Min kones affære

Min kone på 39 år har været mig utro med en kollega på en firmarejse. Først holdt hun det hemmeligt for mig da hun ikke ville ødelægge vores sommerferie med 3 børn, men da hun kom hjem nogle dage før mig, fortsatte hun kontakten med kollegaen, dog uden sex. Hun er meget principfast og har altid prædiket for mig at hvis jeg var hende utro så ville hun smide mig på porten med det samme, og hun siger at hun derfor tog den beslutning at hun ville skilles. Først sagde hun at jeg ikke mere levede op til hendes krav og jeg fik nærmest skylden for skilsmissen. Vi har været gift i 15 år, og der har været både op og nedture det er jo meget normalt, men jeg følte ikke at problemerne havde været større end at vi kunne takle dem, derfor undrede det mig og jeg gik hende lidt mere på klingen. Jeg tiggede og bad om at hun ville sige sandheden og hun løj mig lige op i hovedet nogle gange for derefter at indrømme affæren.Vi talte sammen hele natten og jeg fik til sidst overbevist hende om, at fyren måske ikke var så atraktiv alligevel, men mest af alt måske kun var interesseret i sex, og om at jeg måske gerne ville prøve at starte på en frisk.Hun gik dagen efter direkte ud på arbejdet og afsluttede, hvilket jeg ved en tilfældighed så på en e-mail, så den er god nok.Hun siger nu, at hun var bange for at sige sandheden til mig, og at han faktisk slet ikke var noget særligt, at jeg var bedre i sengen osv. De brugte ikke beskyttelse så jeg har bedt hende om en HIV test efter 3 mdr.da jeg er lidt nervøs, manden er jo rejsende handelsmand i mellemøsten, så man ved jo aldrig hvad type han er.
Mit store problem nu er at jeg er blevet både vred og jalous og jeg ved ikke om jeg kan stole på hende igen.
Er der nogle af jer kvinder som kan overbevise mig om at hun virkelig bare var i panikalderen som mange kvinder jo ramler ind i omkring de 40 år, og at dette var en midtvejskrise eller går det bare galt igen om et stykke tid❓Hun lover og lover at det aldrig sker mere, jeg ved virkelig ikke om jeg kan leve med det. Hun skal stadig rejse en del i sit job, kollegaen arbejder tit i samme rum som hende,så det giver også en frygt og jalousi, kan jeg stole på hende❓
Vi havde det rigtigt godt sammen lige efter det kom frem, nærmest nyforelskede, men nu er det som om jeg har fået det dårligt med det. Hun føler at jeg ikke stoler på hende og kommer med spørksmål og bebrejdelser hele tiden, det holder jo heller ikke i længden.
En fortvivlet ægtemand.

Det kan godt være at den sidste terning er slået i det spil,det gør mig ondt på dine veje,det er ik sjovt at få sin tillid brudt.

at det gør mig ondt at høre. jeg har selv prøvet næsten det samme, og jeg gav hende en chance mere. Men det var meget svært for mig at stole på hende igen, og det gav mange problemer i vores forhold. Men jeg elskede hende så jeg prøvede.
Senere i vores forhold gjorde hun det samme igen, og så var det sgu ud... Men det er jo ikke sikkert din kone gør det. Vi havde heller ikke børn, så det var jo det nemmere at afgøre sagen.
Venlig hilsen mig

nogen gange tænker med r..... Og tænker ikke på konsekvenserne. Men tror næsten dit ægteskab er ovre da du altid vil have dette på hende med utroskaben, du kan sagtens tilgive men aligevel tilgiver man ikke.

I vores tilfælde var det min eksmand der gjorde det. Det gør så ondt. Jeg har stadig ar på sjælen, skønt det nu er 15 år siden.

Men det gør jo ikke sagen bedre.
Det er jo ikke sagens kerne hvem der gør det.

Der er altid en grund til sidespring.Spændingen ved at have en anden mands p..er jo forklaringen til sidespring.Du skal ikke stole på din kone,for hun kan gøre det igen(mænd er ikke bedre)Måske havde i det godt sammen,men den spænding ved at bolle med en anden,vil aldrig forsvinde.Din tillid til konen er jo pist væk,så hvad er der at vente på.Find dig et andet sted at bo,og for det ægteskab opløst.

Det var en hentydning til Taylor`s bemærkning om kvinder

..... det er da en værre omgang hø du er kommet "ud i" ........ og, jeg kan godt forstå at det gør sindssygt ondt .....
Jeg tror at du er nødt til at gøre op med dig selv om du stadig elsker din kone så højt så du kan tilgive hende, starte forfra med hende og få tilliden tilbage igen ...... elsker du hende ikke på samme måde som før affæren,- så tror jeg desværre at det kun er et spørgsmål om tid før det er dig som bryder ud af jeres forhold .....
Man siger at hvis man elsker højt nok, så kan man også tilgive ......
Mht. tilliden ..... så vil jeg vove den påstand at det helt klart er din kones opgave nu, at gøre ALT for at du får det godt med dig selv igen !!!
Du skal naturligvis være modtagelig,- for ellers nytter hendes anstrengelser ikke ....... men,- det er din kone som skal genoprette jeres forhold igen ..... det er hende som har misbrugt din tillid,- så vær bestemt om at det også er hende som skal få din tillid tilbage igen !!!!!
Du står foran en svær tid ....

Vi er ude i moral og respekt her og jeg må allerførst starte med, at sige jeg er 100 imod utroskab, og af den mening, at det på ingen måde kan tilgives...
Vi snakker om midtvejs krise for både mænd og kvinder... Min menig, sådan noget fis....I det sunde, parforhold fuld af ægte grænseløst kærlighed, mener jeg ikke vi kan give nogen krise skyld for, at vi "kommer" til, at være vores partner utro...

Jeg faldt selv for utroskabet, da min mand gennem 20 års ægterskab, var mig utro, og jeg anede det bare og han ville i starten prøve, at skjule det, snakke udenom, og nægtede i første omgang... Jeg var den der sidst fik besked, selv nære venner, var vidende om det...
Se det gjorde sku ondt, og jeg fik så manden til, at krybe til korset, med ál den viden jeg nu havde.. Og jo der var også ligeeee søde smsér i hans mobil fra elskerinden, der klart viste, at de havde mødtes fler gange hos en bekendt...

Jeg ved, at jeg aldrig ville komme til, at tilgive denne form for svigt, respektløshed, og er nu skilt fra manden siden årsskiftet, hvis du vil kunne leve med det er ok, jeg kunne ikke...
Men det er en meget sværd balance gang og en forbandet situation... Men kunne forestille mig, at i må snakke dette meget igennem, også for din skyld og for at du får hende til, at forstå, at du, om ikke altid, men længe vil være nervøs for, om det ville kunne ske igen...
Håber på det bedste for dig....
MvH Mummi

om du måske er i en fase af hele dette her rod, hvor du har "magten" og dermed er den der kan opsige jeres forhold. Jeg tror måske du på et tidligere tidspunkt i forløbet rent tidsmæssigt har været bange for at miste hende helt. Da du så opdagede det ikke var aktuelt havde I en periode, hvor I var som nyforelskede, men nu er den så gal igen. Du skal passe på at du ikke kommer til at presse hende for meget til at indrømme sin skyld og dig selv til at tilgive noget der tager længere tid at gøre. Derfor syns jeg du skal gøre op med dig selv først og fremmest om du har lyst til at blive sammen med din kone. Om du inde bag det hele stadig elsker hende nok til at du vil lade sårene hele af sig selv. Afbryder du jeres forhold nu risikerer du at fortryde når du igen er trådt ned fra selvretfærdighedens pidestal. Og skilt det kan man jo altid blive. Bliver det så en vane fra hendes side så er situationen jo en helt anden...det ville jeg aldrig kunne acceptere....

...er tilhængere af utroskab, men vi er kun mennesker og kan fejle og gøre ting som man bitterligt fortryder.
Man kan ikke sige at engang utro altid utro, lige den sætning kan jeg skrive under på da jeg selv engang for mange år siden var min mand utro og aldrig har været det siden.
Jeg var hverken forelsket eller noget der bare lignede, jeg var bare på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og kunne ikke modstå fristelsen.
Den episode har jeg faktisk aldrig rigtig tænkt på siden, da det kun var en flirt der udviklede sig lidt for heftigt.
Jeg ved ikke om du kan have tillid til din kone, men det må tiden vise.....gør dine egne erfaringer og gi det en chance, man kan godt gøre en dumhed en gang uden at blive stemplet som "den evige utro" det er at generalisere og det er ikke for klogt efter min mening.
Håber det bedste for jer
ROsalilje

Kære lidelsesfælde
Jeg ved den situation du står i gør meget ondt. Jeg har fundet ud af at det er utroligt svært at genskabe tilliden efter et forløb som du beskriver. Jeg selv forsøgte også at redde forholdet, men selv om hun forsikrede mig om at det der var sket var fortid, har det vist sig at hun ikke kunne slippe ham hun var mig utro med ( selv om hun stadig benægter at have noget med ham at gøre). Jeg er ked af at sige det, men mine oplevelser er at er man først utro én gang er man det igen senere.
Jeg håber selvfølgelig at i vil finde en holdbar løsning, men har mine bange anelser.
Kærlig hilsen
Knuden

Nu vil jeg som også lige blande mig.
Skaden er sket.. men derfor betyder det ikke at den sker igen!
Desuden har i altså også børn at tænke på!
Og du har jo lovet hende en gang at prøve at fortsætte.. Så prøv!
2 gang er det ud af døre.. selvfølgelig!
Men giv hende nu lige en chance her efter 1 gang. Jeg tror hun selv har fået sig lidt af en chok.
Red dit ægteskab

Kære fortvivlede. Man KAN ændre sig, og hvis du kan finde det i dit hjerte at undgå at lade din kone vide, du stadig er mistroisk, så vælger jeg at tro på det gode i folk og også i dette tilfælde. Hun KAN ændre isg, men du må lade hende bevise det overfor dig. Det kan hun ikke, hvis du stadig er mistroisk og lader hende vide, du er det. Jeg ønsker dig alt held fremover pg håber du finder lykken igen -helst med din kone

Kære fortvivlede ægtemand,
Jeg føler med dig :(
Inderst inde vil du sikkert gerne tilgive hende - også af hensyn til jeres fortid, børn osv., men min erfaring er, at det aldrig bliver det samme. Den tillid hun har ødelagt kan ikke genopbygges. Du vil altid have en nagende tvivl og mistillid, når hun går ud af døren og vil altid være naget af jaulousi og angst for, hvornår det sker igen. Jeg siger ikke, at det helt sikkert sker igen, men spørgsmålet er, om du kan leve med tvivlen...
Held og lykke - uanset hvad du vælger.
Qnuz Betty

Jeg hæfter mig ved, at der ikke er nogen i de øvrige indlæg , der anbefaler at I søger hjælp. Et så gennemgribende tillidsbrud som utroskab efter 15 års samliv kan nemt være mere, end I kan klare selv. Måske mener du, at jeres liv er fint nok, som det er. Men når din kone 'spiser ude', så er der absolut plads til forbedringer, selvom det kun er en enkelt gang, det er sket.
Jeg synes, at I skal finde en god parterapeut. Både psykologer og psykoterapeuter udbyder parterapi, og det er vigtigt at finde en, som I begge to swinger godt med. I kan eventuelt forhøre jer i vennekredsen.
Det er bare et forslag. Jeg er selv meget glad for min terapeut. Hver anden gang har jeg min mand med. Det er sundt for os begge. Vi er nået dertil hvor vi har levet lykkeligt til vores dages ende i 11 år, og der er brug for at få ryddet op i nogle destruktive mønstre.
Håber alt godt for dig og din kone.
Venlig hilsen
Linemor

Det der med at blive sammen for børnenes skyld er da noget middelalderligt sludder! Det er der sgu ingen der er tjent med - heller ikke børnene. De vil da hellere have forældre, der er glade hver for sig end at leve i en hverdag med skænderier, spændinger og dårlig stemning.
Du skriver, at efter 2 gange er det ud... ja, men hvem siger, at det her var første gang? Det var første gang hun blev nødt til at bekende.
; ) Betty

Lad mig slå en ting fast, jeg ville ikke ønske at være i din situation, men vil gerne byde ind med noget som du måske kan bruge.
Find ud af hvad du vil, for det er det vigtigste af alt.
Vil du give hende en chance, så giv hende en chance, som både du og hun kan leve med.
Et forhold er kompromiets kunst, derfor skal man også være parat til at sluge kameler, her tænker jeg først og fremmest på hende, men også for dig.
At du er mistænkelig, er vel meget menneskeligt taget i betragtning af hvad der lige er sket.
Dog bør du tænke situationen nøje igennem ikke mindst pga. jeres børn. Derved også din retstilling ved skilsmisse og samkvemsret med børnene etc.
Håber du kan bruge lidt af det jeg har skrevet...

Hej!
Jeg ved hvordan du må have det. Blev selv sat i samme situation for 1½ måned siden. Det var så min mand der var utro. Jeg smed ham ud, men eftersom vi har 2 mindre børn var han her stort set hveranden dag, og kørte så når de var blevet puttet. Jeg var fast besluttet på, at vores bekendskab i 13 år (hvoraf vi har været gift i 9 år) skulle slutte. Jeg fik mig en fantastisk terapeut, som fik tårerne og fortvivlelsen vendt til noget konstruktivt. Jeg havde helt styr på hvordan og hvorledes jeg og børnene skulle komme videre. MEN så knækkede filmen for mig 3 uger efter. Summasumarum er at han er flyttet hjem igen og vi prøver alt det vi kan for at redde vores ægteskab, kærlighed, venskab og holde familien samlet. MEN det er ikke nemt! Vi havde også nærmest en opblomstring af kærlighedslivet i starten, og kunne nærmest ikke få nok af hinanden. Men min arrighed, skuffelse og såret stolthed kommer også jævnlig op, og jeg er ikke festlig at have med at gøre! Min mand siger dog, at han ved det er en lang process og der vil komme mange flere episoder. Jeg ved heller ikke som dig, om jeg nogen sinde kommer over det. Jeg tror ikke jeg kan tilgive det, men jeg kan over tid nok leve med det. Når jaeg bliver gla på ham, får jeg også en behændig trang til at gøre gengæld med den første og bedste. Men det er jo ligesom heller ikke fordrende for situationen. Mit eneste brugbare råd, hvis du ikke allerede dyrker sport: Hver gang det begynder at boble op i dig, så løb/rul/svøm en tur!. Her efter 1½ måned er jeg snart ved at komme i form! Motion hjælper også mod stress, og det er jo faktisk lidt det man er, ved at bokse med de samme tanker hele tiden. Og hvis du ikke alledrede er fit for fight, så er det jo en sidegevinst! For mit vedkommende har det været vigtigt for mig at give mig, min mand og vores børn en chance for at fortsætte som familie. Det kan godt være det viser sig, at vi er vokset fra hinanden eller jeg ikke kan leve med det. Men så kan jeg med god samvittighed sige, at jeg prøvede! Det er jo også noget skidt, at splitte hjem og familie med det samme, for så senere at ville forsøge igen! Det vi er ude i tager tid, men så længe begge parteer har viljen, kærligheden, troen og ikke mindst ærligheden med, så er der en chance og en mulighed, som jeg synes, man skylder sig selv og familien af gå efter!
Ja, det var så mit bidrag, håber det lykkedes for jer at blive lykkelige sammen igen!
Pøj Pøj!

Alle mennesker er forskellige - alle ægteskaber/parforhold er forskellige og alligevel er der så meget vi er fælles om, både de af os der er blevet bedraget og dem der selv har bedraget.
Du skriver:'Vi havde det rigtigt godt sammen lige efter det kom frem, nærmest nyforelskede, men nu er det som om jeg har fået det dårligt med det. Hun føler at jeg ikke stoler på hende og kommer med spørgsmål og bebrejdelser hele tiden, det holder jo heller ikke i længden'. --- Selv om mit ægteskabelige drama ikke ligner dit kan jeg genkende disse følelser. Man har fornemmet noget er galt, man har måske frygtet at blive forladt og så er det, som ved en diagnose, en lettelse at finde ud af hvad der foregår, og det har sikkert været en lettelse for dig og også at hun har været ærlig og selvfølgelig at hun har gjort det forbi med elskeren/sexpartneren eller hvad han nu var, for at fortsætte Jeres ægteskab. Først er man lettet og optimistisk, måske nærmest euforisk forelsket igen; MEN så kommer vreden, raseriet, mistroen og selvbebrejdelserne. Man mister fuldstændig sin selvtillid og føler at man blev kasseret!
Du blir nødt til at være vred og alle de andre negative ting. Du blir nok også nødt til at græde og ha' rigtig ondt af dig selv, (selv om du er en mand!). Og så er der det med mistroen. I en lang periode vil du have behov for at kontrollere hendes mail, hendes telefon, at få hende til at ringe fra fasttelefoner når hun er hjemmefra, at kontrollere bilens kilometertæller, når hun har været af sted alene. Der er ingen grænse for din kontrol.
Et svar fra nonbo her på tråden siger:'Hun KAN ændre sig, men du må lade hende bevise det overfor dig. Det kan hun ikke, hvis du stadig er mistroisk og lader hende vide, du er det. --- Jeg er enig i første sætning; men meget uenig i det sidste. Du er nødt til at snakke med hende om episoden og den betydning den har haft for hende og for dig og om al din angst og tvivl. Det kan ikke gemmes væk eller udrenses af en terapeut. Det er Jer to der skal snakke og snakke og snakke. Det går sikkert i hårdknude de første 20 gange. Men hvis I virkelig elsker hinanden og ønsker at fortsætte samlivet, skal det gøres. En anden ting er, at du blir nødt til at tale med nogen, som ikke er din kone og ikke en debatside. Jeg var meget, meget længe om at turde gøre det, mest måske for min egen skyld. Det er skamfuldt at have været så dårlig en kone, at ens ellers gode og kærlige mand har kunnet behandle een så respektløst. Og jeg var også bange for at han ville komme til at stå i et dårligt lys overfor en evt. fælles ven. Underligt nok, vil man gerne beskytte 'forbryderen' og finde alle mulige undskyldninger og bevæggrunde. Langt om længe talte jeg med en rigtig god veninde og det løste op for meget. Det er nok sværere for en mand at kunne tale åbent om den slags med nogen, men gør dig selv den tjeneste.
Fantasten skriver i sit indlæg: Find ud af hvad du vil, for det er det vigtigste af alt. ---- ja, det har han/hun da så evig ret i; men problemet for folk som du og jeg er, at vi ikke KAN finde ud af hvad vi vil. Kloge folk med forstand på psykologi siger det ta'r 2 år at 'komme over'.
Ser lige Harriets indlæg, som er kommet mens jeg har skrevet dette. Faktisk en varm og klog kvinde, men måske er det egentlig bedre for dig at få råd af mænd. Så I mænd der følger denne tråd, kom frem med noget mere!

Jeg tror ikke det handler om hvad du skal overbevises om. Jeg tror det handler om at du skal finde en årsag til at tilgive hende, men hvis du leder efter forklaringen for at finde udgangspunkt i et tilgivelsesforløb, så tror jeg sgu du går galt i byen.
Du skal ikke ressonere dig frem til noget som helst - Du skal føle dig vej. Du skal have fat i dit hjerte og dér skal du finde muligheden for tilgivelse - usmart, latterlig og håbløs som den end måtte være det i andres øjne.
Tilgivelse hænger ikke sammen med logik. Hvis den gjorde, ville vi alle være gå og være rigtigt, rigtigt vrede på alle mulige andre.
Når du har fundet ud af hvorfor du ikke KAN lade være med at tilgive hende, så skal du blive tæt, tæt på hende - Ikke noget med at flytte væk et stykke tid eller skabe afstand til hende, for kun ved at elske endnu mere intenst end du har gjort før, vil du finde din tilgivelse frem.
Husk at det du skal igang med nu (hvis det bliver det du vælger), er en procedure som faktisk ikke har særligt meget at gøre med hende. Det er en "kamp" med og for dig selv, din stolthed og dit hjerte. Det er muligvis hende og hendes idioti der er skyld i den, men den er din alene.
Held og lykkke KK70

Jeg syntes du skulle prøve at tilgive hende,....samtidig kan jeg godt forstå at du kan blive jalou når hun er på forretningsrejser med ham hun var utro med. ´Hvis du ikke kan leve med det, syntes jeg du skal opfordre din kone til et jobskifte.
Held & Lykke

Hej med dig..
Jeg er en kvinde som selv var min mand utro. Blev efterfølgende skilt efter 2 års prøven.Fik et nyt forhold ..Og måtte så selv smage min egen medicin ..Han var mig utro..Så jeg vil vove den påstand at jeg er erfaren inden for det område..*SS*
Der er selvfølgelig forskel på utroskaber..men det kan være et mønstre som gentager sig .Affødt af mønstre som bliver grundlagt i opvækst og derfor kræver hjælp til at bryde..
Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv,Men efter jeg sagde det til min mand og fik hjælp,kunne jeg ikke drømme om at gøre det igen.Men det krævede teapi at nå der til.Men vejen blev alligevel for lang...Og vi blev skilt.Lige præcis det du nævner,nemlig det at få tilliden tilbage, er en dræber..
Det giver mange lange seje konflikter undervejs.Du skal nok spørge dig selv om det er det værd..Hvis du mener det er det,så ville det være en god ide at din kone kiggede lidt på sig selv..Får at se om der ligger et mønstre som skal brydes.
Men du skal følge dit hjerte,og ofte sker det at man jo prøver i flere år ,hvor festen egentlig har været forbi længe..Og det kan man jo også lære af.
Vi lære hele livet igennem,og heldigvis for det..
Det er en meget svær ting med den utroskab..Man kunne jo spørge lidt ud i luften ,hvorfor mon det sker for så mange..
For mig er det værste ikke selve utroskabet,men løgnene og fortielserne.Det er nemlig også dem som man skaber en distance med og derved ikke er nærværende og autentisk i et forhold..
Held og lykke til dig ...Knus.

hverken med dig eller din kone.
Men har du tænkt på HVORFOR hun har gjort det.?
Det er en grund til hvorfor mennesker handler på den måde som det bliver gjort på.

Min erfaring siger mig, at det er nu du skal fokusere 110% på dig selv og tørre en del af fællesopgaverne af på hende - hun skylder. Du skal ud og gøre de ting, der løfter din livskvalitet.
Hvornår har du sidst købt en skjorte til 800,- kr? Du skal da også lige tabe de der ekstra kilo blæver på maven og lægge nogle kilo til din muskelmasse. Knald den af i tre måneder og så tag ud og vis alle andre, hvor tjekket du er.
Jeg mener, at det kan være med til at genskabe balancen og den gensidige respekt i forholdet, hvis du sætter dig selv først - også over børn og familie - i en periode. Hun burde kunne holde skansen længe nok til at hendes stærke mand kan finde sig selv igen ;)

Er at, er man utro en gang, så kan man være det igen... man misbruger en andens tillid, man skider på den andens følelser.
Gik den den ene gang , så går den sikkert igen...
Hvordan kan man gå og tro, at den man er sammen med bare kan se igennem fingre med man har skidt på personen..??
Nej du... en gang utro altid utro.
venligst mus26

Give dig forhåbninger om at din kone ikke vil være dig utro igen....
det er kun dig, som kan vide om hun er til at stole på.... Sagen er den, at du skal gøre op med dig selv, om du vil give hende den kostbare chance, det er at prøve at vinde tilliden tilbage,,,,
dette er en sej kamp, som selvfølgelig kan vindes, men ikke uden hårdt arbejde og blod sved og tårer.....
Du må evaluerer jeres liv sammen, og finde ud af om det er vær at kæmpe for, og om du nogen sinde, med dig selv, kan komme til at stole på hende igen,,,
sorry min ven, men kun du kender svaret...
held og lykke,,, rie

kære fortvivlede ægtemand.
Jeg kan se du har fået mange svar som går på, at det er din kones pligt at vinde din tillid tilbage og dermed bevise overfor dig at du kan stole på hende.
Mit bud er nok en smule anderledes, idet jeg først og fremmest mener, at hvis jeres forhold skal kunne lykkedes efter denne uheldige oplevelse, så er det dig - og alene dig, der beslutter at du vil stole 100% på din kone fremover.
Du skal simpelthed tage en beslutning om, at du enten tilgiver helt - og dermed "glemmer" det skete, eller også skal du allerede nu stoppe dit forhold da det ellers er døds dømt på forhånd.
Adskellige psykologer har beskrevet, at utroskab kan overleves og skabe et nyt og godt forhold - men at det IKKE handler om at den "utro part" skal rede ægteskabet MEN at det er den forsmåede part som virkelig skal tilgive og glemme. Du skal simpelthed ikke bringe det på bane mere - heller ikke når din kone skal ud ad døren. Du skal virkelig styre din jalusi og beslutte dig for at din kone selvfølgelig elsker dig højt og dermed ikke har behov for den slags sidespring.
Hvis du VIRKELIG tilgiver af HELE dit hjerte, så er jeg sikker på at jeres ægteskab nok skal holde - og måske oven i købet opnå nye og dejlige dimentioner.
Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke med din beslutning, enten i den ene eller den anden retning.
Fra Catwoman

Det er sket, og det kan være sket før og det sker sikkert også igen. Så jeg kan ikke rigtigt se hvorfor du skal trække smerten ud, og gå Via Dolorosa.
Mvh Terningemanden

Utroskab og løgn er noget fanden har skabt. Men det er alligevel "dejligt" at høre, at kvinder også kan bedrage mænd, så det ikke kun er "omvendt". Jeg har ikke tal på alle de kvinder jeg har både hørt og læst om, er blevet bedraget og fyldt med løgn af mænd/kærester og hvad det har adstedkommet af skilsmisser, sårede følelser, rodløse og ulykkelige børn o.s.v. o.s.v.
Så nu kan i fand'me smage Jeres egen medicin !

Altså hvis bare der var nogen flere quinder der var utro, og nogen flere mænd der græd så ville alt være godt.
Ulla du er et geni.
Mvh Terningemanden

Du har da i hvert fald ikke fattet en dyt af "forklaringen" på utroskab - så den kloge ser bort fra dit lidet konstruktive bidrag.

Hvor er det træls det skulle ske for dig. Men op med humøret. Det bliver bedre.
Jeg har været udsat for nøjagtig det samme. Vi havde også en periode lige efter, hvor alt var som nyt igen og man næsten følte sig forelsket. Så kom tvivlen og hverdagen - eller var det omvendt? Jeg er tilbøjelig til at tro det sidste. Jeg anstrengte mig i hvert fald, mere end ellers for at opvarte hende, lytte til hende og huske i hverdagen at give udtryk for, hvor glad jeg var for hun var min. Det glemte jeg så måske lidt igen, da jeg følge mig tilbage på "sikker grund". Nu er der gået lidt mere end et år. Jeg har tilgivet hende og jeg er ikke længere mistænksom ret mange minutter ad gangen. Hvor skulle hun gå hen og få det bedre end sammen med mig? Det kan hun ikke, HVIS jeg ellers husker at vise hende, hvor glad jeg faktisk er for hende. Og hun er blevet den dejligste kvinde i verden.

Jeg holder fuldstændig med Cat...
Jeg har været min mand utro, han har også været mig utro. Men vi elsker hinanden, har snakket ud om tingene og det eneste rigtige for os var:
tilgivelse og atter tilgivelse.
Det er meget meget vigtigt at man snakker om det når det sker og man får snakket ud, for SIDEN hen ALDRIG at nævne det mere, idet det blot giver dårligdom for begge parter. Hvis man finder ud af det sammen igen så vær tolerante og TRO og tillidsfulde overfor hínanden - så kan man faktisk nå meget langt i livet. Vi elsker hinanden og er enige om, at vi kan ikke undvære hinanden. Så hellere fantasere sammen i fællesskab og på den måde skabe lidt spænding i sexlivet. Det giver ro og lysten til hinanden tilbage. Tro mig har selv været der.

med tre børn går ikke bare lige "over" p.g.a en affære. Man får tingene sat i det rette perspektiv og finde ud af at komme videre SAMMEN!!
Såret stolthed er ikke spor sjovt, men at ødelægge 5 menneskers liv, for at tilgodese sin stolthed? Nej vel? Man bekæmper mistilliden og kan vel med rette forvente, at den der har været utro, vil kæmpe for at genvinde den tillid man har svigtet. Husk ting tager tid.

at give dit ægteskab en chance mere, så bliver du nødt til at stole på din kone. Det er menneskeligt at du er mistænksom og jaloux, men du bliver nødt til at lade din kone vide at du stoler på hende, ellers har du jo ikke givet hende en chance. Hvis hun hele tiden konfronteres med spørgsmål og mistænksomhed, så ved hun jo at du ikke stoler på hende og så bliver hun jo træt af det på et tidspunkt. Det er ikke sjovt hele tiden at blive mindet om sit fejltrin, og det er jo det du gør, når du viser hende din mistænksomhed og jalousi. Hvis du virkelig vil det ægteskab, må du gennemleve den jalousi og mistænksomhed alene, eller dele den med en kammerat. Prøv at forestil dig, at det var dig som havde været utro og hvor din kone gav dig en chance mere, og hun så var overfor dig som du er overfor hende nu, det ville du sikkert ikke have det godt med, fordi du gerne ville vise din kone at hun kunne stole på dig.
Jeg kan godt forstå at du har det skidt med det, og ovenstående er ikke nogen bebrejdelse, blot fortæller jeg dig, at det ikke gavner at bebrejde hende eller stille en masse spørgsmål.
Kan du ikke lade være med at vise hende din mistænksomhed og jalousi, er det måske bedst at stoppe ægteskabet, for det bliver ødelagt alligevel.
Held og lykke med det hele.

*GGGGGGGGGGGGGG*

Hej med dig først og fremmest vil jeg tilføje at det din kone gjorde er absolut noget forkert... Din kone har måske følt sig på en midtervej med alderen der trykkede på, og hun måske ikke følte sig så aktraktiv mere,hun har sikkert ville bekræftes selvom hun elsker dig mere end noget andet... Kan godt forså du føler jalousi, hvem ville ikke det.. Lær at stol på dig selv og styrk dit selvværd i samme retning. her er nogle gode råd.
Begynd at skriv ned hver gang du får det dårligt(Dagbog) skriv dine tanker følelser vrede alt der falder dig ind... Skriv det gerne som et brev til din kone ikke et du nødvendigvis behøver at vise Men husk også de gode ting, jo længere hen af vejen du kommer kan du se tilbage i dagbogen og se der kommer flere og flere positive ting ned på papir... Prøv måske at snakke med din hustru om det er muligt hun kan flytte afdeling på sit job anliggende.. Det ville gøre dig stærkere og styrke dit selvværd. Husk det er dig der skal have lov at hele og hun skal give dig tid...

Det lyder som om du er lider og ubevist har du det godt med det. Jeg for helt lyst til at skrige til dig: Mand dig op mand!
Påtager du dig offerrollen? For først at vise dig som en mand når det er helt galt?
Din kone lyder til at måtte have noget modspil, det vil sige hende imod. Om ikke andet for at sige hende imod. Chat boardet her er fuld af de kvinder der "kræver" modspil af den slags. De tror man først er nær når man siger dem imod. Jeg forstår det ikke, men det er sådant det nu engang er.
Du skal ikke lade dig koste rundt på hendes premisser. Det er OK at høre på hende og det er OK at have din standpunkt, men sig dem højlydt og stå ved dem.
Noget helt andet er at jeres forhold bliver aldri det samme nu, og i skal igennem en turbolent tid, det må forventes, men bliv ikek så stor i det at du glemmer dig selv.
/t

Det er OK at give hende en chance til, men det er ikke OK at hun stadig skal se ham og arbejde sammen med ham. Det er ikke uden omkostninger at dumme sig. Det er hende der har fejlet, og uanset hvor dårligt I end må have haft det, må hun bevise at hun vil dig og Jer. Det er surt med jobbet, men hvis ikke hun vil give afkald på det, så på porten med hende. Pt. er du såret og man får let påtaget sig hundehvalpe rollen fordi man er så bange for at blive forladt. Men det er dit liv, din værdighed og respekt der skal værnes om. Husk at det var en mand og ikke en hundehvalp hun tændte på da I i sin tid indledte Jeres forhold.

Jeg har stort set det samme problem som dig. min hustru har været mig utro med en kollega i gennem et halvt år hvor alt foregik på deres arbejde.
Vi valgte at forblive sammen, men præcis som din hustru arbejder min også stadig det samme sted og det er kun min hustrus ord jeg har for at alt er slut. Det tror jeg så også at det er , men det nager mig.
Det taget to sekunder at sprænge et hus i luften men det tager år at genopbygge det.
Min hustru og jeg har brugt hundredevis af timer på at tale sammen. Det eneste der hjælper er at snakke med den der har været utro. Der må ingen hemmeligheder være efter sådan et svigt. Hvis hun ikke vil tale om utroskaben og ikke vil høre på det du føler har du tabt.
Hun er nødt til at lægge øre til din vrede og du skal stå ved din vrede. Du føler den og den skal ud, ellers ender du med at blive bitter.
Selve utroskaben må aldrig blvie noget du lader være med at tale om, og lige så for hende. Den vil altid være der, og med tiden vil den fylde mindre.
Men kun hvis i vover at tale om den.


Der er et par ting du skal huske på.
Uanset hvad, så er selve utroskaben ikke din skyld!!!
jeres problemer er i fælles om, men det var hende der valgte at være utro.
Alt skal på bordet.
Alt i jeres forhold kan blive bedre, men kun hvis i begge to er ærlige.
Du kan aldrig komme over utroskaben, men du kan lære at leve med den.
Det er en uhyggelig svær opgave at rejse sig efter utroskab, og det kan føles umuligt, men husk at når du er glad for hende idag, så er hun faktisk den kvinde du elsker!
Glæd dig over at hun også elsker dig og at hun var klog nok til at komme hjem til ham der er vigtigst i livet!
Kærlig hilsen
Thomas