hun lever, men for mig er hun død.

Hun sidder bare og kigger på mig, siger de samme ting igen og igen. Kalder min mor kælling og horeunge, min mor græder i køkkenet, jeg sidder og holder min mormor i hånden og prøver at snakke om noget andet, hun sidder bare og smiler af mig.
Min mormor lider af alzheimers, snart gjort i 5 år, men nu har hun ikke ret lang tid tilbage her i verdenen, en måned siger de fra plejehjemmet. For mig, har hun været død i lang tid, hun husker mig ikke, vil ikke kendes ved mig. Hvorfor kunne hun ikke bare dø fra den ene dag til den anden? Min mor har tit grædt at hun ønskede sig, at min mormor snart kunne få fred. Man kan blive så vred, når min mor har gjort så meget for hende, og hun behandler min mor på den måde. Jeg ved udemærket min mormor ikke kan gøre for det, men hun mærker det ikke. Måske lyder jeg ret ubarmhjertigt, men tror man skal have oplevet alle disse ting for at kunne forstå det.
Den her proces gennem hendes alzheimers har været pinefuld for os. I starten snakkede hun med tv'et og billeder og gemte ting og sådan, idag genkender hun os ikke, hun er meget voldig har smadret flere ting, men nu sidder hun bare på en stol og stirer. Tit har jeg set min mormor græde de seneste år, og det gør så ondt at se på. Engang juleaften græd hun, fordi hun sagde jeg ikke var der, hvor jeg sad ved siden af. Hvad skulle jeg gøre, jeg var ikke særlig gammel så kunne ikke forstå det..
Jeg elsker min mormor så højt, hun har passet så godt på mig. Engang ringede jeg til hende hver dag i en lang periode, og vi snakkede altid om så mange ting. Men det er først nu jeg indser at hun ikke er her ret længere.. Håber hun får fred, husker alt igen. Det hun har nu, er intet menneskeværdigt liv.
Ved at alzheimers ikke er en ualmindelig sygdom, så gad godt at høre andres historier at miste en person til denne sygdom.

min far blev også ravende dement, jeg er ikke engang sikker på, at han kunne kende mig. Han kunne ikke finde døren, men prøvede at gå ud ad væggene😉
Faldt og slog sig og beskyldte sønnerne for at have slået ham ned!
Vågnede om natten og slog efter min mor, fordi hun ikke ville hente hans forældre! Farfar var død, men farmor boede da kun et par hundrede km væk, så det kunne hun sgu godt have gjort😉
Åd et helt glas c-vitaminer.. og så videre..
Tja, heldigvis har vi altid været gode til sort humor i min familie..
Det var en meget hård tid for min mor, som passede ham, fordi han ikke lavede andet end at sidde og skrige, når han var på aflastning på et plejehjem en sjælden gang i mellem.
Ja, vi var lettede, da han døde. Vi havde jo mistet ham forlængst.

det er en grusom sygdom. Vi har selv haft et familiemedlem, der fik det og hun anede heller ikke hvem vi var. Til gengæld levede hun i mange år med sygdommen før hun (endelig) fik fred. Måske er det forkert at skrive at hun fik fred, for det var resten af familien, der fik fred. Det var jo ikke længere det menneske vi kendte, det menneske var væk for mange år siden. I stedet sad der en totalt fremmede person med hendes udseende, som heller ikke kendte os. Heldigvis var hun på et godt plejehjem, hvilket var en stor lettelse for os alle.

Min mor har haft Alzheimer nu i snart 10 år. jeg kan godt forstå din reaktion, men som du selv siger hun kan ikke gøre for det. Det er en del af sygdommen. Min mor har nu boet på Caritas (et plejehjem for demente) i 6 år. Jeg har besøgt hende hver onsdag i alle årene. Hun kan ikke kende mig, så i den forstand har hun ikke noget ud af besøget. Men for min far og min egen skyld er det godt at besøge hende. Den dag hun ikke mere er der, så har vi ro i sjælen over at have gjort det vi kunne. Det vil være for sent at fortryde, at vi ikke besøgte hende mere. Min far kommer næsten hver dag. Jeg ved med mig selv at det giver mig fred at have besøgt hende så meget som muligt.

Det er svært at se sine nærmeste gå til på den måde.
Da jeg var mindre boede min farfar på et plejehjem, og jeg synes altid det var enorm kedeligt at besøge ham fordi han ikke sagde noget eller gav noget tilbage. Men efter hans død er jeg sku glad for min far hev mig med hver eneste gang.
Det er nok mest for min egen skyld jeg er glad for det, men jeg tror faktisk de får noget ud af at man er der selvom det ikke genkender en.
Da det i forvejen er et uværdigt liv de lever er det eneste vi kan gøre stadig at tage os af dem og elske dem, selvom de ikke giver os noget igen. [s]

Hej kære youknow
Nej, jeg don´t know, for den skæbne er medlemmerne af min familie blevet forskånet for. Det er dog ikke ensbetydende med at man bør stille sin empati på hold. Jeg tror ikke, at nogen som ikke oplever sådan et tilfælde kan sætte sig ind i hvad I skal igennem.
Jeg har personligt mistet en del familie medlemmer de seneste år. Det kan lyde hårdt. Men hver og én fik de lov til at dø en værdig død. Så hårdt det må lyde, så må jeg sande at jeg er glad for at de fik en værdig død, og ikke en forlængdelse af et uværdigt liv.
Det er mit håb at I nyder de "gode øjeblikke", og er der for din mormor. Og som du selv siger, har din mormor været død i dine øjne, fordi I ikke har den mormor mere som I engang kendte.
Jeg er sgu mand nok til at indrømme at jeg sidder med en stor klump i halsen. Du og din familie er i dén grad i mine tanker siden jeg læste dit indlæg.
Alt alt godt for jer, som "holder ud".
Mvh Hunter*

Bilder du dig ind? Er du klar over hvor svær sådan personer har? Du skulle virklig ha en røvfuld du aldrig har drømt om hold kæft hvor skal du skam dig over og sige sådan noget min farmor havde det os men jeg kunne aldrig finde på og snak sådan om hende så meget stor røvfuld til dig