Give afkald på vores barn

Vi er et forældrepar i en meget svær situation. Gennem de sidste 4 år har vores barn kørt familien i sænk.
Det kan måske lyde som bagataller, men barnet gør konsekvent alle de ting vi fortæller det, det ikke må og det har drevet os ud på et spor, hvor vi ikke se os ud af det mere.
Vi har prøvet ALT. Vi er meget konsekvente, så det er ikke mangel på opdragelse der er problemet. Vi har prøvet snak, straf, alverdens pædagogik og meget andet, men intet hjælper (skolen har også deres hyr med barnet). Vi er begge ved at blive kvalt i vores situation og mor har måttet sige sit job op, fordi hun ikke magter at passe det, og skulle komme hjem og "slås" med barnet indtil det kan ligges i seng. Vi har ingen glæde af hinanden overhovedet. Vi kan ikke tage barnet med nogen steder, da det opfører sig, som det gør. Vi vil ikke tage på kommunen med problemet, da vi ikke mener de egner sig lige så lidt til at tage vare om problemet, som vi åbenbart er. Kan nogen hjælpe? Er der en sommerlejr eller lign. man kan sende en 8 årig alene afsted på? For vi magter virkelig ikke mere..............................

og det er ikke barnet.
Har skolen omtalt at de ønsker kontakt til komunen sammen med jer❓siden de anser barnet som et problem ?
Hvis i mener jeres barn er et problem, så går man vel til lægen eller skolen og få en psykolog-test på barnet fordi hvis ikke kan pege på problemet, så kan Í heller ikke handle på det og få det løst.
vh anonym

I da søge om hjælp til, jo før desto bedre for jer og barnet, måske er jeres barn et "Damp barn"
Mvh

... to voksne mennesker mod én på otte. Medmindre barnet lider af DAMP eller noget andet, der medfører en unormalt besværlig opførsel, så er der jer, der mangler nogle værktøjer til at håndtere barnet. Det kræver professionel hjælp, så se at komme afsted til kommunen, eller via skolen til nogen, der kan hjælpe.
I kan ikke klare det selv, og fortsætter I som nu, så vil problemet formentlig bare forværres.
MVH GG

Hvor er det dog synd for Jer allesammen.
Min første tanke var at spørge om, hvad der skete for 4 år siden, som kunne starte derouten?
I bliver nødt til at søge noget hjælp. Jeg tror desværre ikke, en sommerlejr kan gøre det. Hvad med familieterapi, hvor I sammen kan bearbejde problemerne?
Mange hilsner og ønsker om alt godt i fremtiden
dr100

Jeg tænker også straks, som andre her i tråden, søg professionel hjælp..
Men jeg kender også til at være kastebold, mellem den ene handligs-hæmmede offentlige instans til den anden.. det er svært at finde kompetente problemknusere i dette land, hvor vi tror mere på et stykke papir med et eksamensbevis, en hvad personen faktisk indeholder af ressurser... !!!
Men mon ikke nogen her på solen, kender en psykolog, der har hjulpet dem med et lignende problem, og kan give jer en god adresse..
For jeg tror ikke på at i ønsker at opgive jeres barn.. og som dr100 skriver, hvad mon der udløste problemet for 4år siden ??? nogen gange er der helt simple ting der skal til.. såsom trykhed, forståelse, toldmodighed og tolerence...
Uddyb endelig barnets reaktion'er og jeres handlingsmønstre.. !!
Venligst Klaus

Pu-ha det lyder som et større problem.
Som lærer må jeg sige, at I næppe løser nogen som helst problemer ved at forvente, at I kan sende barnet alene afsted fx. på en koloni, for derefter at have fået løst alle problemerne, når barnet vender hjem.
Jeg hverken kan eller vil udtale mig om, om jeres barn kan lide af hverken damp, autisme eller andre sygdomme ej heller om I som forældre har handlet forkert. Det eneste jeg kan sige er, at når I selv synes problemet er så stort, at en af jer ligefrem ikke orker at arbejde samtidig med pasningen af barnet, så bør alarmklokkerne mere end ringe hos jer. Når skolen samtidig også har problemer med barnet - så er det vel formentlig kun et spørgsmål om tid før "sagen omkring jeres barn" alligevel ender på kommunens bord, hvad enten I ønsker det eller ej.
Fatter simpelthen ikke denne sætning: "Vi vil ikke tage på kommunen med problemet, da vi ikke mener de egner sig lige så lidt til at tage vare om problemet, som vi åbenbart er." For synes det er ganske selvmodsigende det i skriver.
I mener ikke at kommunen kan hjæle så godt som I kan ????? Men I ønsker jo at sende jeres barn væk ALENE på en koloni, så problemet kan løse sig selv?!
Hertil kan jeg desværre kun svare - sådanne mirakelkurer findes ikke.
Hvis I som familie skal overleve, og I samtidig skal lære at værdsætte hinanden, så kræver det hårdt arbejde, især fra jeres side af.
Jeg vil klart anbefale jer at rette henvendelse til jeres kommune, for at høre nærmere om, hvad kriteriet er for at komme i kontakt til kommunens familiecenter. Jeg har i samarbejde med flere forældre henvist dem til kommunens familiecenter, og med stor succes især for barnet - og hos jer er i forhåbentlig ikke i tvivl om, at også jeres barn lægger mærke til/føler jeres manglende overskud omkring samværdet med denne?
Kommunen kommer hverken efter jer eller ønsker at ramme jer på nogen måde fordi i ønsker kontakt med et familiecenter - ideen med et familiecenter er netop at hjælpe FAMILIER, der af den ene eller den anden grund er kørt af sporet. Det betyder selvfølgelig også, at det er hele familien der bliver snakket med og rådgivet, og ikke kun jeres barn. Men for at komme ud af den dårlige spiral i er endt i, så er jeg heller ikke i tvivl om, at det vil være nødvendigt!
Med håb om det bedste for jer - og da gerne en tilbagemelding om hvordan det går jer
Vh. vip

Mere end jeg har svar til dig, for mange ting må jeg have svar på, for selv at kunne give råd -
For 4 år siden !!
Der MÅ være sket et eller andet, en ændring, sygdom evt, ja hvad ved jeg, men i er nød til, hvis i ikke selv ved det allerede, at se tilbage og se efter en ledetråd til situationen nu -
4 år er lang tid, og jeg ved godt at det kan være noget af det mest svære, at bede om hjælp, både fordi mange føler det som en form for nederlag at de ikke kan opdrage deres barn, og fordi der kan ligge frygt for, hvilke ting en kommune kan sætte igang etc
Det handler self om tillid til at når man beder om hjælp, så kan man få den -
For mig lyder det som om i er kommet ind i en ond cirkel, hvor i på forhånd forventer besvær med barnet og så er det en skrue uden ende, forventninger af den slags indfries altid -
Der må hjælp til, en der proffesionelt med gode erfaringer, en der udefra ser på dynamikken i familien og de onde cirkler, og som ikke er følelsesmæssigt involveret, hvilke kan hæmme meget at være i den slags situationer -
HVad er det der sker, hvordan opfører det barn sig da, er det en dreng eller pige -
At sende "problem" barnet er en meget dårlig ide, måske ønsket om dette kommer af jeres behov for at kunne slappe af, det kan jeg forestille mig, men jeg gætter self, andet kan jeg jo ikke -
Men barnet vil med rette føle sig kasseret og intet vil blive forbedret på den måde -
Løsningen må ske sammen med jer, så i kan blive en velfungerende familie, der har mulighed for at være noget for hinanden allesammen -
God vind
guller

starte med at lukke dit barn ind i varmen ved at omtale det som ham/ hende, istedet for "det", det lyder i mine ører meget upersonligt.

Da jeg læste, hvad i har prøvet, tænkte jeg - hvad med at prøve med lidt kærlighed og omsorg?
Det har i jo sansynligvis altid givet jeres barn. Jeg har mødt børn som jeres, og har også to af slagsen i familien.
Jeres barn har sansynligliv "Damp", som er en adfærdforstyrrelse, barnet kan også være "asperger", en mild for for autisme, begge dele kræver, at i henvender jer på kommunen, og får jeres barn undersøgt på et psykiatrisk børneambulatorie. I skylder ikke blot barnet, men også jer selv, at finde ud af, med hvilke redskaber i kan nå hinanden.
Når man har et barn som jeres, bliver samværet en ond cirkel, i skælder ud, og barnet reagerer voldsomt på, at det bliver misforstået igen og igen.
I må/skal også tale med jeres læge om det, det er også ham/hende, der skal henvise jer til undersøgelse.
Opgiv aldrig jeres barn, det har ikke bedt om at blive sat i verden, og selv om det synes ulideligt, som det er nu, vil det blive meget lettere med den rigtige vejledning.
Husk, det er aldrig en skam at bede om hjælp, det er det derimod, hvis man opgiver uden at have fulgt problemet til dørs.

Sig det skal være nogle med gode efaringer og forklar jeres barn at der ikke er noget galt med det, men at I har et problem og ikke rigtig magter at give jeres barn det bedste.
Og så tænk lige på om barnet bliver mobbet, for det kan være årsagen til det hele. Få det flyttet til en familie i en anden by, så det kan starte på en frisk og sørg for at ring hver dag til jeres barn, så det ikke føler sig svigtet.

Ikke føler sig svigtet. Tror du selv på, at man kan give afkald på et 8 rigt barn, uden at det føler sig svigtet. Nu skal jeg sige jer en ting, vores børn er vores ansvar, det er simpelthen for nemt, at give problemerne videre til en plejefamilie.
Naturligvis er der noget galt med barn og/eller forældre, ingen børn bliver sådan, uden at der er en grund til det.
Så glem lige egne behov, og forsøg at hjælpe det stakkels barn videre i livet, vel at mærke i eget hjem, det andet er ganske enkelt slet ikke en mulighed, hvis man er ordentlige forældre.

barnet har fortjent langt bedre forældre.
Held og lykke til jeres barn.

men søg hjælp hvor svært det end kan være.
Jeg synes i har fået flere gode råd, der alle går i retning af at søge hjælp.
Der vil altid være mange mange flere detaljer end dem i har skrevet her, og jeg kan ikke udtale mig om hvorvidt jeres barn har damp eller aspergers eller noget andet,men jeg kan berette om egne erfaringer med et barn med netop Asperger.
Min søn der nu er voksen har diagnosen Asperger, og det viser sig ofte i ca 3 - 4 års alderen. Allerede i børnehaven var de opmæksom på at han havde problemer. Indrømmet vi var ikke helt modtagelige, følte vist at vi blev angrebet og beskyldt for at være dårlige forældre ( det ved jeg at vi ikke er eller var ) Men vi var lige så sårbare som forældre er flest.
Vi var til rigtig mange samtaler både i børnehaven og siden hen i skolen, ind til han som 9 årig kom på børne psykiatrisk i Glostrup, og derfra på et behandlingshjem. Han var hjemme hver weekend, og alle ferier, og vi ringede til ham hver eneste aften, og besøgte ham en gang om ugen, og gjorde i øvrigt hvad vi kunne for at arbejde SAMMEN med specialisterne. Ok vi var og er ikke enige i alt der er sket omkring vores søn, og vi har haft oceaner af nedture, og vores søn har helt givet uanset hvad følt sig svigtet i perioder.
Men han er voksen nu og er i gang med udannelse, har det godt er velafbalanceret, og det 200% ærligste menneske jeg kender. Venlig og høflig ud over alle grænser.
Det er så hårdt og opslidende for alle i familien, så bid det i jer og søg hjælp, og vær parat til at samarbejde. Men føl også efter inden i jer selv hvad der føles ret og vrang for jer, og vær ærlige når i udtrykker det over for både skole og kommune etc etc.
Og selvom det er svært, så prøv at start i det små, og læg mærke til de ting han gør rigtigt, for der er ting han gør rigtigt og godt, selvom i måske mest ser alt det dårlige. Og så ROS ham når han gør noget godt, frem for at sige alt det han ikke må, så sig det han må. Prøv at vend det hele på hovedet og koncentrer jeg om alle de gode ting hvor bitte små de end er - også selvom det virker som en umulig og uoverskuelig opgave.
Prøv evt at få nogen til at passe ham bare en weekend, og så få noget tid sammen bare jer 2, og tag så fat på opgaven med fast beslutning om at det er jeres barn det gælder - og familien.
De kærligste hilsner fra
Carmen

, hvis det er sandt... det lyder som en lille institutions trold, der er passet af alle andre lige siden det har været gammelt nok.. og da hverken sundhedsplejeske eller andre med kontakt til barnet, har påpeget eventuelle symptomer på psykisk ubalance, ku noget jo tyde på at det er jer som forældre der fejler.. der er ikke givet mange oplysninger, men de få tyder på, at jeres barn skriger på opmærksomhed. Kan man ingen få, må man nøjes med det man selv kan tage - og jeres barn, som ikke er en lille soldat ell. robot der bare skal adlyde kommando, nøjes så bare med kampe og skæld ud i lange baner.. I er i en ond cirkel, det mindste i kan gøre er da at få hjælp de rette steder - har i snakket med barnets læge? historien lyder vanvittig...

din læge og bed om en henvisning til bærenpsykiatrisk afdeling....
Det kan være det er DAMP og det vil være en rigtig god ide at få undersøgt det...
For så kan det behandles gudske lov...
Dernæst hvis de siger der ikke er noget i vejen så bed dem om at lave en henvisning til de sociale myndigheder, hvor i kan få hjælp af en familiekonsulent...
Se at få det gjort inden jeres familie går helt i opløsning...
Og husk man skal tage i mod alt den hjælp man kan få...
Det er jeres ansvar som forældre.......