Send os et kalkmaleri fra den nye istid
Forfatter: Simon Grotrian
Titel: DOMKIRKEPERLEN, Bønner
ISBN: 9788721036232
Udkom: marts 2011
48 sider, 199 kr
Forlag: Borgen
[sol] [sol] [sol] [sol] ud af seks sole
Sidst jeg læste Grotrian var i 2000 med Livet er en Ko. Den digtsamling havde momenter af superb sprogbrug og dens anelser af det metafysiske var - som i hele Grotrianoeuvren - noget nyt og bemærkelsesværdigt. Noget uset og nærmest uprøvet i vor tid; ihvertfald uden for det traditionelt kirkelige håndværk. Også Søren Ulrik Thomsen lægger fra tid til anden arm med den kristne tradition, salmerne, men dog uden nogensinde at blive så dogmatisk sprunget-ud-af-skabet som Grotrian.
[img]http://www.webdialogue.eu/images/external/domkirkeperlen.jpg[/img]
Og dog synes Grotrian at forblive det evige talent, som aldrig helt forløses. Han synes at have rendyrket en stil af kristen name-dropping iblandet en masse nonsens og spøjse og fængende one-liners. Tillægstitlen til hans MANGE digtsamlinger er ofte "Salmer" og denne gang "Bønner". Men kategoriseringen bønner og salmer forbliver et postulat. Snarere er hans digte INSPIRERET af salmer og bønner og genbruger lystigt af Bibelens og salmetraditionens fragmenter, men uden dog at blive tro mod de "rigtige" kirkelige bønner og salmer, de være sig protestantiske, katolske eller ortodokse. Tættest er han nok på det protestantiske univers, med sin slet skjulte ironi og idéen om sproget som originalt univers.
Grotrian arbejder meget med sproget, men ikke særligt meget med sine idéer og temaer. De får lov at flyde i tilfældige kaskader af indfald og opslag, med mindre min læseevne har fejlet. Det smukke ved egentlige salmer er netop når det lykkes at fastholde og bearbejde et tema i overraskende spring fra start til slut. Hos Grotrian udebliver denne tematik og materialet flyder som skidt fra en spædekalv.
Regnen forbliver dit ord på tomme kirkebænke, fyld os med tomatrøde stråler, kimingsballet med ekkolyd af låsene, hjortetakvalmuer mellem pagten og sæben.
Strofer som disse synes inspireret af 80'erbandet Cocteau Twins' chantende nonsens. Jeg kan virkelig ikke finde hoved og hale i kompositionerne eller temaer, men glædes dog umanerligt over de rammende one-liners som han strøer om sig med. For eksempel denne: Send os et kalkmaleri fra den nye istid. Eller denne: Herre, svanerne dundrer mod verdens spejle, vi beder om plads i hjertet til hinanden. Og så igen tilbage til ubegribelige sammensætninger af idéer og associationer, som skaber en barok kakafoni af sansninger fra storby, TV, kroppe, boliger og mindelser om gamle bøger.
Trods denne kvalmende opremsning og temaløshed ender man i lykkelig berigelse over Grotrians diskokugle af glimt og indfald. Man er med Gud og man er i 2011 på en obskur men også tryg måde. Tak og amen.
Titel: DOMKIRKEPERLEN, Bønner
ISBN: 9788721036232
Udkom: marts 2011
48 sider, 199 kr
Forlag: Borgen
[sol] [sol] [sol] [sol] ud af seks sole
Sidst jeg læste Grotrian var i 2000 med Livet er en Ko. Den digtsamling havde momenter af superb sprogbrug og dens anelser af det metafysiske var - som i hele Grotrianoeuvren - noget nyt og bemærkelsesværdigt. Noget uset og nærmest uprøvet i vor tid; ihvertfald uden for det traditionelt kirkelige håndværk. Også Søren Ulrik Thomsen lægger fra tid til anden arm med den kristne tradition, salmerne, men dog uden nogensinde at blive så dogmatisk sprunget-ud-af-skabet som Grotrian.
[img]http://www.webdialogue.eu/images/external/domkirkeperlen.jpg[/img]
Og dog synes Grotrian at forblive det evige talent, som aldrig helt forløses. Han synes at have rendyrket en stil af kristen name-dropping iblandet en masse nonsens og spøjse og fængende one-liners. Tillægstitlen til hans MANGE digtsamlinger er ofte "Salmer" og denne gang "Bønner". Men kategoriseringen bønner og salmer forbliver et postulat. Snarere er hans digte INSPIRERET af salmer og bønner og genbruger lystigt af Bibelens og salmetraditionens fragmenter, men uden dog at blive tro mod de "rigtige" kirkelige bønner og salmer, de være sig protestantiske, katolske eller ortodokse. Tættest er han nok på det protestantiske univers, med sin slet skjulte ironi og idéen om sproget som originalt univers.
Grotrian arbejder meget med sproget, men ikke særligt meget med sine idéer og temaer. De får lov at flyde i tilfældige kaskader af indfald og opslag, med mindre min læseevne har fejlet. Det smukke ved egentlige salmer er netop når det lykkes at fastholde og bearbejde et tema i overraskende spring fra start til slut. Hos Grotrian udebliver denne tematik og materialet flyder som skidt fra en spædekalv.
Regnen forbliver dit ord på tomme kirkebænke, fyld os med tomatrøde stråler, kimingsballet med ekkolyd af låsene, hjortetakvalmuer mellem pagten og sæben.
Strofer som disse synes inspireret af 80'erbandet Cocteau Twins' chantende nonsens. Jeg kan virkelig ikke finde hoved og hale i kompositionerne eller temaer, men glædes dog umanerligt over de rammende one-liners som han strøer om sig med. For eksempel denne: Send os et kalkmaleri fra den nye istid. Eller denne: Herre, svanerne dundrer mod verdens spejle, vi beder om plads i hjertet til hinanden. Og så igen tilbage til ubegribelige sammensætninger af idéer og associationer, som skaber en barok kakafoni af sansninger fra storby, TV, kroppe, boliger og mindelser om gamle bøger.
Trods denne kvalmende opremsning og temaløshed ender man i lykkelig berigelse over Grotrians diskokugle af glimt og indfald. Man er med Gud og man er i 2011 på en obskur men også tryg måde. Tak og amen.