hvorfor bliver den utro?

Hvorfor blive i et forhold efter utroskab - spørger en debattør i en tidligere tråd. En tråd, der vil se sagen fra den bedragnes synspunkt og spørger bedragne om hvorfor de bliver. -
Jeg synes det kunne være mere interessant at vide hvorfor dog en tidligere (måske stadig) utro bliver efter afsløring og efter at have lovet partneren troskab for fremtiden? - Selvfølgelig vælger nogle at være utro for at flygte fra en trædemølle og få et lille frikvarter bare for at opleve noget spændende og forbudt, men mon ikke de fleste har gjort sig nogle overvejelser og indkalkuleret muligheden af skilsmisse/opløsning af deres faste forhold. Nogle forelsker sig endda, og er parate til at risikere det hele. Men hvorfor er partneren lige pludselig god nok, hvis utroskaben ophører, forelskelsen i en anden ophører? - Hvorfor ikke afslutte det faste og prøve sig frem med nogle flere? - Vist en almindelig sort tanke hos mange bedragne: Hvorfor kan jeg lige pludselig godt bruges igen, bare fordi en anden alligevel ikke var noget?
Kan man tro på, at utroskab var et fejltrin, at den utro finder frem til at den faste partner er den rigtige, at forholdet ønskes bevaret og tillid og loyalitet er et 'must' for fremtiden?
Eller passer det at 'en gang utro, altid utro', en tidligere utro drømmer kun om elskerinden, - og/eller utroskab skyldes altid at noget er galt i parforholdet, og det er ikke umagen værd at fortsætte?
Hvorfor er det så vigtigt for mange tidligere utro, at overbevise partneren om at fortsætte, hvis det er en stor løgn? Er utro specielt dårlige, svage mennesker med en skidt karakter? Eller er utro 'uartige børn', der regner med at blive tilgivet af 'mor eller far', ligesom i barndommen?

I mit tilfælde tøvede jeg for længe. Jeg var min kone utro, og havde et forhold på ca. 1½ år til en anden kvinde.
Jeg forsøgte i flere omgange at tage skridtet fuldt ud, at forlade min kone og mit hjem. Men det var pokker svært, og jeg manglede det sidste mod. Jeg holdte af min kone - ja, jeg holder af min kone, og vi har det godt, vi har to skønne børn som jeg elsker overalt, og et dejligt hjem. Alt i alt, så helt fint, faktisk.
Men om jeg elsker min kone som kæreste? Ikke længere, vi er vokset fra hinanden på den kærlighedsmæssige front, og da jeg mødte den anden, så slog hun benene væk under mig. Efter sommerfugle-forelskelsen havde lagt sig, udviklede jeg meget dybe føleleser for hende. Men jeg kunne ikke tage det sidste skridt ud af mit ægteskab.
Jeg tøvede for længe, og på et tidspunkt sagde hun stop. Det er nu over et år siden, og jeg ved hun har fundet en anden. Og jeg er stadig i mit ægteskab, som jo fungerer. Så jeg er blevet fordi jeg tøvede for længe med at springe ud af det - og jeg mistede hende jeg elsker. Og at jeg så hellere vil blive med min børn i mit hjem, end at være alene. Der går ikke en dag, uden jeg ærger mig over, at jeg ikke turde.

hvis du nu havde taget skridtet fuldt ud og flyttet sammen med elskerinden og foreskelsen som alle forelskelser ville have forduftet efter max. et par år, ville du så have holdt mere af hende end du holder af din kone og dit familieliv? (Hun sagde stop, skriver du, og fandt en anden. - Men du mener vel at hun ikke ville have fundet en anden, hvis du havde været der?) -

du skriver, du ikke elsker din kone som kæreste, at I er vokset fra hinanden kærlighedsmæssigt? - Var det noget, der var sket FØR din forelskelse i elskerinden? Har du nogensinde været forelsket i din kone? - Er det et 'must' for dig i et godt forhold, at kvinden først og fremmest skal være kæreste? Skal det forstås sådan af hvis/når du forelsker dig igen, så forlader du din kone? Kender din kone dine meninger og tanker eller lever hun på en illusion?
Jeg spørger for at forsøge at forstå hvad der får folk til at være utro.

to skyldig i en sag om utroskab ... i de to sager jeg kender til i hvert fald. Det er selvfølgelig kun den ene der lavede utroskaben ... men det var også kun den ene der manglede noget i det de havde som blev søgt andet sted.
Da utroskaben blev opdagedet ... betød det at den utro blev taget alvorligt i det behov personen havdet manglet og givet udtryk mange gange. Meeeen ofte er det måske ikke sådan lige og ændre (sexlyst er forskellig fx) og det er vel grunden til det ofte sker igen.

selvfølgelig er der der flere 'skyldige' og nogle ting lader sig ikke ændre, men hvorfor så blive?
Det er ikke årsager eller skyldsspørgsmål til utroskab jeg søger, men årsager til at en utro bliver i sit parforhold, - og lover troskab og måske endda kærlighed!

Jeg er spændt på om du får lige så mange kloge svar på dem. Jeg tvivler på det bliver andet end den sædvanlige ensporede smøre.
For mit vedkommende blev utroskaben ikke opdaget, så jeg ved ikke om mine erfaringer kan bruges. Jeg stoppede selv min utroskab, af flere årsager. Jeg kunne ikke se mig selv i øjnene, foragtede mig selv. Sådan en person ville jeg ikke være. Kunne fra det nye perspektiv efterhånden se hvor godt manden og jeg egentlig passede sammen på masser af måder. Var bevidst om at en affære i høj grad lever af det nye, af spændingen, af forelskelsen, og at der vil gå hverdag i alt. Blev bevidst om at det var en illusion, og at græsset ikke behøver at være grønnere på den anden side. Blev bevidst om egne mekanismer og savn og om hvad jeg kunne gøre derhjemme. Det er også utrolig anstrengende at lyve og leve dobbeltliv, og jeg så, det gik ud over familien.
Alt i alt blev jeg bevidst om, hvor meget det negative fyldte og faktisk bestemte over min hverdag. Ja utroskaben styrede mit liv, og det ville jeg ikke have mere.
Jeg kappede forbindelsen til elskeren (som "forfulgte" mig længe) og har aldrig fortrudt, at jeg ikke gik hen og lavede ged i den, for mig selv og mange andre. Tværtimod så var det en kæmpestor lettelse at slippe det. For at bruge Pusserpigens udtryk, så gjorde det mig FRI.🙂
Jeg rettede opmærksomheden hjemad, og min mand og jeg har et rigtig godt ægteskab.
Nej, det passer ikke altid, at en gang utro altid utro. Jeg begår aldrig den fejl igen.

mærkelig....for hvis man er sin kæreste/ægtefælle utro, så må det jo være fordi, at der mangler noget i forholdet som fåes andetsteds. Selvfølgelig er der også de folk, der er utro, fordi de bliver grebet af det seksuelle. Det nye og det spændende, efter nogle år vil sexlivet til kæresten/ægtefællen måske falde lidt. Man er ikke længere nye overfor hinanden, kender efterhånden hinandens små finurligheder, som man i starten fandt rigtig spændende. Selvom man søger et spændende sexliv andetsteds, så kan man jo godt elske sin kæreste/ægtefælle meget højt og stadig ønske at leve livet sammen med personen, men sexlivet fungerer måske bare ikke længere.
Dem, der er utro, fordi de drages af noget de savner og mangler i deres nuværende forhold, synes jeg, bør tale med sin partner om de ting, der er en "trussel" og kan ødelægge forholdet eller forårsage utroskab. Gnisten i forholdet kan have været død længe og ingen af parterne magter rigtig at kæmpe for det længere, men bliver i forholdet fordi det er det trygge og vante....man ved hvad man har. For i bund og grund kan dagligdagen, ferierne osv. sammen med familien jo sagtens være ganske hyggelige og fornøjelige, selvom parterne ikke længere føler de samme ting længere.
Nogle gange er utroskab en redning for det forhold, man bedrager....den bedragne får måske øjnene op for de ting/fejl, som gør, at han/hun jager den bedre halvdel væk og de får abejdet sig ud af krisen og har et forhold, de er bedre end nogensinde.
Men hvis aben fortsat er bosat i det gamle forhold, som man ikke rigtig kan få til at fungere og derfor søger man sex/kærlighed andetsteds, hvorfor stopper den utro så ikke forholdet og forsøger sig med noget andet? Hvis utroskaben alligevel fortsætter, fordi man stadig mangler/savner noget i sit gamle forhold, så er der jo ingen grund til at love bod og bedring, hvis man ved, at dette alligevel ikke bliver aktuelt? Så bliver den utro pga. tryghed eller frygten for at fortryde, hvis man vælger at forlade kæresten/ægtefællen? Bliver den utro for at bevare familien evt. pga. børn?
Kan utroskab nogle gange skyldes fordi ens partner sætter sig for hårdt på en, låser en fast, så man er ved at kvæles?

partnerne tror de har nået en forstålelse efter utroskaben er blevet opdaget bliver de vel sammen for sagen ... troen på at NU bliver det bedre. Men som jeg skriver er det nok ikke altid så let at få ændret tingene og den utro falder måske i igen.

Fordi der mangler et overskud og man ikke kan slippe trygheden. Man ved hvad man har, men ikke hvad man får, og kan man være alene når man aldrig har prøvet det før og så sætter man ikke de store forventninger til parforholdet, når først man har været utro. Derfor kan man blive, men nedsætter sine forventninger.
Man burde komme videre for signalet er sendt. Jeg sender her en debat mellem en klient og en psykolog, som måske giver lidt svar. Jeg forstår dette spørgsmål og du skriver det selv, spænding, hold nu op for fanden, spænding kan man få masser af andre steder, hvis det var udfordringen i parforholdet.

Klientens spørgsmål:
Nu kommer emnet op igen, og sikkert også hos jer.
Hvordan kan det være, at når man har været utro, så kommer denne sætning, gjorde du det for spændingens skyld. For spændingen skyld skriger jeg inde i mig selv, hvis det var spænding jeg søgte kunne jeg da have sprunget ud af en faldskærm og ikke valgt at såre min familie, mine egne værdier, men det føles på en eller anden måde ikke ok at sige jeg blev forelsket i en anden mand og var en kujon ikke at gøre det forbi med min mand inden jeg valgte utroskaben. Jeg elsker min mand, men ikke på den måde som sikkert de fleste andre ville bruge ordet elsker, men fordi jeg har kendt ham i 2o år og i de fleste af de år har vi haft det godt, vi har fået børn sammen, vi har en fortid sammen, men følelsen af at elske og jeg føler mig elsket er der ikke mere. Den har ikke været der i flere år.
Tænk engang, jeg var utro fordi jeg blev forelsket og ikke grundet spændingen, denne mand havde jeg kigget efter i flere år og været smålun på, og en dag fandt jeg så ud af det var det samme med ham. Følelserne var gensidige. Fantastisk, men hvad kunne jeg bruge informationen til, principielt intet. Alligevel gik det hen og blev til utroskab i flere år, og en stopning heraf, fordi hans kone nu valgte at opdage det. Viste godt hun viste det, da hun havde tjekket mig, mine børn og fulgt efter sin mand når han var ude at løbe, så hun havde vist det i intuitivt i 1 års tid og måske mere, tror jeg. Informationerne har jeg kun fra min elsker.
Tænk jeg bliver bare så irriteret over denne sætning, gjorde du det for spændingens skyld. Folk får det til at lyde som om, at fordi man er gift kan man ikke blive forelsket eller ydermere elske en anden end sin mand. Negligering af nogle følelser som var der og ikke kan gemmes væk lige som et faldskærmsspring. Spænding, ja men nu er det sådan jeg ikke går og keder mig i min hverdag, men faktisk blev forelsket i en anden, hvorfor er det ikke ok og hvorfor skal det gøre til noget der ikke er muligt fordi jeg er gift. Jeg forstår det ikke, måske I gør?
Psykologens svar:
Nej det er ikke i savnet af spænding, at årsagen til utroskab og forelskelse skal findes. Der findes ingen lykkelige mennesker, der helt bevidst vælger at forelske sig og dermed være sin faste partner utro - for spændingens skyld.
Årsagen til utroskab skal findes i os selv og det gamle forhold, som ofte bliver nedprioriteret når vi tager hinanden for givet. Vi glemmer hinanden, og tror vi kan leve uden at mærke kærlighed og anerkendelse fra og selv og vores partner. Hvis handlingen skal bruges til noget i det faste forhold, kunne det være udbytterigt at stille sig selv og sin partner nogle spørgsmål, som kan lyde i retning af:
Elsker vi hinanden.
Hvordan viser vi vores følelser.
Hvad er positivt i vores forhold.
Hvad er negativt i vores forhold.
Hvordan kan vi ændre det, så vi bliver mere tilfredse.
Hvordan er det gode forhold.
Jeg er ikke klar over, om du ønsker at undersøge og forbedre dit nuværende forhold, men det lyder som om, at du har besluttet dig for at blive i det.

For mig at se et godt spørgsmål, som man bliver stillet. Som tidligere utro bliver jeg p.... træt af at høre om jeg gjorde det for spændingens skyld, fordi folk ikke vil acceptere at jeg har været utro og ikke vil acceptere jeg blev forelsket i en anden, så spis dog grunden og forhold jer til den og tag stilling om I vil leve med den sandhed eller ej. Hvis man ikke kan forholde sig til sandheden at en anden var mere interessant, så kom videre i livet, for mon ikke de fleste utro næsten tigger og beder om at ægtefællen tager stilling til det vi ikke selv tør beslutte. Selvfølgelig ved vi utro hvad vi satser, tror du der er lukket øjne. Vær gang man mødet leves der i nuet og alt bliver glemt omkring en ellers kan man ikke være utro, hvis man render rundt med konstant dårlig samvittighed.
Det passer med at en gang utro altid utro, hvor det skal forstås sådan, at man savner noget, som har været værd at satse sit ægteskab for, så jeg tør ikke på stående fod sige jeg aldrig gør det mere, hvis dagen kommer hvor jeg bliver forelsket i en anden mand. Men der skal det til og ikke bare en hr. hvem-som-helst. Før dette utroskab har jeg aldrig være utro før, så det er ikke noget der er en norm for mig. Min tidligere elsker har prøvet at komme tilbage, men det er mig der har afvist og sagt p.t. kan jeg ikke.
Nej du kan ikke tro på at utroskaben var et fejltrin, hvis det er sket mere end en gang, så er det et bevist valg.
Jeg kender kun en som har ligget på sine grædene knæ og ville kæmpe for sit forhold efter hans utroskab blev opdaget, men når det så er sagt, så havde hans kone spurgt nogle gange om de skulle gå i parterapi inden hans utroskab blev opdaget og på det tidspunkt var det ikke noget han ville bruge sin tid, men da konen opdagede hans utroskab blev fleksibiliten stor. Jeg betvivler hans hensigt, men han gjorde det og de er sammen i dag. Lykkelige måske, men det virker ikke sådan udadtil, men det kan sagtens være når dørerne er lukket for omverdenen at de lever i det bedste ægteskab som man kan forestiller sig. Det ved jeg ikke noget om, så jeg håber for dem at det går godt og det kun er udadtil de har det svært her nogle år efter.
Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg regnede bestemt ikke med at jeg blev tilgivet. Det kom som en stor overraskelse må jeg nok indrømme. Regner med at blive tilgivet tværtom.
Jeg tror du godt kan tænke dig til at os utro gør det der skal til for at få ro i hjemmet, så vi siger og gør det der skal til fordi vi typisk ikke har lyst til alt den ballade, selvom vi selv har skabt den, så er den frygtindgydende når den kommer til en og bliver en realitet.
Dette var ordene for denne gang, måske der kommer nogle flere.

Hold op hvor jeg forstår og kan sætte mig ind, at man ærger sig over man er sådan en kujon og ikke tør springe ud i det der føles rigtig. Øv ikke [:*(]

jeg kan svare på dette spørgsmål: Jeg var og er ikke mere forelsket i min mand derfor startede utroskaben nok, hvis jeg skal se tilbage.
Nej jeg tror ikke jeg næste gang hvis jeg var utro ville have modet til at blive skilt, men jeg håber det ingen jeg ødelægger mig selv en gang til ved ikke at gå efter det jeg tror på.
Gode spørgsmål og dejligt du er så konstruktiv, selvom det er et svært emne. Dit første spørgsmål kan ingen svare på for vi ved ikke hvad der var sket hvis og hvis, men vi ved det vi er i ikke er godt nok inden vi har valgt utroskaben til i vores liv.
Min mand lever på en illusion, nej jeg vil sige han tror på mig, fordi han heldigvis ikke ved hvad jeg tænker og føler for så var han nok gået forlængst og ikk troet på vores ægteskab eller så gør han lige som mig, blive fordi vi har 2 skønne unger sammen som vi har lavet og vi begge elsker overalt på vores jord.

- men det er ikke muligt, at jeg kan svare på alle dine spørgsmål.
"hvis du nu havde taget skridtet fuldt ud og flyttet sammen med elskerinden og foreskelsen som alle forelskelser ville have forduftet efter max. et par år, ville du så have holdt mere af hende end du holder af din kone og dit familieliv?"
Det er et spørgsmål, jeg slet ikke kan svare på. Fordi jeg netop ikke turde at tage skridtet fuldt ud. Der er ingen tvivl om, at jeg elskede hende mere end min kone, og desværre har jeg fortsat de samme følelser for hende stadig.
"(Hun sagde stop, skriver du, og fandt en anden. - Men du mener vel at hun ikke ville have fundet en anden, hvis du havde været der?)"
Jeg kan godt forstå at hun sagde stop. Jeg kunne jo ikke tage mig sammen og hun vil ikke leve sit liv på stand-by. Hvis jeg havde været der for hende, havde hun ikke rykket videre i sit liv. Dit spørgsmål får mig egentlig til at tænke, om det nu er mig, der lever sit liv på stand-by.
"du skriver, du ikke elsker din kone som kæreste, at I er vokset fra hinanden kærlighedsmæssigt? - Var det noget, der var sket FØR din forelskelse i elskerinden? Har du nogensinde været forelsket i din kone? "
Ja da - jeg har absolut tidligere været forelsket i min kone. Vi har kendt hinanden i 18 år, og været gift i 16. Vi udvikler os jo alle løbende gennem årene. Jeg er sikker på, at grunden til at jeg kunne blive og var utro, er netop fordi, at jeg ikke længere nærede de føleleser for min kone længere.
"Er det et 'must' for dig i et godt forhold, at kvinden først og fremmest skal være kæreste?"
Åbenbart ikke, siden jeg ikke kunne forlade mit ægteskab. Men jeg tænker meget over, om det nu er den rigtige præmis at have et ægteskab på, at vælge tryghed og det velkendte, frem for kæresteriet og kærligheden.
"Skal det forstås sådan af hvis/når du forelsker dig igen, så forlader du din kone?"
Det har jeg slet ikke mulighed for at svare på. Hvis det overhovedet skulle ske igen, så kan det være, at mine overvejelser fra nu gør, at jeg har fået større mod. Og børnene bliver jo også ældre, så kan det være, at det er ikke lige så svært. Men jeg kan ikke sige, hvordan jeg vil reagerer, skulle de ske igen. Lige nu kan jeg blot sige, at jeg ærgrer mig meget over, at jeg tøvede så længe med hende den anden, og ikke havde modet.
"Kender din kone dine meninger og tanker eller lever hun på en illusion?"
Nej, min kone kender ikke mine inderste tanker og meninger. Om hun lever på en illusion - tja, det er måske for meget sagt. Vi holder begge meget af hinanden og har et godt familieliv.

din mand fortjener at blive holdt i uvidenhed om dit fortsatte bedrageri Løbetøs. Og jeg synes du skulle holde op med det generaliserende "vi" og begynde at indse, at din historie Løbetøs er din og ikke nødvendigvis andres.

Jeg synes det er efterhånden ret irriterende, at debattører ikke må komme med deres mening, uden der følger et person-"angreb" med.
"Vi" skriver jo alle ud fra egne erfaringer - det gælder også for dig.
Jeg synes at ovenstående indlæg som anonym eller hvem det var der der skrev (og jeg er ret så indifferent hvem det er ), har bidraget til trådstarters debatspørgsmål.
Dit indlæg tilgengæld har ingen relevans og giver ikke mere eller mindre til debatten.
Der skal være plads til alle. Så kom med noget konstruktivt istedet for hele tiden at "hakke" på de, du ikke er enig i - og dette gør du vist i flere tråde.

kom politiet! 😃😃😃😃😃😃 Har heldigvis ikke utroskab inde på livet, men synes det er sjovt at læse nyt fra hønsegården. I er noget så underholdende indimellem. Men det er lige til at blive single af.

ud af forholdet hvis det føles rigtig? Hvorfor gør i ikke det?

klinket noget, men læs hvad logikken skriver af kommentarer i det her:
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=16&conference=41&posting=2043885
Det er interessant.

Hans Henrik, der er nogen der ejer debatten :). Det må du da forlængst ha' opdaget?

om det nu er dig der lever på stand-by. Det var netop mine tanker efter dit første indlæg. Du er i den situation, at du ved du lever på stand-by. Din kone lever ganske uvidende på stand-by og har truffet sine beslutninger om et fortsat samliv på falske præmisser. Er det rimeligt for nogen af jer?. - Jeg synes det er et meget vigtigt og meget uværdigt punkt ved utroskab, - både før, under og efter - at man anbringer sin partner i den situation. Partneren ville måske vælge anderledes for sig selv, hvis hun kendte det du mener er sandheden for dig. - Den dag man afslutter sit stand-by-projekt og går, står partneren måske og føler sig dobbelt bedraget og har spildt sit liv og sin tid på noget hun troede på, men som partneren vidste var falskt. Kan man med rette hævde at man holder af og respekterer et menneske, som man ikke er ærlig overfor?
Jeg synes du giver gode ærlige svar, og jeg vil ikke på nogen måde fordømme at du ikke er ærlig for din kone, - jeg ved godt at hypotetiske spørgsmål ikke kan besvares med andet end hvad man tror lige nu. Noget andet er hvad der tæller i situationen og om man er ærlig for sig selv, hvilket også kan være svært, når man som du lever i et ellers godt forhold med mange kvaliteter, som man ved man vil savne, måske endda savne så dybt at det vil virke ødelæggende på et nyt forhold.

Så de skal først se på sagen.

Min elsker blev ved konen, efter at hun havde truet med selvmord.
Han havde talt med hende om skilsmisse og de var enige. Så truede hun pludselig med selvmord og da hun havde før forsøgt at udføre det, blev han. Både pga. hende men ikke mindst for at børnene ikke skulle udsættes for det.
Og de er stadig sammen her 5 år efter og fred være med dem :-)

'at os utro gør det der skal til for at få ro i hjemmet'-
ja, det er også mit indtryk. Så er det bare spørgsmålet hvad formålet med denne 'ro' er?
Alle de spørgsmål, som psykologen giver, går vel alle sammen på at parret, - den utro og den bedragne - ønsker at ændre nogle uheldige ting, der har skabt afstand mellem dem; så at sige at 'bruge' utroskab som anledning til at redde deres forhold. Dette ser jeg så som at det er begges ønske, - og derfor gør DE det SAMMEN for at få ro i hjemmet, underforstået godt, loyalt, ærligt forhold.
Når 'ro i hjemmet' opnås ved løgn, - ved at den utro minimerer affærens betydning og uærligt forsikrer den bedragne om sine ægte følelser og sin anger over sit fejltrin, hvad er det så værd? Den utro lever videre i alt det, der ikke duede, den bedragne lever videre på en illusion. Hvorfor gør man det? - Kan man virkelig holde til det uden at gå i stykker? Jeg tror personligt uden selvfølgelig at kunne komme med en statistik eller andet bevis, at de der bliver sammen af hensyn til børn, firma eller andre grunde, godt ved hvorfor de er sammen og ikke bilder sig selv eller hinanden noget ind, men netop har et godt loyalt og ærligt forhold. - Det går galt for dem, der forsøger at leve videre sammen hvor den utro lyver om utroskab og især om egne følelser og hvor den bedragne bevidst eller ubevidst lever på falske løfter: de går i stykker, bliver syge både psykisk og fysisk. Løgn er meget sundhedsfarligt!
Jeg tror, der er masser af mennesker, der lever videre sammen og lever godt og trygt, men er ganske klar over at den ene, eller måske begge, ikke er sammen med den de har oplevet eller vil opleve den store lidenskab og kærlighed med, men alligevel har valgt det liv, der er bedst for dem. Det er vist ikke mange lidenskabelige forelskelser der på sigt kan hamle op med et godt liv/familieliv mellem ærlige og loyale partnere, som holder af hinanden, måske endda elsker hinanden. Vi kan ikke få alt hvad vi ønsker os, så vi vælger det der p.t. er bedst for os.
Det var bare min kommentar til en lille del af dit meget gode indlæg, hvor der er nyt at tænke over hver gang det læses!

Det lyder mere smart at kalde sig "Been there Done that".

Jeg kan godt forstå dine synspunkter - og tænker flere af dem selv. Men jeg kan ikke se, hvad det vil gøre af godt, at jeg fortalte min kone mine inderste tanker. Ja - jeg ved godt at total ærlighed er muligvis vejen frem, men det kan også være fuldkommen ødelæggende. Og jo, min kone vil måske vælge anderledes hvis hun kendte hele sandheden - og dog, måske ikke.
Som jeg skrev tidligere, så holder jeg af min kone - og det føler jeg med rette jeg kan hævde - til trods for mine handlinger. Det lyder måske klingt i manges ører, men sådan føler jeg det nu altså.
Når mit såkaldte stand-by projekt (hvis det nu er det, det er) stopper - er det jo ikke ens betydende med, at jeg går fra min kone. Jeg ved ikke, hvordan fremtiden udvikler sig. Det kan være, at jeg får hende den anden helt ude af systemet, eller hun blot bliver et meget meget lykkeligt minde, og min kone og jeg fortsætter vores lykkelige samliv. Det kan også være, at det ikke sker. Hvem ved, det kan da også være, at min kone kommer på andre tanker.
Jeg kan kun forholde mig til her og nu. Og det var på baggrund af dit debatspørgsmål, at jeg svarede - hvorfor jeg er blevet i mit ægteskab efter at have været utro. Og den helt nøgne sandhed er, at min elskerinde gik fra mig - og derfor valgte jeg at blive. For jeg lever trods alt i et godt forhold med mange kvaliteter, som jeg hellere vil leve i, end at springe ud alene. Sådan har jeg det ihvertfald nu.

Hej Hansens
Undskyld, min nysgerrighed, men vil det i din situation sige, at hvis din elskerinde ikke var gået, eller hvis hun tog kontakt til dig i dag, så ville du gå fra din kone?
Jeg tænkte på det, fordi jeg ikke synes, det er helt fair, at du ikke har givet din kone et valg til også at træffe en beslutning om, hvorvidt hun ønsker at leve et liv med en mand, som nøjes med at blive i forholdet, fordi han er blevet forladt af sin elskerinde - selv om I har en lykkelig tilværelse, og du holder af din kone?
Et andet spørgsmål: Betyder din egen lykke så lidt for dig, at du nøjes med den trygge tilværelse sammen med din kone, på trods af at du potentielt kunne få en bedre tilværelse sammen med en anden? Det må da æde dig op med en masse "hvis'er". Hvad nu hvis....?

Men jeg kan starte med dit sidste spørgsmål :
"Betyder din egen lykke så lidt for dig, at du nøjes med den trygge tilværelse sammen med din kone, på trods af at du potentielt kunne få en bedre tilværelse sammen med en anden"
Som jeg skrev tidligere, så vil jeg hellere leve i mit udemærket tilværelse med min kone, end at forlade mit ægteskab og være alene. Og jo, potentielt kunne jeg have en lykkeligere tilværelse sammen med en anden - men jeg har ikke en anden nu. Og hvordan fremtiden vil udvikle sig, det ved jeg ikke for nuværende.
Og mht. om jeg ville have gået fra mit ægteskab, hvis jeg stadig havde min elskerinde? Jamen, jeg havde alverdens mulighed til at gøre det, men tøvede for længe, og brændte mine broer fremad. Jeg turde simpelthen ikke - vattet, ja - men jeg tror ikke det er ualmindeligt.
Og hvis hun tog kontakt til mig i dag - hvad ville jeg så gøre? Det er virkeligt et stort "hvis". Jeg ved det ikke. Jeg ville ønske jeg kunne sige, at så ville jeg samle modet og gå... men jeg ved det ikke. Jeg har forsøgt (for et stykke tid siden) at kontakte hende igen - men jeg havde jo skuffet hende, og hun vil ikke trækkes rundt i det følelesesmæssige manege igen. HVIS hun nu havde reageret anderledes - hmm - og HVIS jeg kunne tage mig sammen og springe ud i det mere uvisse, men samtidig meget dejlige - ja, hvem ved.
Jeg ved ikke, hvordan jeg vil forholde mig i dag til dilemmaet. Men én ting er sikkert, denne debat har sat mange tanker i gang hos mig igen - med, som du skriver, en masse hvis'er. Og lige nu og her kan og vil jeg ikke forholde mig til en masse hvis'er, men kun til her og nu. Og her og nu er jeg i mit ægteskab, som jeg vil få det bedste ud af.

hvis ikke jeg indrømmede, at jeg tænker over hvordan det kunne have været.

Hej Hansens
Tak for dit svar. Jeg synes, det lyder til, at du har tænkt over tingene, og jeg kan godt forstå, at du gerne vil få det bedste ud af dit ægteskab, når nu det fungerer fint. En skilsmisse er en stor beslutning, som vil berøre mange mennesker og gøre mange kede af det - i hvert fald for en stund. Det er ikke noget, man skal kaste sig ud i, uden at man har overvejet det nøje.
Jeg må dog stadig indrømme, at jeg har svært ved at forstå, hvordan man kan blive i et forhold, som nok er udmærket, men hvor man ender med at gå på kompromis med sine følelser og derved negligerer dem. Men hvis det blot var et lille crush, du havde på et tidspunkt i dit liv, er det selvfølgelig heller ikke noget, man forlader sin familie for.
Hvad har din kone og din (tidligere, går jeg ud fra) elskerinde sagt til alt det her?

for mange år siden. Jeg kunne ikke beslutte mig, (små børn og en mand jeg faktisk elskede, men følte mig overset og tilsidesat af). Men jeg var voldsomt forelsket i en mand, som i alt passede perfekt til mig. Alt det svære i et parforhold var let og ligetil sammen med ham. men han kunne ikke vente længere. Forlod ikke kun mig men emigrerede.
Som du, gik jeg med tanker omhvis og hvis og hvis, - tænkte meget på ham og var ikke helt til stede i min hverdag. Sammenlignede min mand med ham og fandt ham perfekt og min mand kedelig og initiativløs. Først da jeg holdt op med at tænke over hvordan det kunne have været og se på forholdet som absolut afsluttet, fik jeg igen øje for min mand og elskede ham for den han var og ikke for den jeg havde håbet han var. - I dag kan jeg egentlig ikke forstå at den anden blev mere end et sværmeri og at jeg var på nippet til at opgive min mand og familie, - men det er som sagt mange år siden😖

Kære du, du lyder som om du er er dig selv utro ved ikke at gå efter det du føler.

sådan er det med os utro, vi glemmer ikke fordi vi blive i det vi er i. Drømmen fortsætter og en gang imellem føles det tomt ikke at have sin elsker på sidelinjen. Det er en konsekvens af at blive i det ægteskab, men valgte at være utro i.

er noget værre noget med "os utro". Kunne du ikke bare skrive "nogle" eller "mange" i stedet for at drage alle utro, også dem der ikke ligner dig, ind i din teori? Vi er nogle stykker, der ikke er i samme kategori som dig.

Partneren tiggede mig om at blive efter jeg havde været utroskab. Genkender ikke du skriver om at overbevise sin partner for at få lov at blive, jeg fortalte sandheden jeg ville noget andet og jeg elskede en anden.
Nej mit utroskab var ikke en fejl, hvordan kan utroskab være en fejl?
Ja der er noget galt i forholdet, så derfor var jeg utro.
Nej du kan ikke stole på forholdet efter utroskab.
Skidt karakter det kan man godt sige, men kun på det område ikke generelt. De utro bliver tilgivet af mor og far de fleste gange, så hvorfor skulle de tro andet?

Genkender så meget i det Hansens skriver - både i min egen og min elskers situation.
Først og fremmest er der den træghed, som de fleste nok har, når der er noget nyt de skal hoppe ud i. Det gælder jo ikke kun i kærligheden, men så mange andre ting. Tryghed er et fundamentalt behov, men for nogen mere end for andre. Det er desværre så bagsiden, at mange af os såkaldt feje eller bare langsomme (?) personer hermed i vores angst for at slippe trygheden misser noget væsentligt i livet: At udvikle os simpelthen!
Selvom det også kan udvikle et menneske at gennemleve smerte og afsavn, så vil jeg alligevel påstå, at der hvor vi mennesker udvikler os mest i positiv retning, det er når vi netop kaster os ud i livet UDEN sikkerhed for om dette spring UD nu også vil give os det vi håber eller tror på. Man kan jo netop ikke vide det på forhånd, for det er netop selve udfordringen. Vidste man det var det jo blot det trygge og genkendelige man søgte, men det er jo ikke det man søger og da slet IKKE lidenskabens væsen.
Ønsket og længslen efter at udvikle sig, ja det tror jeg også er en drift som kan gøre man blir utro. Men lytter vi ikke til den naturlige trang, bliver vi jo fastlåste og ulykkelige inderst inde. Det kan nok så velordnet og hyggelig dagligdag med den faste partner ikke fortrænge på længere sigt - nogle siger så at ægteskabet er dødt. Måske hvad lidenskaben angår, men ellers da ikke. P.t. har jeg det f.eks. fantastisk godt med min mand på masser af punkter - vi har også god sex sammen. Men jeg savner at udleve min lidenskab for min elsker - og jeg ved han har det på samme måde i sit ægteskab.
Jeg tror derfor både Hansens og jeg og min elsker har samme problem - og deler det med så mange andre, der forbliver i deres forhold selvom de er/var utro. Man er afventende - ser tiden an, fordi man ikke kan beslutte sig, men tiden indhenter os og chancen er så forbipasseret for at springe ud i det nye liv.
I mit tilfælde var det først mig der var træg - siden også min elsker - og nu er det blevet mere indviklet end udviklende for os begge - som situationen er her og nu.😖
Pus

citat:"Nej, min kone kender ikke mine inderste tanker og meninger. Om hun lever på en illusion - tja, det er måske for meget sagt. Vi holder begge meget af hinanden og har et godt familieliv."
Jeg synes bestemt ikke man kan sige ens partner lever på en illussion, fordi man går og har følelser for en anden uden at sige det - sålænge man stadig har et kærlighedsforhold til sin partner, man føler giver en noget, så vil partneren også kunne mærke det positivt. Jeg faker ikke her - tror heller ikke Hansens gør det. Vi utro kan jo dybest set heller ikke vide hvad vores partner har/har haft af drømme vi heller ikke hører om - måske var det deres fravær psykisk set (drømme?) der gjorde der blev plads for en anden i vores hjerter. [l]
Jeg kan bestemt heller ikke sige at jeg er blevet i mit ægteskab og så bare "må nøjes". Det er jo slet ikke sådan man har det, hvis man er/lever sammen med et menneske, som man elsker, og har elsket gennem et langt liv og derfor har begge så meget der binder sammen. Det føles faktisk, som har ens ægteskab slet intet at gøre med de nye følelser, der er opstået for en anden person. Mærkeligt men sådan føles det, og jeg tror ikke jeg er ene om at føle det sådan.
Tror mange ægteskaber der rammes af utroskab(og her mener jeg de der er gode og kærlige - også selvom de er problematiske)at de har mere lighed med den base, som man havde som ung i sit barndomshjem. Det er "det kendte"!
Her er man trods alt elsket for den man er - hm...den den anden tro man er 😮
Ja det er sgu en løgn at blive elsket på de vilkår, men igen ved vi jo dybest set ikke noget om på hvilke vilkår det egentlig er vi elsker den anden på vel?. Det jeg ser i min mand og som jeg elsker - er det nu også det sande billed af ham? Det kan man aldrig vide - men man kan FØLE det. Altså den kærlighed han giver er nok til overbevise mig om at være elsket - og den kærlighed jeg giver er åbenbart også nok for ham. Så enkelt må det være at elske - det er vores egen følelse der må være det afgørende og ikke hvad vi nu tror og mener eller håber på den anden føler.
Pusser

af længere varighed. De udvikler sig jo ofte også til en slags base (på godt og ondt) akkurat som da man boede hjemme. Men det er ikke nok - som det heller ikke var nok dengang man boede "hjemme". Man måtte ud og opleve verden og udvikle sig, den trang har man også som utro tror jeg, uden man bevidst har tænkt over det. Men måske er det den ubeviddste trang til at udvikle sig, der også gør nogen blir utro. Man har gennem lang tid mærket, at der ikke er mere at komme efter i ens ægteskab - så at sige. Derfor søger man UD. Men så tør man alligevel ikke helt, for måske vågner partneren op og giver håb om en ny udvikling, eller også tør man bare ikke tage det afgørende spring. Jeg turde ikke 😖
For tar man springet, ja så er der nok ingen "kære mor" bagefter at komme hjem til... 😮
Men i lidenskaben er der også usikkerhed omkring faste normer mellem de elskende - og det er jo i sin natur utrygt. En forelskelse og lidenskab rummer alt det uforudsigelige og nye i sig - alt det ukendte. Det er lige dette der giver både den store forløsning og udvikler en, så man føler sig som et HELT menneske igen. Men samtidig lover et sådant forhold i sagens natur ikke tryghed, heller ikke selvom de to elskende er 100% trygge og frie imens de er sammen. Det er vel det der holder nogen af os tilbage tror jeg.
Mit ægteskab er nok mere blevet en slags platform, hvorfra jeg kan møde verden og udfordres. Her kan jeg være mig selv og jeg kan lave min kunst også og møde andre mennesker, der siden udvikler mig - så det er ikke at være "død" hvis man bliver i sit ægteskab. Men alligevel lever man ikke helt. Jeg kan jo ikke udleve mine inderste ønsker, for jeg kan ikke udleve et kærlighedsforhold til den anden mand, som jeg stadig er forelsket i. Ingen af os kan det, men det er jo det vi utro jo inderst inde godt vil.
Summa summarum: Et langt parforhold eller ægteskab hvor den ene part på et tidspunkt søger UD for at opleve kærligeden med en anden, det har jo ikke længere det indhold, som man oprindeligt dannede par på. Derfor er det vel også en form for tryghedsafhængighed, hvis man bliver i sådan et forhold/ægteskab. Men man bliver i det, også selvom man tænker på en helt anden - f.eks. når man længes efter lidenskab efter at være et helt menneske igen. Mange parforhold (om ikke alle ?)får os desværre til at formindske os selv i kærlighedens navn. Også selvom det udviklede os oprindeligt, så synes jeg at se et mønster her, at mange får stækket vingerne i et længerevarende parforhold. Ærgerligt det er sådan, men måske det vil ændre sig efterhånden som utroskab bliver mere og mere almindeligt og derfor også mere accepteret. Håber jeg 😉
Pusser

er stupide idioter uden ansvar for egne handlinger? Og uden evne til at handle på dem?
Du elskede en anden, du ville noget andet. Hvorfor gjorde du ikke noget ved det? Tror du ikke du overvurderer din ægtefælles magt over dig, eller er du bare et skvat?

Fordi jeg er et skvat som du skriver sammen med de fleste andre utro, men stupide idioter vil jeg ikke kalde os utro. Det er noget af en generalisering du her kom med, for de der bliver sammen med os utro, vil du vil ikke kalde det samme eller hvad. De har jo også fået kodeordet om deres forhold foræret lige ned i skødet af os utro og alligevel bliver de. Hvem er et skvat er vel en definitionssag og hvilken sidde man ser sagen fra.
Jeg tror begge er nogle skvat, den ene håber og den anden vil væk, men ingen af dem formår af gå med respekten til deres forhold i behold.

at jeg ikke tror man kan generalisere ret meget når det gælder individuelle menneskers adfærd, så kan jeg ikke se andet end at du netop gør dig skyld i det samme som du anklager for:
du tror begge er nogle skvat, den ene håber og den anden vil væk, men ingen af dem formår af gå med respekten til deres forhold i behold.
Det var dog noget af en påstand, der måske passer på dig og en del andre, men langtfra alle. At være et skvat eller at optræde som stupid idiot er og gør de fleste begavede og ansvarlige, realistiske mennesker på et eller andet, måske flere tidspunkter, af deres liv, men der er faktisk nogle, både utro og bedragne, der lærer af deres skvattede og idiotiske handlinger.

Virkelig interessant at læse ærlige, gennemtænkte beretninger fra "det virkelige liv". En mand var så ærlig at fortælle om sine tidligere utroskaber. Han mener nu, han ikke vil være det nogensinde igen, da det nu betyder noget for ham - at han laver for meget rod i sit eget liv. Sjovt nok er min grund til ikke at begå utroskab eller have en affære med en allerede afsat person, at man sårer andre. (Ikke at jeg har været ufejlbarlig.)
Er begge former for motivation lige gode? Ikke som en garanti, naturligvis.
Hvis (!) det var muligt at garantere, at partneren ikke fandt ud af noget, ville det så være i orden med sexkapader/affærer? (Og den midlertidige partner (virkelig) var fuldt indforstået.) Jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, men det tror jeg, at nogle har det fint med?

det kommer helt an på hvem man er. - Et spørgsmål om samvittighed og så det vigtigste for mig at se: Hvilket forhold man ønsker og håber på at have til sin faste partner. Hvis man lyver/fortier og ikke engagerer sig fuldt ud, så mangler der noget. Dette 'noget' er måske 'noget' man aldrig har haft eller har forsømt at holde ved lige, og så er fristelsen stor for svage sjæle (kroppe!), der ikke helt er i kontakt med sig selv. Man lukker øjnene og undgår bevidst at konfrontere sig selv.

Kan kun være enig - godt formuleret, anonym. Men det er nok lettere sagt end gjort - at begge engagerer sig fuldt, hele tiden?

Ikke hele tiden, men så meget at man ikke vælger utroskab, for det er vel mangel på engagement og commitment til den man engang valgte at give sit hjerte.
Overfladisk kvinde, hvorfor denne iscenesættelse af dig selv med ikke det mest flatterende navn og med en lidt nedladenhed holdning til dig selv [f]

Tror du nogensinde at nogle tro de vil være utro nogensinde, og tror du nogensinde at dem der har været utro tror de vil være det igen. Tror du ikke det er en general livsindstilling som de fleste menneske har og nogle ender så alligevel med utroskab. Jeg tror ikke på mange tænker eller siger,jeg vil være utro for jeg synes det er dejligt. De fleste sige nok mere det gør man ikke, det må man ikke og de fleste tror eller ikke på det nogensinde vil ske for dem.
Der er ingen garantier her i livet eller ikke i kærlighed, men man kunne vel godt garantere en hvis form for respekt fra sin partner.
Jeg tror ikke du kan være utro uden at have det fint med det, for så er du nødt til at stoppe utroskaben. Du er nødt til at kunne være dig selv bekendt og jeg tror de fleste utro er sig selv bekendt, men godt ved deres handling er riv ruskende gal.
Jeg skal ikke mange år tilbage i mit 40-årige liv, hvor jeg sagde som dig, jeg ville ikke kunne se mig selv i øjnene, men det går faktisk ok med det, men jeg fik et chok over mig selv at jeg var i stand til at gøre noget jeg på ingen måde tidligere havde troet på, altså utroskab. I dag er jeg mere rummelig og forstående for hvorfor det sker, ikke det samme som jeg synes det er ok, men jeg forstår og peger ikke finger i dag af de mennesker som ikke lever helt efter den tråd som de fleste forventer vi gør, for måske er det netop andres forventninger og ens egne forventninger til hvad man bør gøre i dette liv, som er den største forhindring for at gå efter det vi inderst inde tror på helt generelt her i livet og ikke kun i forbindelse med utroskab, men selvfølgelig også kategorien utroskab som denne debat handler om.

Nej, ingen er ufejlbarlig. Samtidig er der folk, der undgår at være utro, fordi at det netop er noget, der betyder meget for dem. Den her med, at man ændrer mening, at alting bliver mindre sort-hvidt med tiden, er jeg på sin vis enig i - men jeg har endnu ikke ændret mening ift. at utroskab bør undgås, og jeg er ikke længere teenager. Jeg vil dog mene, at jeg måske bedre kan forstå dem, der kan komme til det nu. Dem, der gør det bevidst og gang på gang, må jeg indrømme, at jeg ser som værende for egoistiske (nej, ikke på den gode måde). Generelt.
Tja, måske betyder utroskab for meget for mig? Jeg ville blot blive ulykkelig, hvis min partner var utro overfor mig. Også selvom vi var kørt sur i det hele - det ville da være rarest, hvis vi begge var så frygtløse at turde at se problemerne i øjnene og gøre noget ved det.
Og: beklager hvis jeg virker nedladende overfor mig selv og selviscenesættende med valg af navn. For nej, så overfladisk er jeg ikke🙂Kvinde er jeg dog!

Altså den med at de utro er :"...svage sjæle (kroppe!), der ikke helt er i kontakt med sig selv. Man lukker øjnene og undgår bevidst at konfrontere sig selv." Den holder ikke en meter. Tværtom vil jeg sige det ofte er mennesker, der netop er så meget i kontakt med sig selv (og deres følelser) at de tør vove det store spring, som det er at være utro. Og at disse mennesker netop IKKE kan lukke øjnene for det de føler, for så bare at leve forlorent videre i attityden "lykkelig familie". 😖
Ja det kommer an på hvem man er. Utro er ofte ikke facademennesker, men følsomme og lidenskablige mennesker, hvilket mange af jer der fordømmer de utro ikke forstår. I tror at når bare facaden er flot og alt er agtværdigt og helt efter bogen udadtil, så er alt godt - men bagved lurer dæmonerne. Nogle kvinder får rengøringsvanvid og nogle mænd bliver indesluttede/deprime - når de ikke lytter til deres inderste længsler.
Men man har ikke disse uopfyldte længsler, hvis man lever i et suverænt ægteskab - et parforhold hvor man er i dyb og lidenskablig kontakt med sin partner. Det er netop fordi dette mangler, at folk bliver utro. Så det er forholdet og ikke den utro, der er problemet. Nogle gange kan utroskab ligefrem hjælpe parterne til at finde hinanden igen - andre gange gør det at begge eller den ene i forholdet får lukket øjnene OP og indser ægteskabt mere er en ramme eller institution - mens det oprindelige grundlag og indhold er forsvundet i kedsommelige småskænderier og materialisme [:|]
Pusser

Har aldrig hørt om "en general livsindstilling". Har generaler en speciel livsindstilling? Hvad med sergenter? "Hvis" form for respekt tales der om? Kan vi ikke får det at vide, hvem det er?

man kan godt sige, at jeg også har været utro mod mig selv... både i forhold til at blive med min kone, og i forhold til, at jeg ikke turde gå efter hende den anden.
Og som tidligere skrevet - så er det for sent nu, jeg tøvede for længe, så der er ikke noget at gå efter. Og så vil jeg hellere blive i mit ægteskab.

Ja - jeg har tænkt meget over tingene, og endnu mere igen, efter at have deltaget i denne debattråd. Om det var en god løsning at blive i mit ægteskab, det ved jeg ikke, men det var den løsning og mulighed jeg havde.
Der er ingen tvivl om, at jeg var gået på kompromis med mig selv, især da affæren stod på. Det var ikke nogen crush, som du skriver - det var langt dybere end som så. Jeg ville hellere ikke have satset mit ægteskab for et fling eller kort tids besættelse.
Jeg har den overbevisning, at en skilsmisse ikke er verdens undergang, og heller ikke nogen fiasko. Man har haft mange gode år samme - og så skal man videre. Mit problem var, at jeg havde det jo fint i mit ægteskab, og har det fint - men at det er et andet kærlighedsforhold end det, som man burde have med sin partner og sin kæreste. Og jeg turde ikke gå, jeg vaklede og tøvede - og så blev det for sent. Så tog min elskerinde beslutningen for mig, og hun gik. Jeg ville muligvis have handlet anderledes idag.
Min kone kender ikke hele sandheden - det kommer hun heller ikke til. Jeg kan ikke se nogen grund til det.
Min elskerinde - jamen, hun har da sagt højt og tydeligt hvad hun mente. Hun elskede mig, og jeg hende, men når jeg ikke kunne lægge handling bag mine ord, valgte hun at gå videre i sit liv. Og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg ikke selv kunne træffe beslutningen.

Når jeg læser dit indlæg, genkender jeg meget fra min situation. Især dette :
"Jeg tror derfor både Hansens og jeg og min elsker har samme problem - og deler det med så mange andre, der forbliver i deres forhold selvom de er/var utro. Man er afventende - ser tiden an, fordi man ikke kan beslutte sig, men tiden indhenter os og chancen er så forbipasseret for at springe ud i det nye liv."
Jeg turde ikke gribe min chance. Og turde ikke slippe min tryghed i min base, for det var for sent.
Og som min situation er nu, så giver jeg mig fuldt ud i mit ægteskab, da det er her jeg er og vil få det bedste ud af det. Dog vil jeg - måske - eller rettere, jeg håber, at hvis jeg nogensinde skulle falde for en anden kvinde igen, med de føleleser jeg havde for hende jeg mistede pga mit træghed, så håber jeg, at jeg har modet til at slippe min tryghedsbase, og ellers udvikle mig videre i livet.
Dette skal ikke forstås som, at jeg har "planer" om at blive utro igen. Det limbo vil jeg ikke udsætte mig selv for igen - eller andre. Men hvis en anden kvinde skulle finde sit vej ind til mit hjerte, og jeg kan mærke at jeg er ved at give efter - så ved jeg, at jeg må videre. Det håber jeg ihvertfald.

at PEDANTERS livsindstilling er at ævle løs om form i stedet for indhold!

Du må virkelig finde ud af med dig selv, om det du nu skriver du føler (at du fortryder du ventede for længe overfor din elskerinde) om dette bare er efterrationalisering eller om du virkelig her og nu (!) ville gå fra din kone - altså såfremt ifald du havde muligheden for at få din elskerinde. Jeg skriver det, fordi jeg godt vil have dig til at være mere sand overfor dig selv/overfor din kone/overfor din tidligere elskerinde.
Jeg synes, du skal tænke din situation godt igennem een gang for alle. Bild ikke andre eller dig selv ind, at det hele kunne være anderledes, hvis ikke netop DU havde villet det sådan og handlet eller undgået at handle som du gjorde.
Hvis du finder frem til du godt vil forlade dit ægteskab for din elskerinde - om du havde muligheden - ja så synes jeg du skal skrive et brev til hende omkring hvad du føler, og det uanset om hun evt. er sammen med en anden mand. Tag chancen for pokker!
Det vil dels befri dig for den sorg, som du garanteret føler under det hele, over det som skete. Men måske overfortolker jeg det, fordi jeg selv lever med denne sorg...?
Men du er manden, så du må agere. Kontakt din elskerinde - ikke for at indlede et nyt forhold her og nu, men for at finde ud af om hun aligevel står samme sted som du gør: længes efter dig. Måske har hun det som dig....
Gør dette for dig selv, men også for din kone! Har du slet ikke tænkt over at din kone kunne fortjene at opleve det samme, som du har oplevet? At hun fortjener en mand, der er vidt forelsket i hende som du var i din elskerinde - at din kone også fortjener at opleve kærligheden påny?
Jeg tænker faktisk ofte på dette - at jeg godt kunne unde min mand en nyforelskelse. Overvejer med mellemrum at afslutte mit ægteskab, netop fordi jeg mener han lever sammen med mig og er lykkelig (siger han) men samtidig kender han jo ikke mine inderste tanker. Han ved ikke at det er min elsker jeg alt for ofte tænker på, f.eks. når jeg ligger søvnløs om natten.
Men prøv at tænke igennem, hvad du vil fremover. Jeg er stadig i tvivl om mange ting. Har en god base sammen med min mand, men kan mærke på mig selv, at jeg ikke er helt til stede som før i mit ægteskab, og som jeg jo burde være 😖
Pusser [f]

Hej Hansens
Tak, fordi du besvarede mit spørgsmål tidligere i tråden.
Jeg har lige læst dit svar til Pusserpigen, hvor du skriver, at hvis en kvinde skulle finde vej til dit hjerte igen, må du videre. Har du tænkt på, at det egentlig ikke er så smart på den lange bane? Prøv at forestil dig følgende scenarium:
Du er stadig i dit ægteskab, du er egentlig glad, men du mangler at føle den der kærestefølelse og forelskelse mellem to mennesker, som du ikke får fra din kone. Men pyt med det... du får så meget andet fra hende, hun er en god ven. Du undertrykker dit behov for at leve i et kærestelignende forhold over tid, og en dag eksploderer lysten til at mærke den livsbekræftende følelse af at være forelsket. Du møder en kvinde, som kan opfylde behovet hos dig, og du ender måske med at blive forelsket i hende (eller i ideen om at være i et kærlighedsforhold. Det kan være svært at skelne).
Du indleder et forhold til kvinden, og du opdager med tiden, at dine følelser for hende vokser. Men hvad nu? Du er jo i dit ægteskab. Du vil gerne ud af det, og du har taget beslutningen om det og meddeler herefter din kone, at du ønsker en skilsmisse. Det kommer til at tage hårdt på både dig, din kone og evt. børn. Men det kommer heller ikke til at være nemt for den kvinde, du er forelsket i. Hun ender også med at skulle igennem en skilsmisse - sammen med dig - blot på sidelinjen. Det er der ikke mange "nye" forhold, der kan klare.
Du kan selvfølgelig også vælge ikke at starte et forhold op på sidelinjen, men blot informere "den udkårne" om dine følelser for dernæst at fortælle hende, at hun ikke skal regne med det store fra dig i løbet af det næste lange stykke tid, for du skal lige skilles først. Du ender med andre ord med at sætte et andet menneske på standby, fordi du ikke ønsker at leve alene og tage konsekvensen af, at dine følelser for din kone ikke er de samme længere.
Tænk så lidt over omstændigheder for det forhold, du muligvis indleder til en kvinde lidt senere i livet. Hvis du vælger ikke at sætte hende på standby, til efter du er blevet skilt, er de indledende omstændigheder for jeres forhold, at du er utro, og at I sammen går bag om din kones ryg. Det skaber altså en usikkerhed hos kvinden om, hvorvidt du er til at stole på. Din troværdighed er altså i spil fra første færd. Samtidig er I tvunget til at skjule jeres forhold og ikke vise jeres følelser offentligt. Det er så parforholdsdræber nummer 2.
Denne kvinde skal så samtidig også lige finde sig i, at hvis hun vil have noget med dig at gøre, må hun vente, til du er blevet skilt. Det er da ikke optimale betingelser for et parforhold, er det? Du kan ikke engang nyde forelskelsen ordentligt, fordi du skal tage stilling til advokater, familie, omgangskreds, kone, økonomi, deling af bo, og hvad der ellers følger med en skilsmisse, dit forhold starter under virkelig dårlige betingelser, fordi du ikke tog dig selv, dine følelser og din fremtidig lykke alvorligt, sidste gang du fik et vink med en vognstang om, at et ægteskab uden kærestefølelser ikke er nok for dig.
Som en eller anden debattør skrev, så vil det nok være en god ide for dig at afklare, hvad du gerne vil. Hverken dig eller din kone er tjent med et ægteskab, der fungerer mere som et bofællesskab end et kærlighedsforhold, med mindre det er noget, I begge er 100 procent enige om og afklarede med.
Uanset hvad du vælger at gøre, må du have held og lykke med det hele.

Kan sige det på denne måde pusserpige, at man er ved at kaste op og koge over af alle de følelser der buldrer rundt i ens krop 😖
Utro er svage sjæle, ja i forhold til det, at når man møder noget der virker rigtigt for en, så er utro svage sjæle for så er det svært at holde sig væk, selvom man godt ved, logisk set, at det ikke er det mest rigtige tiltag at være utro, men her får følelserne overtaget, og de taler ofte for sig selv følelserne, og de handler herefter. Alt fornuft og logisk tankegang forsvinder og så en dag opdager man at følelserne også har fået et større overtag end man måske ønsker, når man nu er gift.
Strøtanker som nok ikke siger så meget andet end følelser kan være svære at styre, selvom det på bedste Emma-Gad-mæssig stil ville være det mest rigtige. Men hold op de får en til at føle sig i live.

skifte ordet 'utroskab' ud med 'åbent ægteskab'! Bare du ville forstå at selv folk med suveræne ægteskaber har perioder hvor suveræniteten ikke er så fremtrædende, og endda kan og vil de bevare loyalitet og ærlighed og bevare fokus! Bare du ville forstå at det følsomme menneske sagtens kan leve (godt) i et åbent eller ikke-åbent ægteskab med et andet følsomt menneske, - endda i en ægte lykkelig familie, der ikke er spor forloren.
Hvis du lige rettede ind på disse punkter, så er du egentlig et ganske fornuftigt menneske😉, men undskyld jeg siger det rent ud: Hemmelige seksuelle forhold er for svage sjæle, ufølsomme og respektløse mennesker. Alt andet er kun undskyldninger for ikke at konfrontere sig selv og være i kontakt med sig selv. Kan du virkelig i fuld alvor påstå at en bedrager er følsom og i kontakt med sig selv?

slippe din neurotiske kassetænkning 😉
Undskyld mig men de "klodser" du stilller op tyder på du er ansat på et kontor (?)- som kan du ikke forholde dig til at følelseslivet ofte leves uden kasser, man kan presse det ned i - sortere det i. Følelseslivet er kendetegnet ved ofte at sprænger rammer, der i andre sammenhænge måske virker fornuftige, men nu pludselig ikke længere holder!
Du skriver om utroskab, som var du en kontorisk, der skal holde orden i sit kartotek, for at kunne finde ud af hvilken kategori, man skal putte problem x og y ind i 😮
Altså følelseslivet kan jo netop IKKE puttes ind i disse boxe eller klodses inde af regelsæt, men det kan fornuften derimod - så det er fornuften du taler om her. Og fornuft og utroskab er to forskellige størrelser.
OG er er så mange former for utroskab - udover den direkte fysiske - som heller ikke kan puttes ind i en box, hvor man f.eks. kan sige at vedkommende har løjet for sin partner, ved at fortie han eller hun føler stærk tiltrækning/kærlighed til en anden person. Man er sikkert "ren" idet man ikke har udlevet sin længsel, men det at være fraværende i sit parforhold, hvor man tænker på en anden end partneren, ja det mener jeg faktisk er en større løgn hvis vi skal tale om at lyve her. Mere end at udleve sin lidenskab og så værre TIL STEDE 100%, når man er sammen med sin partner den øvrige tid.
Jeg gav da mere i mit ægteskab, da jeg var utro (for da jeg var hjemme var jeg opfyldt og glad og NÆRVÆRENDE og gav min mand en masse) mere end jeg gør nu, hvor jeg er meget fraværnde, fordi jeg ofte tænker på min elsker og har sorg over det er slut imellem os.😖
Og jeg var meget fraværende (i åresvis) INDEN jeg "faldt" i med min elsker, her var jeg bestemt også mere utro = følelsesmæssigt fraværende, end mens jeg var fysisk utro!
Så hvad skal vi nu gøre med alle disse grænseovergange mellem reelt fysisk utroskab og så den følelsesmæssige, der ofte optager mere tid end selve affæren. Hvilken box skal vi putte dette mix max af utro følelser ind i? 😮
Citat:"Kan du virkelig i fuld alvor påstå at en bedrager er følsom og i kontakt med sig selv? "
Hm.. hvornår er man så en bedrager? Hvor mange stjerner eller minusser skal der til, for at man kan få titlen hæderlig eller bedragerisk? Sagt på en anden måde:
Hvordan og HVORFOR i alverden skal vi kontrollere hinandens tanker og gøren og laden -for at sikre os vi ikke bliver bedraget?
Hvad med at holde os til om vi er lykkelige sammen med vores partner - eller ej. Føler vi os elsket er alt vel som det skal være - omvendt hvis vi føler os uelsket, jamen så må den enkelte netop tage forholdet op til revision og finde ud af hvorfor. Vi har hver især et personligt ansvar for vores egen lykke. Og også et ansvar for OM vi accepterer et middelmådigt forhold, hvor partneren ikke gir sig selv i kærlighed, for vi kan kræver mere end bare lade stå til....
Så hvornår bedrager man mest, når man udlever sin lidenskab eller når man går rundt i sit parforhold og længes UD - eller efter elskeren/elskerinden. Ja svært ikke? Der skal jo næsten et dommerpanel ind for at afgøre dette. Så accepter dog at et parforhold består af to selvstændige individer, hvis følelsesliv, man ikke kan/skal kræve at kende til bunds - det er noget man selv må FØLE.
Det eneste man kan kræve er at blive elsket, når man har brug for det.[f][l][f]
Pus

utroskab kan have mange forskellige former, men fælles for alle er at man IKKE ER TRO, - at man fortier og ofte lyver om sine aktiviteter. Det kan være hip som hap om man er fysisk, psykisk, vedvarende eller momentvis utro, om det er af den ene eller anden grund, som man selv synes er berettigende til utroskab, men bedrageri er det i alle fald og bedrageri er egentlig altid en underskudshandling, ikke?. Selv de flotteste og selviscenesættende undskyldninger og formuleringer kan ikke ændre på det faktum. Man er MÅSKE utro fordi man har brug for at FØLE SIG elsket. Det mener du så at man har KRAV PÅ paa blive og dermed RET til utroskab, hvis man ikke føler sig elsket i sit parforhold! - Hvad med partneren? Har partneren ikke RET til at blive respekteret eller i det mindste at blive sat fri til selv at afgøre om han/hun ønsker at leve i et parforhold med en person, der søger at blive elsket andetsteds? For mig at se er utroskab nedværdigende og respektløst og - for at vende tilbage til trådstarters oplæg - besynderligt at disse følsomme, lidenskabelige, kærlighedsKRÆVENDE mennesker i så mange tilfælde alligevel er parate til og ofte i langt højere grad end den de har bedraget, vil kæmpe for at fortsætte samlivet, - næsten for enhver pris, jf. debattører, at hoppe på tungen for at blive taget til nåde igen. - Jf. flere debattører ved hjælp af nye løgne.
Som trådstarter skrev: Hvorfor er den bedragne pludselig 'god nok', når utroskabs-forelskelsen eller -begæret er dødt eller på andven vis umuligt? - Hvordan kan det dog gå til at I utro overhovedet vil have noget at gøre med et menneske, som I i den grad har vist disrespekt og illoyalitet.
Hvis alle dine dyre ord skulle gi' mening, så forlad den utilstrækkelige partner eller lav en gensidig kræmmeraftale om hvad man kan KRÆVE, når man har brug for det!

Og det er det som bogholdertyperne slet ikke kan forholde sig til og ikke bryder sig om. At man ikke kan forenkle følelseslivet og putte det ind i kasser - ikke engang en ægteskabkasse 😉- som man kan med så meget andet i livet.
For hvordan vil du egentlig måle hvor meget eller hvor lidt et menneske elsker, når det lever i et parforhold? Hvornår er man utro mod den andens og egne følelser? Er det virkeig så enkelt at det afgrænses til når manden f.eks. har et forhold til en anden kvinde? Hvad er sket INDEN han blev forelsket i denne anden kvinde. Hvilken kasse skal vi putte hans kones svigt ind i, når hun er ham "utro med kagemanden" henne på hjørnet og lader stå til og hun æder sig tyk og slasket, så manden ikke længere tænder på hende.
Eller hvilken kasse skal vi putte den ægtemands svigt ind i, når hans kone står foran ham og har gjort sig dejlig og forsøger at vække hans interesse, og manden knap nok gider se på hende, men nikker anerkendende distræt og ved hendes protester mod hans ligegyldighed siger:"når jeg ikke siger noget, kan du godt regne med alt er i orden" 😮
Disse scenarier er taget ud af VIRKELIGHEDEN - lidt stiliseret ja, men det er jo denne ligegyldighed, der fremkalder utroskab på forskellige planer. Altså både den utroskab, hvor man ikke rigtig er følelsesmæssigt til stede i forholdet og den hvor man udlever sin undertrykte lidenskab med en partner udenfor forholdet. Ligegyldighed og "laden stå til" er nemlig kimen til utroskab og er i min optik i sig selv det samme som MAN IKKE ER TRO! Det er her det hele starter, og hvem der begyndte på hvad er i grunden underordnet. Utroskab i et forhold er et FÆLLES ansvar. Jeg tror overhovedet ikke på din fremstilling i sort/hvidt, som var den såkaldt svigtede/utrosramte godheden og(k)ærligheden selv mens den væmmelige utro er en bedragerisk løgner 😮
Pusser

Hej Anononononym
Tak for dine betragtninger - det har givet mig en del at tænke over. Nu er det sådan, at denne tråd lagde ud med, at trådstarter spurgte, hvorfor den utro blev i deres ægteskab. Det gjorde jeg, fordi min elskerinde forlod mig. Egentlig såre simpelt.
Men tråden har udviklet sig, og med det, flere overvejelser. Jeg er som flere gange nævnt, meget glad i mit ægteskab - og ja, jeg mangler kærestefølelsen (på godt og ondt), som jeg synes burde høre hjemme i mit ægteskab.
Jeg kan godt følge dig i, at hvis jeg skal videre fra mit ægteskab - og hvis der skulle komme en ny kærlighed og krydse min vej, så vil det være "lettest" og "bedst", hvis jeg var fri af tidligere forhold, så vi kunne starte på en frisk. Hvis det nu var sådan.
Men det er spekulationer og en masse hvis'er. Jeg må og vil leve i nuet - og i nuet er jeg i mit ægteskab og sammen med min familie. Det kan være, at det ændrer sig, hvem ved?
Det kan også være, at jeg genfinder min kærlighedsfølelse med min kone? Måske. Måske ikke.
Jeg vil sige mange tak for dit indlæg, som skrevet har det givet med en masse at reflektere over, som jeg ikke tidligere har overvejet. Det vil og har jeg taget til mig. Jeg er dig sikker på, at jeg ikke vil gå fra min kone, fordi jeg måske vil finde en anden på et tidspunkt, og derfor vil være "klar" til hende. Men mine overvejelser går mere i retning af, at se mere på, hvad det er for et forhold jeg har med min kone nu, om det "blot" har udviklet sig til et meget tæt og dybt venskab, og om jeg kan leve med det. Og jeg vil være meget mere opmærksom på, om jeg undertrykker mit behov for et kæreste-kærlighedsforhold i sådan en grad, at det vil være bedre at gå.

Jeg har tidligere taget kontakt til min elskerinde igen - efter hun havde stoppet med mig - for at se, om der var mulighed for at genoptage vores forbindelse, og om vi kunne / skulle satse på noget sammen. Det er også derfor jeg ved, at hun er videre. Hun ved, hvad jeg føler, men jeg har desværre brændt mine broer i den henseende. Så jeg har ageret - og blev afvist. Nok mest af frygt fra hendes side om at blive brændt igen, men afvist alligevel.
Jeg kan forstå, at du også står i samme situation som jeg - eller sådan til dels, af hvad jeg kan udlede af dit indlæg. Især det, at man har en rigtig god base og samhørighed med sin ægtefælle - men alligevel er man ikke helt tilstede i sit ægteskab.
Jeg undrer mig dog over noget, hvor du skriver : "Men du er manden, så du må agere. Kontakt din elskerinde - ikke for at indlede et nyt forhold her og nu, men for at finde ud af om hun alligevel står samme sted som du gør: længes efter dig. Måske har hun det som dig...."
Men hvorfor er det manden, der skal agere, blot fordi jeg er mand? Er dette én af årsagerne til, at du ikke er sammen med din elsker mere, fordi han ikke kontaktet dig for at høre hvor du stod, og om I begge fortsat længes efter hinanden?

Nu må du altså lige spise brød til. citat:"...utroskab kan have mange forskellige former, men fælles for alle er at man IKKE ER TRO, - at man fortier og ofte lyver om sine aktiviteter. Det kan være hip som hap om man er fysisk, psykisk, vedvarende eller momentvis utro, om det er af den ene eller anden grund, som man selv synes er berettigende til utroskab, men bedrageri er det i alle fald og bedrageri er egentlig altid en underskudshandling, ikke?."
Så er spørgsmålet jo nærliggende. HVORNÅR skal den enkelte i et parforhold berette om sine aktiviteter - de ydre såvel som de indre. Hvor meget skal ens partner vide om ens tankeverden f.eks.? Er det virkelig en underskudshandling at man holder visse ting i sit følelsesliv for sig selv. Hvor er bedraget? Hvem har krav på andet fra sin partner end KÆRLIGHED - skal man også ind og snage i den andens private gemakker, vil jeg mene man selv er i et stort underskud - ikke partneren.
Men mange kvinder har denne kontroltendens overfor deres mænd - især på det følelsesmæssige område. Mon det kunne tænkes, det lige præcis er dette der gør mange mænd forfalder til at leve i deres EGEN verden med pornofiksering eller flirt til højre og venstre. Hvis konen kunne give kærlighed fremfor kontrol, er jeg sikker på at manden ikke ville have disse behov.
Og omvendt det samme med koner til mænd, der har mere travlt med egen karriere eller at beundre andre kvinder fremfor sin egen kone. Hvorfor mon de kvinder lukker en bejler ind i deres liv - tror du de ville gøre det, hvis de fik mopmærksomhed og kærlighed nok fra deres mand?
UTROSKAB AVLER UTROSKAB!
Og hermed mener jeg at det er forfaldet (læs manglende opmærksomhed og seriøsitet) der jo forekommer i de fleste forhold, som lægger spiren til utroskab. Om det er mentalt i det daglige man svigter, eller på det fysiske plan med kagemanden eller elskerinden er hip som hap er det ikke? Nej et overskudsægteskab er det ikke - kender du ret mange ægteskaber der er i overskud - jeg tænker ikke på facaden, for den er de fleste af os jo gode til at spille 🙂😮
Nej vi kan lige så godt indse at troskab i ordets sande betydning ikke eksisterer i denne verden - hverken overfor Guds love eller parforholdets. Men tilbage er så at være TRO overfor sig selv - det må være det kompas man skal gå efter, og som i sidste ende også giver ens omgivelser mest. Et menneske der svigter sig selv har ikke noget dybere at gi til andre mennesker. Et frustreret menneske sender flere vrede signaler uf end kærlige til de mennesker det er i berøring med.
Det var så en anden vinkel jeg kom med, og som sikkert ikke passer ind i din kassetænkning 😉
Pusser

og den utrosramte kan sagtens være væmmelig og bedragerisk, men det ændrer jo ikke på den utros status.
Jeg var selv den utro, - jeg havde mange, dog knapt så mange som du, forklaringer og undskyldninger, min partner var fuld af fejl og mangler og en væmmelig een, men det kommer ikke sagen ved! Det handlede om, at jeg var bedrager og valgte på min uvidende partners vegne. Det handlede mere om min egen integritet og om jeg ville være mig selv bekendt som bedrager, løgner og løftebryder.
Mit parforholds problemer er ganske rigtigt et fælles ansvar, men først og fremmest MIT ansvar; - jeg kan ikke gemme mig bag min partners måske manglende ansvar, manglende komplimenter, vægtøgning --- you name it, - partnerens svigt giver ikke mig lov til hverken samme eller andre svigt. Jeg er ansvarlig for mig selv og når jeg har indladt mig i et fast forhold til et menneske er gensidig loyalitet og ærlighed et must. Ønsker jeg at ændre/afskaffe betingelserne for forholdet, så er det altså ikke en elsker, der skal hjælpe mig med det, men min partner, - så kan elskeren evt. træde til derefter. Men al den snyd og bedrag og flygten fra sig selv er en stor ulykke for et parforhold. Tro mig jeg har prøvet og har selv brugt alle de dårlige undskyldninger for at overbevise mig selv. Sort/hvid? Tjaeh, - en bedragererisk løgner er en bedragerisk løgner og ikke noget jeg havde samvittighed eller bortforklaringstalenter til at kunne holde til at være!

Der er forskel på et udenoms-seksuelt forhold og ALT andet!
der er forskel på kontrol og åbenhed! Kontrol er ikke nødvendig, hvor der ikke er noget at skjule og man deler ud af alt det, den anden vil modtage.
Du får parforhold til at lyde som et modsætningsforhold, nærmest en krigszone. Hvorfor dog være i sådan et forhold, utroskab eller ej?

Du har helt ret i at

'Men tilbage er så at være TRO overfor sig selv - det må være det kompas man skal gå efter, og som i sidste ende også giver ens omgivelser mest. Et menneske der svigter sig selv har ikke noget dybere at gi til andre mennesker. Et frustreret menneske sender flere vrede signaler uf end kærlige til de mennesker det er i berøring med'.
men jeg tror ikke på at man kan være tro overfor sig selv og samtidig være utro! De fleste af os er dog så meget bogholdere, at vi ved at der til en kreditering hører en debitering, hvis regnskabet skal gå op og vi har en sund virksomhed. 🙂

mange kloge ting, som jeg helt kan tilslutte mig. Som tidligere utro har jeg gjort mig nøjagtig de samme tanker og konklusioner, som du skriver om.

Hej igen og tak for svaret.
Det er helt rigtigt, at tråden har udviklet sig i flere spor, hvor din historie er en af dem. Det har den nok, fordi det er sjældent, at den utro er åben over for de spørgsmål, der bliver stillet og ikke går i forsvarsposition. Derfor tror jeg, der er flere, der gerne vil spørge, når nu der er en, der gerne vil svare.
Jeg synes, du gør dig nogle gode betragtninger omkring dit ægteskab, og jeg synes også, det er godt, at du ønsker at fokusere på din familie og dit ægteskab. Det allerbedste ville jo være, at I genfandt de følelser, I havde for hinanden i starten, når nu venskabet mellem jer er så dybt - såfremt jeres følelser for hinanden stadig er der på det kærlighedsmæssige plan.
Dog vil jeg også mene, at du skal passe på med ikke at snyde dig selv for de oplevelser, der er ved at leve i et forhold fyldt med kærlighed. Derfor er det også vigtigt, at du mener det, hvis din kone og dig skal nå derhen, hvor I vil forsøge at vække den romantiske side af jeres ægteskab igen.
Det nytter ikke, at du gør det halvt, eller at du går på kompromis med dine følelser, så du stadig befinder dig i en tilstand, hvor du bevidst eller ubevidst søger efter noget, du ikke kan få i dit ægteskab. For på et tidspunkt kan den trang måske blive så stor, at du søger en anden, der kan opfylde dine behov.
Såfremt din kone opdager det og vil skilles, kan det blive en meget grim affære, i og med at grunden til skilsmisse ikke blot er manglende følelser/kommunikation/etc, men bunder i et tillidsbrud, der kan gøre det svært for især din kone, men også dine børn at tilgive dig for det - og så kommer balladen måske...
Dette er blot mine betragtninger. Det er svært at udtale sig om en situation, som man ikke kender det store til, men måske kan du bruge mine ord til et eller andet alligevel.

Du spørger Pus, hvorfor det er manden (dig), der skal tage kontakt til din elskerinde. Umiddelbart vil jeg også mene, at det er det, der er mest fair. Nu ved jeg ikke, om din tidligere elskerinde også var i et ægteskab, men hvis hun ikke var, er det da heller ikke at forvente, at hun vil tage kontakt til en gift mand i håb om at få et forhold, selv om hun har følelser for ham. Jeg tror ikke, at de fleste mennesker bevidst har lyst til at gå ind og pille for meget ved andre folks ægteskab - også selv om de er forelskede i den ene part i det.
Derfor er det vel også kun fair, at såfremt dine følelser for din tidligere elskerinde stadig er der, og at du mener 100 procent, at I kunne have noget sammen fremover, at det er dig, der tager kontakten til hende. Hvis du ikke er helt afklaret med det, synes jeg, at du skal lade hende være, så hun ikke bliver trukket rundt i det show, det kan udvikle sig til mellem din kone og dig.
Så kan man så diskutere, om det er rigtigt eller forkert at tage kontakt til en tredjepart, mens man er i et forhold. Det kan jeg ikke udtale mig om, eftersom jeg ikke kender din situation bedre.

Og en meget lang historie Hansens. Det er for smertefudt at tænke tilbage på, dels fordi det jo er mig, der ikke har turdet tage springet (i første omgang) og jeg har løjet for min elsker om mine følelser, men værst løjet for mig selv, fordi jeg simpelthen ikke TØR at springe ud af mit ægteskab. Min elsker er meget yngre end mig, det er nok også det som er hovedårsagen - men også at jeg har et langt og meget intens forhold bag mig med min mand, et forhold som nu mest er på vennebasis. Vi har haft og har så meget sammen - fælles interesser og livssyn også.
Situationen er umulig, næsten uanset hvad jeg gør. Megen sårethed er kommet ind over mellem min elsker og mig, og vi er begge næsten som to sårede dyr for tiden. Har mest lyst til - som strudsen - at gemme mig langt væk fra omverdenen, og bare lave det jeg ved jeg er god til, for det er åbenbart ikke kærlighed jeg mester 😖
Min elsker har tabt sig meget, kunne næsten ikke genkende ham efter ferien. Ja jeg ved han lider som jeg lider, og at han forsøger at frigøre sig også. Men han kontakter mig stadig og stikker en føler ud, hvor jeg nu står - men uden han giver sig til kende som før. Han virker afventende, som venter han på at jeg skal "afgøre" om vi skal afslutte eller fortsætte. Derfor skrev jeg at han er manden, så det må være ham, der skal tage initiativ om dette skal fortsætte eller slutte HELT! Det er for at slippe for selv at tage ansvar for mine egne følelser vel. Jeg er godt klar over, at jeg er een stor selvmodsigelse her, men jag kan bare ikke indrømme overfor ham, at jeg stadig elsker ham.
Så det er for at krybe udenom jeg gir "bolden" til ham.Men jeg ved godt jeg må være den nu, der bekender kulør. At det på det sidste især er mig, der har gemt mig i mit "lykkelige" liv og ægteskab. Men han er jo ikke dum, og han kan jo godt mærke, at der er noget andet nedenunder der ikke er afklaret hos mig.
Det er som spiller vi en bold mellem os - frem og tilbage. En ildkugle ingen af os vil eller kan holde på, og derfor straks kaster i hænderne på den anden, der så griber den og kaster den tilbage igen - og igen - og igen. Uudholdeligt og udmattende for os begge - men sådan er situationen nu.
Jeg lider under dette, også fordi alt det jeg havde bygget op i flere måneder, hvor jeg havde frigjort mig fra ham og fået mit liv til at fungere med RO og kreativitet omkring min kunst, det synes nu igen at smuldre og er allerede som et minde.
Føler mig igen UFRI og fanget ind. Sådan er mit liv her og nu 😖
Min elsker er som jeg såret. Og det smerter mig, når han tror, at jeg er færdig med ham og ønsker at komme videre. ja jeg ønsker det brændende, men jeg kan ikke sållænge han stadig kontakter mig. Det var derfor jeg skrev til dig du skulle undersøge om din elskerinde stadig er der og om hun stadig elsker dig. Du skriver hun er kommet videre. Det stiller jeg så spøtgsmålstegn ved om hun reelt er det.
Men du må sikre dig om det også er tilfældet, inden du opgir hende. Hun skal vide du virelig vil og TØR forlade dit ægteskab nu. Men er du stadig vaklende, så lad hende for gud skyld i fred. Kontakt hende igen, hvis du er 200% sikker på du tør forlade din trygge base sammen med din kone.kan været så såret fra tidligere, at hun ikke længere tror på det. Så det er op til dig som manden at tage initiativet! Du var jo den der valgte din kone fremfor elskerinden.
Hvordan kunne du gøre det? Og hvordan kan vi gøre dette mod os selv? 😖
Pus [f]

citat:"men jeg tror ikke på at man kan være tro overfor sig selv og samtidig være utro!"
Jeg har aldrig været mere TRO overfor mig sselv, end da jeg blev utro efter ca. 18 års ægteskab. Årende inden var præget af utroskab overfor mig selv som både kunstner og kvinde. Jeg vandt mig sev ti´lbage og takker min elsker for alt det livsbekræftende han gav mig i mit liv TAK! [f][l][f]
Jeg reddede underligt nok også mit ægteskab ved at være TRO mod mig selv 🙂
Pusser

og vredladne fordømmelse af den "bedrageriske løgner" du engang var, men som du nu heldigvis ikke længere er 😮 lyder som når storrygeren endelig er blevet fri af sin last, og efterfølgende er mere hellig end den helligste og mere vred på de formastelige rygere, end der måske er dækning for? Hvilken last har den tidligere storryger mon du fået skiftet cigaretten ud med tænker jeg - korset 😮😉
Pusser

dejligt for dig, men reddede du virkelig dit ægteskab? Hvordan kan du stadig være gift uden at være utro mod dig selv? - Og din mand?, - er han der kun så længe det kan betale sig for dig? - Du skriver selv et sted du er selvmodsigende, det har du 100% ret i, - og alle skal ha' lov at være selvmodsigende for mente man altid det samme i dag som i fjor, så var der ingen udvikling, men det kan undre at du mener du reddede ægteskabet. Du reddede (måske) dig selv (for en tid) og det er godt, men helliger målet midlerne? - Ja, jeg minder dig lige om at du er gift, hvis du helt skulle ha' glemt din ægtefælle!

aldrig røget, så jeg forstår heldigvis ikke rygernes hellige krig! Eller andre der bruger tid og kræfter på at glorificere egne laster, tvært i mod er jeg både ked og irriteret over de laster jeg må kæmpe med!
Og jeg har aldrig haft den last at pakke ærlige ord ind i bagatelliserende gevandter, så en spade er en spade og en bedragerisk løgner er præcis hvad der står, - lige meget om det handler om dig, mig eller hvemsomhelst før eller efter rygepausen!

Mit ægteskab er måske bedre end de flestes? 😉
Jeg er bare mere kærlighedskrævende og sandhedssøgende end flertallet, har jeg erfaret. Har veninder der der godtager at leve i et ægteskab uden glød - opfyldt af småproblemer dag ud og ind. Jeg vil så ikke kunne nøjes med den i parforhold meget normale tilstand, som kaldes "parforholdets blufærdighed" - overfor intimitet..? Eller overfor at give sig hen i nuet sammen❓Overfor at lade den anden part følge egne veje til PERSONLIG UDVIKLING F.EKS.?
Jeg vil lige tilføje at jeg sagtens kunne unde min mand at have et erotisk og bekræftende forhold til en anden kvinde end mig - en kvinde der kunne bekræfte ham mere. Det kan jeg unde ham nu, det kunne jeg ikke tidligere. Stor befrielse at kunne tænke sådan overfor et menneske man elsker. Jeg ved vi stadig ville holde sammen selvom han var utro - om ikke andet som livsvenner, for vi elsker hinanden højt, så ingen kan komme imellem os her INGEN!
Min mand har jeg opfordret til at være sammen med andre end mig - i sommer sagde jeg for sjov "du må godt" - men jeg vil ikke smittes! for så jeg skal i fald vide besked. Han sagde "det skal jeg da tænke over" . Og det sagde han ikke sidste år, hvor jeg foreslog ham det ¨samme, da sagde han at han aldrig kunne tænke sig andre end mig. Så måske han også har brug for mere - end jeg kan give her og nu. Jeg giver mindre nu, fordi jeg lider under savnet af min elsker.
Men da jeg var utro og lige efter, der var min mand da helt vild med mig og han fik da en masse ud af det. Han talte om at min krop "var skabt til at elske" - hm...dem de ord havde jeg altså ikke hørt før i vores 18 år lange ægteskab - omend han altid har været vild med mig seksuelt. Nej han blev gladere for mig på ALLE områder under og efter min utroskab, og det reddede vores ægteskab. Ellers var jeg gået. Tror løbetøsen kender til netop denne udvikling - at manden ændrer sig radikalt positivt.
Så min utroskab har da givet vores ægteskab en masse godt, og er da også årsag til jeg stadig bor sammen med min mand. Ellers var jeg for længst flyttet, da min mand åbenbart ikke kunne give mig at det jeg søgte. Jeg kræver måske for meget? Og ved du hvad, jeg tror ofte mænd er trætte af os kvinder og vores trang til at blive bekræftet af vores mand - måske skal mange kvinder (af min type) have to mænd, ja jeg er lige ved at tro det [l]😉[l]
Min mand sagde iøvrigt her i sommer, at han synes aldrig vi havde haft det bedre i vores ægteskab. 😮
Og årsagen ved jeg godt hvor ligger - jeg kræver ikke så meget af ham mere som før. Mine følelsesmæssige forventninger ligger et helt andet sted. Ser ud til det passer min mand fint - så du skal ikke have så ondt af ham. Joh måske lige nu, hvor jeg er meget fraværende i mit ægteskab, og derfor langt mere utro end da jeg havde min affære med min elsker.
Pusser

Men glæd dig nu over din genfundne "renhed" i stedet for at tonse "de urene". Det må da give dig lidt overskud - måske til at se mildere på os formastelige utro og bedrageriske "løgnere", som kun har ondt i sinde 😮
Pus 😉

med disse op og ned ture, hvor følelserne styrer ens liv. Det er rigtigt at det får os til at føle os "i live" ja det har du ret i og denne gang for mit vedkommende, så det forslår til et helt liv. For jeg har aldrig oplevet så langvarigt et kærlighedsforhod, der lever sit helt eget liv - men alligevel uden at blive udlevet. Jeg synes det er rædselsfuldt, også fordi vi begge ikke er frie af hinanden, men skiftes til at frigøre os. Vores reaktion er ofte at blive såret. Over næsten ingenting, aldrig har jeg følt en sådan overfølsomhed for en mand, ja det er vanvittig hårdt dette.[:*(]
Så jeg har faktisk fået nok i denne omgang mht. at føle mig "i live" Løbetøs. Ikke før i mit liv oplevet så langvarig en lidenskab for et andet menneske - som en følelse, der ligger under det hele og ikke VIL forsvinde.
Det vidunderlige vi havde sammen, det ser jeg nu også at det var en chance for os begge for et andet liv. Jeg vil sige han fik chancen på et tidspunkt, men vaklede. Jeg vaklede også først og ville først ikke gøre op med mit ægteskab, var angst for hvad jeg ville miste. Men for ca 1 år siden, husker jeg at jeg åbnede mig for den mulighed at forlade min mand og lod det være op til ham, hvad han ville. Han vaklede og efter først at have udtrykt vilje til at komme ud af sit ægteskab, ændrede han sig over et døgn faktisk. Konen og han havde fundet tilbage til hinanden - efter et større opgør - og han valgte familien. Jeg var mærkeligt nok lettet 😮
Men selvfølgelig også (igen) såret. Og siden har jeg ikke ønsket at blive involveret i hans liv. Jeg blev pludselig kastet tilbage til min barndom, hvor min mor i årevis havde et kærlighedsforhold til en gift mand, der heller ikke kunne træffe et valg, men netop vaklede frem og tilbage mellem to kvinder. Derfor holder jeg stand, for jeg vil ikke min elsker mere, jeg vil ikke ind i hans liv med hans store dilemma og usikkerhed omkring egne valg. Men mine følelser vil ham, min krop vil ham og savner ham, for alt ved ham tænder mig og gør mig kærlighedssyg. Især når jeg har været sammen med ham, eller vi blot har talt i tlf. sammen.[l]
Ville ønske jeg var i din situation, og ikke skulle se ham mere - selvom den tanke også gør ondt. 😖
Det er ham der igen og igen opsøger mig, og nu virker han han som har han fortrudt sit valg. Jeg ved jeg sårer ham, fordi jeg ikke giver mig til kende, men lader som om jeg er stærk i min besllutning og ikke længere interesseret, men han sårer også mig - det går begge veje.
Når denne lidenskab mellem to mennesker ikke kan udleves, så er følelserne så meget udenpå, at bare en lille ubetydelig bemærkning gør, at man føler sig stødt og såret. Han sårer mig blot ved at nævne ubetydelige hændelser omkring familien. Jeg sårer uden bevidst at ville det. Bare når jeg taler om mit liv og kommer med et par bemærkninger om min mand, så mærker jeg han reagerer - jeg mærker smerten.😖
Kender du den følelse, der næsten er værre end noget andet: At mærke hvor ondt det gør på en selv, når man sårer den man elsker og begærer. Sårer man det i selvforsvar? Bevidst eller ubevidst? Eller sårer man bare fordi som man siger "hurt people hurt" eller sårer man fordi den anden har alle følehornene udenpå og som sensorer opfanger det mindste signal - og derfor også signaler om hvor godt den anden trives med sin partner.
Håber Løbetøs at du har det bedre end jeg har det p.t. Ked af jeg ikke kunne fastholde min frigørelse fra i sommer. Lader til jeg nu må begynde forfra igen! Men jeg overvejer alvorligt om det bedste ikke ville være at flytte for mig selv. Forbereder det lidt, så måske gør jeg det om et års tid. Hvad med dig? Har du tænkt dig at blive i dit ægteskab for ever, eller tænker du også på at komme helt fri? Du er jo (som jeg) også følelsesmæssig fri af din mand, ja ellers kunne vi jo ikke være utro. Men alt det andet der binder jer sammen, kan du frigøre dig fra det? Jeg tror jeg kan, men nok kun hvis min mand "hjalp" til og selv havde de samme ønsker. Han kunne jo forelske sig i en anden kvinde, hvilket jeg virkelig under ham. Måske det ville lette lidt måske ikke....
Lidt tanker herfra til dig i samme situation. Rart at vide jeg ikke er helt alene 😉
Knus
Pus [f]

jeg må indrømme at dine indlæg har gjort stort indtryk på mig. Du har ikke direkte svaret på mit oplæg til debatten - og svaret på spørgsmålet hvorfor den utro bliver i sit faste forhold. (Det er også et svært spørgsmål, indrømmet). Jeg læser dig som om du stadig er noget ambivalent og at du er på vej ud af ægteskabet, da du følelsesmæssigt helt og fuldt har valgt din elsker, men hænger fast i det gode i dit ægteskab og måske usikkerhed om fremtiden med en meget yngre mand. - Snusfornuft: kan man ikke få den man elsker, må man elske den man får(har). Kan man så overhovedet rent fysisk blive hvor man er uden at gå i stykker? Du er jo ikke lige typen, der vil ofre sig for at din mand skal være lykkelig; heller ikke nogen kompromissøgende type, vel? Er der noget om, at du ikke vælger et liv med elskeren fordi der er nogle ting ved ham som du ikke synes er acceptabelt? - Er det noget med, at du tvivler på at du kan elske 'hele pakken'?
Jeg ville vælge at være single, elske (og elske med)elskeren og forhåbentlig være bedste ven med eksmanden. Jeg fatter ikke du kan holde til det som det er.

Det er en typisk utros tanke bare de ville blive forelsket i en anden😖 kender det og har hørt den sætning fra utro så mange gange, at det nok er et flugtforsøg fra os utro til ikke at ville eller skulle såre vores nuværende partner (mærkelig tankegang). Partneren tager så principielt den beslutning for os, som vi selv burde tage, men ikke har gjort. Det er straks være når så ægtefællen vil os, så sidder vi i spanden og hænger fast fordi vi ikke får smækket låget på, og gjort det vi burde have gjort, fordi vi måske ikke orker, kan eller overskuddet mangler til at slå sømmet helt i bund.
Jeg skriver lige lidt mere senere i dag, men skal lige knokle lidt på arbejdet, lave speciale med min projektgruppe, så måske du først hører fra mig i overmorgen.
Knuser

Jeg forstår, hvad du skriver, men prøv at vær lidt bedre end os andre, og ikke have en sikkerhedsventil, men gå efter det du tror på. Det er kun et spørgsmål om at du udsætter noget, som du burde gøre noget ved, så din kone ikke til sidst bliver en pligt for dig, fordi hun står som en støttepude for dig. Du skulle gerne blive fordi du elsker hende, er det ikke det hun har fortjent.
Sikkerhedsventilen er din kone, hvis du var i tvivl om hvad jeg mente. Kender det og udlever det selv, så jeg er på ingen måde dømmene 😖
Løbetøsen

"holde til det som er" derfor er jeg i en kæmpe krise for at finde min rette vej. Eller rettere jeg er igen faldet ned i hullet, hvor jeg må hive mig selv op ved hårene. Men i næsten to måneder har jeg her denne sommer haft det fantastisk og har haft det som når jegf har det bedst. Kreativ og i god harmoni samt hvad mange ville kalde det perfekte ægteskab - god sex og kærlighed. Jeg manglede bare lidenskaben, som jeg fandt med elskeren - men jeg savnede det ikke som nu, da jeg fik udlevet min lidenskab i min kunst 😉
Jeg må se at finde ud af hvordan det hele hænger sammen. Er den lidenskab mellem min elsker og mig kærlighed? Ja på en måde, men set ikke den store kærlighed fra min side - jeg har kendt mænd hvis personlighed jeg var meree facineret af og som jeg havde stor kærlighed til - bl.a. min nuværende mand. Så ja, det holder mig også tilbage, for min elsker er utrolig lækker og jeg vil sige han må da være enhver ung piges drøm af en ældre mand - så han kunne nemty få en kvinde 20 år YNGRE hvis det var det han ville. Men du ved jo sikkert som jeg, at når forbindelsen først er stableret og forelskelsen opstået er der ikke så meget at gøre. Man forsøger at frigøre sig og finde alle mulige fejl hos den anden - min elsker sikkert at jeg eer for gammel - og jeg at han er for meget drengerøv og jeg er vant til mænd der er langt mere afklarede og stærke i hvad de vil - mere mandfolk end drengerøve. Så selvom jeg er erotisk betaget af min elsker, så er det ikke ensbetydende med jeg elsker ham. Eler gør jeg? Hvorfor bliver jeg så jaloux og hvorfor bliver jeg blød, så snart jeg mærker han er såret og svag, og hvorfor bliver jeg iskold og hård, når han gør mig jaloux og ikke giver nok?
Er det kærlighed - eller er den lidenskab vi har som et drúg af en slags. Et stof vi er blevet afhængige af, men som slet ikke er sundt for nogen af os.😖
Det er det jeg vil finde ud af. Men jeg må tilbage til den lykke og frihedsfølelse jeg havde de sidste to måneder. Her var jeg både alene og sammen med min mand. Jeg kan jo slet ikke forestille mig et liv uden min mand, det er jo også problemet. Tro det eller ej, men jeg elsker ham virkelig og han mig.
Jeg ville ønske jeg aldrig havde mødt min elsker - eller at han blot kunne forsvinde nu, så jeg kunne komme videre. Problemet er at jeg gennem mit arbejde stadig har kontakt til ham, men heldigvis kun een til to gange om ugen - alt efter mødeaktivitet. Men det er stadig for meget, da han altid kontakter mig i den forbindelse pr. tlf. og face to face og igen bagefter på tlf. Jeg orker ham ikke, jeg ved jeg går ned på det med ham - kan ikke en mand der er gift og har familie og han elsker jo sit familieliv - hvad i alverden gør man med sådan en mand, når han ikke vil slippe en.
Nå jeg tror det løser sig af sig selv nu. Jeg har afvist ham så grundigt på det sidste, at han har trukket sig og jeg forventer han vil såre mig på den ene eller anden måde. Der er nok af kvinder der vil ham, så her får han ingen problemer.
Ja du ser det udefra - jeg ser det indefra og det liv jeg har levet og troet på med min mand gennem så mange år, kan jeg ikke bare slippe. Også derfor bliver jeg, fordi jeg har det mest godt sammen med min mand - han er min base og det er herfra jeg udvikler mig som kunstner. Men det gjorde jeg ikke før - det er først efter min utroskab at min mand har fået respekt for mig som kunster. Meget mærkeligt, da jeg faktisk er god og har flere beundrere 😉
Pusser

Min elsker sagde det samme bare min kone ville finde en anden, så jeg kan gå med god samvittighed [:*(] som I kan regne ud er han der endnu.

"At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik - ikke at vove er at miste livet/miste sig selv". At vove utroskab er at turde føle, ikke at føle er spørgsmålet så hvor meget i live man er. At sige folk er svage fordi de tør give sig hen, og være utro er der nok ikke meget hold i, men det svage er at man ikke gør op med det som man er parat til svigte for. Faktisk er utro ganske modige sjæle som tør, vil og kan give sig hen.
Svagt at elske, aldrig nogensinde kan det komme på tale [l] At turde elske, er også at turde miste, sådan er det nu engang, uanset om man synes det er rigtig eller ej.
For nogle er facaden vigtig at bevare, og så længe de ikke forventer at blive elsket på de betingelser er det vel helt i orden. Men ikke at elske, men at bevare en facade er også at turde miste en dag, så hvad er bedst.

og tilsyneladende alletiders undskyldning for utroskab, - men man kan jo godt elske højt og inderligt uden at være utro. - Det svage består i at give sig hen til een, mens man ikke har frigjort sig fra sine løfter til en anden. Ikke noget med facade eller Emma Gad, men ganske simpelt personlig integritet og troværdighed, og respekt for sin partner. - Utroskab er SVAGT.

Jeg har nu fået det afklaret med min elsker. Han vil ikke kontakte mig mere - udover hvad vi professionelt er nødt til, men det er også helt ok. for mig. Han er blevet klar over jeg ønsker at komme videre med mig selv, at jeg er følelsesmæssigt fri af ham, nok til jeg kan slippe ham nu. Og uden at gå ned på det. De sidste måneder, hvor jeg fandt hvad der er bedst for mig selv var guld værd. Her havde jeg ikke kontakt med ham, så jeg mærker jo en klar forskel nu hvor han er tilbage igen. Jeg ved hvor jeg skal lægge mine energier fremover, så den frigørelsesperiode var bestemt ikke forgæves [f]🙂[f]
En befrielse! Tænk at det ikke længere piner mig at tænke på det aldrig mere bliver os. Det er en stor ting. Det var alt for tungt at leve med, og han gav for lidt - gemte sig bag sin kones/mors skørter men ville samtidig mig. Og det ville han fortsætte med så længe jeg ville det, det er jeg ikke i tvivl om længere, derfor føles dette befriende at vide han også har opgivet mig nu.
Selvfølgelig er det trist, at noget så livsbekræftende - at to mennesker har stor lidenskab for hinanden - at det ikke kan udleves. Men det var ikke livsbekræftende at leve i dette dilemma, som han og jeg havde. Jeg mener stadig at han var den, der var mest bundet op og ikke kunne frigøre sig fra sin familie - hvilket jeg udemærket forstår. Men derfor skal han selvfølgelig også holde sig fra mig fremover. Det forstår han så nu. 🙂
Jeg var selvfølgelig også fej, men alligevel mere fri mener jeg, for jeg har jo længe overvejet at flytte for mig selv. Og det havde ikke noget at gøre med min elsker, men mere om jeg kan leve med min mand fremover og samtidig udvikle mig videre ad den vej, som jeg nu er kommet ind på. Det må tiden så vise.......

Men befriende at mærke, at det slet ikke piner mig mere, at få dette forhold til min elsker afsluttet definitivt. Det som pinte mig var, at han stadig var PÅ overfor mig, at han stadig træder rundt i det mudrede vand, som jeg jo hoppede ud af for et par måneder siden. Og i sommer badede jeg så i det reneste klare grønblå vand, og hvor var det helsebringende og livgivende. De bedste måneder i årevis. Det var som en renselse og en befrielse samtidig, og det kan jeg ikke bare glemme - kan ikke svigte mig selv mere.
Men indrømmer jeg faldt i igen (da vi sås efter ferien) men åbenbart kom jeg hurtigt op igen, for jeg er ude af det nu efter jeg var ved at kaste op af at svømme rundt i hans mudrede vand. Så her fik jeg en fysisk bekræftelse på, at dette skal jeg bare UD af!
Glad for at kunne skrive dette til dig Løbetød, for måske det kan give dig håb eller tro - eller hvad ved jeg - på at vi godt kan forlade utroskaben og se tilbage på det som skete, men nu som en positiv og nødvendig del af vores udvikling som ligger bag os - der er ikke længere en fremtid i dette. OG vi skal ikke hænge fast i det, hvis det tynger os og gør os ufrie.
Håber at høre om din situation en dag.
Knus
Pus [f]🙂[f]

utro ikke giver sig hen, så har du ret.
"At vove utroskab er at turde føle,"
Nej, det er at pisse i bukserne og så tage hjem til mor og få det hele skiftet.
At give sig hen, kan man ikke sige en utro gør. Den utro er jo netop IKKE villig til at slippe basen derhjemme, hvor mor eller far er. Utroskab er en vilje og lyst til at være fræk overfor mor/far i 5 min, og så vide, man ikke taber basen allligevel.
Men det er ikke at give sig hen. Det forudsætter nemlig man ubetinget er villig til at slippe basen.
venlig hilsen
Grøn

at leve i nuet hr. Grøn gør at man glemmer og lever intenst i det øjeblik, så kan du kalde det at pisse i bukserne, men så har jeg aldrig som menneske følt det så godt at pisse i bukserne, og her har jeg altid gået og frygtet at blive gammel en dag 😉 Er gammel, men ikke så gammel, endnu😉
Helt rigtig, man render hjem i tryghedens base efter man har fået luft og ilt nok til at komme videre i det man er i. Du ved du ikke kan provokere mig her, for du ved jeg giver dig ret, fordi jeg ikke har turde gøre op med det jeg burde have gjort for længe siden. Jeg undres stadigvæk over, at tryghedsbasen beholder en, men den er dejlig at komme hjem til efter at have have lyst til at være fræk overfor mor og far, hmmmmm det tænker man ikke lige over i situationen, når man er der, så er man der bare og får talt og talt og talt i den tid man har sammen samt dyrket sex, hvis man ellers er på rette sted og det er muligt i de omgivelser man er i.
Det er nuet man giver sig hen i, og det er vel nuet det handler om at leve i, og ikke fortiden eller hvad? Det er den der holder mig fast, fortiden, og det er den jeg på en eller anden måde hængerfast i. Man er ikke 100% til stede i sit ægteskab, når først man har været utro og ude på de skrå brædder. Det er en konsekvens af utroskab for mange utro, men det må vi selv leve med og ikke drage vores ægtefæller ind i, selvom de inddirekte er det alligevel.
Hr. provokatør, håber du får en rigtig god dag med masser af gode oplevelser 🙂 og jeg venter bare på din afklapsning i ord, for jeg ved du er god hertil.

Langvarigt et kærlighedsforhold, hvor lidenskaben har slået benene helt under en. Du rammer lige præcis sømmet, og det er den oplevelse man på en eller anden måde skal væk fra, hvordan man så gør det. Tiden gør det nemmere, de daglige mails, mødesteder osv, gør det nemmere for de forsvinder stille og roligt, og dag kigger man ikke mere efter de mails, så kommer den næste ting, de daglige møder lige pludselig får man en masse tid som man ikke tidligere havde, grundet alt den "overarbejde", hvad med den tid, den skal fyldes ud med noget andet, så hænger man fast i nogle følelser som er svære at slippe, for jeg har personligt i perioder haft et kæmpe savn i de følelser. I periode savner jeg ham rigtig meget og i andre periode, så er jeg så gal så du tror det er løgn, og det er nok ikke lige i den periode han skal komme i nærheden af mig på cykel forbi mit hjem, det er nok rigtig dumt, så er det jeg ville få afreageret, tror jeg 😃
Tilbage til det du spørger om: Det går faktisk godt, og jeg er kommet rigtig langt med mig selv og min accept af at jeg føler som jeg gør. Havde i lang tid rigtig dårlig samvittighed over jeg ikke var helt tilstede herhjemme, fordi jeg rendte rundt og drømte om en anden, men den accept har jeg nu fået fra mig selv, at sådan er det, og jeg kan ikke formå at gøre en forskel på dette område, åbenbart.
Frigørelsen kommer og går er min oplevelse. I perioder lever jeg faktisk i nuet og er helt tilstede i mit hjem, og i andre periode så sidder jeg og er rigtig ked af det, hvor jeg bare har lyst til at tudbrøle over min situation og min manglende beslutningstagen og mit eget manglende mod til at komme rigtig videre, når jeg udemærket godt ved hvad jeg burde gøre. Måske "overlever" jeg også herhjemme fordi min mand er super aktiv og er meget væk, grundet bestyrelsesposter, teater, spil, så det giver mig en hel del frihed til mig selv.
Jeg er glad for jeg ikke ser ham, så jeg kan godt forstå hvad du skriver. Glad for han blev tvunget væk til et andet job, selvom han påstod det var for min skyld han gjorde det, men det betingede jo ligesom han havde spurgt mig eller vi havde talt om det ikke 😉 Men det er måske heller ikke så fedt at sige, at min kone vil have mig væk fra dig, så lyder man jo ikke særlig mandlig eller set fra min side, så havde det nok været mere mandligt at sige, jeg vil mit ægteskab derfor er jeg nødt til at komme væk fra vores fælles arbejdsplads. Det havde lydt som en vilje og en tro på det han ville. Nå, men sådan så han nok ikke verden, det lød nok bedre at sige det var for min skyld, nu når han have lavet alt det rod. Hold kæft hvor kan jeg blive gal, når jeg tænker på det. Her ude i debatten skrives der om at en kone har lyst til at ringe til mandens elskerinde, jeg siger stop dog med det, for det er den rene sejer. Den dag hans kone ringede til mig og havde brug for mig for at være i sit ægteskab, tænkte jeg, nååå har du ikke styr på din mand. Nu er det det barnlige kommer, så tænkte jeg du har ikke haft ham længe andet end i dit hjem, hvorfor tror du han leger ude. Barnlig tænkt, men en ren overlevelse og det giver en vinderinstinkt, hvis først hans kone har behov for en, så smiler man i sit stille sind og siger til sig selv, jeg har ham åbenbart endnu inden hun ringer. 5 måneder senere at komme i virksomheden,hvor hun havde fået forbud fra at kmme grundet hendes handlinger fra gav mig kun svaret på mine spørgsmål. UPS hun har ham stadigvæk ikke, så ville hun ikke komme i virksomheden. Svaret på ens spørgsmål kom fra hans egen kone via hendes handlinger. Behovet ville ikke være at komme i virksomheden, hvor hun ikke plejede at komme, hvis deres ægteskab fungerede. Nok snarer tværtimod, men som min psykolog sagde, hvis man på det tidspunkt stadigvæk har det behov for at blive set, så har hun det rigtig skidt, og hvem kan ikke forstå det. Forhåbentlig de fleste, men samtidig tænker jeg mit, hvorfor kommer hun ikke videre, hun kommer jo aldrig til at tro på det igen, men hun mangler nok modet lige som jeg selv vil jeg tro.
Dette afspejler lidt, at ja jeg er kommet videre og på den anden side, så kan jeg f....være barnlig i mit tankemønster.
Der vel ikke noget at sige til at man vakler, når man er i et familieliv, det er jo ikke kun et ægteskab der stopper. Det er sandsynligvis også et venskab, venner og familier på tværs af vores ægteskab. Det er det der fastholder, for egentlig har jeg ikke lyst til at undvære ægteskabet, samtidig med jeg har lyst til at sidde i det lille hyggelige hus med udsigt ud over vandet, som bare er mit. Livet er kompliceret og svært, men at handlingeer åbenbart endnu sværere.
Du er ikke alene, jeg netværker med nogle stykker som er i samme situation som dig og mig, så vi er ikke alene med vores tanker. I det netværk er der faktisk 1 mand fra min egen afdeling, så vi får talt i periode meget om hvad vi føler og tænker. Min mandlige kollega siger, at så længe han får lov til at gøre som han vil, så bliver han. De har intet sex, men det får han så ude i byen. Han har kendt sin kone siden de var teenagere, så hun er svær at give slip på, selvom de har et halvskidt ægteskab som han siger. Han er en af de mænd som bare har lagt armene om mig og trøstet mig, når han kunne se jeg var helt nede og kravle i kulkælderen. På det tidspunkt anede han ikke hvorfor, men da jeg senere fortalte ham om hvad der var sket, sagde han bare han tænkte det nok, fordi jeg ikke kunne fortælle hvorfor jeg var ked af det. I dag bruger vi hinanden en hel del, lige som at være mødergruppe,så prøver man at spørge ind til om han tænker og føler lige som jeg. Jeps kan jeg så sige, langt hen ad vejen tænker og føler vi ens om vores utroskab, så vi 2 er ikke alene. Vi er nok flere end vi tror, men vi råber jo ikke ligefrem højt om det vel.
Jeg tænker tit på at mange tror at utroskab handler om sex, men utroskab starter ligesom i andre forhold med "at lyst starter med champagnen, ikke trussekanten" [l]
Som du kan læse op og nedture, som kommer og går, men for hver dag der går, går det hele nemmere og nemmere. Jeg er også heldig at have de bedste veninder, et dejligt arbejde som jeg glæder mig til at komme op til hver dag, min børn som jeg elsker overalt på jorden også når de er umulige, alt i alt har jeg et rigtig godt liv, men jeg oplevede bare kærligheden på et forkert tidspunkt i mit liv, og det savn må tiden gøre noget ved. Vier ikke palle-alene-i-verden med denne udfording, vi er hel del er min erfaring.
Knuser fra en allieret [f]

Fordi det er der, han vil være!
Tror det ville være en hjælp til at forlade forholdende, hvis de ægtefæller I trækkes med, kendte til jeres skriblerier herinde.
Fortæl hvad I skriver side op og side ned om her, og det kunne være, det gik helt af sig selv! Måske ægtefællerne så (endelig) kunne tage den beslutning, I er for feje til at tage. Jeg tror faktisk slet ikke, I ønsker det anderledes. Jeg tror faktisk, I råhygger jer med at dyrke jer selv og jeres patologisk ophøjede utroskabskærlighed.

Her er en historie fra det virkelige liv:
En mand var sin kone utro og han og elskerinden håbede angiveligt også vældig meget på, at konen skulle tage beslutningen for dem, ved at finde en anden. For det var jo så forfærdelig svært altsammen.
Og tænk det gjorde hun. Altså fandt en anden.
Og hvad mon der så skete? Jo ægtemanden faldt på sine grædende knæ, og jamrede og bad hende så inderligt om at blive. For han elskede hende lige pludselig så højt, og elskerinden var bare nul og niks, sagde han.

man skal grine? "utro er ganske modige sjæle som tør..." Modige??????
Det var ikke spor modigt, da jeg var utro, det var fejt!
Utroskab er en taberhandling og svaghed er dets fundament. Det er svagt og fejt at leve dobbeltliv og lyve og fortie; at bedrage sin ægtefælle, og lade ham eller hende leve på en løgn.
Endnu svagere er det, at blive ved med at finde på alle mulige dårlige undskyldninger, for at forsvare det.

at have en mand der har behov for andre 🙁

Nu håber jeg ikke du nogensinde har følt dig afklapset af mig, men gerne provokeret.😉
Du er en af dem der tænker over tingene og ved hvorfor du er, hvor du er. Det har jeg faktisk respekt for.
Jeg kan faktisk forstå og anerkender de fleste motiver for, hvorfor folk gør som de gør. Set fra begge sider. Men jeg hader er skuespil.
Du har ret i at nuet er afgørende. Der står en, som kan opflyde ens helt konkrete behov. Man burde jo nok tænke lidt over, hvorfor denne person kan opflyde det behov og ikke den derhjemme. Eller hvorfor ens partner havde behov for at søge løsningen udenfor tosomheden.
At give sig hen er for mig noget ubetinget. Det gør man ikke, når man vælger lidt på alle hylder, afhængig af hvilket "nu" man befinder sig i.
Følelser er noget svært noget. Nogle gange handler det om behov. Der hopper kæden af for mange. Jeg elsker hende, men får mit behov et dækket et andet sted. Jeg elsker at elske ham, på trods af......
For nogle fylder behovet hele kærligheden.
Bytter vi derimod ordet behov ud med respekt. Tja, så er vi sjovt nok alle enige om, hvad kærlighed er, og især ikke er.
Respekt med Kærlighed er IKKE, at sige jeg elsker hende, men får mit behov dækket et andet sted...... En sådan sætning giver simpelthen ikke mening.
Så respekt tak. Har man respekt for ens partner, eller har man det KUN fordi det er børnenes FAR/MOR?
Har man respekt for sig selv og sine følelser?
Rigtig mange lader sig styrer af behov. Den kortvarige lykkefølelse det give, gør så man jagter tilfredsstillelsen af sit behov, frem for at fremme respekten for en selv og ligeså vigtigt, ens partner.
venlig hilsen
Grøn

Dette er svaret:
Respekt med Kærlighed er IKKE, at sige jeg elsker hende, men får mit behov dækket et andet sted...... En sådan sætning giver simpelthen ikke mening. - Men den virker hos mange der er udsat herfor, for de vil gerne tro
Så respekt tak. Har man respekt for ens partner, eller har man det KUN fordi det er børnenes FAR/MOR? - langt hen ad vejen virker det, så begge parter burde skamme sig, både den utro og den forsmået for ikke at have mere respekt for dem selv

Betyder virkelig meget at læse om din skæbne - din livshistorie. Og enig at utroskab handler om så meget andet end sex. De timelange samtaler elskede jeg llige så meget 🙂
Men løbetøs, jeg tror du skal tænke alvorligt over om du skal blive i dit ægteskab. Ved godt at den kærlighed du har til din mand også giver ro og stabilitet og et godt venskab. Men du får svært ved at frigøre dig fra din elsker, når du ikke ser ham, og du hermed får et følelsesunderskud, som din mand jo ikke kan dække ind. Det ved du jo godt.
Jeg føler sorg lige nu, men det hjælper mig meget at min elsker også¨har opgivet mig, og nu forsøger at frigøre sig. Jeg får det først godt, når jeg kan konfronteres med ham face to face og se at vi begge er afklaret mht. at vi ikke vil hinanden fremover - selvom lysten til hinanden ikke er væk.
Det bliver så uvirkeligt og uhåndgribeligt, når afslutningen er så uforløst, som jeg oplever du og sin elskers forhold endte. At I ikke kan tale sammen mere og få afprøvet hvor I hver især står, og hvad I ønsker i fremtiden - det må¨være meget pinefuldt 😖
Håber du kommer fri på den ene eller anden måde.....
Knus
Pus [f]

Tankevækkende skrevet😖 jeg bliver flov😖
Godt indlæg hr. Grøn, hvor du lige netop får beskrevet det jeg selv ofte tænker. Dobbeltmoralen, for det kan vi vel godt kalde det, når du skriver følgende "Respekt med Kærlighed er IKKE, at sige jeg elsker hende, men får mit behov dækket et andet sted...... En sådan sætning giver simpelthen ikke mening." Nej sætningen giver ingen mening, men alligevel holder mange fast i den og tror på den. Tror de så på den når det kommer til stykket, heller er det bare endnu en måde at konstruere sine tanker på, som et rent forsvar for ikke at gøre noget ved sin egen situation.
Er ægteskabet for mange ikke et stort stykke skuespil. På et tidspunkt havde vi en Marie her ude i debatten, som kæmpede for at forsvare sine mands handlinger og ydermere ønskede hans elskerinde død og synes det var godt da det endelig skete. Dam, hvordan skal en død elskerinde kunne gavne deres ægteskab, når kærligheden ikke længere er der, når manden trods alt har søgt væk derfra. Jeg tror manges ægteskab er et stort stykke skuespil, hvor det er vigtigt at fastholde facaden, så gør man alt for at gøre facaden ok. Flere vælger ydermere at tro på os utro, selvom vi har vadet hen over deres tillid og vist vores manglende respekt, så vælger de alligevel at tro, hvorfor spørger jeg bare? Jeg kan forstå hvis de siger jeg har ikke energi til i øjeblikket at gøre noget ved situationen, selvom jeg godt ved det er noget møj, for ved de fleste ikke godt det er noget møj på det tidspunkt. Nu er det vi så begynder på redningsplanken, parterapi som igen afspejler en eller anden form for skuespil.Jeg må hellere gå i parterapi med min ægtefælle nu når jeg har været utro. Jeg bliver nødt til at give vores ægteskab en sidste respekt og en sidste chance. Det er den dårlige samvittighed over for ens manglende beslutningstagen der gør man hopper med på parterapivognen, selvom man godt ved løbet er kørt. Måske skal man heller ikke fornægte det måske er godt for nogle, så de får en afklaring med deres situation, men de betinger vel de er ærlige hele vejen igennem, hvis parterapien skal hjælpe. Hvor mange tror du siger i parterapiseancen, jeg elsker min elskerinde eller elsker for det er det liv jeg ønsker, ikke mange vel, men de vil allerhelst redde deres ægteskab, men i deres sjæl er de væk, men giver parterapien en chance fordi de håber og tror på det bedste. De glemmer bare en ting, at parterapi ikke får en til at elske en bestemt person på et bestemt tidspunkt, hvis det fundament ikke eksisterer i forvejen.
Joooo hr. Grøn jeg har set dig give nogle herude i debatten nogle ordentlige afklapsninger, men det er ikke gået ud over mig selv endnu, men mest måske fordi du ikke har skrevet noget som jeg ikke selv synes har været p.... irriterende ved mig selv 😉

Det er altid nemmere at være klog på andres vegne ikke pusserpige 😃😃😃
Jeg håber VI komme fri, så vi kan være 100% tilsteder der hvor vi vælger at være i vores liv[l]
Knus
Løbetøsen som tænker alt for alvorligt lidt for tit[:*(]

Jeg gør mig ofte klog på andres vegne. Sætter mig ind i en situation, som var den min egen og fortolker ud fra dette. Stort brist hos mig 😕
Men lige nu ville jeg helst være i din situation - ikke at skulle mødes med min elsker
nogensinde mere, for det er selvfølgelig stressende og en belastning. Men jeg er personligt glad for jeg har fået afklaret vores forbindelse - desværre med noget der ligner vrede - eller er det pludselig foragt? for mig - men alligevel at begge ved nu hvad vejen frem bliver. Vi skal ikke tænke fremtid omkring den anden - det er håbløst og for smertefudt. Vi skal ikke genoptage forholdet.
Den afklaring føler jeg ikke I to helt er kommet til sammen - det var bare det. Og når jeg læser dig, ved jeg jo hvor meget I har haft sammen, så det må være meget meget smertefuldt for dig dette. Men også for ham er jeg ret sikker på 😖
Knus
Pus

mod folk med andre oplevelser og andre reaktioner og følgevirkninger end dine egne-(og måske hvad man kan forvente af en utro) at blive så optaget af egne løgne at man overbeviser sig selv om at det er den skinbarlige sandhed! Du ser verden og andre mennesker, som du har besluttet at den/de er. Håber den barske men retfærdige grønne hulemand giver dig tørt på.
Helt igennem falsk reklame at kalde sig løbetøsen, når du ingen vegne kommer men står helt i stampe! -

Hun løber vist,og opføre sig som en tøs.
Tiltrods for der er tale om en "kvinde" på den forkerte side af 50 år.

Det er ikke en brist, det er en gode at man prøver at sætte sig ind i andres situation ud fra egen vinkel på sagen, hvor man spørger sig selv ud fra situationen, hvad ville jeg gøre, føle eller tænke😉 Bedrevidenhed er meget være, som mange andre her i debatten, som f.eks. aldrig selv været utro, som ikke aner andet end at være på den anden side som den forsmået part. Hvordan f.... kan de vide hvad jeg tænker og føler, og de vil heller ikke vide det fornemmer jeg, for sikke en aggresiv formuleringsevne nogle af dem har. Jeg ved selvfølgelig godt det ikke er fedt at få smasket lige op i fjæset, at ens nærmeste har eller er forelsket i en anden end en selv, og var de sikre på deres sag og deres ord ville de nok bare grine af det jeg skrev og ryste lidt på hovedet, men problemet er de ved det godt, at ægtefællen svigter, ikke bare fordi, men fordi de er i et ægteskab der ikke fungere p.t. og sandsynligvis ikke har gjort længe, sådan er det i hvert fald ofte er min erfaring.
Jeg giver dig ret, vi fik en dårlig afslutning og dermed vil den nok hænge over os begge mange år fremover. Vi taler jo ikke om 2 måneder, men om næsten 3 års bekendskab, og det tror jeg ikke nogen bare glemmer og propper i skraldespanden, sådan nogle gode år som har været udbytterige. Vi havde jo de bedste timer med hinanden. Der var ingen opvask, vasketøj der kom imellem hos - kun os 2.
Vrede er en form for forsvar, men det ved du lige så godt som jeg, så det er også en flugt fra en følelse som ikke er fed at have, når man nu fornemmer det ikke skal være jer 2, tror du ikke. Vi mennesker er jo supergode til den form for negligering af hvad vi tænker og gør, så laver vi os bare en historie vi kan leve med, i dette tilfælde vrede, men jeg synes bare ikke det gør noget godt overhovedet den vrede 😕
Jeg kan godt lide dine tanker og dine ord, men du kan også forstå, fordi du har eller sidder i samme suppedas som mig, men jeg trøster mig med at jeg levede i den periode og jeg ved jeg gjorde det fordi det gav mig mere end hvad jeg havde, ellers havde jeg ikke satset mit ægteskab.
Knuser
Løbetøsen

er bare så sandt så sandt. Ifgl løbetøs og co er der kun en sandhed, nemlig deres.
Andre utro med andre erfaringer kan så selvfølgelig ikke bruges når de missionerer.

Tak til dig og Hansens for jeres tanker og overvejelser omkring jeres ægteskab/utroskab.
Jeg genkender så mange af jeres følelser og overvejelser - var selv utro i 1 1/2, jeg blev meget forelsket og var parat til at satse alt på det 'nye' forhold, men det ville han ikke. Han valgte sin familie, men er nu igang med en ny affære med en fælles arbejdskollega.
Ord kan næppe beskrive fuldt ud hvad mit 'udenomsforhold' har ødelagt i mig - jeg har ændret mig utrolig meget. Jeg er fragmenteret, ikke rigtig tilstede i nogen aspekter i mit liv - Sorgen, vreden, afmagten kvæler mig.
Han gør mig stadig ør og skør, og ja, han ved hvor jeg står - Han har bare valgt at ignorerer mig!
Jeg har aldrig før følt, hvad jeg føler for ham - så utrolig smertefuldt i live, og komplet død indeni samtidig.
Jeg ser ham hver dag (vi arbejder sammen), og jeg føler mig så fanget og komplet handlingslammet både i mit ægteskab og på min arbejdsplads.
Ingen tvivl om at hvis han havde følt som mig, så var jeg blevet skilt fra min mand.
Døm mig bare, kald mig skvat, livsløgner....
Jeg bliver hos min mand fordi jeg ikke har andre steder at gå hen

Og at du må ha det rædsomt lige nu, for jeg kender situationen - dog ikke at jeg har oplevet at min elsker har startet et nyt forhold (endnu da) ved siden af sit ægteskab. Jeg tror det i første omgang ville gøre mig jaloux, netop fordi det var EFTER han har mødt mig. Hans kone er stadig "ufarlig" set med mine øjne altså 😮
Men på længere sigt ville det frigøre mig. Jeg ville bedre kunne klare at se ham, hvis jeg følte han var optaget af en helt anden kvinde. Så ville jeg være 100% færdig med ham - det ville da aftænde mig helt. Tænk over hvorfor du ikke kan blive fri- Kan det være fordi du mærker I alligevel stadig har følelser for hinanden? At han via den anden forsøger at frigøre sig fra dig måske? Ellers er du inde i en meget destruktiv fase, du må og skal komme ud af - hvis det virkelig er sådan at du VED han er færdig med dig. Så bør du også arbejde på at blive fri og komme ud af dyndet. Nemmere sagt end gjort ved jeg 😖
Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal råde dig. Men (hvis jeg tænker nærmere efter) så ville det hjælpe på min frigørelse, hvis jeg oplevede min elsker ignorerede mig og havde fundet en ny. Det ville få min positive selvopholdelses drifts energier op i mig - de energier vi ALLE har for at kunne overleve husk lige det! Og i sidste ende få mig til at LEVE igen!
Omvendt at hænge i dyndet, hvor forholdet er en umulighed (mens der samtidig stadig er kontakt og følelser og stærkt begær imellem partnerne) det er SÅ selvdestruktivt - og lige den situation som jeg gik ned på det for nylig. Jeg har haft en alvorlig krise, hvor jeg stærkt overvejede at sige mit arbejde helt op. Jeg kan godt klare mig uden, da jeg også tjener på min kunst. Men hvorfor skulle jeg gi op og nedsætte min levefod, når det ekstra arbejde jeg har gir mig så meget. Mine kolleger kan jeg da ikke undvære heller.
Så jeg gik hele turen igennem med mig selv OM jeg ville finde mig i mere - at min elsker stadig er PÅ overfor mig, samtidig med han jo godt ved dette er umuligt. Ikke mindst fordi han selv hænger fast i dyndet - et trygt ægteskab (uden lidenskab ganske vist) men som en god solid materiel base både for ham selv og hans børn. Hvorfor kan han dog ikke tage situationen til efterretning omkring egne valg? Og så stoppe enhver personlig kontakt mellem os helt. Det kan han så ikke, og det gør at jeg så selv må gøre det for os begge. Så jeg er begyndt at ignorere ham, og er nu blevet kold og professionel overfor ham - for første gang nogensinde. Men det tapper for energi og kræver jeg hele tiden er opmærksom.
Kunne det tænkes at din elsker ignorerer dig af selvsamme årsag? Han har indset han ikke vil gå fra konen, men hans ægteskab gir ham ikke nok, så han fortsætter sin utroskab, men nu med en anden end dig. Det gør det nemmere for ham her og nu - men måske har han stadig stærke følelser overfor dig (?) Ellers ville han nok ikke ignorere dig. Bare en tanke, da det jo er sådan jeg selv klarer at få min elsker "ud af systemet"...
Pusser

At møde ligesindene. Også her på debatten 😉
Har lige genlæst nogle af løbetøsens indlæg. Prøv at læse dem, måske det kan give dig lidt trøst og få dig til at finde din egen vej videre....
Her et par citater:
"Der vel ikke noget at sige til at man vakler, når man er i et familieliv, det er jo ikke kun et ægteskab der stopper. Det er sandsynligvis også et venskab, venner og familier på tværs af vores ægteskab. Det er det der fastholder, for egentlig har jeg ikke lyst til at undvære ægteskabet, samtidig med jeg har lyst til at sidde i det lille hyggelige hus med udsigt ud over vandet, som bare er mit. Livet er kompliceret og svært, men at handlingeer åbenbart endnu sværere."
Den med det lille hus elene et sted går jeg også i perioder og drømmer om. Men jeg er ikke altid allene i huset. Både min elsker og min mand kommer på besøg - dog ikke samtidig 😮😉.
Men jeg drømmer om at være FRI og mig selv og ikke bundet følelsesmæssigt op. Det er måske denne frihed vi kvinder - der er utro - søger ubevidst? Alligevel er det så pokkers svært at tage det afgørende skridt. Jeg personligt ville ikke kunne bære hvis min mand gik ned på det, det elsker jeg ham for meget til. Noget helt andet hvis han selv ønskede at leve uden mig.
løbetøsen skriver; "....jeg trøster mig med at jeg levede i den periode og jeg ved jeg gjorde det fordi det gav mig mere end hvad jeg havde, ellers havde jeg ikke satset mit ægteskab."
Netop! Det er vigtigt at huske sig selv på, at man jo LEVEDE mere intens og sandt end ellers da man var utro. Og ikke nødvendigvis tænke på det som en negativ hændelse, blot fordi den ikke varede ved. Alt i livet slutter en dag - også vores eget liv. Så tænk i stedet på du har levet livet, fremfor at tænke over hvad du mistede, da dit forhold til elskeren ophørte.
Men jeg forstår helt dine tanker. Også det med at du føler du nu lever fragmenteret. Ja for det ændrer helt ens personlighed at være utro. Men det gør det også at leve i et ægteskab, der ikke gir nok - siden man blev utro.
Så jeg går stadig ind for utroskab kan være sundt. Det er ikke nødvendigvis kun dårligt at få en nedtur og gennemgå det vi to - og løbetøs og hansens OG MANGE FLERE med os gennemgår. Man har muligheden for at genvinde/finde sig selv påny og på en langt mere dyb og integreret måde. Det er den proces du mangler at gennemleve. Lige nu er du i en fase, hvor du er offer for dine egne følelser. 😖
Jeg kom op igen. Jeg kom op på et højere stade (lyder højtravende ved jeg godt, men bedste udtryk jeg lige kan finde nu;) efter jeg kastede mig over min kunst - fremfor at gå til psykolog eller læge. Tror ikke på den vej i mit tilfælde. Men at arbejde med det jeg allermest elsker i livet og med en lidenskab, som gjaldt det mit liv (hm...det gjorde det måske også ) men DÈT har virket fantastisk på mig.
Har lavet det bedste jeg nogensinde har lavet 🙂
Jeg er blevet lykkeligere inderst inde i mit eget. Det er så min vej. Men også mit råd til dig, at du skal arbejde på dit eget projekt og med dine egne midler - det frigør nemlig samtidig dig fra din elskers magt over dig lige nu. At samle fragmenterne påny og blive hel igen.
Ønsker dig det bedste. [l]
Kærlige tanker fra en der forstår dig
Pus

Skønne kvinde, jeg griner lidt i mit stille sind, for han er lige cyklet forbi igen, og hvad gjorde jeg, ignorerede ham fuldstændig 😉 Jeg skal vel overleve ikke 😃
Denne verden er forunderlig at leve i, gud hjælpe mig, jeg udsætter mig selv for mange mærkelige hændelser, men en primitiv handling som at ignorere folk det virker for så stopper de ikke op og tror noget, som de helst ikke skal tro. Nu når jeg gerne vil videre i livet uden omtanke for den fortid som jeg åbenbart slæber rundt på, og bliver nødt til at glemme, fordi det skal jeg, i hvert fald på det niveau at jeg ikke falder i igen med ham, som jeg tog til mig på et tidspunkt i mit liv, hvor han gjorde mit liv lidt mere værd at leve.
Jeg fik et smil på dit skrevne ord, for jeg må indrømme jeg kun kan nikke genkende til det du skriver. Man kan blive nødt til at ignorere, for at slippe det man synes er interessant [:*(]

Hej Pusserpigen,
Du giver mig ord, når jeg ingen ord har. Jeg famler i mørke, og alting flyder sammen og gør ondt.
Jeg ved godt, hvad jeg burde gøre, hvordan jeg burde reagerer, men du så smukt sætter ord på: så hænger logik og følelser ikke sammen - de kan ikke sættes i kasser (og bør heller ikke efter min mening).
Jeg føler mig besynderligt befriet og indespærret på én gang - alt er ambivalent, dualismen er sat ind.
Jeg er så lidt tilstede i mit eget liv - jeg er en køddukke, der spiller min tildelte rolle til punkt og prikke, men ikke mere end det. Som en klog kvinde en gang sagde til mig: "Din hjerne er som en computer: der er for mange programmer åbne på én gang, så CPU'en kører meget langsomt nu".
Jeg giver ikke noget af mig selv - jo, til mine børn, mine elskede engle. Sammen med dem er jeg fri og resten af verden forsvinder, og tanker stilner.
Og det undre mig egentlig at ingen ser det, at jeg bare er en hul skal - jo, min tidligere elsker gør og ignorerer det, mig.
Han spurgte mig engang hvorfor jeg valgte at blive gift (jeg tror ikke på ægteskab som institution)- mit svar: Det virkede som en god idé på det tidspunkt.
Det siger vel alt?!
Er det her min endelig form - skal jeg forblive fastfrosset; en statue med en emotionel spændvidde som en gulerod?

Jeg er så delt, vakler konstant, men dine ord har fundet mig her i mørket.
Tak!

Så han er stadig PÅ overfor dig løbetøs? At han cykler forbi dit hus - og du ser det er jo ikke en tilfældighed. Flot at du kan "ignorere" det - men kan du det også i aften og i nat når du lægger dig til at sove?
Jeg føler et sted at det er så meningløst med jer to - tror den mand stadig længes efter dig. Og I har jo haft så mange gode år sammen, at det jo er vanvittig hårdt - for jer BEGGE! - at det så pludselig blev afbrudt. Mon ikke han tænker lige så meget på dig, som du på ham.? Men det må blive hans problem nu at komme videre. Hvis du igen indledte et forhold til ham på de vilkår I havde, vil du måske aldrig blive fri.
Men hvad nu hvis han en dag standsede cyklen - ville du så gå videre eller tale med ham? Tænk over det, for måske han gør det en dag. Godt at være forberedt på "den sags" 😉
Ja det er en personlig styrkeprøve at ignorere hvad hjertet banker for 🙁
Pus [f]

som vi kan støtte hinanden herinde [l]
Jeg føler også vi herigennem kan gi lidt mening med det vi gennemlever hver især. Her tænker jeg på os der lever i samme dilemma - som har oplevet stor lidenskab, der så en dag forvandles til dets modsætning. Ja noget dør indeni een. [:*(]
Jeg ved lige præcis hvordan du har det, og jeg føler med dig. Jeg var også TOM - en skal nærmest i en periode. Jeg gik ned for nogle uger siden. Magtede det ikke mere - konfrontationen på arbejdet og så bagefter at skulle være der for min mand. Og samtidig være den jeg altid har været: En meget livsglad person. Hun forsvandt for første gang i mit liv uden jeg kunne nå "hende"......
Og det var rigtigt som du skriver kun børn, der kunne nå mit hjerte rigtigt. Jeg tænker her på mit barnebarn, som jeg daglig fik billeder af, når jeg ikke kunne besøge mit datter, som iøvrigt ved det hele og støtter mig på denne måde 🙂
Mht. at din tidligere elsker kan se det på dig. Tror du ikke det gør ondt i ham også et sted? Og det er derfor han MÅ ignorere dig. Det tror jeg.
Men du må slippe det nu - og have tillid til at livet selv ordner sig og gør arbejdet for dig. Vær hele tiden så tæt på sandheden som du kan, så går du ikke fejl. Min metode 😉
Det har været alt for meget føleri, så jeg er blevet en praktisk gris nu. Det var måske også på tide 😮
Ser nu det som en værdi i sig selv, at lave praktiske ting uden anden grund end de skal gøres, som når fuglen samler strå sammen til sin rede og bygger den op hvert forår - påny. Ja sådan er det igen at skulle samle sig selv op og begynde helt forfra. Man skal nok begynde på det praktiske og se det som en opgave i sig selv - pligten. Jeg har sjældent set mine pligter som noget befriende før i denne periode. Det styrker mig, fordi jeg dermed ikke suges ned i hullet igen. Håber du kan gøre det samme - for dig selv. 🙂
Der er noget naturligt og sundt i ethvert menneske, som hvis det får lov at virke kan læge selv de værste sår. Vi er alle udstyret med et selvhelbredende gen, og det må du stole på kan gøre arbejdet for dig. Du skal søge det sande i situationen hele tiden, så hjælper du dig selv på vej. Tag din forh.v. elskers sårende handlinger til dig som en sandhed du godt tør leve med. Resigner endelig overfor ham uden smerte, se ham klart i øjnene og vis ham du har accepteret - ikke noget med at være offer. Nej accepter ACCEPTER vis ham forstået og derfor har opgivet ham.
Gør det uden bitterhed men som den sandhed, som du nu vil leve med. Så bliver det hans problem, hvis han stadig føler kærlighed til dig - hvilket jeg tror han gør et sted gemt godt nede i hjertets dyb. Men han vil dig ikke nu, hans handlinger viser det - han vil heller ikke sin kone. Stakkes mand han må da være endnu mere splittet - og er igang med en ny kvinde. Det bør kunne gøre dig FRI!
Du må videre nu. Byg en ny rede hvis du forstår - i det stille. Eet strå ad gangen pip pip 😉
For hermed kaster du byrden fra dig. Og giver ham den byrde, han selv bør bære. Den fragtmenterede tilstand du skriver om - din elsker splittede dig fra hinanden uden bagefter at samle dig op. Han fortrænger dig og lader dig lide i stedet. Men I har haft et forhold, og det kan han aldrig løbe fra - heller ikke de følelser, der har været mellem jer.
Jeg er oppe nu, lidt forslået og jeg fryser i perioder, men gennem mit praktiske arbejde og det at jeg laver bedre kunst er en stor lykke for mig - helt uafhængig af hvad mænd måtte byde mig.
Håber de sår du har i hjertet lidt efter lidt heler dig af sig selv - og brikkerne igen falder på plads, men nu på en ny måde. Du skal nok blive "menneske" igen og ikke kun den køddukke du føler du er nu. For pokker da, de mænd skal da ikke have SÅ stor betydning at de får en magt over os som KUN guderne bør have. 😉
Solidarisk knus
Pus [f]

Det skræmmer mig hvor hurtigt ting kan ændre sig.
Han kontaktede mig idag - skrev at han håbede at jeg var glad, hvor jeg nu var i mit liv. Han troede at jeg havde fundet en anden, og var jaloux, men vidste at han ikke havde nogen ret til at være det.
Jeg opsøgte ham og fortalte at der ikke er nogen anden. Vi snakkede om vores liv, mens spændingen mellem os steg.
Han ønsker at vi skal ses igen...
Livet vældede op i mig igen - bare tanken om ham, men jeg ved ikke om jeg kan, men ved ikke om jeg er parat til at gå glip af ham...
Med andre ord - jeg trænger til at tænke (selvom jeg ved præcis hvad jeg allerhelst vil)

.... fordi min eks prøvede også at komme tilbage nogle gang og det viser hvor svært det er at give slip på noget føles specielt, men egentlig også gerne vil sin familie
Jeg tror nu det er anledning til at give dig følgende ord med på vejen:
Giv mig mod til at stå og lytte
Giv mig styrke til at modstå fristelsen til at trippe videre
Giv mig indsigt til at vide, hvad jeg skal lytte efter
Giv mig overbærenhed over for det, som jeg ikke forstår med det samme
Giv mig kærlighed til at elske det, som jeg har hørt i mig selv
Giv mig evnen til at søge efter det, jeg har hørt
Giv mig troen til at turde ønske alt dette.
Du går nu ind i en proces, hvor du nu skal beslutte med dig selv kan du holde til mere eller vil du mere. Du skal nu til at passe rigtig godt på dig selv, men du skal også følge hvad du tror på, så prøv at kobbel både din hjerne og dit hjerte på, men tag en beslutning om hvad der giver dig mest lige nu og her. Ja, du kan godt tænke på i morgen og dagen herefter, men det slutresultat der en dag kommer skal du være parat til at kunne modtage og være forberedt på inderst inde. Lige meget hvad du gør er det din beslutning og du vil være i tvivl, så Dollface din beslutning skal tages ud fra, hvad kan du holde til og hvad har du lyst til. Begge dele er en nødvendighed at tage stilling til.
Taler jeg med mit hjerte mener jeg en ting, taler jeg med min fornuft mener jeg noget andet, så jeg har 2 elementer som taler imod hinanden. Det er konflikt, men det er en konflikt man må tage med sig selv.
Held og lykke med din beslutning, som jeg ved er svær og vil få dig til at snurre rundt i en karussel ren tankemæssigt.

IKKE. At han nu igen kontakter dig, lige som du er ifærd med at frigøre dig.Jeg har selv oplevet dette så tit. Telepati?
F.eks. min elsker (og jeg) kan fornemme, hvordan den anden har det uden vi har været sammen. Og telepati forekommer ofte mellem mennesker, der er ekstra følsomme overfor hinanden, har noget dybere sammen. Er sikker på din elsker har fornemmet noget, ja måske at du var igang med en frigørelse(?) Du har mødt ham hvor han ignorerede dig, du skrev herind og jeg svarede dig og du har tænkt meget over det forhold. Nu kontakter han dig så, og er PÅ igen. Hm, ja de mænd skal nok ikke føle, at de er for sikre på os! Når en elskerinde eller kone bliver for omklamrende og alt for afhængig af den mand hun elsker, så mister manden opmærksomheden og ofte kan det aftænde VISSE mænd. Husk det derude 😉
Ikke at man skal spille kostbar, men man skal altså tage for pålydende, hvad mænd gør - ikke hvad de siger. Det er deres handlinger, de skal bedømmes på! Og vi skal ikke lade vores kærlighedsliv styre af KUN en mand - det er nu bare min erfsaring med mænd. Og derfor jeg ofte anbefaler især kvinder at være utro - at have to mænd 🙂[l]🙂
Tror vi kvinder er alt for afhængige af den "eneste ene" at blive bekræftet af. Og vi er så dygtige til at tænke alle mulige undskyldninger ind i de "ubehjælpsomme" mænds hoveder, og omfortolke deres handlinger, så de lige passer ind i vores drømme om den eneste ene og hans altomfattende kærlighed til kun "mig". Men mænds seksualitet er mere udfarende, og det trigger dem vildt, når de mæker en anden kvinde har følelser for dem. Og mange mænd følger så op på dette - ja nogle (de utro mænd især) sætter bevidst disse følelser igang i andre kvinder, for at få boosted deres selvtillid. Jeg mener det er sandheden om mange mange mænd.
Det er hårdt at ville forholde sig til sandheden og kun den. De færreste magter det 😖
Men det er for mig at se den bedste medicin mod at blive skuffet og vildført af egne følelser. Går man på det grundlag ind i et kærlighedsforhod til en mand, så er man mere fri og kan også give mere kærlighed, fordi man ikke lever i en drømmevision. Tag de typer mænd som de er (især hvis de er gode elskere) eller hold jer langt fra dem. Det er mit råd 😉
Pus

At ting så hurtigt kan ændre sig. Hm..hvem siger de er ændret for din elsker. Han er polyamorøs vel, og det må du tænke over om du kan klare det. Tror ikke at han pludselig er tilbage igen, fordi han ikke vil konen eller den anden elskerinde. Men nu er det DIG der er interessant og som han kan skabe spænding med og blive tændt af. Det er også en leg. Kan man leve i det felt synes jeg man skal gøre det. Men din reaktion tidligere viser også at du er at for følelsemæssigt bundet op omkring ham. Men det er vi nok alle når vi er forelskede - kender det alt for godt 😖
Din elsker valgte dig fra på et tidspunkt - hvorfor ved kun du og han - men det gjorde ondt. Du var virkelig som levende død - som du beskrev det dollface. Jeg tror du har en slags besættelse af ham, eller måske du virkelig elsker ham. Han har derfor meget stor magt over dit følelsesliv, også derfor har han såret dig så dybt. Han har imellemtiden haft en anden elskerinde inde over, EFTER han fravalgte dig. Konen regner man jo ikke rigtig med, da hun ligesom er stigmastiseret som ufarlig, idet manden jo ikke gider hende nok (til han kan holde sig fra andre kvinder).
Men en anden elskerinde 😮
Det skal du kun forholde dig til overfor ham, hvis du mener det er relevant for jeres møder. Men ha` det in mente, når I er sammen, for på den måde kan du bedre frigøre dig, hvis det en dag bliver nødvendigt. Hvad jeg selvfølgelig ikke håber for dig.
Ellers lev dog i nuet et stykke tid endnu sammen med ham, og nyd du igen LEVER. [l]
Husk bare det som gjorde så ondt på dig, og vær forberedt på han kan gøre det igen. Men måske I er inde i et magtspil - det var min elsker og jeg. Er det stadig [:|]
Ved ikke om jeg skal ønske dig tillykke med din elsker er vendt tilbage. Blev helt glad da jeg her læste dit indlæg. Men meget afhænger af dig, og hvordan fremtiden bliver. Er du for afhængig af ham, vil han frigøre sig igen og finde en ny elskerinde efter et stykke tid - tror jeg desværre. Eller var denne fælles kollega blot en han brugte for at gøre dig jaloux?
Lad mig høre hvordan det går. Kan du ikke udholde at sige nej, så sig JA og lev dette ud med ham. [l]
Knus
Pus[f]