Den kommunale beskyttelse af egne ansatte.
Umiddelbart før efterårsferien i 2004, flyttede jeg min datter fra hendes skole, hendes kammerater, hele hendes sociale grundlag.
Vi er ikke flyttet, og skoleskiftet har givet hende 3 km længere til skole. Ad stærkt trafikerede veje.
Hvorfor? Fordi jeg så ingen anden udvej. Igennem et par har hun været udsat for en lærers vrede. En lærers vrede mod mig, som han fik afløb for på min datter.
Jeg tillod mig, at kritisere hans undervisningsteknik, pædagogik, jeg stille spørgsmålstegn til niveauet, og til opfyldelse af folkeskolelovens paragraffer om undervisning ud fra den enkelte elevs individuelle behov.
Min datter kedede sig i timerne, blev ikke udfordret fagligt, havde aldrig lektier for… men ifølge lærerne gik det rigtigt godt, og det var helt normalt at børnene nåede at lave deres lektier i skolen. Hun fungerede så fint, var meget afholdt, og yderst veltilpasset, og virkelig et aktiv for klassen.
Lærernes påstand om lektierne, passede dog ikke med de erfaringer familie, venner og kollegaer kunne dele med mig. Ingen af dem kunne fortælle om børn i 4. – 6. klasse der aldrig havde lektier for.
Det blev så aftalt, at hun skulle have ekstra undervisning i matematik, så hun kunne føle en udfordring i at gå i skole.
Ekstra undervisningen bestod i kopierede ark fra en anden matematikbog end den de anvendte i klassen. Og det var så det. Beskeden var, at dem kunne de lave i, i timerne, når de var færdige med deres lektier. Ingen krav, og stadig intet hjemmearbejde.
Fordi et barn er kvikt, er det ikke ensbetydende med, at barnet kan lære tingene selv. Nogen instruktion måtte der til. Når jeg spurgte min datter, hvorfor hun ikke havde spurgt sin lærer om hvordan hun skulle løse opgaverne, svarede hun: Det havde han ikke tid til, for XXX skulle have hjælp.
XXX er et barn med alvorlige indlæringsvanskeligheder, og selvfølgelig skal XXX have al den hjælp hun har brug for. Men vel ikke på bekostning af klassens andre børn.
Jeg kontaktede skolen, og bad læreren om at give min datter instrukser, når han gav hende ekstraopgaverne.
Kort tid efter var den gal igen – læreren rettede ikke opgaverne. Hverken dem som hele klassen lavede, og slet ikke ekstraopgaverne.
Ved et forældremøde kort tid efter, viste det sig, at der var flere forældre der havde spørgsmål til den pågældende lærer, om hans pædagogik.
Hans forklaring var, at han jo også var tillidsmand, og han fik ikke ekstratimer til det hverv. Altså kan det kun gå ud over børnene, at lærerne skal have løst fagforeningsopgaver.
Det svar var vi en del forældre der var temmelig utilfredse med, og det var jeg nok en af dem der sagde højest.
Så begyndte problemerne.
Min datter vågnede oftere og oftere med mave- og hovedpine. Som forsvandt som dug for solen, næsten i samme sekund jeg sagde: Så bliver vi hjemme i dag.
Flere samtaler med læreren, klasselærer, skoleinspektøren. Og det blev værre og værre.
Min datter brækkede armen – højre – og havde naturligt nok problemer med at skrive i en periode. Klasselæreren forlangte alligevel, at hun skulle aflevere en håndskrevet opgave på 3 sider. Jeg kontaktede læreren, og hun meddelte, at det havde hun overhovedet ikke sagt.
Vi talte lidt frem og tilbage – ”modtageren bestemmer budskabet” blev vendt og læreren gav mig ret i, at hun muligvis havde været noget kort for hovedet overfor min datter, og at min datter kunne få lidt flere dage til at løse den i. Jeg meddelte hende, at såfremt opgaven ikke måtte skrives på PC og med hjælp af mig, blev der ikke afleveret noget, og hvis der var problemer med det, ville min datter blive sygemeldt indtil gipsen skulle af. Lærerens svar var, at så skulle skolen have en sygemelding fra lægen. Vi afleverede en printet opgave, som jeg havde skrevet for min datter, på hendes instruks. Og hørte intet. Ikke engang en tilbagemelding på opgaven fik min datter.
Min datter berettede om flere verbale overgreb, nedladende tale, ondskabsfulde bemærkninger – i klassens påhør, fra matematiklæreren. Og hvad tænker eleverne så: Når læreren må, må vi også. Så et par af de andre piger tog tråden op, og begyndte at forfølge min datter.
Kontakt til lærerne, med det resultat, at matematiklæreren tog en snak med min datter, og sagde til hende: Det passe jo ikke, der er ingen der er efter dig. Denne situation opstod oftere og oftere.
Jeg kontaktede klubben, for at spørge om der var problemer der. Ingen. Tværtimod, min datter var meget afholdt, både blandt børn og voksne. Men der gik de 2 pågældende piger heller ikke.
En ny elev kom ind i klassen, en elev som havde svære sociale problemer. Intet er bedre for en med problemer, end at se en der har det værre. Efter få dage i klassen, kastede hun sig over min datter. Hun blev truet dagligt: Jeg smadrer dig, jeg slår dig ihjel.
Ny kontakt til læreren, matematiklærerne var igen på banen. Min datter fik igen at vide, at hun fantaserede.
Efter at jeg forgæves have forsøgt at få skolen til at forholde sig til situationen, valgte jeg at klage til skoleforvaltningen. Stor fejl, for nu var der ingen på skolen der ville kommunikere omkring problemet.
Det endte med at jeg måtte tage min datter ud af skolen, og flytte hende til en anden af kommunens skoler.
Siden hen har jeg bedt om aktindsigt i min datters sag, og opdaget at der er fjernet flere papirer. Referater fra skole-hjemsamtaler, hvor aftaler blev nedfældet, er væk. Faglige prøveresultater, som jeg havde fået lovning på at jeg måtte se, men ikke kunne få en kopi af – væk. Breve til klasselæreren – væk.
Der er nu kommet en afslutning fra forvaltningen. Eftersom jeg ikke kan dokumentere min påstand, kan de ikke gøre noget!
Mange af mine påstande understøtter jeg jo netop i de papirer der er væk.
Forvaltningen påstår nu, at der er tale om arbejdspapirer og at lærerne ikke er forpligtet til at gemme dem. Skoledirektørens ”råd” var, at hvis jeg ville have dokumentation for hvad der blev aftalt ved forældrekonsultationer, skulle jeg selv skrive det, og få lærerne til at skrive under.
Skoleinspektøren rådede mig til at lade være! Hvorfor mon? Fordi han erfaringsmæssigt ved, at lærerne har problemer med at holde de aftaler der bliver indgået med forældrene? Fordi han erfaringsmæssigt ved, at nogle lærer er småpsykopatiske, og ikke tåler kritik?
Den lærer som jeg startede med forsigtigt at bede om flere faglige udfordringer til min datter er i hvert fald småpsykotisk. I stedet for at klappe i hænderne over at er forældre der interesserer sig for om børnene lærer noget, og glæde sig over at have børn i klassen der fagligt lynhurtigt tilegner sig viden, blev han vred, og lod det gå ud over min datter.
Vi er ude af det nu, jeg gider ikke længere kæmpe mod systemet, for at få dem til at indse, at manden er farlig. Ja – jeg er en ”vanskelig forældre”. Jeg lader ikke hvad som helst passere hen over min datter. Især ikke når vi igennem 4 år har fået at vide at hun er kvik, afholdt, vellidt, socialt begavet, fagligt velfunderet, og i øvrigt en rar oplevelse at have i klassen, og i samme sekund jeg sætter spørgsmålstegn til pædagogikken, så er hun det stik modsatte.
Hvordan advarer man andre forældre mod sådan en lærer?
Mit råd er: tag aldrig sådanne ting som almindelige samtaler. Gå altid direkte til inspektøren, sørg for at der altid bliver skrevet referat, og at samtlige tilstedeværende underskriver dette referat.
Forhåbentlig har skolen alligevel lært noget af denne sag, og holder nu et vågent øje med den pågældende lærer. Uanset der er mangel på lærer, kan det ikke være rigtigt, at vi skal lade vores børn undervise af voksne mennesker der ikke kan rette deres vrede det rigtige sted hen.
N.N.
Vi er ikke flyttet, og skoleskiftet har givet hende 3 km længere til skole. Ad stærkt trafikerede veje.
Hvorfor? Fordi jeg så ingen anden udvej. Igennem et par har hun været udsat for en lærers vrede. En lærers vrede mod mig, som han fik afløb for på min datter.
Jeg tillod mig, at kritisere hans undervisningsteknik, pædagogik, jeg stille spørgsmålstegn til niveauet, og til opfyldelse af folkeskolelovens paragraffer om undervisning ud fra den enkelte elevs individuelle behov.
Min datter kedede sig i timerne, blev ikke udfordret fagligt, havde aldrig lektier for… men ifølge lærerne gik det rigtigt godt, og det var helt normalt at børnene nåede at lave deres lektier i skolen. Hun fungerede så fint, var meget afholdt, og yderst veltilpasset, og virkelig et aktiv for klassen.
Lærernes påstand om lektierne, passede dog ikke med de erfaringer familie, venner og kollegaer kunne dele med mig. Ingen af dem kunne fortælle om børn i 4. – 6. klasse der aldrig havde lektier for.
Det blev så aftalt, at hun skulle have ekstra undervisning i matematik, så hun kunne føle en udfordring i at gå i skole.
Ekstra undervisningen bestod i kopierede ark fra en anden matematikbog end den de anvendte i klassen. Og det var så det. Beskeden var, at dem kunne de lave i, i timerne, når de var færdige med deres lektier. Ingen krav, og stadig intet hjemmearbejde.
Fordi et barn er kvikt, er det ikke ensbetydende med, at barnet kan lære tingene selv. Nogen instruktion måtte der til. Når jeg spurgte min datter, hvorfor hun ikke havde spurgt sin lærer om hvordan hun skulle løse opgaverne, svarede hun: Det havde han ikke tid til, for XXX skulle have hjælp.
XXX er et barn med alvorlige indlæringsvanskeligheder, og selvfølgelig skal XXX have al den hjælp hun har brug for. Men vel ikke på bekostning af klassens andre børn.
Jeg kontaktede skolen, og bad læreren om at give min datter instrukser, når han gav hende ekstraopgaverne.
Kort tid efter var den gal igen – læreren rettede ikke opgaverne. Hverken dem som hele klassen lavede, og slet ikke ekstraopgaverne.
Ved et forældremøde kort tid efter, viste det sig, at der var flere forældre der havde spørgsmål til den pågældende lærer, om hans pædagogik.
Hans forklaring var, at han jo også var tillidsmand, og han fik ikke ekstratimer til det hverv. Altså kan det kun gå ud over børnene, at lærerne skal have løst fagforeningsopgaver.
Det svar var vi en del forældre der var temmelig utilfredse med, og det var jeg nok en af dem der sagde højest.
Så begyndte problemerne.
Min datter vågnede oftere og oftere med mave- og hovedpine. Som forsvandt som dug for solen, næsten i samme sekund jeg sagde: Så bliver vi hjemme i dag.
Flere samtaler med læreren, klasselærer, skoleinspektøren. Og det blev værre og værre.
Min datter brækkede armen – højre – og havde naturligt nok problemer med at skrive i en periode. Klasselæreren forlangte alligevel, at hun skulle aflevere en håndskrevet opgave på 3 sider. Jeg kontaktede læreren, og hun meddelte, at det havde hun overhovedet ikke sagt.
Vi talte lidt frem og tilbage – ”modtageren bestemmer budskabet” blev vendt og læreren gav mig ret i, at hun muligvis havde været noget kort for hovedet overfor min datter, og at min datter kunne få lidt flere dage til at løse den i. Jeg meddelte hende, at såfremt opgaven ikke måtte skrives på PC og med hjælp af mig, blev der ikke afleveret noget, og hvis der var problemer med det, ville min datter blive sygemeldt indtil gipsen skulle af. Lærerens svar var, at så skulle skolen have en sygemelding fra lægen. Vi afleverede en printet opgave, som jeg havde skrevet for min datter, på hendes instruks. Og hørte intet. Ikke engang en tilbagemelding på opgaven fik min datter.
Min datter berettede om flere verbale overgreb, nedladende tale, ondskabsfulde bemærkninger – i klassens påhør, fra matematiklæreren. Og hvad tænker eleverne så: Når læreren må, må vi også. Så et par af de andre piger tog tråden op, og begyndte at forfølge min datter.
Kontakt til lærerne, med det resultat, at matematiklæreren tog en snak med min datter, og sagde til hende: Det passe jo ikke, der er ingen der er efter dig. Denne situation opstod oftere og oftere.
Jeg kontaktede klubben, for at spørge om der var problemer der. Ingen. Tværtimod, min datter var meget afholdt, både blandt børn og voksne. Men der gik de 2 pågældende piger heller ikke.
En ny elev kom ind i klassen, en elev som havde svære sociale problemer. Intet er bedre for en med problemer, end at se en der har det værre. Efter få dage i klassen, kastede hun sig over min datter. Hun blev truet dagligt: Jeg smadrer dig, jeg slår dig ihjel.
Ny kontakt til læreren, matematiklærerne var igen på banen. Min datter fik igen at vide, at hun fantaserede.
Efter at jeg forgæves have forsøgt at få skolen til at forholde sig til situationen, valgte jeg at klage til skoleforvaltningen. Stor fejl, for nu var der ingen på skolen der ville kommunikere omkring problemet.
Det endte med at jeg måtte tage min datter ud af skolen, og flytte hende til en anden af kommunens skoler.
Siden hen har jeg bedt om aktindsigt i min datters sag, og opdaget at der er fjernet flere papirer. Referater fra skole-hjemsamtaler, hvor aftaler blev nedfældet, er væk. Faglige prøveresultater, som jeg havde fået lovning på at jeg måtte se, men ikke kunne få en kopi af – væk. Breve til klasselæreren – væk.
Der er nu kommet en afslutning fra forvaltningen. Eftersom jeg ikke kan dokumentere min påstand, kan de ikke gøre noget!
Mange af mine påstande understøtter jeg jo netop i de papirer der er væk.
Forvaltningen påstår nu, at der er tale om arbejdspapirer og at lærerne ikke er forpligtet til at gemme dem. Skoledirektørens ”råd” var, at hvis jeg ville have dokumentation for hvad der blev aftalt ved forældrekonsultationer, skulle jeg selv skrive det, og få lærerne til at skrive under.
Skoleinspektøren rådede mig til at lade være! Hvorfor mon? Fordi han erfaringsmæssigt ved, at lærerne har problemer med at holde de aftaler der bliver indgået med forældrene? Fordi han erfaringsmæssigt ved, at nogle lærer er småpsykopatiske, og ikke tåler kritik?
Den lærer som jeg startede med forsigtigt at bede om flere faglige udfordringer til min datter er i hvert fald småpsykotisk. I stedet for at klappe i hænderne over at er forældre der interesserer sig for om børnene lærer noget, og glæde sig over at have børn i klassen der fagligt lynhurtigt tilegner sig viden, blev han vred, og lod det gå ud over min datter.
Vi er ude af det nu, jeg gider ikke længere kæmpe mod systemet, for at få dem til at indse, at manden er farlig. Ja – jeg er en ”vanskelig forældre”. Jeg lader ikke hvad som helst passere hen over min datter. Især ikke når vi igennem 4 år har fået at vide at hun er kvik, afholdt, vellidt, socialt begavet, fagligt velfunderet, og i øvrigt en rar oplevelse at have i klassen, og i samme sekund jeg sætter spørgsmålstegn til pædagogikken, så er hun det stik modsatte.
Hvordan advarer man andre forældre mod sådan en lærer?
Mit råd er: tag aldrig sådanne ting som almindelige samtaler. Gå altid direkte til inspektøren, sørg for at der altid bliver skrevet referat, og at samtlige tilstedeværende underskriver dette referat.
Forhåbentlig har skolen alligevel lært noget af denne sag, og holder nu et vågent øje med den pågældende lærer. Uanset der er mangel på lærer, kan det ikke være rigtigt, at vi skal lade vores børn undervise af voksne mennesker der ikke kan rette deres vrede det rigtige sted hen.
N.N.