Jeg HADER kærligheden ...

Jeg hader kærligheden ... så kan det vist ikke siges mere passende ... jeg har opgivet håbet. Ikke om at finde den eneste ene, for jeg skal sgu nok finde ham, problemet er bare at jeg ikke ved hvordan jeg skal forholde mig til ham når jeg først har fundet ham!!
Jeg er en pige på 25 år, som aldrig rigtig har haft en kæreste ... ovenikøbet er jeg jomfru. Jeg har selvfølgelig været sammen med nogle fyre, men det er aldrig gået "hele vejen" ... pga. mig. Jeg har haft en meget træls oplevelse for nogle år siden, som gør at jeg simpelthen panikker når nogen kommer FOR tæt på ...
Men for lige at starte med det mest grundlæggende overhovedet - det der med at komme i kontakt med fyren... Jeg er en meget udadvendt person, og når jeg fx er i byen kan jeg sagtens snakke med alle omkring mig... men lige så snart det er en jeg synes om, kan jeg ikke finde ud af det mere.
Nu er sagen så den, at jeg har mødt en rigtig sød fyr ... vi har snakket lidt sammen, og har aftalt at ses en dag - ganske uforpligtende, over en øl og en film el. lign. ... Har skrevet til ham, og han synes stadig det lyder som en god ide ... nu er mit problem bare at få spurgt ham hvornår det skal være ...
Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til ham når han først står her!?!?!
Jeg har virkelig brug for hjælp, for jeg er rigtig træt af at se den ene søde fyr "gå forbi" efter den anden, fordi jeg simpelthen ikke kan finde ud af det her "game" ...
Nogen der kan hjælpe???

For nogen tid siden mødte jeg en mand. Jeg er dog meget i vildrede, om han mener noget med det. f.eks. har han ikke fortalt sin familie, og han syntes heller ikke, vi skulle give hinanden julegaver.
tror i sols læsere, at der er en fremtid?

For det første så lad være med at se det som et game. Du har garanteret ret i at det er lige vhad det er, men helt ærligt så gør det alt så meget sværere.
Personligt prøver jeg altid på, at vise ham at jeg er interesseret - ikke at jeg er head over heels for ham, men bare interesseret - men samtidig også fortælle mig selv, at hvis han ikke kan se det så er det først og fremmest hans tab. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes bare det tager en del af presset af.
Jeg har den holdning, at hvis jeg VIL kunne være mig selv når jeg er sammen med den fyr jeg er interesseret i, jeg kan ikke forestille mig at være i et forhold hvor jeg ikke kan være alle de personer som jeg er, men måske kun vise enkelte sider af mig selv.
Derfor er jeg stadig genert. Det er svært at være naturlig, så jeg tivnger mig selv til at tænke lidt mindre over hvad jeg siger, tvinger mig selv til at opføre mig åbent og det fører ofte til at jeg måske er lidt for fjollet, men pyt, det retter sig efterhånden.
Nu sagde du ikke lige at du var genert, men princippet er vel det samme. Du skal forholde dig til ham, så du er dig selv og har det godt med dig selv og sjovt når han er der. Og på et plan der er længere end bare den aften i ser film sammen, skal du lade ham vide at du er interesseret (hvis du er det), men at du ikke sidder og venter bare på ham, han er undværlig, men hvis det flasker sig sådan ville du da hellere være sammen med ham.
Og jeg skal måske sige at jeg aldrig har prøvet at sige noget af det direkte til en fyr, har ingen anelse om hvordan det ville gå. Men det er sådan jeg prøver at italesætte mig selv overfor mig selv. Altså de signaler jeg prøver at sende.

At du må finde fiskestangen frem igen, den gut er der ikke meget liv i.
God jagt

af fremtidige ÆRGELSER, hvis du ikke giver ham de velplacerede 10 kolde. Hvis man kan komme afsted med den opførsel, hvornår ophører "chanceland" så?

Jeg har selv været uhyggelig genert overfor fyre engang, men kan ikke huske hvordan jeg kom nogenlunde over det. Helt er jeg dog ikke kommet over det.

Jeg har en veninde som stod i lidt samme situation som dig for nogle år siden og hun var simpelthen nødt til at fortælle ham det som det var. At det var svært for hende at lade folk komme tæt på og at hun blev meget genert, så hun skulle lige have noget opvarmningstid :-) Han forstod det hele meget bedre og efter lidt rødvin slappede hun en smule mere af. Jeg kan ikke helt huske det, men jeg tror de var ude på ret mange "dates" før hun begyndte at føle sig lidt mere tryg.
De endte med at komme sammen, men er ikke sammen i dag. Nu har hun fået mod på at slå sig lidt løs, så vidt jeg kan forstå :-)

at du med de år på bagen ikke har fundet melodien.Men kærlighed er også en form for sindsyge, for man bilder sig selv og andre en masse ting ind, om den udkårne, som han / hun slet ikke kan leve op til.
Når prinsen står der, så tag dig en ekstra kold øl, og slå koldt vand i blodet, så kommer det hele helt af sig selv.
Nu er jeg så godt nok nogle år ældre end dig, så jeg ville alså ikke være bange for at blive afvist hos en kvinde, ved at sige til hende lige ud, at jeg ikke havde noget imod at lære hende nærmere at kende.
Man får jo med årerne hård hud alle steder, det får du også.
Men jeg bryder mig ikke om at du som 25 årig stadig er jomfru, når først du får taget hul på bylden, så er jeg bange for at du brænder fast på en fyr, og bliver der, og dermed mister du så muligheden for at høste noget erfaring, som senere hen vil kunne være årsag til at du bryder ud af ægteskabet, for at indhente det du ikke fik dengang.
Så vær nu rar, og gå nu ikke i panik, men pas godt på dig selv.
GOD JAGT

OmG !
Jeg er så færdig!

Er selv 19 år og har kendt en fyr i et års tid, har været meget utryg fordi jeg altid har stukket halen imellem benene er flygtet. Har været så skuffet over mig selv over min generthed og at jeg simpelthen ikke turde når nu alle mine veninder fik kærester på stribe. det var lignende med denne fyr jeg kunne ikke give ham nogen chance var simpelthen for bange og det var slet ikke fordi at jeg ikke kunne lide ham. Men i modsætning til de andre fyre jeg har kendt blev han ved med at være interesseret i mig og med tiden er jeg blevet mere tryg, så derfor har jeg nu givet ham en chance og ikke mindst mig selv. om det holder en måned eller flere år, ved jeg ikke, men har fået mere mod på livet i og med at jeg turde tage chancen.
så mit råd til dig er også at du bør sige til ham hvordan du har det med forhold og evt. også at du stadig er jomfru. Jeg sagde godt nok ikke til min kæreste at jeg var jomfru før den dag vi egentlig var sammen, men tror dog godt at han havde det på fornemmelsen, da jeg havde fortalt jeg ikke havde haft nogle reele kærester.
Men held og lykke ihvertfald, tror du skal give det en chance.