Palæstinenserne er imod fred med Israel
Ifølge den alment anerkendte fortælling er fred i Mellemøsten blevet gjort umulig af et Israel-ledet hard-line Likud-parti, der nægter at acceptere en palæstinensisk stat og fortsætter med at opføre bosættelser. Det er forbløffende, at denne enorme fordrejning af sandheden er blevet alment accepteret.
I virkeligheden har Benjamin Netanyahu ført sin koalition til en åben anerkendelse af en palæstinensisk stat, og således har han skabt den første nationale konsensus i Israel om en tostatsløsning. Han er også den eneste premierminister, der har indvilliget i en fastfrysning af bosættelser – 10 måneder – noget ingen Arbejder-eller Kadima-regering nogensinde har gjort.
Abbas reagerede med en boykot af forhandlinger i ni måneder, hvorpå han dukkede op og udvandrede, da fristen for fastfrysningen udløb. I sidste uge gentog han, at han vil fortsætte med at boykotte fredsforhandlinger, med mindre Israel på forhånd opgiver alle territorialkrav uden for 1967-grænserne. Det indebærer f. eks., at det jødiske kvarter i Jerusalem skal være palæstinensisk territorium.
Dette er ikke blot absurd. Det krænker alle forudgående fredsaftaler. Abbas insisterer uden vaklen på den såkaldte “ret til tilbagevenden”, der vil tilintetgøre Israel demografisk ved at overfylde det med millioner af arabere. På den måde bliver verdens eneste jødiske stat til verdens 23. arabiske stat. Og han har gentagne gange erklæret, senest i New York under FN’s Generalforsamling: »Vi vil ikke anerkende en jødisk stat »«.
[...]
Hvorfor gik Abbas egentlig til FN for nylig? I næsten et halvt århundrede har USA søgt en Mellemøst-aftale på basis af formlen “land for fred”. Land for fred førte til freden mellem Israel og Egypten i 1979 og mellem Israel og Jordan i 1994. Siden har Israel tilbudt palæstinenserne land for fred tre gange. Og er blevet afvist hver gang.
Hvorfor? Af præcis samme årsag, som fik Abbas til for nylig at gå til FN: For at få land uden fred. Suverænitet uden nogen gensidig anerkendelse af en jødisk stat. …
Israel gav afkald på land uden fred i 2000 i Sydlibanon og fik en krig til gengæld (Libanon-krigen i 2006) og 50.000 Hizbollahraketter, der nu er rettet mod det israelske hjemland. I 2005 gav Israel afkald på land uden fred i Gaza og blev igen belønnet med krig og raketangreb fra en palæstinensisk ministat, der åbenlyst gik ind for folkedrab.
Israel er parat til at give afkald på land, men aldrig mere uden fred. En endelig fred. Som netop er, hvad enhver palæstinensisk leder fra Haj Amin al-Husseini til Yassir Arafat og Mahmoud Abbas har afvist-. Territoriale stridigheder kan løses – eksistentielle konflikter kan ikke. Land uden fred er en invitation til nationalt selvmord.
Sandheden fordrejes. FN som løgnenes hus er med til dette.
Nethanayhu sagde til FN fornylig i et sprogbrug der gik fra kampberedthed til forsoning til at være forbitret. I talen udfordrede Israels leder medlemmerne af FN til, for en gangs skyld, at bruge de samme standarder som de benytter når de bedømmer Israel vedrørende palæstinenserne. Hvorfor ikke, argumenterede han, lade såvel palæstinenserne som israelerne følge de samme standarder i opførsel og moral?
Nethanayhu opremsede kort de overgreb FN har begået mod Israel. 1975 “Zionismen er racisme” resolutionen. 1980 fredsaftalen med Egypten der blev forkastet af FN. Han sagde, “Og således er det, at år efter år, bliver Israel som den eneste fordømt. Israel fordømmes langt oftere end alle nationer i verden – tilsammen. 22 ud af 27 FN Generalforsamlingsresolutioner fordømmer Israel – det eneste ægte, sande demokrati i Mellemøsten.”
Ikke kun bliver Israel rent rutinemæssigt fordømt, sagde Nethanyahu, nogle af de værste despoter, diktatorer og terrorister ophøjes til ærværdighed i FN: Saddam Hussein, Iraks leder af FN Nedrustningskonference, Gaddafis Libyen som formand for Menneskerettighedskommissionen, og nu det Hezbollah kontrollerede Libanon der har formandsskabet over Sikkerhedsrådet.
For blot 4 måneder siden underskrev Mahmoud Abbas en “samarbejdsaftale” med Hamas terrorgruppen der behersker Gaza Striben. Hamas’ charter går ind for ødelæggelse af Israel, og er imod ethvert kompromis.
FN er et galehus som vi burde melde os ud af. Der er ingen moralske standarder overhovedet.
I virkeligheden har Benjamin Netanyahu ført sin koalition til en åben anerkendelse af en palæstinensisk stat, og således har han skabt den første nationale konsensus i Israel om en tostatsløsning. Han er også den eneste premierminister, der har indvilliget i en fastfrysning af bosættelser – 10 måneder – noget ingen Arbejder-eller Kadima-regering nogensinde har gjort.
Abbas reagerede med en boykot af forhandlinger i ni måneder, hvorpå han dukkede op og udvandrede, da fristen for fastfrysningen udløb. I sidste uge gentog han, at han vil fortsætte med at boykotte fredsforhandlinger, med mindre Israel på forhånd opgiver alle territorialkrav uden for 1967-grænserne. Det indebærer f. eks., at det jødiske kvarter i Jerusalem skal være palæstinensisk territorium.
Dette er ikke blot absurd. Det krænker alle forudgående fredsaftaler. Abbas insisterer uden vaklen på den såkaldte “ret til tilbagevenden”, der vil tilintetgøre Israel demografisk ved at overfylde det med millioner af arabere. På den måde bliver verdens eneste jødiske stat til verdens 23. arabiske stat. Og han har gentagne gange erklæret, senest i New York under FN’s Generalforsamling: »Vi vil ikke anerkende en jødisk stat »«.
[...]
Hvorfor gik Abbas egentlig til FN for nylig? I næsten et halvt århundrede har USA søgt en Mellemøst-aftale på basis af formlen “land for fred”. Land for fred førte til freden mellem Israel og Egypten i 1979 og mellem Israel og Jordan i 1994. Siden har Israel tilbudt palæstinenserne land for fred tre gange. Og er blevet afvist hver gang.
Hvorfor? Af præcis samme årsag, som fik Abbas til for nylig at gå til FN: For at få land uden fred. Suverænitet uden nogen gensidig anerkendelse af en jødisk stat. …
Israel gav afkald på land uden fred i 2000 i Sydlibanon og fik en krig til gengæld (Libanon-krigen i 2006) og 50.000 Hizbollahraketter, der nu er rettet mod det israelske hjemland. I 2005 gav Israel afkald på land uden fred i Gaza og blev igen belønnet med krig og raketangreb fra en palæstinensisk ministat, der åbenlyst gik ind for folkedrab.
Israel er parat til at give afkald på land, men aldrig mere uden fred. En endelig fred. Som netop er, hvad enhver palæstinensisk leder fra Haj Amin al-Husseini til Yassir Arafat og Mahmoud Abbas har afvist-. Territoriale stridigheder kan løses – eksistentielle konflikter kan ikke. Land uden fred er en invitation til nationalt selvmord.
Sandheden fordrejes. FN som løgnenes hus er med til dette.
Nethanayhu sagde til FN fornylig i et sprogbrug der gik fra kampberedthed til forsoning til at være forbitret. I talen udfordrede Israels leder medlemmerne af FN til, for en gangs skyld, at bruge de samme standarder som de benytter når de bedømmer Israel vedrørende palæstinenserne. Hvorfor ikke, argumenterede han, lade såvel palæstinenserne som israelerne følge de samme standarder i opførsel og moral?
Nethanayhu opremsede kort de overgreb FN har begået mod Israel. 1975 “Zionismen er racisme” resolutionen. 1980 fredsaftalen med Egypten der blev forkastet af FN. Han sagde, “Og således er det, at år efter år, bliver Israel som den eneste fordømt. Israel fordømmes langt oftere end alle nationer i verden – tilsammen. 22 ud af 27 FN Generalforsamlingsresolutioner fordømmer Israel – det eneste ægte, sande demokrati i Mellemøsten.”
Ikke kun bliver Israel rent rutinemæssigt fordømt, sagde Nethanyahu, nogle af de værste despoter, diktatorer og terrorister ophøjes til ærværdighed i FN: Saddam Hussein, Iraks leder af FN Nedrustningskonference, Gaddafis Libyen som formand for Menneskerettighedskommissionen, og nu det Hezbollah kontrollerede Libanon der har formandsskabet over Sikkerhedsrådet.
For blot 4 måneder siden underskrev Mahmoud Abbas en “samarbejdsaftale” med Hamas terrorgruppen der behersker Gaza Striben. Hamas’ charter går ind for ødelæggelse af Israel, og er imod ethvert kompromis.
FN er et galehus som vi burde melde os ud af. Der er ingen moralske standarder overhovedet.