' for), at få min bror ned på jorden igen, mens han stadig er i røret.
Det kan virke en smule uoverskueligt at læse, men jeg håber alligevel I kan følge med.
Mit egentlig problem kommer nu.
Da min mor blev ramt af kræft, sagde jeg højt og tydeligt "hvorfor er det ikke bare far?". Det skal jeg ellers love alle for, at jeg fortryder. For min far fik i fredags, diagnosen prostatakræft.
Selvom man kan læse sig frem til at langt de fleste dør med den form, end af den form, kan den sætning ikke berolige mig.
Jeg er så flov over mig selv. For uanset hvordan han har været, uanset hvor meget han er gået glip af de sidste tre år, er hans titel trods alt, stadig far.
Der er sket mange andre ting, gennem de sidste tre år, som har været med til at skabe denne tomhedsfølelse jeg har, men alligevel forstår jeg ikke, princippet 'tab og vind med samme sind' - og da slet ikke, hvis dette også gælder følelser.
Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg imens, at jeg sad og læste lektier, blev overvældet af angst og følelsen af at fejle og miste, mens jeg blev angrebet af tåre, som bare løb ned af mine kinder.
Jeg ved ikke om jeg søger et svar, men bare, at have fortalt det til nogle, og folk som har taget sig tid til at læse det, gør en stor forskel.
Men i hvert fald, har jeg brug for, at sige hvordan jeg har det.
- Jeg er nitten år gammel, går i gymnasiet og er færdig til sommer. Men tiden til nu og indtil sommer er, har været og bliver hård.
Alt startede egentlig da mine forældre blev skilt for tre år siden. Min to år ældre storebror, har vel altid været lidt af en grænseforsker, det er bestemt ikke blevet mindre med årerne - men gud være med det.
Min mor fik for snart halvandet år siden konstateret kræft, samtidig med at hun lider af svær leddegigt. Det lyder måske ikke så slemt men, at være tvunget til at spise piller hver dag, samt kemo et par gange om ugen, må ikke være det nemmeste.
..Jeg tænker, at hun må føle, at det er en kamel, hun sluger hver dag..
Min mor er yderst intelligent og kan ikke beskrives anderledes end, den optimale, ideelle og perfekte mor. Hun har altid været der for sine børn, selv i de tider, hvor hun måske burde have sagt fra.
Men hun har haft det svært de sidste tre år, bl.a. p.g.a hendes sygdom(me), men også at min far forlod hende, efter at have haft et forhold i et par år med en kollega.
- Men hun klarer sig, bedre end de fleste, hun formår at putte et smil på mine læber, selv når jeg er mest ked af det, og det er nok den evne en mor har(bør have)!
På den anden side, er der min far.
Som fortalt længere oppe, har han haft en anden kæreste, i ægteskabet med min mor. Siden de blev skilt, må jeg indrømme, at min respekt og mine tanker om ham, har ændret sig markant, ikke mindst fordi han aldrig har turde stå til ansvar for sit valg, men også fordi han altid har formået, (i hvert fald efter mit hoved) at have nedprioriteret sine børn.
Jeg er ikke ude på at kritisere min far, for han er vel, som han er.
Min storebror. Jeg er vild med ham når han er i sine goder perioder, men det kan indimellem være med variende lange mellemrum. Mén vi (oftest min mor og jeg) giver ham den tid han har brug for, tager imod de verbale tæsk og lader hans temperament falde mod jorden, og tager glædeligt telefon, når han efter et par timer ringer igen.
Min far derimod, finder sig ikke i det (hvilket vi nok heller ikke altid burde), han hidser sig op, kaster rundt med alle de ord, vi helst vil undgå, og prøver ofte (hvilket min far skal have masser af 'credit' for), at få min bror ned på jorden igen, mens han stadig er i røret.
Det kan virke en smule uoverskueligt at læse, men jeg håber alligevel I kan følge med.
Mit egentlig problem kommer nu.
Da min mor blev ramt af kræft, sagde jeg højt og tydeligt "hvorfor er det ikke bare far?". Det skal jeg ellers love alle for, at jeg fortryder. For min far fik i fredags, diagnosen prostatakræft.
Selvom man kan læse sig frem til at langt de fleste dør med den form, end af den form, kan den sætning ikke berolige mig.
Jeg er så flov over mig selv. For uanset hvordan han har været, uanset hvor meget han er gået glip af de sidste tre år, er hans titel trods alt, stadig far.
Der er sket mange andre ting, gennem de sidste tre år, som har været med til at skabe denne tomhedsfølelse jeg har, men alligevel forstår jeg ikke, princippet 'tab og vind med samme sind' - og da slet ikke, hvis dette også gælder følelser.
Jeg skriver dette indlæg, fordi jeg imens, at jeg sad og læste lektier, blev overvældet af angst og følelsen af at fejle og miste, mens jeg blev angrebet af tåre, som bare løb ned af mine kinder.
Jeg ved ikke om jeg søger et svar, men bare, at have fortalt det til nogle, og folk som har taget sig tid til at læse det, gør en stor forskel.