Min søn er flyttet i vrede - hjælp!
Hvad skal jeg gøre – min søn er flyttet hjem til sin far i vrede?
Min søn og hans kæreste var altid hos mig og min mand (papfar til min søn) Vi ville gerne håndhæve den regel at kæresten skulle sove hjemme hos sig selv mandag til fredag – fordi vi skal tidligt op om morgenen og skal have vores skønhedssøvn. Hun var dog altid velkommen til at overnatte i weekenderne.
Denne regel glemte de unge mennesker (min søn 18, hun 17) tit – derfor tillod jeg at håndhæve reglen i søndags. Bølgerne gik lidt højt og man får sagt nogle ting som man ikke mener, men enden på visen blev at de gik hjem til hans far sent søndag aften.
Tirsdag hentede han så sine ting mens jeg var på job – og ville ikke tale med mig. Av av – det gør ondt.
Endnu værre er, at hans far er begyndt at fortælle ham løgnehistorier fra hans barndom om mig – så nu er sønnen endnu mere gal på mig, og siger til mig, at han har levet i 18 på en løgn hjemme hos mig (hans mor).
Jeg er så ked af det, for det har taget en hel forkert drejning, vil egentlig bare gerne have at han er lykkelig.
Som tillæg skal lige nævnes at han droppede ud efter 2. g her i sommerferien – og ved ikke hvad han skal nu, for HF er der ikke plads på. Jeg har så forsøgt at få ham til at indse, at man skal have en eller anden form for uddannelse – måske synes han jeg er en sur mor fordi jeg punker ham med det?
Har i et forslag til hvordan jeg løser denne knude?
Min søn og hans kæreste var altid hos mig og min mand (papfar til min søn) Vi ville gerne håndhæve den regel at kæresten skulle sove hjemme hos sig selv mandag til fredag – fordi vi skal tidligt op om morgenen og skal have vores skønhedssøvn. Hun var dog altid velkommen til at overnatte i weekenderne.
Denne regel glemte de unge mennesker (min søn 18, hun 17) tit – derfor tillod jeg at håndhæve reglen i søndags. Bølgerne gik lidt højt og man får sagt nogle ting som man ikke mener, men enden på visen blev at de gik hjem til hans far sent søndag aften.
Tirsdag hentede han så sine ting mens jeg var på job – og ville ikke tale med mig. Av av – det gør ondt.
Endnu værre er, at hans far er begyndt at fortælle ham løgnehistorier fra hans barndom om mig – så nu er sønnen endnu mere gal på mig, og siger til mig, at han har levet i 18 på en løgn hjemme hos mig (hans mor).
Jeg er så ked af det, for det har taget en hel forkert drejning, vil egentlig bare gerne have at han er lykkelig.
Som tillæg skal lige nævnes at han droppede ud efter 2. g her i sommerferien – og ved ikke hvad han skal nu, for HF er der ikke plads på. Jeg har så forsøgt at få ham til at indse, at man skal have en eller anden form for uddannelse – måske synes han jeg er en sur mor fordi jeg punker ham med det?
Har i et forslag til hvordan jeg løser denne knude?