Vold i parforholdet - hvordan stopper man det?

For at gøre en lang historie kort:
Min kæreste og jeg har et problem med vold i forholdet. Jeg er ved at gå nedenom og hjem over det, så nu skal der altså komme en løsning på det.
Jeg er ikke særligt konfliktsky - faktisk nærmest det modsatte. Så hvis jeg bliver sur over et eller andet, eller min kæreste og jeg har et problem med noget, vil jeg gerne have det diskuteret eller snakket igennem med det samme.
Han er lidt mere nede på jorden med den slags ting, og behøver ikke snakke alt igennem. (han synes det er fint hvis vi bare lige lader være med at snakke en halv time, og så har glemt det bagefter)- gad godt jeg også havde det sådan.
Men sagen er den, at nogle gange kan jeg (fanden tage mig ind imellem) drive en diskussion eller et skænderi så langt ud, at han slet ikke kan klare det. - Vi er begge meget stædige, så når vi først skændes vil ingen af os give os og tage skylden..
Så begynder vi at råbe osv, og så kan det være at han kommer hen og råber mig direkte ind i hovedet - hvilket selvfølgelig ikke er rart - så jeg skubber ham væk. Så begynder han at skubbe så hårdt han kan, nogle gange så meget at jeg falder. (fordi jeg startede med at skubbe ham, siger han) Og så begynder jeg at små-slå til ham for at få ham væk, og så slår han mig tilbage endnu hårdere. Og så går situationen over til slagsmål nogle gange, hvor jeg føler han bare går amok. Han skubber, slår, sparker og tager mig op i mine arme og kaster mig ned. Situationen løber løbsk, og jeg prøver nu bare at beskytte mig selv.
Det ender altid med at han slår eller skubber mig så hårdt at jeg får blå mærker osv. - Jeg ville sikkert have gjort det samme ved ham hvis jeg var ligeså stærk, men det er jeg ikke.. Så jeg ender altid med at blive "offeret"
MEN, det er vigtigt at påpege at ingen af os nogensinde har været voldelige overfor hinanden før slutningen af et laaangt skænderi, som jeg beskriver ovenover. Jeg ved med 100% sikkerhed at han aldrig ville kunne drive sig selv ud til at blive voldelig overfor nogen, det er min surhed og stædighed han ikke kan kapere når jeg bliver ved og ved.. Med andre ord: han ville aldrig blive sådan, hvis ikke jeg drev ham derud.
Alligevel føler jeg en stor vrede og skuffelse over ham, fordi han bliver så voldelig overfor mig, bare fordi han ikke kan klare mig verbalt..
Men hvad skal jeg gøre? - Andet end at prøve at stoppe med at være så konfliktglad og stædig når vi diskuterer.. Men så alligevel - kan det være nok til at ty til vold? At ens kæreste er stædig og dum at skændes med? Jeg er bare så træt af alle de blå mærker over det hele.. Og at alting altid løber sådan løbsk.
- Jeg har ikke brug for svar som: "Alle fejl ligger hos din kæreste - skynd dig væk" - for sådan er det ikke. Mange af fejlene ligger hos mig selv, det ved jeg. Ved bare ikke hvad jeg skal gøre.. For vi bliver vel begge nødt til at gøre noget.
Vi har bare desværre mange gange forsøgt os med løfter som: DET SKAL ALDRIG SKE IGEN - DET SKAL VÆRE SLUT NU.. Men det virker bare ikke.
Har brug for råd, tak!

Hej pige. Jeg kan kun besvare dig med egne erfaringer omkring vold i parforhold:
Lige kort ridset op: Jeg var i 10 år sammen med en pige som jeg også fik barn med. De første 5 år var skønne, de sidste 5 et helvede.
Det kunne fx begynde med at der var et eller andet galt med vores bil, eller den skulle have nye dæk på eller lign. Det inkluderede at jeg kørte til en sort mekaniker som var flink og som regel serverede en øl eller 2 mens man ventede.
Når jeg så kom hjem kunne hun jo straks lugte på min ånde at jeg havde drukket øl, og så skal jeg lige love for at jeg fik et par flade.
Nu er jeg mand, så jeg har noget helt "grundlæggende" om at jeg ikke slår på nogen - og slet ikke nogen af det modsatte køn - uanset hvad.
Men efterhånden blev det næsten hverdag at hver gang jeg gik ind af døren til mit hjem, så ventede der tæv. Og jeg slog ikke tilbage for jeg var en mand, og hun en pige.
Til sidst blev det så slemt at jeg tilkaldte politiet, men eftersom der ikke var synlige mærker da jeg nåede frem til skadestuen, blev sagde droppet.
Ja hun havde "kun" taget kvælertag på mig og givet mig syngende lussinger så jeg gik i gulvet af dem... men ingen decideret volds-sag... hmm...
"Min" løsning blev at fjerne mig selv fysisk fra hende. Vi måtte slå op og bo hver for sig - hvilket betyder at min datter ikke mere har en far i dagligdagen. Og hun gør alt for forhindre at hun nogensinde får en dagligdag hvor jeg er en del af den.
FX hvis hun besøger mig af en eller anden grund - så passer mormor hende, eller hvis jeg besøger hende fordi jeg tilfældigvis er i byen, så har hun sørget for at min datter ikke er hjemme eller i nærheden.
Samtidigt er hun lynhurtig til - hvis hun ikke selv har penge - og det har hun typisk ikke efter ca den 10., så kan hun godt finde på at ringe og sige at min datter ikke får madpakke med i skole i morgen medmindre jeg overfører 200 kr til hendes konto så hun kan købe brød og pålæg.
Samtidigt hæver hun jo også omkring 1100 kr om måneden i børnecheck fra mig som jeg allerede skylder kommunen tæt på 25000 kr for. For jeg kan ikke betale dem. Jeg er arbejdsløs og handicappet og på vej i fængsel oven i købet...!
Så det er altså ikke kun fysisk vold som sker, men også mental, økonomisk, og på alle mulige måder-vold som udøves.
Og som mange fejlagtigt tror så er det faktisk ikke mænd-mod-kvinder-vold, men omvendt.
Kvinderne er bare bedre til at råbe op om det, for mændende er meget blufærdige mht til at indrømme at de for tæv af konen - uanset om det er økonomisk, fysisk, emotionelt eller mentalt.
Det giver ordet "hustruvold" en helt ny mening. Det er ikke kvinderne som får tøv, men mændene.
Jo der er sikkert mange kvinder som faktisk får tæv, men jeg er sikker på at mindst lige så mange - hvis ikke flere - mænd får tæv på den ene eller anden måde. Vi kan jo ikke se hvad der sker bag lukkede døre... vel?

Okay, forstår ikke lige helt sammenhængen i vores to historier..?
Vi slår jo ikke på den måde du beskriver det med din eks, og vi har jo ikke et hadeforhold.
Og det er jo ikke på nogen måde hustruvold?
Jeg driver ham for langt ud ved at ville opretholde diskussionen, og så slår det klik for ham. Han slår jo ikke fordi jeg slår ham når han træder ind af døren som du siger i dit indlæg.?
Det starter med at jeg skubber ham væk fordi jeg synes han er for tæt på og virker truende, og så begynder han at gøre situationen voldelig.
Men håber da du fik lettet din egen situation - hvilken jeg selvfølgelig er ked af at høre om. Kan bare ikke lige se hvordan sagerne hænger sammen.

Bliv eneboer,
( http://www.dr.dk/DR2/Danskernes+akademi/Samfund_Jura/Vold_i_parforhold.htm
Henriette Eiby Christensen Noveller, der beskriver mennesker med personlighedsforstyrrelser, der bevidst eller ubevidst ødelægger menneskelige realationer, og hvordan det påvirker modparten
Trolde ISBN-13: 978-87-993984-1-6
Indhold: I'll make you happy! ; Første frost ; Hver morgen ; Hvalpen ; Verdens lykkeligste folkefærd? ; Anklagen ; Som en høvding lukker en fremmed ind ; Salmonella ; Dilemma ; Fuck! ; Villa Villekulla ; Hvor mange mon der findes? ; Adventsgaven ; Straffen for en lussing ; Fodbolden ; Pladesamlingen ; Skraldet ; Nøglerne ; Klog af skade ...? ; Dokumentfalsk ; Færgen ; De der bestemmer ... ; November ; Sebastian ; Oprydning ; Hvilken vej?
Quatre jours en mars : roman
Jens Christian Grøndahl
Et opkald til den succesfulde arkitekt Ingrid om, at hendes 15-årige søn er anholdt for vold, får hende til at tage sit liv op til revision. Og hun erkender modvilligt, [...] at hun blot gentager svigt fra sit eget og moderens livBrugernes vurdering: 0 brugere har vurderet
Originaltitel: Fire dage i marts
ISBN-13: 9782070125289
En uskyldig fejl : roman
To 15-årige piger forelsker sig begge i en lærer, der udsætter dem for fysisk og psykisk vold gennem flere år. Manden bliver slået ihjel, og Poppy bliver dømt, [...] mens Serena går fri. 20 år senere er Poppy løsladt og opsøger Serena for at få sandheden frem. Det får store konsekvenser for dem begge og deres familier
Dorothy Koomson
ISBN-13: 978-87-413-0193-8

Fanden og hans pumpestok : et mysterium
Ilse M. Haugaard
Emne: vold ; hustruvold ; kvinder ; ægteskab ; parforhold ; 1990-1999 ; 2000-2009 ; erindringer
Fortælleren bliver gift i en moden alder, men det viser sig hurtigt, at hendes ægtemand er voldelig, dominerende, nærig og helt uberegnelig. Hun indtager offerrollen i 5-6 år, [...] indtil hun omsider har fået nok og forlanger skilsmisse
ISBN-13: 978-87-02-10223-9
og
http://www.dkr.dk/sites/default/files/Kaerester-slaar-da-ikke.pdf

Hej.
Nej det hænger ikke direkte sammen. Jeg forsøgte bare at pointere at "hustruvold" ikke altid betyder at en mand slår en kvinde, det kan lige så godt være omvendt, og det behøver ikke altid at være fysisk vold, det kan også være hvis kvinden misbruger ens kreditkort, eller giver en dårlig samvittighed fordi man ikke på stedet kan overføre 200 kr til en uges madpakker til det fælles barn.
Lige nu står min datter på 8 år i en situation hvor hjemløshed er en realitet inden for kort tid - der er ikke betalt husleje for september - og der er ingen udsigt til at det bliver betalt i oktober.
Desværre er det så skidt at jeg heller ikke kan hjælpe dem økonomisk - der mangler 30-40000 kr, og jeg har 22😉Udover at jeg kan tilbyde dem at bo hos mig et stykke tid.
Men de har ikke lyst til at skulle være 7 mennesker på 25 M2 hvilket er hvad jeg har.
Men lige til dig, så vil jeg sige: Er der problemer med vold inden for hjemmets 4 vægge eller hvad man skal sige... så fjern dig fra situationen.
Ikke bare låse dig inde på toilettet eller lign, men helt væk. Der kommer ikke noget godt ud af det.
Find en anden bolig og lad være at give ham adressen.
Det gjorde jeg til sidst, og sjovt nok kan hende og mig nu tale helt almindeligt sammen uden at slås eller noget. Og vi hjælper hinanden både økonomisk og praktisk osv.
Problemet er så bare at der er 2 huslejer at betale i stedet for 1 og det har hun meget svært ved trods støtte fra kommunen.
Derfor stå jeg snart med en EX og et 8-årigt barn som er hjemløse.
Og intet som står i min magt kan forhindre det.
Dybt tragisk, men desværre sandhed.

problemet løser sig selv. Der ikke ret mange parforhold tilbage i byerne. Så om meget kort vil det ikke være noget problem.

For at gøre en lang historie kort:
Min kæreste og jeg har et problem med vold i forholdet. Jeg er ved at gå nedenom og hjem over det, så nu skal der altså komme en løsning på det.
Jeg er ikke særligt konfliktsky - faktisk nærmest det modsatte. Så hvis jeg bliver sur over et eller andet, eller min kæreste og jeg har et problem med noget, vil jeg gerne have det diskuteret eller snakket igennem med det samme.
Han er lidt mere nede på jorden med den slags ting, og behøver ikke snakke alt igennem. (han synes det er fint hvis vi bare lige lader være med at snakke en halv time, og så har glemt det bagefter)- gad godt jeg også havde det sådan.
Men sagen er den, at nogle gange kan jeg (fanden tage mig ind imellem) drive en diskussion eller et skænderi så langt ud, at han slet ikke kan klare det. - Vi er begge meget stædige, så når vi først skændes vil ingen af os give os og tage skylden..
Så begynder vi at råbe osv, og så kan det være at han kommer hen og råber mig direkte ind i hovedet - hvilket selvfølgelig ikke er rart - så jeg skubber ham væk. Så begynder han at skubbe så hårdt han kan, nogle gange så meget at jeg falder. (fordi jeg startede med at skubbe ham, siger han) Og så begynder jeg at små-slå til ham for at få ham væk, og så slår han mig tilbage endnu hårdere. Og så går situationen over til slagsmål nogle gange, hvor jeg føler han bare går amok. Han skubber, slår, sparker og tager mig op i mine arme og kaster mig ned. Situationen løber løbsk, og jeg prøver nu bare at beskytte mig selv.
Det ender altid med at han slår eller skubber mig så hårdt at jeg får blå mærker osv. - Jeg ville sikkert have gjort det samme ved ham hvis jeg var ligeså stærk, men det er jeg ikke.. Så jeg ender altid med at blive "offeret"
MEN, det er vigtigt at påpege at ingen af os nogensinde har været voldelige overfor hinanden før slutningen af et laaangt skænderi, som jeg beskriver ovenover. Jeg ved med 100% sikkerhed at han aldrig ville kunne drive sig selv ud til at blive voldelig overfor nogen, det er min surhed og stædighed han ikke kan kapere når jeg bliver ved og ved.. Med andre ord: han ville aldrig blive sådan, hvis ikke jeg drev ham derud.
Alligevel føler jeg en stor vrede og skuffelse over ham, fordi han bliver så voldelig overfor mig, bare fordi han ikke kan klare mig verbalt..
Men hvad skal jeg gøre? - Andet end at prøve at stoppe med at være så konfliktglad og stædig når vi diskuterer.. Men så alligevel - kan det være nok til at ty til vold? At ens kæreste er stædig og dum at skændes med? Jeg er bare så træt af alle de blå mærker over det hele.. Og at alting altid løber sådan løbsk.
- Jeg har ikke brug for svar som: "Alle fejl ligger hos din kæreste - skynd dig væk" - for sådan er det ikke. Mange af fejlene ligger hos mig selv, det ved jeg. Ved bare ikke hvad jeg skal gøre.. For vi bliver vel begge nødt til at gøre noget.
Vi har bare desværre mange gange forsøgt os med løfter som: DET SKAL ALDRIG SKE IGEN - DET SKAL VÆRE SLUT NU.. Men det virker bare ikke.
Har brug for råd, tak!

hej til dig må indrømme at da jeg læste dit indlæg, fik jeg helt ondt i maven :-( du skriver du ikke vil høre at fejlen ligger hos ham. Hvilket signalere overfor mig at du er rimelig benægtende overfor virkeligheden. Nu kender jeg dig ikke og ved ikke om du er en psyko bitch som hidser din kæreste op så han simpelthen bliver nød til at slå dig for at slippe væk:-) jeg har selv været i dine sko og jeg ved at man sagtens kan være bagklog men hvor ville jeg ønske, jeg havde lyttet da en sagde til mig. DER ER ALDRIG EN UNDSKYLDNING FOR AT SLÅ. . . . Lige meget hvad et menneske som ikke formår at udtrykke sig ikke kan indgå i to vejs kommunikation omkring problemer i et forhold har en brist. . . En brist som der kan afhjælpes men først når den der bliver slået siger fra. . . Og den der slår anerkender sit problem. . . Og Selv vælger at arbejde med sig selv. Du kæmper en forgæves kamp hvis du virkelig mener det er din skyld han slår. Men se det positive om et år eller to slår han nok ikke mere for så er du holdt op med at kræve svar og har mistet din selvrespekt.

Går ud fra at du bor med en kulturberiger.

VOLD ER ALDRIG OK!
Uanset om den er i fysisk, psykisk, emotionel, eller økonomisk form.
Desværre lever vi et land hvor staten ikke er enig i ovennævnte.
Hvis vi tager den fysiske vold: Du skal have synlige skader som brud på knogler eller stiksår fra en kniv før du kan anmelde fysisk vold - og en skadestue skal se på det og tage billeder af det.
Omvendt begår drenge/mænd en kæmpe fejl hver eneste gang de har samleje med en pige - fx til en fest eller efter "en tur i byen" hvor de begge er halvfulde.
Pigen påstår herefter voldtægt og eftersom der faktisk findes sædrester i hendes vagina som kobler drengen/manden til pigen... Ja så ender han faktisk i fængsel! Tænk over det - det er ikke ret tit man hører om piger som voldtager mænd... hvorfor mon?
En endnu større fejl er når piger lyver om hvorvidt de tager p-piller. Fyren tror at chanchen for graviditet er tæt på nul - i virkeligheden er pigen slet ikke på p-piller og medviljer i at have samleje alene af den grund at hun ønsker at blive gravid, og efter 9 mdr kan hæve ekstra mange penge på kommunen + at faren skal betale 1100 kr om måneden i 18 år.
Det er sat lidt på spidsen, men sådan gik det altså for mig. Jeg skylder allerede kommunen små 30000 og den gæld vil stige de næste 10 år og ender formentlig omkring 180000 som jeg ikke har nogen jordisk chance for hverken at betale eller afdrage.
Alt sammen fordi hun løj om p-pillerne og nægtede abort.
Bare for at beskrive den praktiske betydning af DEN løgn:
Først boede vi på 65 m2 med en lille have, og havde det fint, havde aldrig problemer med at købe mad, betale regninger, eller have en bil. Det gik faktisk så fint at vi kunne flytte til et hus på 140 m2 og have 2 biler.
Nu bor jeg på 25 m2 uden barn, og langt fra alting (alt fra indkøb til familie, offentlig transport osv, skal i fængsel om 10 dage uden indtægt i 2 mdr.)
Hun bor på ca 50 m2, med vores datter, hvor hun ikke har betalt husleje i september, og medmindre hun kan trylle små 10000 kr frem her den første så er hun hjemløs.
Og dermed er min datter også hjemløs.
Nå det var et sidespor ;)
Men oplever du vold i hjemmet, så kan du ikke gøre andet end at fjerne dig selv helt fysisk.
Kom væk fra personen som udøver volden.

Det virker som om I passer utroligt godt sammen, så hvad er problemet?
Tag ind til nogle fodboldkampe og lav noget tilskuervold, til underholdning for os andre.

I skal kontakte DMV Dialog mod vold ! Det er Gratis og der får i en masse råd og terapi og vejledningen og par terapi til sidste hvis man ønsker det, det går meget ud på konflikt håndteringen og synes i skal ringe til dem for det er lige hvad i har brug for! Har selv prøvet det og har været det igennem og er stadig sammen med min kæreste uden nogle af de "voldsproblemer" osv. Kør på det kan ikke gå hurtigt nok 😉

Vold opstår altid som en sidste udvej for at løse konflikten, når det ikke kan findes en løsning gennem argumentation.
Sådan er det i alle relationer, på alle niveauer.
I et parforhold, er det ofte et spørgsmål om, at ingen af parterne vil modtage den kritik som man påføres. På godt og ondt.
Det er et udtryk for mangel på respekt, over for modpartens argumentation.
Er man ikke modtagelig over for fornuftig argumentation, og forstår man ikke at underkaste sig fornuftig argumentation, er den sidste mulighed vold.
Nogen parforhold fungerer, også med vold. Men ofte er det et spørgsmål om, at man er nød til at finde en anden løsning.
Det gælder for begge parter om, at finde ud af, hvad man vil. Hvordan vil man, realistisk set, leve sit liv. F.eks. hvordan vil man relaterer til den man vælger at leve sammen med, er der overhovedet samme målsætninger så der er grundlag for et længere forhold, ellers er der jo ingen grund til at fortsætte. At tvinge nogen, til at underkaste sig ens egen forestilling om en fremtid, det kan man ikke bygge et langt kærlighedsforhold op omkring.
Det kan også være en løsning, at man vælger ikke at leve sammen. At leve hver for sig, behøver ikke nødvendigvis være en dårlig løsning. Man kan sagtens leve hver for sig, og have et dybt, loyalt og meningsfyldt kærlighedsforhold.
Der kommer et punkt, i mange forhold, hvor man er nød til at reviderer og kigge på om grundlaget for forholdet kan bære det fremtidige fælles liv.
At være tiltrukket, er ofte ikke et tilstrækkeligt grundlag, hvis det er det eneste man kan finde ud af at samarbejde om.

Hej
Du får hvad du ønsker, så prøv at tænk på hvorfor I ender i kamp, gør det dig tryg?, er det noget dine forældre har lært dig?, er det sådan du ser kærlighed?, har du meget vrede du skal have ud? har det også været sådan i dine andre forhold?
Du kunne jo også prøve at når I når der til hvor I råber,eller før, tag en pause, tælle til ti, og start samtalen igen når I begge er nede på jorden igen.
Du kan jo også tænke på om I er de rette for hinanden.

Hej
Det er ikke så godt med vold i et forhold.
Når man er så sur at man er nød til at bruge vold , så er det noget galt.
Her er der ikke tale om dårlig kommunikation, men nærmere om personlige problemer i hver især har.
Ikke så mange mænd kan klare en diskussion på længere end 10 minutter.
Som parterapeut har bemærket, at mange mænd lukker af efter der er gået 10 minutter, dvs de hører ikke efter og bliver mere og mere irriterede og tætte.
Manden bliver presset til at svare /respondere på kvindens diskussion, og han bliver sur.
Det skaber en konflikt da kvinden mener at manden fordybber sig ikke i hende.
Generelt har kvinder, tendens til at diskutere ting ud. Kvinder har behov for at tale, blive set trøstet og bekræftet eller evt afkræftet.Hvis kvinden ikke bliver bekræftet i en diskussion, bliver hun mere og mere hidsig, hun bliver ked af det, mange ting af fortiden bliver kaldt frem, og hun kan ende med at være voldelig.
Som regel, en længere diskussion, handler om noget andet end det årsagen til diskussionen er.
Derfor er det vigtigt at den person der lægger op til en diskussion, finder ud af hvorfor har hun eller han lyst til at starte en "krig".
Hvad er grunden til dette? Er det behov for at tale om "problemet"? Og til sidst og ikke mindst find ud af om der er et problem??

K.h parterapeuten Von Bale