et øjeblik
Det der øjeblik
Vi kender det vel alle
Det øjeblik hvor englen går igennem rummet og mennesket skal være fandens hurtigt for at gribe det – leve det
…………………..
Det øjeblik jeg så dig rigtigt første gang og blev så paf at jeg lod det passere mig
Holdt bare vejret og smilede forfjamsket
……………………
Det bærer ingen frugt ikke at turde at satse alt i dette øjeblik
Som en ørken der bare breder sig i mig må jeg sande jeg har gjort det igen
Alle de øjeblikke jeg har mistet til fordel for et knust og bange hjerte
Jeg tror aldrig på det jeg ser og bliver så overvældet på samme tid at jeg skynder mig at forpurre enhver mulighed for at leve det øjeblik. Taler om en masse ligegyldige ting eller forkynder min eneste kærlighed til dig er af venskabets art. Jeg lever i frygten for at vise min sande kærlighed og sårbarhed som et sansende og blødende menneske. Angsten æder min sjæl op og lader mig tilbage med endnu et mistet øjeblik og et evigt mistet forunderligt liv
– Jeg valgte den forkerte gren i skæbnens forgrenede trækrone.
På min gren gror igen kærlighed og ingen anden fugl tør lande ved min side før jeg giver de nødvendige landingstilladelser. Gang på gang bander jeg min forbandede kejtethed langt væk og siger de farlige formularer der atter lokker dig tættere på mig.
…………………………………….
Fejlagtigt kan disse ord tolkes som umenneskelig modighed, men de dækker jo blot over min manglende evne til at tro på det usagte – de forunderlige spændinger og følelser der bølger i rummet om mig. Jeg må ty til de ord jeg behersker med min pisk og kontrollerede selv.
Måske engang jeg vil kaste mig i armene på øjeblikket og lukke øjnene og vinde en verden af kærlighed og mod.
Men jeg håber der atter vil opstå et øjeblik med dig – måske denne gang du griber det før mig og tager mig ved armen og fører mig ind i balsalen af øjeblikkets magi.
Måske jeg må sande jeg skal have hjælp til øjeblikke – se min angst i øjnene og håbe det hjælpe at holde din hånd. Hvis jeg altså ser når du rækker mig den.
... Synes jeg blev nødt til at omdøbe dette digt:)
Vi kender det vel alle
Det øjeblik hvor englen går igennem rummet og mennesket skal være fandens hurtigt for at gribe det – leve det
…………………..
Det øjeblik jeg så dig rigtigt første gang og blev så paf at jeg lod det passere mig
Holdt bare vejret og smilede forfjamsket
……………………
Det bærer ingen frugt ikke at turde at satse alt i dette øjeblik
Som en ørken der bare breder sig i mig må jeg sande jeg har gjort det igen
Alle de øjeblikke jeg har mistet til fordel for et knust og bange hjerte
Jeg tror aldrig på det jeg ser og bliver så overvældet på samme tid at jeg skynder mig at forpurre enhver mulighed for at leve det øjeblik. Taler om en masse ligegyldige ting eller forkynder min eneste kærlighed til dig er af venskabets art. Jeg lever i frygten for at vise min sande kærlighed og sårbarhed som et sansende og blødende menneske. Angsten æder min sjæl op og lader mig tilbage med endnu et mistet øjeblik og et evigt mistet forunderligt liv
– Jeg valgte den forkerte gren i skæbnens forgrenede trækrone.
På min gren gror igen kærlighed og ingen anden fugl tør lande ved min side før jeg giver de nødvendige landingstilladelser. Gang på gang bander jeg min forbandede kejtethed langt væk og siger de farlige formularer der atter lokker dig tættere på mig.
…………………………………….
Fejlagtigt kan disse ord tolkes som umenneskelig modighed, men de dækker jo blot over min manglende evne til at tro på det usagte – de forunderlige spændinger og følelser der bølger i rummet om mig. Jeg må ty til de ord jeg behersker med min pisk og kontrollerede selv.
Måske engang jeg vil kaste mig i armene på øjeblikket og lukke øjnene og vinde en verden af kærlighed og mod.
Men jeg håber der atter vil opstå et øjeblik med dig – måske denne gang du griber det før mig og tager mig ved armen og fører mig ind i balsalen af øjeblikkets magi.
Måske jeg må sande jeg skal have hjælp til øjeblikke – se min angst i øjnene og håbe det hjælpe at holde din hånd. Hvis jeg altså ser når du rækker mig den.
... Synes jeg blev nødt til at omdøbe dette digt:)