Det bliver en lang krig
Den egentlig årsag, til at det er gået så galt, er, at Israel ikke har taget et større lokalt ansvar i regionen. Socialt, økonomisk og kulturelt. Men det er lige meget nu.
Man kan se en konflikt som et spil, hvor det gælder om at vinde eller som en moralsk konflikt, hvor man bruger de værdier og den information, man er opdraget med til at vudere, hvad der er rigtigt eller forkert.
Når Hizbollah afviser en våbenhvile eller fredsaftale, hvor der indgår en 10000 stærk og robust fredsbevarende styrke, så er det selvfølgelig, fordi at det vil forhindre dem i den fortsatte kamp. Kampen hedder, fortsat kidnapning, bombeanslag og afpresning, indtil man står i Jerusalem, og Israel er kastet i havet.
Andre magter spiller på samme måde Nord Korea og Iran f.eks. Man barikarderer sig bag et skjold, og herefter foretager man små aktioner, som dels kan give indenrigspolitiske sejre, men som også kan bruges til afpresning. Man ser det også i konflikten vedrørende Kashmir, hvor terrorgrupper, dog uden for Pakistans kontrol men i dække af Pakistan i årevis, laver bombeattentater.
For at løse disse problemer må man ændre disse samfund, hvorfra disse aktioner udspringer til det bedre. Med bedre mener jeg med bedre mulighed for overlevelse dvs. velstand.
Dvs. for at komme disse vedvarende småaktioner til livs, bliver man nødt til at svare igen i et større omfang, end aktionen umiddelbart berettiger. Men svaret behøver ikke at være militært.
Men man må så også herefter tage et kulturelt, økonomisk og socialt ansvar. Det var det, USA gjorde efter WW2, nok mest fordi ellers ville Soviet Unionen gøre det. Men det er ikke altid sikkert, at det kan lade sig gøre.
Man kan se en konflikt som et spil, hvor det gælder om at vinde eller som en moralsk konflikt, hvor man bruger de værdier og den information, man er opdraget med til at vudere, hvad der er rigtigt eller forkert.
Når Hizbollah afviser en våbenhvile eller fredsaftale, hvor der indgår en 10000 stærk og robust fredsbevarende styrke, så er det selvfølgelig, fordi at det vil forhindre dem i den fortsatte kamp. Kampen hedder, fortsat kidnapning, bombeanslag og afpresning, indtil man står i Jerusalem, og Israel er kastet i havet.
Andre magter spiller på samme måde Nord Korea og Iran f.eks. Man barikarderer sig bag et skjold, og herefter foretager man små aktioner, som dels kan give indenrigspolitiske sejre, men som også kan bruges til afpresning. Man ser det også i konflikten vedrørende Kashmir, hvor terrorgrupper, dog uden for Pakistans kontrol men i dække af Pakistan i årevis, laver bombeattentater.
For at løse disse problemer må man ændre disse samfund, hvorfra disse aktioner udspringer til det bedre. Med bedre mener jeg med bedre mulighed for overlevelse dvs. velstand.
Dvs. for at komme disse vedvarende småaktioner til livs, bliver man nødt til at svare igen i et større omfang, end aktionen umiddelbart berettiger. Men svaret behøver ikke at være militært.
Men man må så også herefter tage et kulturelt, økonomisk og socialt ansvar. Det var det, USA gjorde efter WW2, nok mest fordi ellers ville Soviet Unionen gøre det. Men det er ikke altid sikkert, at det kan lade sig gøre.