Stigende fattigdom er en myte
De fattigste danskere har fået flere penge mellem hænderne, skriver Martin Ågerup i Nyhedsavisen.
Man hører jævnligt i medierne, at der er stigende fattigdom i Danmark. For eksempel meddelte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet) i onsdags, at der alene fra 2003 til 2004 var kommet knap 20.000 flere fattige. Den oplysning skal dog tages med et gran salt.
Misvisende definition
Ifølge AE-rådets måde at gøre det op på, er man per definition fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst. Heldigvis stiger medianindkomsten løbende, fordi danskerne hvert år oplever en reallønsfremgang og altså bliver lidt rigere år for år. Når man definerer fattigdom som halvdelen af medianindkomsten, så stiger fattigdomsgrænsen i takt med medianindkomsten.
På den ene side giver det mening til en vis grad at opfatte fattigdom som et relativt begreb. De færreste vil finde det rimeligt at benytte samme målestok for, hvad det vil sige at være fattig i Danmark anno 2006 og anno 1806. Men på den anden side forekommer det heller ikke rimeligt automatisk at hæve fattigdomsgrænsen i takt med medianindkomsten.
For eksempel er AE-rådets påstand om, at antallet af fattige er steget med knap 20.000 personer temmelig unuanceret. Det forholder sig nemlig sådan, at personerne i lavindkomstgruppen fik en højere indkomst fra 2003 til 2004. Lavindkomstgruppen oplevede en betydelig stigning i realindkomsten. De fattige blev rigere. Men medianindkomsten steg endnu mere, nemlig med fire en halv procent. Relativt set blev de fattige altså fattigere, selvom de reelt er blevet rigere. De fleste vil nok være enige i, at situationen i 2004 er bedre end situationen i 2003, fordi alle grupper i samfundet er blevet mere velstående. Derfor er fattigdomsgrænsen også steget.
Havde man i stedet holdt fast i fattigdomsgrænsen fra 2003, ville antallet af fattige i 2004 ikke være steget med 20.000 som i AE-rådets opgørelse, men tværtimod være faldet med 14.000.
Studerende tæller med
Endvidere er det meget firkantet at kalde folk for fattige, blot fordi de et enkelt år har en lav indkomst.
Hvis man i et enkelt år har en lav indkomst, kan det for eksempel skyldes en selvvalgt situation, hvor man går hjemme hos sine små børn og lever beskedent eller tærer på en opsparing. Ifølge AE-rådets måde at gøre fattigdom op på er langt de fleste studerende fattige, men det ville vi normalt ikke betragte som et problem. De fleste studerende vil jo senere i livet komme til at tjene gode penge.
Undersøgelser viser, at fire ud af fem personer med en lav indkomst er ude af lavindkomstgruppen igen i løbet af tre år.
Man hører jævnligt i medierne, at der er stigende fattigdom i Danmark. For eksempel meddelte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet) i onsdags, at der alene fra 2003 til 2004 var kommet knap 20.000 flere fattige. Den oplysning skal dog tages med et gran salt.
Misvisende definition
Ifølge AE-rådets måde at gøre det op på, er man per definition fattig, hvis man tjener mindre end halvdelen af danskernes medianindkomst. Heldigvis stiger medianindkomsten løbende, fordi danskerne hvert år oplever en reallønsfremgang og altså bliver lidt rigere år for år. Når man definerer fattigdom som halvdelen af medianindkomsten, så stiger fattigdomsgrænsen i takt med medianindkomsten.
På den ene side giver det mening til en vis grad at opfatte fattigdom som et relativt begreb. De færreste vil finde det rimeligt at benytte samme målestok for, hvad det vil sige at være fattig i Danmark anno 2006 og anno 1806. Men på den anden side forekommer det heller ikke rimeligt automatisk at hæve fattigdomsgrænsen i takt med medianindkomsten.
For eksempel er AE-rådets påstand om, at antallet af fattige er steget med knap 20.000 personer temmelig unuanceret. Det forholder sig nemlig sådan, at personerne i lavindkomstgruppen fik en højere indkomst fra 2003 til 2004. Lavindkomstgruppen oplevede en betydelig stigning i realindkomsten. De fattige blev rigere. Men medianindkomsten steg endnu mere, nemlig med fire en halv procent. Relativt set blev de fattige altså fattigere, selvom de reelt er blevet rigere. De fleste vil nok være enige i, at situationen i 2004 er bedre end situationen i 2003, fordi alle grupper i samfundet er blevet mere velstående. Derfor er fattigdomsgrænsen også steget.
Havde man i stedet holdt fast i fattigdomsgrænsen fra 2003, ville antallet af fattige i 2004 ikke være steget med 20.000 som i AE-rådets opgørelse, men tværtimod være faldet med 14.000.
Studerende tæller med
Endvidere er det meget firkantet at kalde folk for fattige, blot fordi de et enkelt år har en lav indkomst.
Hvis man i et enkelt år har en lav indkomst, kan det for eksempel skyldes en selvvalgt situation, hvor man går hjemme hos sine små børn og lever beskedent eller tærer på en opsparing. Ifølge AE-rådets måde at gøre fattigdom op på er langt de fleste studerende fattige, men det ville vi normalt ikke betragte som et problem. De fleste studerende vil jo senere i livet komme til at tjene gode penge.
Undersøgelser viser, at fire ud af fem personer med en lav indkomst er ude af lavindkomstgruppen igen i løbet af tre år.