Vælger så mange virkelig kærligheden fra?

Jeg har siddet og læst nogle af de sidste tråde i denne debat - og jeg er mildest talt ret så forundret og overrasket.
Jeg kan simpelthen ikke forstå, at så mange øjensynligt vælger det kendte, og det trygge - fremfor at følge hjertet og kærligheden. Og her mener jeg ikke at følge kærligheden fuldkommen blindt - men at der er SÅ mange, som logisk og rationelt har tænkt over deres situation, men vælger at fravælge kærligheden, for at "skåne" partneren, familien, omgangskredsen, osv.osv. Men hvad pokker er det så, man byder sig selv?
Hvad med at være lykkelig? Sådan rigtigt? Og leve i balance med sig selv? Og ikke i ærgelse?? Og med konstant og mange årig tvivl og længsel...???
Jeg kender flere, som efter det svære valg en skilsmisse er - har blomstret op igen, fundet sit sande jeg frem igen - og lever et langt gladere liv. Og dette ikke mindst til stor gavn og glæde for børnene. Børnene vil helst have glade forældre, og ikke forældre som "nøjes" og bliver sammen for nemhedens og syns skyld.
Er vi virkelig blevet så "lade" og behagesyge - at man ingen mod har mere, til at forfølge sine drømme og hjertet?

vi skulle lave klub hvor folk stod sammen og støttende hindeanden når det galdt at følge sine drømme. folk mister modet og folk siger at det aldrig sker.
at det ikke kan ske at de ikke er gode nok og så videre.
da min bedstemor var barn ville hende og hendes søster bo sammen.
og blive gammel sammen og havde soveværelser med lyserøde roser.
og da hun mødte min bedstefar klædte hun sig i sort.
han skulle ikke skele hende og hendes søster ad.
sjovt men det passer folk ændre sig og måske ved alle ikke hvad de vil have jeg har en drøm og den går ud på at forældre min gakkede forældre og det gør jeg for jeg tager på efterskole om 2 dage.
så jeg føler min drøm og husk.
we need to stand as one nation.

du vil diskutere?
Du forenkler noget meget komplekst...

Jeg tror, der er stor forskel på at blive skilt, fordi man efter grundig overvejelse er nået til den konklusion, at man ikke ønsker at være i sit ægteskab, og så at blive skilt, fordi man har mødt en anden. Ja, uden utroskab blomstrer mange op, når først den (svære) beslutning er taget. Men skal man skilles, fordi man har mødt en anden er situationen en anden, og tit har man ikke nået at tænke situationen ordentligt igennem, eller at forberede sit valg. Mange, der er utro er det ikke, fordi de vil skilles (så kan man have sin mening om det), det kan man jo se på andelen, der vælger at blive i deres ægteskaber. Mange af dem har faktisk aktivt søgt en affære på nettet, stadig uden at overveje skilsmisse.
Og hvem siger, man bliver lykkelig, hvis det ikke har været ens udgangspunkt at ville skilles? Hvem siger, man elsker sin affære? Hvem siger, man kommer til at leve i balance med sig selv? Det gør man ikke lige med det samme, hvis man både vil skilles, og indgå et nyt forhold på samme tid, især ikke, hvis der er dine og mine børn at tage hensyn til, og en eller to forsmåede ægtefæller! Ingen ved, om de bliver lykkelige med deres affære, og nogen vil måske slet ikke løbe risikoen og miste hvad de har, når ikke de ved, hvad de får!Kort sagt, det er en rodet situation, der koster uanset hvad man vælger. Har man valgt at blive skilt, fordi man er færdig med sit ægteskab, og uden at der er andre involveret, er man også afklaret med at leve alene, og så er har man jo ikke "tabt" noget på samme måde, som den anden situation.
Vælger en utro at blive i sit ægteskab bliver det måske mange års tvivl og længsel efter affæren, men det kan det sandelig også blive, hvis man lader sig skille. Længsel efter sin ægtefælle vel at mærke og efter en hverdag med sine børn.
"Vi" tror jeg skal rettes til nogen, for det er meget forskelligt fra menneske til menneske, og nogen tør ikke forfølge deres drømme, men finder undskyldninger for ikke at gøre det, bl.a. nogen af dem, jeg har skrevet her. Nogen ønsker ikke at leve med deres affære. Andre følger deres hjerte og drømme og kaster sig ud i en frmetid med affæren, og atter andre igen er så fornuftige at tage stilling til deres ægteskab først, og lade sig skille, hvis de ønsker det, uden at have andre inde i billedet. Det tror jeg giver det bedste udgangspunkt for succes.
Mvh
Kirstine

nemlig det at man også har en forpligtelse overfor de mennesker, der står en nærmest og som stoler og elsker een. Jeg ved godt, at det i sidste ende kan fratage een ens drømme, men har man ret til, i enhver hensigt, at forfølge sine egne egoistiske drømme (hårdt sagt) på bekostning af ens families glæde og eventuelle fælles drømme?
Hvad hvis resten af familien kommer til at lide under at man med vold og magt skal ud og afprøve lykken.
Hvor egoistisk skal man være? For enhver pris eller hvor går grænsen? Jeg ved godt, at det er sat hårdt op men hvad skal prisen være for at man kan forfølge ens drømme? For der er en pris der skal betales når man har en familie.

mener jeg ikke, at jeg har glemt det enkelte forhold om forpligtelse. Jeg har nok bare ikke udtryk mig helt klart.
For jeg er enig med dig, ihvertfald langt hen ad vejen, at man ikke skal med vold og magt og for enhver pris, forfølge enhver drøm og tanke - det var det jeg mente med, at ikke den blinde kærlighed man nødvendigvis skal følge. Selvfølgelig skal man ikke i enhver henseende handle egoistisk - men man skal jo heller ikke være offer.
Jeg vil mene, at familien lider alligevel, og betaler en endnu dyrere pris, fordi man ikke tør handle og stå ved sine følelser og sine ønsker.

Det er rigtigt, som du skriver, at det bedste udgangspunkt er at tage stilling til ægteskabet først, uden at have andre inde i billedet.
Og min forundring i dette tråd går ikke på hvorfor folk kaster sig ud i utroskab eller et nyt forhold, uden først at afvikle det gamle - men mere, at jeg læser, at så mange ikke tør tage springet ud af et ægteskab - som de øjensynligt ikke føler sig særlig harmoniske med.
Men at springe ud i det ukendte er også svært... og nej, der er absolut ingen garantier for, om man kan være "lykkeligere" ved at være alene, eller med sin eventuelle æffære, eller hvordan det nu bliver med delebørn, osv.
Jeg synes blot, at jeg ofte hører blandt bekendtskaber og læser på disse sider, at trygheden og det velkendte vejer så meget mere, end ens egne drømme, ønsker, tanker, osv. Ikke for at forklejne ægteskabet - men det kan nærmest sidestilles, at man hellere vil være i et job, som man dybest set ikke er særlig glad for - men man kan leve med det, end at kaste sig ud i et nyt, man egentlig hellere vil. Man kender sine kollegaer, rutinerne, man har sin anciennitet, osv. - og skulle man få chancen for et drømmejob, så tør man ikke springe ud i det. Om det så er som selvstændig eller ej. For hvad hvis nu, at det måske ikke helt er som man havde forestillet sig....
Og så kan man (måske) gå glip af guldet.

"Og min forundring i dette tråd går ikke på hvorfor folk kaster sig ud i utroskab eller et nyt forhold, uden først at afvikle det gamle - men mere, at jeg læser, at så mange ikke tør tage springet ud af et ægteskab - som de øjensynligt ikke føler sig særlig harmoniske med".
Nu var indlægget postet i en debat, der hedder Utroskab, derfor troede jeg, det var det, det drejede sig om.
Enhver gør sig vel sine overvejelser, inden man springer ud i større projekter som skilsmisse, eller jobskifte, der har stor indflydelse på ens liv. Der er jo altid en konsekvens af de valg man tager, og nogen overvejer konsekvenserne mere end andre, endda så meget, at man aldrig får gjort noget af det, man ellers gerne vil.
Nogen har stort behov for personlig udvikling, forandring, udfordringer, at gå efter det bedste, og stille krav til deres forhold og være parat til at tage konsekvensen, hvis ikke kravene bliver indfriet, men der findes altså også mennesker, der har deres vægt på tryghed. Og har man et stort behov for tryghed, kan det være svært at få til at gå op med forandring, udfordringer mv, der også handler om at turde tage chancer i en hvis udstrækning. Jeg tror behovet for tryghed stiger med alderen.
Det er ret tydeligt ude i erhvervslivet i turbulente tider, at der er medarbejdere, der klarer konstant omstilling og tilpasning langt bedre end andre, og sådan tror jeg også, man kan have det privat.

Mvh
Kirstine

and you'll get lost! (citatfra 'gamle' Neil Young, som har levet længe og ved noget).
Utroskab er noget indviklet noget. For de allerfleste er det vel ikke sådan, at fordi man lige p.t. er forelsket i en anden og også vælger at være utro med vedkommende, at man så samtidig holder op med at elske sin familie, incl. mand/kone, selv om der naturligvis er store problemer med ens parforhold, partneren eller en selv når utroskab overhovedet er mulig! Hvis det var så nemt at familien blev ligegyldig og man mistede alle følelser, ville man sikkert også miste ansvarsfølelsen, - og den store forkromede nye kærlighed ville være nem at vælge og nemt at vælge familien fra.
På den anden side ved de fleste voksne mennesker, eller de finder ud af det 'by doing' at forelskelser kan fordufte uden at blive til kærlighed. Man ved også at utroskab sjældent opstår fordi man møder sit livs kærlighed.
Det er ikke tilfældigt, at utroskab benævnes 'affærer'. - En affære er noget der sker og holder op igen. Ikke noget man bygger sin fremtid på eller nedbryder sin fortid og nutid på. - At det så kan blive resultatet er oftest den bedragnes og ikke den utros valg.
Handler det om virkelig at have mødt 'den eneste ene' - og alligevel blive hvor man er, selvom alle følelser for partner og fællesskab er borte og man kun længes efter, men har opgivet et liv elskeren, så er det da sørgeligt udover alle grænser. Måske ligeså sørgeligt for partner og familie!

If you follow every dream
You might get lost
selvfølgelig - det var det jeg ville ha' skrevet,-

og ingen skal (naturligvis skulle man vel sige) gå rundt i et forhold, hvor man er ulykkelig og føler sig fanget. Men så vidt skulle det vel forhåbentligvis aldrig komme til for nogen. Jeg mener naturligvis heller ikke, at man for enhver pris skal blive i et forhold, hvis man har mødt den store kærlighed og man er sikker på, at det er det helt rigtige. Desværre har jeg så bare indtryk af, at mange "nye" forhold er bygget på et øjebliks betagelse og ikke reel kærlighed. Derfor går det galt efter et stykke tid, når betagelsen er forduftet og hver dag er blevet hverdag.
Men vi mennesker er så forskellige, nogen er meget spontane - snupper lige rygsækken fra krogen og smutter på en jordomrejse på tommelfingeren fordi man lige havde lyst til det - andre skal helst have en fast base man kan klamre sig fast til (det ved man hvad er - det er trygt og godt), så derfor vil der altid være personer, der forbliver "ved jorden" trygt, godt og måske lidt kedeligt. Nogen er jobshoppere og hopper fra det ene job efter det andet, andre bliver på den samme pind i 50 år. Nogen flagrer, andre er bundhamrende solide og stabile.
Vi er så ualmindelig forskellige og det er nok meget godt, at vi er det.

fra en erfaren mand. 🙂

Go confidently in the direction of your dreams. Live the life you have imagined.
Henry David Thoreau
All men dream but not equally. Those who dream by night in the dusty recesses of their minds wake in the day to find that it was vanity; but the dreamers of the day are dangerous men, for they may act their dream with open eyes to make it possible.
T.E. Lawrence

det ikke engang løwn
Endnu flere kloge ord og lettere foruroligende.

skal vi ikke acceptere at sådan er det. Vi flytter ind i byerne for at være mere anonyme med vores utroskab. Sådan er det bar'

Det er meget sjovt som vi mennesker oplever, hører og ser er forskelligt eller er det mon dog så kompliceret endda. Vi tager nok det til os som vi gerne vil tro på for at overleve i den verden vi nu engang lever i.
Nej folk behøver ikke nødvendigvis at forelsket i den de vælger at være sin kone/mand utro med, hvis det er for en aften, men er det en gentagende affære, så er chancen nok stor for at det er mere end bare lige et crush eller sagt på en anden måde affæren er så vigtig at konen/manden ikke er vigtig nok at passe på i forhold til fremtiden. Ansvarsfølelsen som i de fleste tilfælde er god og rigtig at have i den rationelle tankegang er jo på den ene side det perfekte for omverdenen, men for folks eget hjerte, så er spørgsmålet om det er det rigtige, se citat ”Kun med hjertet kan man rigtig se. Det væsentlige er usynligt for øjet”. Hvor mange føler i virkeligheden deres hjerte men følger det vi bør gøre og det er vel egentlig det debattøren prøver at få fanget i sit debatindlæg, tror jeg.
Hvis utroskab er en affære, hvad er så et ægteskab? For en affære lyder jo umiddelbart negativt i dette sammenhæng, men stadigvæk er denne lille uskyldige affære jo så vigtig for personen, at manden/konen er hensat til at leve med løgn og fortielser. Det ved den forsmået part godt, men prøver selvfølgelig at dække over det med en praktisk tilgang til tilværelsen, som at det er synd for børnene, og hvad med mig kan jeg leve for mig selv og hvad tænker familien eller hvad der nu tænkes. Skårene i ægteskabet er lagt, og der er prioriteret fra den utros side, jeg er ikke så vild med dig mand/kone, så jeg vil passe godt på det jeg har. Hvad er det der gør at det virker til at et ægteskab skal stilles op på en pedistal og undskyldes for de handlinger der sker i ægteskabet, men er det 3. parten, så er der ingen undskyldninger, jeg forstå det simpelthen ikke, at folk har lyst og overskud ikke mindst til at leve på en løgn, så hvorfor ikke bare være lykkelige, så vidt det nu er muligt. Er ægteskabet ikke vigtig nok til at passe på det, så bliv skilt. Hvorfor skal der bruges tusindvis af undskyldninger for at folk er utro. Sætninger som: det var nødværge, nødværge i ½ år eller mere, det var hende den anden som var strid, svigermor blander sig i alt, det er børnenes skyld at vi har formået at passe på vore sægteskab eller hvad det nu er. Den dag vi tør erkende at vores ægteskab bare ikke er godt nok, og higer os fast på vores ægtefæller grundet f.eks. trygheden, så synes jeg vi er nået en lille smule længere i tilværelsen og i vores kultur. det handler jo om friheden til at gøre en forskel i vores liv, det handler om at turde, det handler om at vi har kun et liv, så hvorfor gå og lade som om. Alle ved at der findes masser af ægteskaber hvor man kun er sammen fordi det er rart og trygt, og måske er kærligheden bare opreklamret, og dog hvorfor så så mange utro der kæmper for at få bare lille smule kærlighed ind ad sidedøren, som ægtefællesn er værd at satse for.
Mange sider kan tingene ses fra, men at benævne utroskab som en affære, så vil jeg mene at et ægteskab også er en affære selvom vi har papir på hinanden, hvad er forskellen. Begge dele er 2 mennesker der på en eller anden måde holder af hinanden, og det ene er bare mindre værd end det andet, hvis man vælger at satse det man har. Meget sjovt du skriver at utroskab sjældent sker fordi man møder sin liv kærlighed for min oplevelse er at folk synes de har mødt deres livs kærlighed i en moden alder, men på det tidspunkt er de bare optaget og derfor er tingene blevet kompliceret, om det holder i længden hvis folk fandt sammen via utrosakb ved jeg selvfølgelig ikke. Kender kun 2 par og de har et dejligt harmonisk og misundelsesværdier ægteskaber begge 2, så jo du har ret at alle møder ikke deres liv kærlighed via utroskab, men så kan vi vel også blive enige om at de i deres ægteskab ikke "har mødt deres livs kærlighed" inden de er værd at satse.

Nu er det dig, der sætter det hele op til at handle om værdi, om ægteskabets værdi, kærlighedens værdi, men sådan tænker en utro ikke nødvendigvis, og sådan kan det måske heller ikke gøres op for alle.
Der er den forskel på en affære og et ægteskab, at du har forpligtet dig i ægteskabet, det har du ikke med affæren. Og ja, affæren er mindre vigtig end ægteskabet. Nogle affærer handler kun om sex, især hvis man har (seksuelle) tilbøjeligheder, man ikke kan leve ud hjemme ved konen. Og jo, nogle affærer kan faktisk bygges på det, da et engangsknald måske ikke giver den tryghed, der skal til for at leve det ud, man ønsker at leve ud.
Affærer kan også handle om, at ens ægtefælle er syg, og ikke kan give en den seksuelle del. Nogen gange ved ægtefællen endda, at manden/konen har et forhold ved sidne af til at klare den del. Men det betyder vel ikke automatisk, at man har sat sit ægteskab lavt. Måske har man netop sat det højt, og har erkendt, at hvis ikke man finder en løsning, der også respekterer den ægtefælle, der ikke får sine behov dækket, så går ægteskabet først i stykker.
Ja, nogen føler de har mødt deres livs kærlighed i en affære, men praksis viser, at man sjældent kommer til at indgå forhold med sin affære, selv hvis man lader sig skille, hvilket sker i ca. 20% af tilfældene. Det siger da en del, at ud af de 20%, hvor skilemisse bliver en realitet, sker det alligevel sjældent at den fraskilte ægtefælle bliver sammen med sin elsker/elskerinde. Så et eller andet sted kan man vel konkludere, at der ER sjældent, at man fidner sit livs kærlighed i utroskab.
Den ret store del af profilerne på datingsiderne, der kommer fra gifte mænd, der søger affærer, kan jo ikke være der, fordi de har fundet deres livs kærlighed. De søger en affære i et forum, ikke bygget på kærlighed og forpligtelse, men på sex og omsorg. Jeg går stærkt ud fra, at disse mænd selv er i stand til at definere, hvad de søger, og de gør det i stor stil.
Jeg tror nu godt, at man i sit ægteskab kan have mødt sit livs kærlighed, selvom man er utro. Især hvis man er mand. Kvinder har måske en tendens til først at være utro den dag, de er følelsesmæssigt færdige med deres ægtefælle, men det gælder ikke mænd siger forskningen. Drifter og behov er stærke, og nogen gange er de så stærke, at de overdøver den med værdien af ens ægteskab, og man finder ud af, at tingene måske ikke hænger sådan sammen for en selv.
Dermed ikke sagt, at det er nogen undskyldning, men jeg tror heller ikke man kan sætte regler op for, hvordan andre tænker og føler, da det er individuelt. For nogen handler det om at turde, for andre ikke, fordi de ikke ønsker det.

lige så utro som mænd, og det der med at det siger forskningen er noget ævl, for forskningen er gang på gang kommet frem til at der ikke er den store forskel på mænd og kvinder når det kommer til utroskab. Og man kan for øvrigt få sådan en forsknings rapport til at sige det man vil have den til, ved at formulere spørgsmålene så næsten alle svarrene bliver som man ønsker det.
Jeg kender fler som lever lykkeligt sammen med den som de var utro med, så den med at det er meget få som finder ud af at leve sammen med deres "eventyr" køber jeg ikke.
Personligt tror jeg meget af denne forskning bliver lavet, med udgangspunkt i forskernes eget eller måske nærmeste families ulykkelige familieliv, fordi de føler sig svigtet grundet utroskab og efterfølgende skilsmisse.

Jeg tror du rammer hovedet på sømmet.... der er mange, der simplethen ikke tør leve deres liv. Vælger trygheden og normerne - og glemmer sig selv. Og derfor kommer utroskaben netop som du skriver, ind af sidedøren. Man savner simpelthen kærligheden og at føle sig elsket, og derfor kan utroskab være befriende og livsbekræftende.
Og så er det netop derfor, at det er så pokkers ærgeligt, at mennesker ikke tør følge hjertet, man lever istedet med løgn, fortielse og afsavn. Det er sq da trist. Og for alle parter.

Ja, forskningen siger, at kvinder er lige så utro som mænd, det var heller ikke det, jeg skrev at de ikke var. Men forskningen viser også, at kvinder er utro af ANDRE grunde end mænd. Prøv at gå en tur på et datingsite, så vil du se masser af gifte mænd,d er søger elskerinder til sex. Du vil ikke se så mange gifte kvinder.
Når de gifte kvinder er utro, sker det langt hyppigere end hos mænd, at de involverer deres følelser. Se dog på dette site, hvor mange elskere ser du, der sidder og håber på, at den gifte kvinde, de har en affære med, går fra sin mand?
Jeg kender også en enkelt, der lever sammen med den, han var utro med, men jeg kender langt flere, der ikke gør. Du kan jo købe den eller lade være, men jeg tror forskningen har ret. Igen se blot her på siderne, hvis det var så almindeligt, at elskerinde og gift mand fandt sammen, var der nok ikke så mange fortvivlede kvinder der skrev ind her.
Nu er det mere et spørgsmål om statistik end om forskning, hvorvidt de utro bliver sammen med den, de var utro med. Og statistikken taler sit ret tydelige sprog. Forskningen siger noget om, hvorfor, og at kvinder og mænd har forskellige udgangspunkter, når de er utro.

Håber du bliver stamgæst!
Tak!
Jeg blev lige så træt i ansigtet, da jeg havde læst det indlæg du svarede på. Tænkte at jeg blev nødt til at svare, men så kom dit indlæg, - og dit næste! - Så er alt på plads!

Så kærlighed er ligmet forpligtigelse, hmmm den tror jeg ikke mange hopper på. Det ses jo også ganske tit at folk har behov for at blive elsket derude, hvorfor tror du de er utro alle dem der er gift, tror du det handler om at elske fordi man er gift. man elsker ikke fordi man er gift, man elskede forhåbentlig da man blev gift og det er noget helt andet.
Nu begynder du at tale udenom. Du begynder at tale om syge, andre seksuelle interesser og så er vi inde på noget helt andet der ikke handler om utroskab, men må formodes at være en aftale.
Du må meget undskyld, hvis du tror at fordi man er gift så kan man ikke en kærlighed derude, så vil jeg bede dig om at åben øjnene da jeg har både set og hørt flere der mener at årerne har givet dem en større tro og de ved mere hvad de vil end de gjorde da de var 20, så jo det er faktisk mere normalt end du går og tror at finde en kærlighed i en sen alder.
Har du overvejet om alle datingsider, at dem der er søger på dem som er gift, måske ikke burde være gift, men slippe deres ægtefælle fri så de kunne opleve en kærlighed i stedet for de går og lader som om at hende derhjemme er den eneste ene, så det handler jo heller ikke om kærligheden til deres mænd og koner, men om kærligheden til dem selv. I bund og grund tror jeg mange søger dating grundet manglende kærlighed for fik de den derhjemme ville de ikke have behov for den ude i byen.
Livs kærlighed vælger man ikke satse for en affære, så er man jo ikke særlig intelligent. Den tror du jo heller selv på, men jeg tror på den engang kan have føltes som ens livs kærlighed, men den følelse kan jo blive til en anden med årerne.
Du kan ikke sætte regler op for andre hvad de føler og tænker, men du kan kræve de har så meget respekt og selvindsigt at før de smutter en tur i byen, så slipper de deres kone/mand løs netop på grund at de elsker deres partner, men sådan er det sjældent de elsker typisk sig selv højere. Der er intet unormalt i den adfærd, men det gør den ikke ok.