At savne en soulmate

Hej alle derude på debatten.
Jeg er i starten af 20'erne og har aldrig haft en kæreste. I mine teenageår mødte jeg kun en enkelt fyr, jeg faldt for, men da boede jeg i udlandet, og omstændighederne spændte simpelthen ben for, at det kunne blive til mere. Jeg har ellers rimelig let ved at blive tiltrukket af fyre, men det er bare ikke de samme, der falder for mig... Jeg VED godt, at jeg er kræsen, men jeg skal altså have en fyr, der kan rumme mig og mine mange tanker, og så ville jeg heller ikke kunne finde sammen med en, hvis det ikke slog gnister - why settle for less? Jeg er både slank og køn, har også fået at vide at jeg er charmerende og positiv - og så er jeg en rejselysten tænker, der til tider reflekterer lidt for meget over verden :-)
Alligevel kan jeg fx godt føle, at de fyre, som falder for mig til dels er "de forkerte" - dvs. jeg er ikke fysisk tiltrukket af dem, selvom vi sikkert ville passe godt sammen på papiret.
Jeg er ikke ligefrem opsøgende, og jeg hader fx dates med fyre, jeg har mødt i byen eller til en fest, fordi jeg sjældent føler mig tryg nok ved dem.
Er det at give op, hvis jeg bare håber, at én dag, så er den der - den gensidige forelskelse og en fyr, som kan rumme mig? På en måde synes jeg også, at det er et urealistisk krav at stille til "skæbnen"?
Hvad kan jeg gøre?

Som overskriften siger, mener jeg ikke du skal hoppe på det første og bedste der kommer forbi, fordi vedkommende er interesseret i dig. På den anden side, hvis du forventer at det skal slå gnister fra første færd, så god jagt....
Du skriver at du vil finde en soulmate, men du er nød til at stoppe op længe nok, og lære folk at kende, hvis du vil finde en SOULMATE.
Hvordan virker DU på den partner du gerne vil have???? Skræmmer du dem væk, fordi du har for travlt til at stoppe længe nok til at de kan nå at registrere at du kunne være den eneste ene for personen?
Jeg tror ikke at du finder din soulmate, før du slapper lidt af, og giver livet en chance. Det er ikke kun dine tanker der danner et forhold.
God Jagt!

Hej !!!
Du skriver at du ikke er opsøgende, men på mig lyder du MEGET søgende, og det står måske meget tydeligt i panden på dig - selvom du ikke føler det, det kan altså godt skræmme end del folk væk... smiler...
Slap af, tænk ikke så meget over at du SKAL finde din soulmate LIGE NU, du er i starten af tyverne - SLAP AF, hvorfor har du SÅ travlt ???
Tror sgu at mange af os der mødte HAM inden vi fyldte 20, er videre og har fundet ud af at det jo nok ikke lige var vor soulmate alligevel. Så brugte man en del år på det, det var fedt, dejligt, hyggeligt, - men det gør det jo ikke sikkert at det er resten af livet.
Nyd livet, og læg mændende ned på stribe, tænk ikke familie og børn, tænk i lækre overkroppe, vanvittige talenter og bare vælt dig rundt i dem og nyd det. Få gjort alle de ting du vil blive begrænset i når soulmaten og ham du skal bygge rede med dukker op...
Held og lykke !!

Jeg forelskede mig i min soulmate da jeg var ni år gammel og han var 12. Det blev først da vi var voksne og haft hvert vort forliste ægteskab bag og og diverse børn, at vi kom til at blive kærester for alvor og flyttede sammen. Det gik der 11 år med. 11 år hvor vi var henholdsvis i himmel og helvede. Ikke fordi han slog mig, men følelsesmæssigt skulle der ikke ret meget til at vælte læsset, da vi var så fokuserede på hinanden. Da vi startede med at være kærester, vidste jeg ikke han havde haft et alkoholmisbrug og kendte i det hele taget ikke til symptomerne. Så jeg var ikke opmærksom da han begyndte at drikke igen. Han lavede scener og gav mig skylden for at have et påskud for at tage ned i sin have og drikke. I al den tid bar jeg på en overbevisning om at det var mig der var forkert. Og da jeg blev klar over hvordan det hang sammen, gav jeg mig selv skylden for at han drak. I de perioder han var ædru var det himmel. Og efterhånden begyndte jeg at frygte helvede. Jeg ønskede ikke at leve sådan, men kunne ikke få ham ud af systemet. Jeg opsøgte til sidst en clairvoyant, der fortalte mig at vi var karmisk forbundede, at vi havde kendt hinanden i mange liv og at vi ville mødes igen, i livene fremover, med mindre vi fik alklarede nogle ting i dette liv. Soulmate er et eksisterende begreb i den spirituelle verden. Der findes bøger på området. Det er andet og mere end blot den eneste ene. Det er ikke altid nemt og kun lykkeligt at møde sin soulmate. Det kan være hårdt arbejde. Men jeg tror stadig på at det kan lade sig gøre at blive dybt ramt, fra første færd. Det man kalder kærlighed ved første blik. Vi har ikke været sammen i 5 år nu, men jeg har heller ikke været forelsket siden. Tankevækkende. Pøj pøj med det.

Glemt alt om kærester, og tag ud og rejs. Nyd det at være sammen med andre køn, og lad ting falde dig naturligt ind. Med andre ord prøv livet, for du lyder noget uafklaret.
Så tror jeg det løser sig selv.
/t

Jeg tror at der er for meget fokus på at finde den store kærlighed, Jeg tror at du finder den når du holder op med at lede og koncenterer dig om de ting der betyder noget for dig og dit liv. Når du lever dit liv og gør de ting du syntes er spændende, så vil du møde en masse mennesker gennem dine interesser og en af dem kan jo være HAM. Ud over det, går du også og gør dig selv glad og spilder ikke din tid på at rende rundt steder hvor du ikke gider at være og når du udstråler glæde og ro så er du uimodståelig. Held og lykke.

Jeg har det på samme måde. Er en gut i starten af 20 og har heller aldrig haft en kæreste. Har samme problem. De piger jeg er vild med er ikke vilde med mig og omvendt. Hvorfor skal det være sådan tænker man....
Har masser af venner men føler mig bare så enson når jeg sidder alene om aftenen eller er til fester hvor jeg er alene og alle er sammen med kærester. Vil det nogensinde komme? Føler at livet passerer mig forbi. Alle siger jeg nok skal finde den eneste ene, men hvornår? jeg er håbløst forelsket i en pige som har en kæreste. Har aldrig været så vild med en pige før...og det æder mig op indefra....
Ved ikke om det er noget værd for dig....men du er ikke alene.

Tak - jeg kan virkelig sætte mig ind i, hvordan du hat det.
Det sidste jeg nogensinde har gjort, har været at sætte mit liv på en slags "standby", fordi jeg ikke havde en kæreste. Jeg har nok tværtimod nået mange ting som at rejse, bo og arbejde i udlandet, lave organisatorisk arbejde herhjemme og pleje mine venskaber, som andre har nedprioriteret lidt pga kærester - men for en gangs skyld kunne det være skønt ikke at troppe op til middage og fester som den "evige single" :-)