Til døden

os skiller.
Du har været i mig,
siden jeg var 12 år.
Du er i min krop og
i min sjæl og i mine
tanker og i mit hjerte
og i mine drømme og i
mine maridt,og det
forsætter du med at
være til døden os
skiller.

At hun
bliver
ved med
at
være i
din krop
og sjæl.
Det lyder
som et
godt
forhold.

en, der absolut intet liv har...hvorfor fanden skal alle vi andre høre på dine mærkelige remser og vers?
Har du endnu ikke opdaget, at dette er et debatforum...ikke et sted hvor du kan komme af med alle de psykologiske tanker og spørgsmål....måske en læge eller psykolog kunne hjælpe dig?

Jeg skal nok blive på SOL.
😕

men jeg indrømmer jeg forstår dig ikke, nej det at bære en i sit hjerte til døden skiller, det har du sikkert ikke prøvet.
Os der har mistet een, som vi delte livet med og som vi elskede, kan tillade os at sige til døden skiller os, for det har den desværre gjort

man debatter ikke om andre bruger,og det er helt
der selv der læser det jeg skriver og svare på,
fordi du selv vil læse det,og hvis du ikke bryder
om at læse om mig o.s.v så lad vær med at læs det
og svare på det

at du bliver

med mit digt som er i mig.Jeg forstår godt
din sorg over at havde mistet en partner
som man har delt livet med.Jeg har ikke
levet med personen i digtet fysikikt i
livet,men personen er i mig psysikt-
Jeg håber,at du forstår mig nu

rundt på gulvet....der er noget galt oppe i styrehuset på dig...

og hvis du ikke kan ta det
så lad vær med at læse det
jeg skriver og lad vær med
at svare på det,men du kan
godt lide det,men du er for
genert til at indrømme det

et poesi forum du sidder inde og læser på. Hvad forventer du? Man kan ikke skrive poesi eller et digt eller noget lyrik for den sags skyld som ikke kommer fra hjertet.