Kære mænd.Hvorfor frier I ikke?

Jeg vil gerne høre fra mænd der er i lange forhold - som ikke er gift og heller ikke har friet til pigen.
Hvordan kan det være?
Jeg har været sammen med min - seriøst - i 6 år. Vi var venner i ca et halvt år inden. Og blev ret hurtigt seriøse kærester. Blev præsenteret for familien osv.
Vi bor sammen og lønnen går ind på samme konto.
Men hvorfor vil I så ikke fri? Hvis man lever som om man er gift,og ikke vil have andre.
Hvorfor er det så meget bedre at lade være?

Jeg mener - hvis man lever sammen som du beskriver, og har det godt ellers, hvorfor så?
Hvorfor er det nødvendigt med den ekstra dimension?
Jeg bryder mig ikke om tanken om at ha' papir på hinanden, og nå ellers alt fungere fint uden et ægteskab, tjaa....

Det burde vel være af kærlighed. Men hvis du dør, og pengene står i din partners bankbog, hvad så, rent arveretligt. Det kunne jo udvikle sig til huskøb og andre fællesinvesteringer. Og så er det jo ret smart - og respektfuldt, at have papirer - også på kærligheden.
Derfor!

For at vise hele verden man har taget et valg og tør stå ved det.
Hvorfor svarer du på et spørgsmål MED et spørgsmål?

Jeg giver Carlson ret.
Hvorfor skal man have papir på sín kærlighed til hinanden? Det burde da ikke være nødvendigt for at vise sin kærlighed til den man elsker.
Hvis man skal have papir på hinanden på grund af kærlighed elsker man så hinanden højt nok, hvis man ikke kan have kærlighed uden at være gift?
Så kære Anonym, så kan jeg ikke se at det bare er som du skriver "Derfor".
Vh.

Du mener altså at man ikke tør stå ved sin kærlighed til en anden person, hvis man ikke har papir på hinanden?
Grunden til at han svarer et spørgsmål med et spørgsmål er fordi du skulle have noget at spørge om.
Vh.

..Uden at være skråsikker vil jeg tro at du er mand? Jeg er selv er en kvinde med stort Q (hvilket ikke er at forveksle med feminist, idet jeg elsker de maskuline kvaliteter også!!!). Efter at jeg er blevet helt ærlig overfor mig selv, handler mit følelsesmæssige velbefindende sig om, at jeg bliver behandlet med respekt, omsorg og forståelse af den mand jeg elsker.. (Selvfølgelig også fra andre områder, men dette er nu engang den mest intime - og derfor vigtigste - relation jeg har).
Dette indebærer bl.a. at jeg er blevet "udvalgt" og af den grund føler mig yderst feminin og kvindelig af samme årsag. :-))))))) Og min kvindelighed stråler mest når jeg føler mig sikker i denne relation, og her når jeg så frem til svaret på dit spørgsmål... Nemlig, at hans forpligtelse overfor mig, som den han har brug for, vil dele sit liv med, vil værne om, respektere og ære... Den kommer af det dybe løfte, der for mig/os ligger i ægteskabsløftet.
En del af det er også som en anden skriver at man også vedkender dette for omverdenen... Det rent praktiske er så en sidegevinst, men er for mig slet ikke hovedårsagen til hvorfor to mennesker skal gifte sig. Med de moderne juridske spidsfindigheder, så kan man næsten opnå samme rettigheder som gifte vha testamenter og den slags. For mig er vægten helt klart på den åndelige del af løftet....
Jeg tror at mange mænd har svært ved at forstå vigtigheden af et frieri, hvis deres "kone" opfører sig som om hun er fuldt ud tilfreds med samværet uden ægteskab, og ikke giver udtryk for sit ønske/behov for en dybere forpligtelse... Det må jo være hendes ansvar at gøre klart, hvad hendes værdier og ønsker er. Men så længe hun lader til at være tilfreds, men indeni er ked af at han ikke frier, så opstår der ubevidst uvilje og nag indeni hende. Det vil i si´dste ende skabe problemer mellem dem.. Enten vælger hun at "stille sig tilfreds" og undertrykke sin lyst til ægteskab, eller også må hun gøre det klart at hun elsker ham, men bliver i tvivl om deres forhold, når han ikke frier til hende. På den første måde er hun ked af det, på den anden måde får han chance for at vise hendes behov respekt... Og hvis han elsker hende, så bliver hendes behov jo også vigtige for ham, hvilket skulle være motiv nok til at gifte sig med hende!
Mænd vægrer sig nok mod at indgå ægteskab når alt i øvrigt går fint uden at være det, med den tanke "hvorfor ændre på noget, der går godt"? Det har også sin gyldighed hvis kvinden ikke ønsker/har brug for ægteskabsløftet.. Så er de jo enige. Har hun ønske om ægteskab, så må hun selv ud af busken for at gøre manden klart, at det er en del af det der gør hendes lykke fuldkommen, og give hende chance for at give sig helt hen til manden...
MVH Tulle

kærer piger hvorfor er det kun manden som skal fri?
Er det fordi det at manden gør det, det bliver til noget mer romantisk?
Nå jo det kan give så mange besværligheder hvis man senerer skal skilles.
Men det gør det vist alligevel?
Den reelle grund er vel at alle mener de er lige og hvem skal så tage den beslutning?
Ingen har jo planer om, eller tror de falder væk, og hvad så det er jo kun den sam sidder tilbage som har alle besværlighederne!
Det er ski så svært at lave særeje!
Så hvad er fordelen med at få parpirer på den anden, ud over det romantiske?
Provokerende ?
det var spørgsmålet også!

Udover at det er et bevis på at manden synes man er den eneste ene... Så er det vel drømmen om eventyret - den hvide kjole mm.
Jeg ved fra mig selv, at hvis han frier, så er det det samme som at sige "Du er de eneste jeg kan se mig selv blive gammel sammen med, du er hende jeg vil have for tid og evighed - og så længe der er kærlighed i mellem os, kan intet skille os ad"
Man er vel lidt gammeldags... Og har man en der elsker en, og som frier, ved man, at man selv er det vigtigste i verden for et andet menneske...

de eneste = den eneste

helt ærligt, er det nok et grundlæggende usikkerhedstegn.
Ik fordi vi ikke stoler på jer eller vil have jer .- men det virker så endeligt at stå der i kirken at sige ja.

Det kan godt være jeg slår skår i romantikken, men for helvede: Lad dog den, der vil giftes om at fri.
Hvorfor skal manden fri, hvis det er konen, der vil giftes? Så må hun sgu' da selv komme på banen.
Magen til jomfrunalsk ævl - skal han også anmode pigens fader om hendes hånd - eller må pigen selv bestemme om hun siger ja, synes du?

..I ligestillings-navn har du måske ret... Men for mig personligt har den feministiske parole altså ikke helt fået fodfæste i mit kærlighedsliv! Min partner og jeg er ligeværdige parter - klart! - men vi er sgu også forskellige,og det er det, der tænder mig hos ham! Jeg vil jagtes - og jeg vil have han skal jagte mig! Det vækker min femininitet og hans maskulinitet - og personligt tror jeg lige netop det er det der får lagnerne til at gløde.
Hvis jeg begyndte at "jagte" ham.. så ville jeg føle at min "værdi" faldt (selvværdsmæssigt) og han ville nok føle det samme. Jeg holder hovedet højt - og han tvivler ikke på at han "ikke kommer sovende til mig". Jeg fortjener hans bedste og mest udsøgte behandling!!! ;-) Det han får ud af det er, at han er en absolut succes og at hans indsats hver dag krones med min tilfredshed over hvor lykkelig han får mig til at føle mig mig (jeg ved med mig selv, at jeg sagtens kunne klare mig selv, men jeg stråler først når en mand finder mig værdifuld nok til at gøre mig til sin stjerne..)
Han opfylder mine behov (og det er ikke ensbetydende med at jeg ikke selv ville kunne gøre det, men jeg har det godt nok med mig selv til at lade ham være min helt!)!!! Gnisten mellem os bevares.. og når vores blikke mødes uanset om det er under opvasken, tværs gennem et lokale til en reception eller under TV-avisen.. SÅ ER DER INGEN TVIVL OM AT VI "KUN HAR ØJE FOR HINANDEN"!! Og det gør at man glæder sig til at komme i seng om aftenen... ;-)
Hvis jeg valgte at bevise min selvstændighed overfor mig selv og omverdenen (Ved f.eks at fri til den mand jeg gerne ville giftes med), hvordan kunne jeg så vide mig sikker på, at han også ville være der for den side af mig, der ikke altid kan klare hele verden alene?! At lade manden fri ser jeg nærmere som en del af det at stå ved sig selv som kvinde... Er han ikke interesseret i at gifte sig med dig - så er der sgu nok en anden der vil lovprise den jord du træder på, og du vil elske ham for det!! Find dit selvværd, og lad dig ikke "nøjes" med at være den der fører an i forholdet..
En rigtig mand vil sætte pris på at være en erobrer og en rigtig kvinde vil forgude ham der gør det. Hvem havde Don Juan været, hvis denne mekanik ikke ligger dybt i os mennesker? Hvis man kigger på dyre-verdenen, så er det ofte hannerne der er de smukkeste, mest farverige og prangende.. De er skabt til at gøre indtryk (At gøre reklame) og hunnen er skabt til at "vægte indsatsen"/"varen" og afgøre med sig selv om hannen fortjener chancen for hendes gunst!!
At vi i dag har fået ligestilling passer til vores moderne livsstil og er RIGTIG GODT PÅ SÅ MANGE MÅDER! For kønnene er lige meget værd - men de er forskellige.. Vi er ikke ens, og skal heller ikke være det. Forskellighed er tiltrækkende - lad os afgøre med os selv i vores inderste hvilke ønsker vi reelt har, og lad os give os selv chancen for at opnå dem! Hvis en kvindes ønske er at blive gift, så kan hun da sagtens fri til manden og blive gift. Men når hendes ønske er at blive gift, ligger der måske nærmere heri, at hun ønsker at man "endeligt" vil vælge hende via sit løfte. Men vil hun opnå den "sikkerhed" når det er hende selv der frier... Jeg tror det ikke!
For mig at se burde hun nærmere gøre opmærksom på sine behov, og er det ikke noget manden forstår/kan tage action på/vil beslutte sig for.. Så er han måske bare ikke den helt rigtige for hende. Kunsten for hende er IKKE at føle sig afvist, men i stedet vide med sig selv at hun FORTJENER at få sine ønsker opfyldt.. Men så er vi tilbage ved en afvejning af forholdet, der sikkert alligevel har mange positive aspekter, og man ved jo hvad man har, men ikke hvad man får..
Jeg vil bare ikke lade mig nøjes... Det er mit liv - og jeg må jo afgøre med mig selv om jeg vil skaffe selv, eller vælge den anden metode at give ham, der vil skaffe mig dem opfyldt, chancen for at gøre mig lykkelig. Jeg ved nemlig han findes, og jeg elsker ham for det! :-) Det er ikke ensbetydende med at jeg ikke vil gøre noget for ham, men jeg vil have en stærk mand, der er følsom overfor mine behov.... Så er jeg det nemlig også overfor hans! :-)
MVH Tulle

.. Samtidig er jeg også realist og forventer ikke af ham, at han skal opfylde ALLE mine behov. Jeg kan jo godt selv.. :-) Han kan jo heller ikke være der for mig altid, han har jo også sit eget liv at tage sig af... Men jeg ved at han elsker at kunne gøre en forskel for nogen - og det er mig! :-)
Men hvis jeg aldrig lod ham være min helt, er jeg ret sikker på, at jeg ville blive i tvivl om hvorfor jeg egentlig skulle være sammen med ham.. Så kunne jeg jo lige så godt være alene. Og med den slags tanker, hvor skulle min sex-lyst og lyst til at dele mit liv med ham så komme fra... Så ville han jo nærmere være en bofælle! Og det kunne jo også være et godt ægteskab - men garanteret ikke så lidenskabeligt som det jeg drømmer om!!! :-)
Tulle

bare fordi en betonlebbe som dig ikke er til romantik skal du fandme ikke smadre andres drømme

Hvis det ellers er muligt at trænge igennem det parfumerede Barbra Cartland-gitter omkring dig, så er dette et debatforum - og jeg har ret til at ytre mig om det, der passer mig. Hvis det smadrer dine eller andres drømme, så er det måske fordi, de er for skrøbelige til at holde i virkeligheden. Slap dog af din bitre, lyserøde so - og accepter, at andre kan have en anden holdning end din.

Det glæder mig, at du har fundet det, der virker for dig - og trykker på dine knapper. Jeg har læst en masse bøger, der foreskriver at det er måden at køre et forhold på. Men jeg har aldrig set det fungere i praksis. Jeg er måske kyniker, måske realist.
Men den der rollefordeling med ridder og jomfru, duer ikke hos mig. Jeg ytrer mine behov, jagter gerne min kæreste, når jeg vil ha' - uden at jeg føler mig mindreværdig af den grund. Han jagter, jo også mig, når han vil ha'.
Jeg har ikke behov for at blive opvartet eller erobret, for at føle mig værdifuld. Jeg ER værdifuld, og hvis det gør mig til en beton-lebbe, som Tanja så smukt fremførte, so be it.
Jeg HAR en stærk mand, som er følsom over for mine behov. Men jeg forventer ikke, at han skal gætte sig frem til, hvad det er. Hvorfor mon der er lavet så mange "Parlører" over hvad kvinder mener, når de siger: "Selvfølgelig er det OK, skat". Oversat: " Jeg er ikke sur, jeg er skuffet, men tag du bare afsted, jeg skal nok klare mig tappert igennem aftnen alene - snøft". Osv. Det er fordi, kvinder vil forgudes - og have en ridder, der fornemmer selv deres mindste følelse.
Jeg siger, hvad jeg mener og hvad jeg føler. Og min kæreste er aldig usikker på, om han nu har sagt/gjort noget forkert, for hvis det sker, så får han også det at vide. OMvendt siger han også fra, hvis jeg går over stregen, bliver for krævende, urimelig, hysterisk - eller hvad det nu er.
Jeg er meget lykkelig i mit forhold - og det er godt at du er lykkelig i dit. Men der er jo heller ikke to mennesker, der er ens. Vi kan blot glæde os over, at have fundet den partner, der passer ind i vores kram hver især.
Der bliver ingen frieri hos os, for vi er rørende enige om, at vi skal giftes.....

Kvaj - glo dog på dit profilbillede.
Du er total til grin
Det er sgu dig der er en so

Ja, det billede siger da i det mindste at jeg har humor, hvilket desværre er mere end man kan sige om dig. Sur og bitter er du. Kan godt forstå, han ikke frier. Det ville jeg heller ikke turde, hvis man skulle have en spand lort i hovedet, hver gang man havde en anden mening end dig....

Kære Maia!
Tak for dine kommentarer... Altid rart at udveksle meninger! :-) Jeg ved så ikke helt om vi går forbi hinanden, for jeg føler ikke jeg kan genkende mig selv som den person du beskriver, der sidder surmulende hjemme og er bitter fordi manden ikke kan læse mine behov. Jeg erkender, at jeg har været sådan, set det uheldige i det, og derefter ændret opførsel.
For at blive den person, så tror jeg netop det handler om at man løber efter sin mand ALT FOR LÆNGE, og gør alverdens gode gerninger i håb om, at han som veninderne måske gør i søster-solidaritet, vil gengælde ens "kærligheds-gerninger" på præcis samme vis. At man giver hvad man selv har behov for. Det er det jeg ligger i min formulering om "at jagte sin mand".
Hos os fungerer det nu, fordi jeg IKKE jagter ham, fordi jeg ikke gør de alverdens gode gerninger - som i bund og grund er det der ville gøre MIG lykkelig, hvis han gjorde det for mig, men bestemt ikke er det HANS lykke udspringer af.
Da jeg ikke sidder og surmuler og undres over, hvorfor han ikke kan "læse" mine behov, fordi jeg nu ikke har ydet SÅ meget, og forventer udsøgt behandling, så kan jeg i god og kærlig tone fortælle ham om mine inderste drømme, og give ham et kærligt klem når han med ømhed, omsorg og hensynsfuldhed behandler mig som kvinde.. Og bærer over med mig når jeg i frustration har brug for at "få luft" og han bare lytter på mig - han ved nu at det ikke er ham jeg skælder ud, men skal blot lige have "renset filtret" for de ubehageligheder som min dag måske har indeholdt. Bagefter forsvinder han ikke som dug for solen, for han ved jo at dette er én af mine små finurligheder, der gør mig godt, eller rettere han gør mig godt ved bare at lytte opmærksomt uden at komme med løsnings-forslag, for det skal jeg nok selv ordne. Det er ikke af praktiske årsager jeg åbner munden - men for at få følelserne under kontrol igen! :-)
Hans lykke er tilgengæld at få et blow-job i entreen, fordi jeg i vild jubel over at min lækre mand nu er hjemme igen, giver mig lyst til at være tæt på ham.. Så jeg "tager bestemt også selv".. Jeg har bare brug for at føle mig "værnet om" og "respekteret".. Så har jeg ingen problemer med at komme i kontakt med den del af mig, der har lyst til alt det der er lækkert for os begge. Men jeg ved at han har lettere ved at savne sex end jeg har, mens jeg på tilsvarende vis har nemmere ved at savne kommunikation imellem os.. Det er vist den gamle om "ingen snak - ingen sex"! :-) Sådan er det dog ikke - for forhold er ikke noget med at give og tage lige meget... Det er ligeværdigt på den måde, at den der har mest brug for opmærksomhed/ro af den ene eller anden slags får det.
Jeg kan godt se at dette indlæg måske ikke helt beskriver at jeg føler mig jagtet og "erobret", men lidt alligevel... For bliver jeg ikke det, så har jeg svært ved at "overgive" mig til en mand der ikke bidrager med noget jeg ikke kan give mig selv. :-)
Ved ikke om der kom lidt mening ud af det - bare lidt tanker i rodet form - ellers må jeg jo uddybe! :-)
KH Tulle

.. det allervigtigste med, at jeg bestemt også giver VERBALT udtryk for det jeg har brug for, så manden har en ærlig chance... Når jeg nu kan åbne munden om mine behov, så afhænger det jo af i hvor høj grad jeg får tilfredsstillet det jeg har behov for... Kan sagtens vurdere hvornår jeg kan forvente mere fra hans side end til andre tider.. Så bliver man ikke bitter, men giver ham til "frihed" til ikke at tænke på andre end sig selv.. Det har han jo også brug for. :-)
Men ellers har du ret.. Bare det fungerer for de enkelte, så er det godt! :-)
Tulle

Jeg er gift

Tillykke...I USA er det også et statussymbol blandt kvinder at være gift, for så er man da "noget".

meget mere end dig. Vanskabning - præcis som den bastard du venter

Så siger vi det. Jeg gider ikke bruge mere tid på dig. Du keder mig og har ikke fattet at en debat er til for at udveksle synspunkter. Håber du finder et sted, hvor alle har samme mening som dig. Det må være træls, at tage det så nært, når andre har en anden mening....

Ja jeg er så en kvinde, og har været sammen med min kæreste i 10 år. Jeg vil IKKE giftes.
Vi har boet sammen siden vi mødtes, og ja lever som ægtefolk. Men jeg synes det er et kæmpe skridt at gå i kirken eller på rådhuset, og sige ja.
Min kæreste friet for ca 2 år siden, jeg sagde ja. Men fortryd, (det gjore han også) Vi har et super forhold, hvorfor lave det om??????
Hilsen MMM

Det er jo også en måde at indrømme man har tabt

Jeg forstår ikke hvorfor der skal grimme navne på bordet.
Det var ikke det, tråden skulle handle om....

Det var dog SATANS til sprog at lægge for dagen! Skulle det virkelig være nødvendigt at tilsvine hinanden på et sagligt debatforum? I er lige gode om det - men Maia, fint at du ofte ytrer dine meninger, men ærligt talt er du er ofte meget grov, og det er der altså folk der lader sig provokere af.
Kan man ikke bare svare pænt på et indlæg uden at anklage andre for at have knald i låget eller det der er værre?
Tak fra mig
Hundehatten

Så må hun jo tage at det kommer retur..

det nok...