Arbejdsgivernes krav er for høje..
Efter et par års akademikerledighed på supplerende dagpenge er jeg nu selv midlertidigt inde i varmen, og leger tilmed arbejdsgiver og lidt med karrierekanonen. Det gør det jo nemmere både at se tingene fra den lediges synspunkt såvel som arbejdsgiverens.
Det største problem med ledigheden er altså at de kvalifikationer som står til rådighed hos de ledige ikke matcher arbejdsgiverens krav og ønsker, og som mindre arbejdsgiver lærer man hurtigt at det i længden er billigere at give en (for) høj løn til en velegnet der allerede er i job end at give jobbet til en ledig der skal trænes op fra bunden. Så vi mangler metoder og redskaber til at opkvalificere de ledige - der forresten aldrig skal høre et ondt ord fra mig.
Fx ansætter vi kosmetologer i et af de selskaber jeg er tilknyttet, men de er bare ikke gode nok. Vi vil kun levere 110% kvalitet - giver garanti på alle services fx negle og øjenvipper og alt andet, men det er umuligt at finde folk for os, som faktisk er gode nok til at vi kan tilbyde garanti på deres behandlinger, og så kan det være ligemeget med at ansætte dem og vi fyrer dem efter en måneds prøvetid eller kortere.
Det er grundlæggende det samme problem som mange andre arbejdsgivere har.
Omvendt så tror mange arbejdsgivere at de stadig lever i 80'erne. Fik tilbudt et job som HR-manager af post danmark med at rådgive deres mellemledere, og jeg var en klar kandidat, fordi jeg efterhånden havde skrabet erfaring nok sammen. Men de ville betale ca. 15,000 kr. mindre i løn end jeg får nu - kun 28k om måneden - og så er det jo også ligegyldigt.
De kunne have fået mig som nyuddannet til den løn, og jeg var sikkert blevet der i en årrække, men nu må de jo have spist søm, hvis man skulle acceptere deres løn og arbejdsforhold nu.
Det som vi mangler er en vej til at ledige kan blive opkvalificeret på VÆRDIGE vilkår. Jeg har selv pure nægtet at blive ansat med løntilskud og gå i erhvervspraktik, det er sgu for æreskrænkende, når det eneste man fejler er manglende erfaring, og ellers har en kandidatgrad med i kufferten, så hellere en lav startløn, så man føler man 100% selv arbejder for sine penge.
Mit forslag er grundlæggende en skattereform a la de radikales, hvor skatten på arbejde bliver sat voldsomt ned samtidigt med at andre afgifter hæves, så skatteindtægterne bliver de samme. Men det vil gøre det økonomisk muligt at få råd til hyre og oplære ledige til nye kvalifikationer uden æreskrænkende foranstaltninger som løntilskud.
Langt bedre end selv at tage sine dagpenge med på job som løntilskud. Sgu et usundt projekt, hvis man skal tage sine egne forsikringspenge med på arbejde. Alm. sunde ledige skal sgudda ikke behandles som en svag gruppe, men i stedet have reel mulighed for selv at skabe deres egen tilværelse ved at der er traineestillinger nok, som faktisk kan give dem en værdig løn, de kan leve af, og en glad arbejdsgiver som ved at pengene nok skal komme ind, hvis han/hun bare lige venter et halvt års tid.
Og så skal systemet indrettes efter at man tager udgangspunkt i den lediges egne ønsker til et fremtidigt job. Man kan godt presse folk ud i jobs de ikke vil have, men de skrider efter kort tid og arbejdsgiveren kan jo heller ikke bruge de folk til noget, hvis de egentlig ikke har lyst til at være der, men kun gør det af nød.
Det største problem med ledigheden er altså at de kvalifikationer som står til rådighed hos de ledige ikke matcher arbejdsgiverens krav og ønsker, og som mindre arbejdsgiver lærer man hurtigt at det i længden er billigere at give en (for) høj løn til en velegnet der allerede er i job end at give jobbet til en ledig der skal trænes op fra bunden. Så vi mangler metoder og redskaber til at opkvalificere de ledige - der forresten aldrig skal høre et ondt ord fra mig.
Fx ansætter vi kosmetologer i et af de selskaber jeg er tilknyttet, men de er bare ikke gode nok. Vi vil kun levere 110% kvalitet - giver garanti på alle services fx negle og øjenvipper og alt andet, men det er umuligt at finde folk for os, som faktisk er gode nok til at vi kan tilbyde garanti på deres behandlinger, og så kan det være ligemeget med at ansætte dem og vi fyrer dem efter en måneds prøvetid eller kortere.
Det er grundlæggende det samme problem som mange andre arbejdsgivere har.
Omvendt så tror mange arbejdsgivere at de stadig lever i 80'erne. Fik tilbudt et job som HR-manager af post danmark med at rådgive deres mellemledere, og jeg var en klar kandidat, fordi jeg efterhånden havde skrabet erfaring nok sammen. Men de ville betale ca. 15,000 kr. mindre i løn end jeg får nu - kun 28k om måneden - og så er det jo også ligegyldigt.
De kunne have fået mig som nyuddannet til den løn, og jeg var sikkert blevet der i en årrække, men nu må de jo have spist søm, hvis man skulle acceptere deres løn og arbejdsforhold nu.
Det som vi mangler er en vej til at ledige kan blive opkvalificeret på VÆRDIGE vilkår. Jeg har selv pure nægtet at blive ansat med løntilskud og gå i erhvervspraktik, det er sgu for æreskrænkende, når det eneste man fejler er manglende erfaring, og ellers har en kandidatgrad med i kufferten, så hellere en lav startløn, så man føler man 100% selv arbejder for sine penge.
Mit forslag er grundlæggende en skattereform a la de radikales, hvor skatten på arbejde bliver sat voldsomt ned samtidigt med at andre afgifter hæves, så skatteindtægterne bliver de samme. Men det vil gøre det økonomisk muligt at få råd til hyre og oplære ledige til nye kvalifikationer uden æreskrænkende foranstaltninger som løntilskud.
Langt bedre end selv at tage sine dagpenge med på job som løntilskud. Sgu et usundt projekt, hvis man skal tage sine egne forsikringspenge med på arbejde. Alm. sunde ledige skal sgudda ikke behandles som en svag gruppe, men i stedet have reel mulighed for selv at skabe deres egen tilværelse ved at der er traineestillinger nok, som faktisk kan give dem en værdig løn, de kan leve af, og en glad arbejdsgiver som ved at pengene nok skal komme ind, hvis han/hun bare lige venter et halvt års tid.
Og så skal systemet indrettes efter at man tager udgangspunkt i den lediges egne ønsker til et fremtidigt job. Man kan godt presse folk ud i jobs de ikke vil have, men de skrider efter kort tid og arbejdsgiveren kan jo heller ikke bruge de folk til noget, hvis de egentlig ikke har lyst til at være der, men kun gør det af nød.