Kærligheden - findes den?

Jeg er i midten af fyrrene og single. Har været gift, og for længst lykkeligt skilt. Har børn og styr på tingene MEN, jeg kan ikke længere huske hvad kærlighed er. Tror ikke længere på den. Savner den egentlig heller ikke. Findes kærligheden for os voksne?

Ja for fa..... da, selvfølgelig findes kærligheden, og du vil slet ikke være i tvivl når du en dag møder den, så vil du tænke hvor fik jeg dog den tanke fra.
Det er nok bare så længe siden du har følt noget helt specielt for et andet menneske, så du har glemt fordan det er. Vi falder jo ikke over den forelskelse eller kærlighed hver anden dag, men den kommer lige pludselig snigene som vi mindst venter det.
Troen på kærlighed, troen på at man kan være elsket, troen på at man kan elske eller er noget af dejligste der findes, når vi lander i situationen. Men for mig sker den sjælent at den helt specielle følelse kommer, for nogen kommer den ofte og for nogle siges der at den aldrig rigtig kommer. Ærgerligt for dem som aldrig rigtig har mødt den, altså kærligheden, de går glip af noget helt speciel ægte og rigtigt.
Jeg fandt kærligheden i en høj alder, men "desværre" var jeg gift og ikke ledig på markedet, men jeg er helt sikker på den dag i dag, at havde vi begge været ledige, så havde vi i oplevet noget, som ville have været ægte og rigtigt, måske ikke for resten af livet, men i det mindste for en periode, hvor alting bare flyder hen og bliver noget helt særligt, så jo kærligheden findes for voksne.

"for nogen siges det at den aldrig kommer".. yes, hvor sandt kan det siges.

Jeg er 34 år, har kun været forelsket én gang i mit liv og ham havde jeg kun ganske kort, egentlig burde jeg ikke tro på det, men det gør jeg.
Selvfølgelig er der kærlighed, der er kærlighed til alle. Ofte er spørgsmålet bare hvor meget vil du ofre for kærligheden??

Er du følsom overfor verden er du i den bløde del af dit selv og du kan ikke undgå at opleve forelskelse/kærlighed. Men den hænger tæt sammen med evnen (eller modet?) til at føle smerte. Des mere materialistisk og velbehagelig man lever sit liv, des sværere er det at lade sig henrykke af noget så usikkert som ET ANDET MENNESKE!
Det er mere sikkert at være optaget af TING og hvad de kan give en af underholdning iøvrigt end optaget af FØLELSER. Det indebærer også følsomhed overfor sig selv at opleve kærlighed, da det handler om at give noget af sig selv. Er man bange for at miste sit EGO, tror jeg det er sværere at opleve en forelskelse, da det jo er nogle helt andre tilstande man her oplever, end når egoet skal fodres med døde ting og tom underholdning 😖 hvilket desværre ofte giver livslede og depressioner, men her kan man så ty til lykkepiller eller andet.
Så behovet for at udleve sine følelser hænger sammen med evnen til at elske. Er ens behov for materielle ting eller ydre succes større end den åndelige tilstand hvor livet går ind under huden (på godt og ondt) så vil det også være tilsvarende sværere at få stærkere følelser overfor andre - end sympati. Det er vel også ok. for nogen at leve sådan. Men alligevel vil mange jo godt opleve den magi forelskelsen er - men vil man ikke betale prisen som er at man blotter sig og hermed lukker smerten ind også, jamen så er kærligheden udenfor rækkevidde.
Pusser

hver gang jeg bliver forelsket bliver jeg afvist.. faktisk tror jeg bare ikke jeg passer ind i det game, mit savn af en kæreste har gjort at jeg fuldstændig har opgivet tanken for ønsker jeg virkelig at ødelægge mig selv længere.. ønsker jeg overhovedet at leve.

Hvis du var mere solidarisk med dig selv og TROEDE på de følelser du selv har - incl. smerten, så ville du ikke blive afvist, eller hvis du blev det, ville du kunne bruge de mange ikke gengældte følelser positivt. Fremfor at nedgøre dem og smide det du føler i skraldespanden som ubrugeligt. 😕
Det er her du begår din fejl. Tag dog den smerte til dig som tegn på du er I LIVE - nyd at elske også selvom det ikke er gengældt, for det er ved at værdsætte disse sande følelser for andre mennesker og livet i det hele taget, at man åbner sig for verden og senere oplever kærligheden. Tror du lukker af - du vil ikke vide af smerten og forlanger bare lyksalig lykke - det ene findes bare IKKE uden det andet.
Jeg ved hvad jeg taler om - er gammel i gårde 😉
Så lyt til dette fremfor at komme med den åndsvage klichè "ønsker jeg overhovedet at leve" - bvalddr selvfølgelig gør du det. Du skaber selv dit liv, så gør det dog fremfro at "skabe" dig med det vås.
Begynd med at ændre dine selvdestruktive tanker nu.🙂
Pusser

du ved jo ikke hvorfor jeg bliver afvist - faktisk har jeg det bedst med ikke at blive ved at kæmpe for kærligheden, nogen finder den, andre gør ikke.

Selvfølgelig findes kærligheden - også blandt voksne! Men man kan ikke tvinge den! Det kommer når det kommer som regel, men man skal huske at være åben over for den og turde tage chancer ind imellem...
Held og lykke - og hvis du ikke kan huske hvordan det er at være forelsket eller hvad kærlighed er blandt mand og kvinde, så har du aldrig følt det...det er ikke noget man glemmer!