hvad skal jeg sige når ??? kommer

Hej Allesammen
Jeg bryder mit hoved med mange tanker om min lille datter.
Hendes far forlod os under graviditeten. Barnet var planlægt, jeg har breve liggende om...hvor stort det ville være ect. Han reagerede ikke på min besked, om at jeg havde født. Svarede ikke statsamtet indenfor
dato..dvs.. de måtte sende rykkere..tilsidst anmoede han om en test, men sender heller ikke papir tilbage til tiden ect... Nu er jeg midt i dette testforløb. Men jeg er overbevidst om, at han ikke ønsker samvær, da han har en søn han heller ikke ser.
Mit spørgsmål er så...
Hvad skal jeg sige til min datter, når hun engang spørger efter sin far ?? .
Jeg vil ikke sætte ham i et dårligt lys, hvordan undgår jeg det??? Han planlægger at få et barn og hukker hånden af hende. ( Jeg ved han nok ikke har fortalt sin familie sanheden, dem har jeg ikke kontakt med - og jeg er ikke en intrigant person)

Er der nogen med erfaring, som kan fortælle mig, hvordan de taklede den situation ???
mvh
Sikkert en ud af mange.
(Iøvrrigt...burde mænd ikke blive dømt til at tage ansvar ?... træt af manglende ligestilling her i landet)

Som sælgerne siger: Hvis alt andet svigter.... så prøv med sandheden.
Mere seriøst - til et forbandet seriøst probem: Der er ikke andet at gøre end at fortælle, at far ikke er her mere og at du ikke ved hvor han er. Uden at dømme eller komme med bortforklaringer.
Når barnet så på et tidspunkt i sit liv kommer til at undre sig, vil du ikke komme i et dårligt lys ved at have "små"løjet for barnet.
Barsk, men sandt. Desuden er det min erfaring at børn faktisk tackler denne barske sandhed bedre, end vi voksne gør. Måske fordi de ikke ved at der er helt andre muligheder.....
Held og lykke med det.
*Knuz*
GL
PS: Jeg ville ønske at langt flere forældre tog deres ansvar overfor deres barn. Jeg ser grusomme svigt fra begges sider, især i de socialt dårligt stillede hjem. Gid nogen havde en universalløsning, men sandheden er vist, at problemet er for komplekst til at kunne løses med en enkelt, simpel løsning.

Når hun bliver gammel nok til at forstå det mener jeg bestemt hun har krav på sandheden, men uden at dit evt. had eller afsky skinner igennem. Med det mener jeg at intet er så grimt som når børn ender som våben i et forhold hvor det er gået galt, ved det kan være svært ikke at lade vreden og skuffelsen skinne igennem, men børn er ikke dumme, de skal ikke være ret gamle før de kan fornemme hvis der ingen interesse er fra den ene side.

Du skal naturligvis fortælle sandheden hele vejen igennem, men gøre det bid for bid i forhold til hendes alder. Farv aldrig historien hverken positivt eller negativt. Lad hende ikke drømme for fantasifulde drømme - giv hende noget realtitet med i sine drømme. Ellers skygger du for hende, så hun ikke kan se sin far som han virkelig er og derved mister hun måske evnen til at få et normalt forhold til ham - skulle det ske. Han vil aldrig kunne leve op til hendes drømme, hvis de ikke er tæt på virkeligheden.

Jeg har forliget mig med situationen rent følelsmæssigt, dvs at jeg ikke er vred el lign. da det kun ville ødelægge mit eget humør.
Det eneste er selvfølig tabet af en man virkelig elskede og en forundring over, at vedkommende tilsyneladende ikke tager sit ansvar.
(om moren til sin søn, sagde han, at hun var utro og havde brugt ham som sæddoner. - så hvad lyder historien mon ikke om mig... tja kærlighed gør blind)
Jeg har kun en adresse; har skrevet og spurgt, hvorfor han forholder sig således...men fik aldrig svar....jeg ved heller ikke helt, hvorfor han valgte at gå... Jeg har ingen svar at give vores datter.
Formoder bare at hun må lide afsavn og måske føle sig svigtet...at hun ikke er god nok el lign... ja, jeg er bekymret.
Mvh mig
,,,og tak for knuset *Gl*

Sådan een har jeg også kendt- øøhhø er det ikke en F.A.R de kalder sig?
Nogle kan KUN stave til det´, og ellers er det et ukendt begreb som sådan dukker op når de synes!
Men ved du hvad - i dyreverdenen er det ikke et ukendt fænomen at hannen ikke plejer sit afkom, det kræver så til gengæld en 100% opmærksom mor 365 dage om året og 24 timer i døgnvagter , VÆR DU STOLT AF DET!
En FARmodel kan din datter få på mange andre måder, groft sagt og i virkeligheden , så handler det bare om indentificering gennem det modsatte køn og de findes alle vegne - blandt familiemedlemmer i daginstitutioner- skoler - klubber mv. En dejlig rar morfar eller papfarfar kan også bruges, og endelig så har du NU muligheden for at finde en partner som både kan og vil være noget for både dig og din datter.
Jeg taler af erfaring og spildte 17 år af mig og min datters liv på at få en såkaldt FAR til at føle sig som en far, i et evigt forsøg på at give ham muligheder for at være det, når det så passede ind i hans program. Det har været en lang og slidsom affære som jeg/vi, (set i bakspejlet) sagtens kunne ha undværet. Det har bragt megen sorg/skuffelser/vrede/frustration ind i vores liv, hver gang det passede ham at spøge i kulisserne 1 - 4 gange årligt. Men rådene jeg fik dengang var : hellere en far end ingen far og uanset hvilken een! Det var heller ikke muligt at få faste aftaler, men skete som vinden blæser!. Men af hensyn til barnets krav, på at kende sit ophav, ja det kom først - så skide være med konsekvenserne! Jeg har gjort som mange mænd kæfter op om, at give/tilbyde barnet en rettighed om at kende til sin far. I vores tilfælde har han bare aldrig givet hende muligheden for at føle sig som en datter- og det har foreløbigt varet et helt liv (hendes liv)!!!!!
Foreningen far...... og rend mig i røven!
Man kan ikke tvinge en hest til truget!
Det er ikke det værd!

Jeg kan godt følge dig... men erindrer alt for klart mine egne børn, som ejg så gerne ville være FAR for, men ikke kan få lov pga. deres mor.. (Lang og traumatisk historie, som jeg skal skåne jer for)...
Men bare lige for at fortælle, at der altså er eksempler på begge dele.....
*Knuz*
GL

jeg tror jeg ville sige til min datter hen ad vejen, at mor og far ikke lige kunne finde ud af at være sammen og derfor valgte at gå hver sin vej.
Først langt senere (omkring 16 års alderen), ville jeg fortælle at far faktisk valgte hende fra, uden nogen sinde at have set hende (det sidste er nok vigtigt). Fortæl hende at ikke alle mennesker er modne nok til at tage ansvar for et barn - og han nok ikke kunne magte det - så har du fortalt sandheden på en pæn måde!
Aldrig må du give udtryk for, at der er noget i vejen med hendes far, idet det i værste fald kan give hende identitets problemer i puberteten!