han er forelsket i mig = ud af mit liv?

hej jeg havde en samtale med en veninde her for et stykke tid siden.
vi snakkede om folks reaktion, hvis de fik at vide fra en de kendte, at personen var forelsket i dem - og det ikke var gengældt!
hun siger de fleste ville bakke ud af deres bekendtskab/venskab. jeg siger man fortsat snakker med personen medmindre man er vildt umoden...
så lad mig høre kære mænd, kvinder, drenge og piger!
Spørgsmål: Hvis du havde en ven/bekendt der fortalte dig at h*n havde følelser for dig, ville du så
1. det er for akavet! undgå personen, undlade at snakke med personen.
eller
2. lade der gå lidt tid, og så begynde at snakke med personen igen som om alt var naturligt?
helt ærligt! er jeg den eneste der synes man kan forholde sig cool til en forelskelse? skal man absolut blive "bange" for folk der føler stærkt for en?
Hvad ville I gøre?

... forkert ord. Jeg ville bakke ud, nænsomt - ikke fordi jeg var bange men af hensyn til den forelskede ven. Uanset hvordan du vender og drejer det, er det et ulige forhold. Forelskelse er jo, mildt sagt, ikke en rationel tilstand og den forelskede vil uværligt gå og håbe på gengældelse og vil leve i en såret og misserabel tilstand..... og det er sgu da synd for den ven man holder af, men ikke er forelsket i.
martin

giver personen plads til at komme over en, og så derefter snakker normalt med personen som om alt er naturligt.. det kan man vel godt?

Altså nu ved jeg godt at forelskelse er en fase som så mange andre, men der er ingen af dem, jeg har været forelsket i, som jeg har glemt alt om. Følelsen kan stadig være der, og det kan den blive ved med for resten af livet.
Det kommer an på hvor dybt det er, men er det med en nær ven, vil jeg da mene at det vil være meget svært bare lige at komme over.
Men jeg forstår godt hvad du mener, at man skal kunne snakke om det og give det tid.
Det værste med den slags relationer er, at man får så mange, som du også siger, modbydelige følelser oveni de gode. Man forstår ikke hvorfor følelsen ikke bliver gengældt og så videre. Som du nok kan høre har jeg en lille smule erfaring med dette (okay, en del).
Hvad der skete for mig var kort sagt, at ja, kontakterne gled ud i sandet, og det synes jeg var for det bedste. Er et forhold ulige fra starten, som Martin også skriver, vil det nok altid være det. Det blev aldrig til mere end det.
Men, som skrevet, forelskelse er ikke en følelse at spøge med, man tænker ikke rationelt og man er nødt til at tage det alvorligt. Måske også fordi forelskelse er alvorligt (og ikke bare en flirt).
Men mange gange, så er det vist gengældt, og mange gange, hvis man mærker en tiltrækning fra den anden part, vil der også være noget om det.
Jeg kan ikke lade være med at tænke - ville man blive tiltrukket/forelsket/optaget af en person, der ikke udsender nogen signaler?
Er der ikke altid lidt en grund til at man bliver forelsket?
Nogle tanker fra mig

Synes ikke følelser er skræmmende, medmindre de er onde.
Jeg ville sige det til personen som det var, at jeg ikke er interesseret og så ellers bare nogenlunde være som fortsat. Man kan jo ikke være 100% som før, da det stadig er i tankerne.
Men jeg ville ikke bakke ud eller lade mig skræmme

Jeg har været forelsket/haft følelser for folk massere af gange. Det kan godt være at det er en form for sindssyge, men det er også en rar følelse.
Jeg ville personligt blive smigret hvis der var en der fortalte mig, at de var forelsket i mig. Jeg ville gøre det klart for ham/hende at jeg er i et forhold, så det selvfølgelig ikke kan blive til noget. Men hvis de kan holde ud at være venner, eller hvis vi sku tage en pause. Så ville det være fint med mig.
Jeg tror man måske er lidt forelsket i mange af sine venner, hvorfor sku man ellers have kemi sammen ?

gnisten af forelskelsen vil nok altid være der. men jeg tænker... jeg er forelsket nu og har tænkt mig at sige det til personen. jeg har efterhånden været det i så lang tid, at jeg har det sådan okay cool med det - selvom det selvfølgelig stadig kan være en irrationel tilstand. men hvis han afviser mig, vil jeg da ikke have at han forsvinder ud af mit liv. jeg havde også selv en ven der var vild med mig. jeg gav ham tid, for kunne se han begyndte at undgå mig. men da sommeren var forbi tog jeg kontakt til ham igen, og det var han meget modtagelig overfor. så nu snakker vi da helt normalt. :)

i at være venner hvis man er forelsket (hverken fra den ene eller den anden stol) .... jeg ville ikke være interesseret i det venskab i hvert fald.

Har selv en ven der erklærede mig sin kærlighed for et par år siden, og uanset jeg har afvist ham den ene gang efter den anden, så lader det ikke til at slå ham ud.
Faktisk en kende belastende, for uanset jeg syntes han er et skønt menneske, så ser jeg ham på ingen måde som min partner, og det har han at have svært ved at forstå.