Dr. Ian Stevensons reinkarnationsforskning
Det 20ende århundredes store forsker i reinkarnation og hans arbejde
”Er der videnskabeligt belæg for reinkarnation?” ”Findes der videnskabsmænd, der driver seriøs forskning i det paranormale og dokumenterer sjælens eksistens?” Svaret er ja, dem er der flere af, selv om folk flest nok ikke er klar over det. Hvem ved således, at en fremtrædende amerikansk universitetsprofessor et helt liv har forsket i små børns spontane erindringer af tidligere liv og udforsket en stor del af disse sager til bunds? Langt fra alle har hørt om dette, og derfor beskæftiger vi os i dette og de følgende numre med Dr. Ian Stevenson og hans forskning
Dr. Ian Stevenson, Professor i psykiatri og mangeårig forsker i reinkarnation. Dr. Ian Stevenson er tidligere rektor for Department of Psychiatry ved University of Virginia, USA, og leder nu Division of Personality Studies sammesteds. Han har viet de sidste 40 år til videnskabelig undersøgelse af små børns erindringer fra tidligere liv og har mere end 3000 sager fra hele verden i sit arkiv. Mange mennesker inklusive skeptikere og akademikere er enige i, at dette arbejde udgør det hidtil bedste bevis for reinkarnation.
Dr. Stevensons forskning i muligheden for reinkarnation begyndte i 1960, da han hørte om et tilfælde på Sri Lanka, hvor et barn hævdede at huske et tidligere liv. Han interviewede barnet og dets forældre såvel som mennesker, som, hævdede barnet, var dets forældre fra dets forrige liv. Dette tilfælde gjorde Dr. Stevenson overbevist om, at reinkarnation kunne være en reel mulighed.
Jo flere tilfælde han gik i kast med, jo mere voksede hans ønske om at åbne videnskabeligt op for et mysterium, der hidtil var blevet udelukket fra videnskabelig observation. Derfor udgav han i 1960 to artikler i Journal of the American Society for Psychical Research om børn, der huskede deres tidligere liv. I 1974 udgav han bogen Twenty Cases Suggestive of Reincarnation (På dansk: Tyve tilfælde, der tyder på reinkarnation), der nu er en klassiker på feltet. Alle, der læste den, frydede sig over omsider at se en sådan grundlæggende videnskabelig forskning i dette for alle mennesker så afgørende spørgsmål.
Modermærker og tidligere liv
Under sin første forskning med børn, der huskede et tidligere liv, bemærkede Dr. Stevenson med interesse den kendsgerning, at disse børn ofte havde varige modermærker, der tilsyneladende stod i forbindelse til den død, de led i et tidligere liv. Dr. Stevensons undersøgelse af modermærker og medfødte misdannelser har en særlig betydning for reinkarnationsforskningen, da man måske her objektivt set har det stærkeste håndgribelige vidnesbyrd om en forbindelse imellem de to identiteter i de to forskellige liv. Direkte fysiske mærker, som de to kroppe fra de to liv deler, kan videnskabeligt set vise sig at være et endnu stærkere bevis på reinkarnation end allerede tungt vejende mundtlige vidnesbyrd og redegørelser.
Pigmenterede pletter på brystet hos en ung indisk mand, der, da han var barn, sagde, at han huskede et liv som en mand, Maha Ram, der blev dræbt af et haglgevær på nært hold.
Nedenunder ses til sammenligning med cirklerne de vigtigste skudsår fra haglgeværet på Maha Ram. Tegningen er fra den afdødes obduktionsrapport.
Således udgav Dr. Stevenson i 1997 et stort værk med titlen Reincarnation and Biology – A Contribution to the Etiology of Birthmarks and Birth Defects. I bogens første bind beskriver han hovedsageligt modermærker, mens han i det andet bind fokuserer på misdannelser og andre uregelmæssigheder, som børn fødes med, og som ikke kan forklares som genetisk arv eller hændelser før eller under fødslen. Dette monumentale værk indeholder hundredvis af billeder som dokumentation. I mange af sagerne, som fremlægges af Dr. Stevenson, har det været muligt fremskaffe de lægeerklæringer, der blev udarbejdet ved personernes død.
Dr. Stevenson tilføjer, at i de sager, som han udforskede og ’løste’, og hvor modermærker og misdannelser var til stede, konkluderede han, at reinkarnation var den mest sandsynlige mulighed. 30% – 60% af modermærker og misdannelser kan fastslås som fødselsdefekter, der er relateret til genetiske faktorer, virusinfektioner eller kemiske årsager (dvs. som dem, der forekommer hos børn, der er skadet af alkohol eller thalidomid). De øvrige 40% til 70% har lægeverdenen ingen anden forklaring på end tilfældighed, men takket være Dr. Stevenson kan det nu dokumenteres, at de faktisk ser ud til at have forbindelse til personens tidligere liv og død.
Generelle konklusioner fra Dr. Stevensons forskning
Dr. Stevenson opsummerer de generelle træk ved de mange sager, han har arbejdet med. Alle tilfælde med børnene, der husker et tidligere liv helt eller delvist, har fra et til fem træk til fælles.
(1) I det mest ualmindelige hændelsesforløb er det muligt, at en, der troede på reinkarnation, udtrykte et ønske om blive født af et bestemt par eller den ene part i et par. Dette skyldes normalt, at de er overbeviste om, at de vil komme i gode hænder hos disse bestemte mennesker. Sådanne forhåndsanmodninger udtrykkes ofte af Tlingit-indianerne i Alaska og af tibetanerne.
(2) Oftere end dette er forekomsten af profetiske drømme. En person, der er død, viser sig for en gravid eller endnu ikke gravid kvinde og fortæller hende, at han eller hun vil blive genfødt af hende. Somme tider har slægtninge eller venner sådanne drømme og beretter da om drømmen til den vordende moder. Dr. Stevenson har konstateret, at disse profetiske drømme specielt forekommer i rigt antal i Burma og blandt Alaskas indianere.
(3) I disse kulturer undersøges et nyfødt barns krop for genkendelige mærker for at fastslå, om den bortgåede person, de engang kendte, er blevet genfødt iblandt dem. Denne søgen efter identifikationsmærker er meget almindelig i kulturer, der tror på reinkarnation og specielt blandt Tlingit-indianerne og Igboerne i Nigeria. Forskellige stammer i Vestafrika laver mærker på de nyligt bortgåede for at kunne identificere personen, når han eller hun genfødes.
(4) Den oftest forekommende hændelse eller fællesnævner i relation til genfødsel er, at et barn husker et tidligere liv. Børn begynder normalt at tale om deres erindringer imellem to og fire år. Sådanne børneerindringer forsvinder gradvist, når barnet er imellem fire og syv år gammelt. Der er selvfølgelig altid undtagelsestilfælde, hvor et barn fortsætter med at huske sit tidligere liv, men ikke taler om det af forskellige grunde.
De fleste af børnene taler om deres tidligere identitet med stor iver og følelse. Ofte kan de ikke gøre op med sig selv, hvilken verden er virkelig, og hvilken ikke er det. De erfarer ofte en slags dobbelttilværelse, hvor det til tider er det ene liv og til tider det andet liv, der er mest fremherskende. De taler normalt om deres tidligere liv i nutid som ”Jeg har en mand og to børn, der bor i Jaipur.” Næsten alle kan de fortælle om de begivenheder, der ledte frem til deres død. Sådanne børn har en tendens til f.eks. at anse tidligere forældre for deres virkelige forældre i stedet for de nuværende og udtrykker normalt et ønske om at komme tilbage til dem.
(5) Når den tidligere familie er blevet fundet, og detaljer om personen i dette tidligere liv er kommet for dagens lys, bliver oprindelsen til den fælles femte fællesnævner – barnets iøjnefaldende eller usædvanlige adfærd – åbenlys. For eksempel kan et barn, hvis det fødes i Indien i en lav familie, men i sit tidligere liv tilhørte en højere kaste, føle sig ilde til mode i sin nye familie. Barnet vil måske bede om at blive betjent fra top til tå og kan nægte at klæde sig i billigt tøj. Stevenson giver adskillelige eksempler på et sådant usædvanligt adfærdsmønster.
I 35% af de sager, han undersøgte, udviklede børn, der døde en unaturlig død, fobier. Druknede de for eksempel i det tidligere liv, udviklede de ofte en fobi for dybt vand. Var de blevet skudt, var de ofte bange for skydevåben og somme tider store brag generelt. Døde de i en trafikulykke, udviklede de somme tider en fobi for at køre med biler, busser eller lastbiler.
En anden ofte iagttaget ualmindelig form for adfærd kaldte Dr. Stevenson for ’filiaer’ og angår børn, der giver udtryk for at ville spise en anden slags mad eller bruge en anden form for tøj end den, der er fremherskende i deres kultur. Var barnet som voksen i sit tidligere liv afhængigt af alkohol, tobak eller narkotika, kan det i en tidlig alder give udtryk for stærk lyst efter disse.
Mange af disse børn med erindringer fra tidligere liv viser evner eller talenter, som de havde i deres tidligere liv. Ofte finder børn, der var af et modsat køn i det tidligere liv, det også vanskeligt at tilpasse sig deres nye køn. Disse problemer i forbindelse med ’kønsskifte’ kan føre til homoseksualitet senere i livet. Tidligere piger, der genfødes som drenge, kan ønske at klæde sig som piger eller vil hellere lege sammen med piger end drenge.
Hidtil har disse menneskelige særheder været et mysterium for traditionelle psykiatere, der normalt uden egentlig dokumentation dadler sådanne ejendommeligheder på for få eller for mange hormoner, men Dr. Stevensons forskning i reinkarnation kaster nu et andet lys over emnet.
I de næste numre vil vi bl.a. bringe et interview med Dr. Stevenson og gennemgå et af de mange tilfælde, han har arbejdet med. Læs også mere om Stevenson på
www.childpastlives.org
Stevenson så en anden krise i øjnene, da hans velgører, Chester Carlson, døde. Stevensons sorg var blandet med en følelse af personlig ulykke: ”Jeg tænkte, ’Tæppet er blevet trukket væk under mig. Jeg ender op med almindelig forskning igen.’ Og så blev hans testamente læst op, og det blev konstateret, at han havde skænket universitet lidt over en million dollars til min forskning.”
Stevenson havde nu opbakningen til at forske på fuld tid, uanset om han blev respekteret af hovedstrømmen eller ej. Men han var ikke tilfreds med at virke i et komfortabelt randområde.
”Jeg tænkte, at de fleste parapsykologer er for isolerede. De taler blot til sig selv og ikke nok til andre videnskabsmænd, og de er alt for uopmærksomme på, at resten af verden ikke lytter til dem. De er låst inde i et snævert laboratorieprogram og tilbøjelige til at være ligeglade med de naturlige erfaringers område.
Disse interesserer mig mere. Moderne psykologer efteraber lægerne ved kun at være interesserede i, hvad der sker i et laboratorium, ikke i ting som kærlighed og død, og parapsykologerne imiterer psykologerne, dvs., man må have betingelserne under stram kontrol. Men for mig er det langt bedre at være 90 procent sikker på noget vigtigt end 100 procent sikker på noget ligegyldigt.”
Stevenson i dag
På trods af hans længsel efter professionel accept skyr Stevenson offentlig omtale. Han mistror journalister for at ville lave sensationsjageri ud af hans arbejde. Mange af hans feltture var vanskelige og farefyldte for ikke at sige kostbare, og han var ikke ivrig efter at skulle tage sig af et ikke-bidragende medlem på disse ekspeditioner. Men efter flere års brevveksling fik jeg overtalt Stevenson til at tage mig med.
Selv om han var på nippet til at blive 80, var hans udholdenhed forbløffende. Han bevægede sig langt udenfor byerne i både Libanon og Indien, var ubønhørligt på benene 12 timer hver dag under ofte ugæstfrie forhold og røbede sjældent tegn på mindste træthed.
Jeg havde svært ved ikke at bede ham give sig selv en pause. Men jeg kunne forstå hans følelse af tvang. Sagerne, vi mødte, var lige så svære at bortforklare, som han havde sagt det. Som han villigt indrømmer, kan ingen af dem isoleret set udelukke en normal forklaring. Men for mange af dem var den eneste mulige ’normale’ forklaring at postulere en omfattende, mangesidet sammensværgelse i form af enten et overlagt bedrag eller en ubevidst fælles koordinering imellem mennesker fra forskellige familier og samfund med intet åbenlyst motiv eller nogen klar måde at samarbejde på i et sådant svindelnummer.
Det var indlysende, at Stevenson ikke tilsidesatte modsatstridende materiale eller fabrikerede støtte for sin teori. Han var om muligt endnu mere ihærdig i at tilstræbe og give plads til tvivl end det modsatte. Til syvende og sidst var ansamlingen af sager på tværs af kultur og omstændigheder, alle med talrige, af hinanden uafhængige, vidner, der nøgternt og sagligt bekræftede ufattelige ting, det, der begyndte at underminere min skeptiske forudindtagethed.
Men hvad med Stevensons egen forudindtagethed? Truer hans egen lidenskab ikke objektiviteten i hans forskning?
”Vis mig en forsker, der er ligeglad med resultaterne, og jeg skal vise dig dårlig forskning,” sagde han. ”Det er som med tennis,” fortsatte han. ”Jeg går meget op i vinde min ugentlige match i Charlottesville, så jeg er meget opmærksom på, om en bold er inde eller ude. At være pinligt ærlig er et spørgsmål om ære, så jeg skal ikke have noget af at lyve. Men på den anden side lader jeg heller ikke en mulighed gå min næse forbi.”
Udover det er mit største håb det, at andre dommere vil blive sat til at vurdere mit arbejde og enten godkende eller bestride mine konklusioner. Det mest ulidelige er muligheden for, at der ikke engang er nogen, der vil kigge mig i kortene”.