børns opdragelse

hvorfor skal nutidens børn altid hyle og skrige,når de ikke får deres vilje.Da undertegnede var barn blev man da opdraget og fik at vide når der blev sagt nej,så var det et nej.

Hejsa
Jeg tror at der er mange grunde til at børn idag opfører som vi gjorde det dengang, for forskellen er forbavsende lille.
Jeg ønsker ved Gud ikke den autoritære opdragelse tilbage. Konsekvent ja, men autoritær/diktatorisk NEJ tak!!
Børn er ikke dumme. De ved nøjagtigt hvordan de kan kringle deres forældre, og de slatne af slagsen giver efter. Resultat=rabiate unger. Og det er ALTID forældrenes skyld. Vi kan umuligt lægge ansvaret for de unger de bliver til, over på dem selv.
Forældrenes dårlige samvittighed over den måde de behandler poderne på er en anden grund. Forældrene betaler sig fra deres dårlige samvittighed, det være sig materielt eller ved at være for eftergivende.
Jeg er tilhænger af konsekvent, men kærlig opdragelse. Jeg ser nødigt "konsekvent" forvekslet med hårdhændet opdragelse. Faktisk tror jeg at vide at mangel på konsekvent opdragelse fører til hårdhændet opdragelse. Det er næsten altid forældrene afmagt som gør at de griber til hårdere metoder.
Mvh SpeedyG

Husk at de forældre, der blev opdraget hårdt og konsekvent selv har taget valget om en ny opdragelsesform. Det kan jeres minder om de gode gamle dage ikke ændre på.

så har forældre som selv blev opdraget hårdt og konsekvent stadig valget med deres egne børn. Børnene har ikke valgt deres forældre, det er forældrene som har valgt deres børn.
SpeedyG

De forsørgede familien, og konen kunne så være hjemme og opdrage ungerne.
Ofte er det i dag således, at kvinden skal have fuldtidsjob, passe hus, mand og børn og m.m., og så skal hun endda være glad, hvis manden ikke løber med en anden uden "snærende bånd".

"hvorfor skal nutidens børn altid hyle og skrige,når de ikke får deres vilje.Da undertegnede var barn blev man da opdraget og fik at vide når der blev sagt nej,så var det et nej."
Børn har en magtkamp med forældrene fra den dag de er født, og den er oftest stærkest lige før løsrivelsen, hvem er stærkest, hvad kan jeg tillade at gøre og sådan ting.
De hyler og skriger fordi de ved de kan tillade det og at de får noget ud af det.
Angåenden din barndom, hvad var det så der gjorde at du viste at et nej var et nej?
Du må stå fast over for dine børn, og vise dem hvem der bestemmer. Hvis børnene er i tvivl om hvem der er stærkest hjemme hos jer så går det ud over jer, forældrene, og børnene fordi de ikke "bliver sat på plads" og derved ikke har de trykke rammer de har brug for.
Mvh.

Konsekvente nok, jeg mener ikke fordi de ikke holder af deres børn, men de gør dem en bjønetjeneste, ved ikke at sætte grænser, børnene bliver små egoister, der ikke lærer at omgås andre mennesker med respekt, og desværre bliver det sådan at andre mennesker ikke kan holde ud at omgås sådanne børn, og det er jo egentlig ikke deres skyld, de gør bare som de har lært..
Så gør jeres børn en tjeneste i kærlighedens navn, sæt nogle græser, elsk dem endeløst og opdrag dem til at kunne omgås andre menneker...

Jeg sidder v kassen i en Bilka og overværede følgende:
En familie på tre (mor, far og ca. 5-årig datter) kommer op til kassen.
Vi sælger de her pokémon-kugler fra hylderne v kassen, og pigen ville have en.
Far sagde nej.
Pigen flipper ud. Helt ud! Hun ender med at ligge på gulvet og skrige og ralle, som om hun havde et epileptisk anfald.
Så kigger far og mor på hinanden. "vi må nok hellere give hende én", siger far lavmælt. "Ja, det er nok det bedste" siger mor.
Dette hører pigen, og på et splitsekund er hun forvandlet til en sød, yndig og charmerende lille pige.
Den lille pige havde simpelthen lært, at hun kunne få hvad hun ønskede, bare hun var højlydt nok. Og hvor meget skal vi vædde på, at hun gør det samme næste gang, hun vil have noget!? Jeg ville godt vædde et par tusinde kroner, for dem kunne jeg da godt bruge.
Det er det eksperterne snakker om - de voksne skal bestemme, ikke barnet.
Jeg spurgte efter episoden min mor, om jeg og min lillebror flippede ud på den måde, da vi var små. Hun svarede, at vi kunne surmule lidt nogle få gange, men så ikke mere. "Men det er også fordi I vidste, at det ikke nyttede noget".
Er det ikke også mindre stressende for børnene at vide, hvor grænserne går?! Og at de slipper for hysteriske anfald?!
Jeg har fuld forståelse for, at det kan være hårdt at være forælder i en indkøbssituation, og børnene er måske overtrætte, men det kan da kun blive værre, hvis man lærer sine børn, at hysteri betaler sig - så har man jo nærmest "bestilt" et hysterisk anfald til næste indkøbstur også.

Det er godt nok ikke altid særlig sjovt - man føler, at man hele livet har forsøgt at opdrage dem ud fra de bedste intentioner, men alligevel er de frygtelig urimelige og føler, at alle må og gør ting, som de ikke må... suk!
Vi har en søn, der bliver 16 til sommer, han vil både køre tunede knallerter, køre bil og sove sammen med sin kæreste.
Vi synes selv vi er forholdsvis moderne, selv er jeg næsten 36 og min mand, sønnens far, er 42, men vi er i øjeblikket meget i tvivl om vi mon er særdeles gammeldags eller om min søns kærestes mor er meget frigjorte.
Vores søns kæreste og venner er, og har altid været, mere end velkomne i vores hjem, de må både spise, drikke, bruge computeren og alt muligt andet, når de er herhjemme.
Min søn og hans kæreste har været kærester siden lige før påsken i år. Hele påsken og hver weekend indtil nu har vi haft ballade, vi synes ikke, at vores søns kæreste skal overnatte her, mens hendes mor ikke har noget imod det - vi synes simpelthen det er for tidligt, men også pga vores boligforhold ("væg-til-væg" værelser med tynde vægge).
Et eller andet sted synes vi simpelthen ikke det er (noget så gammeldags som) "passende". Vi forbyder dem ikke at have sex, hvis det er det, de vil, vi har også givet vores søn kondomer, bare for alle tilfældes skyld... De har vores lejlighed til rådighed i adskillige timer inden vi kommer hjem fra arbejde - jeg er ovenikøbet begyndt at ringe hjem 10-15 minutter inden jeg er hjemme, så jeg ikke vader lige ind i et eller andet - på den måde synes vi selv, vi er forholdsvist frigjorte, men mht. til overnatningen, står vi altså lidt af.
Hun fik lov at blive en nat, fordi sønnen bildte os ind, at hun var faldet i søvn - det betød at jeg først kunne sove ved 6-tiden om morgenen, og i øvrigt skulle op kl. 9 (i en weekend). Det kan jeg simpelthen ikke have, det kan da godt være, at de ikke havde sex, men fnis, hvin og andet fra ens søns værelse føles ærlig talt lidt pinligt.
Nu har vi så sagt, at hun skal gå hjem senest kl 01, for hvis han skal følge hendes hjem skal han ikke rende rundt på Nørrebro meget senere.
Pigen og hendes mor aftaler så, at hun sover her hos os, fuldstændig uden vores vidende, og da jeg beder vores søn sige til hende, at hun må se at komme hjem, så begynder hun at ringe rundt til andre for at spørge, om hun kan sove der.
Så får man det igen lidt dårligt, hvorfor går pigebarnet ikke hjem til sig selv? Kan hun ikke komme hjem pga aftale med moderen? Man kan jo heller ikke lide bare at sende hende afsted til en ukendt person midt om natten.
I fredags gik hun ved 02-tiden og vi ved ikke, hvor hun gik hen, og vores søn har været så stinkende fornærmet og skrækkelig hele weekenden, at vi heller ikke ved, om han ved det.
Vores dilemma nu er så, hvornår er det ok, at hun får lov at sove her? Og, hvorfor skal vi have en forfærdelig masse ballade, fordi pigens mor er Så frisindet, at hun tillader, at hendes lille bitte 15-årige datter bare sover ude, hos nogle fremmede folk. Det må vi jo være, når vi aldrig har set hinanden - vi har talt i telefon en gang kl 3 om natten, da sønnen "glemte" at komme hjem, og i øvrigt, meget belejligt, havde slukket mobiltelefonen, så jeg fik opsporet nummeret ved lidt detektivarbejde og Krak på nettet, og fik fat på en noget overrasket søn.
Er vi helt galt på den? Er vi nogle gammeldags narhoveder, der ikke fatter noget som helst?
Og hvad tid skal andre folks teenagere være hjemme om aftenen?
Børn ER en gave, men kan så sandelig også være en plage, specielt i teenageårene.

Siden i fredags har vore søn jo været skrækkelig og yderst flabet og ubehagelig, derfor fortalte vi ham, at vi vil inddrage hans knallert (han har en, som han får lov at køre på ved sin fars forretning - på et lukket område), hvis han ikke kan respektere os og de regler, vi har.
I det mindste kan man da være bare nogenlunde flink ved sine forældre, lade være med at ignorere dem, når de siger noget, og når man så forsøger at få kontakt med ham, så lukker han helt af og kommer med trusler om, at han så vil "låne" en knallert, hvis vi fjerner hans.
Jeg har sagt til ham, at han selv må tage konsekvensen, hvis han gør sådan noget - det bliver jo nok svært, at få en læreplads som mekaniker, hvis man har stående i sin straffeattest, at man har stjålet en knallert.
Det er så svært... uanset hvad man gør, så er det helt forkert, man er hele tiden i tvivl, og har hele tiden dårlig samvittighed på en eller anden måde og føler sig ganske ofte som utilstrækkelige og "underlige" forældre.

Hej AB1(?)
Det var ellers lidt af en speget situation du og din mand befinder jer i. Kan du forestille dig at jeres søn heller ikke helt ved hvordan han skal opføre sig? Hvor skulle han vide det fra? På den måde det kører nu, så kommer det hele til at ske på den unge piges præmisser.
Men det der støder mig mest i dit indlæg, er det pres I mere eller mindre bliver udsat for. Det kan fannenemig ikke passe at du må nøjes med 2 timers søvn, fordi forholdene hos jer ikke lader dig lukke et øje.
Jeg er en mand som ikke selv har børn, men jeg har mine forestillinger. Du kan gerne afskrive mig retten til at have en mening nu jeg ikke selv har børn, men det vil ikke afholde mig fra at give min mening tilkende ;o)
Jeg tror at I bør tage en snak med jeres søn. I har opdraget ham, og må derfor have givet ham grundlaget for at modtage konstruktiv kritik/forslag.
Håber at I finder ud af en løsning, for det er en uholdbar situation. I har FANME det sidste ord indenfor jeres egne 4 vægge.
Mvh SpeedyGonzales

Hejsa din stakkel :o)
Jeg har familie som arbejder i samme branche som du. Og når vi som kunder mener at det fanme er for galt hvad vi udsættes for når en unge giver sådan en opvisning (tinitus-fremkaldende) så bør vi bestemt sende jer ansatte en venlig og trøstende tanke *SS*
Det din mor sagde til dig, da du spurgte om du og din bror slap igennem med lignende tricks dengang, er SÅ rigtigt. Og dit efterfølgende spørgsmål om det ikke er synd for børnene at de ikke har fået den grænse som jeres mor satte for jer, så er jeg så uendelig enig.
Det at forældre giver efter har faktisk INTET med ungen at gøre. Det er for at "slippe" for den opførsel, men at de samtidig scorer det ene selvmål efter det andet, fatter de slet ikke.
Psykologer arbejder med "indsats og udbytte" set med børnenes øjne. Barnets indsats i denne forestilling er graden af hysteri. Udbyttet er at de opnår præcist hvad de vil.
Dette spil behøver slet ikke at finde sted, idet det ALTID er/bør være forældrene der har det sidste ord, og det afgørende ord.
Dette er et meget interessant emne. Jeg læste på et tidspunkt en debat om "slatne" forældre, og konsekvenserne deraf. Husker ikke lige i hvilken kategori den debat befinder sig. Men den er interessant.
Mvh Speedy Gonzales

Men mennesker med tynde vægge :-)
Nej ærligt den der sagde små børn små problemer store børn store problemer, var nu ikke helt galt på den.
Jeg har selv en søn (åh gud jeg har to af dem) en på 15 og en på 17.
Da ham på 17 fik kærste og de begyndte at sove sammen, ringede jeg som noget af det første til hendes mor.
Tænk dig engang hendes datter havde fortalt om hvor frigjort jeg var og min søn fortalte hvor frigjort hendes mor var.
Det kan løse mange problemer hvis man lige tager en snak med de unge mennesker (sammen) og med forældrene til den anden unge (evt også sammen)
Om du er et gammeldags narhovde, nej det syntes jeg ikke, vi har som forældre også lov til at have en blufærdigheds grænse over for vores børn og din søn skal klart lære hvornår din er overskredet.
Hvis du vælger at tage en snak med pigens mor, så vær forberedt på et raseri fra din søn.
Men jeg tror nu at det er ekstremt vigtigt at få makeret sig over for de unge herre i den alder, alle skal jo kunne være der.
Ellers er der vist ikke meget andet at gøre end at ønske dig held og lykke og sige... Det stopper igen, min 15 årige djævel. Er nu snart 18 år og er blevet et ganske fornuftigt menneske (for det meste )
Så nu snupper jeg lige turen en gang til med den næste 15 årige :-)
Så tro mig jeg føler med dig. Men ved også at det er mega vigtigt at du får fortalt din søn at det er jeres regler der gælder i jeres hjem.
Held og Lykke ;-)

Jeg synes at du har ret. De får alting og de må alt. Det som man hører fra dem er de to ord "få" og "kan". Det er til at blive stiktosset af. Man skal lære dem, men ikke irettesætte dem uden at de laver ballade ud af det. Jeg synes at det er en dødsdom at have børn i dag.

Hej D.K
Tak, det er vel nok rart, at høre fra en, der har og har haft de samme problemer, som man selv har, for man føler sig vel egentlig mest af alt som en total fiasko som forældre til en flabet hvalp.
Jeg tror også, at jeg bliver nødt til, at tale med pigens mor, også selvom sønnen bliver stiktosset - det er der bare ikke noget at gøre ved. Han er alligevel stadig mopset siden i fredags, så lidt fra eller til, gør vel ikke noget :-)
Jeg har også gennemtrevlet nettet for at finde noget konkret om teenagere, der findes åbenbart ikke rigtig noget.
Jeg overvejer, om ikke man kunne starte et forum for forældre med teenagere, så man kan sammenligne egne problemer og løsninger med andres.
Bare sådan en ting som, hvornår skal din teenager komme hjem og sådan noget.
Nutidens unger, har virkelig deres egne meninger, og det er da fint nok, bare ikke altid. Det er alligevel "kun" 20 år siden jeg var på samme alder, og det er da alligevel ikke så længe siden, men vores moralkodeks derhjemme er åbenbart helt anderledes end vores søns venners forældres - eller også har de bare givet op...?

Hej SpeedyGonzales,
Tak for din mening - ja, det virker lidt som om det kører på pigens præmisser ikke sandt?
Vi føler os også en smule forbigået, ved ikke engang at blive spurgt, om det er ok med os.
Mht. pres og sengetider - hver gang der er ferie, så kommer vi stort set ikke i seng før kl 3-4 om natten - vi kunne måske godt gå i seng før, men sådan som sønnen har teet sig på det sidste, vil vi være helt sikre på at han sover, inden vi selv lægger os, bare for, at han ikke skal smutte uden vi opdager det - han er en gang drønet ud af vinduet (vi bor i stuen) og vi opdagede det først et stykke tid senere, vi troede jo han var på værelset - jeg kom ind og opdagede at han var væk og vinduet stod åbent - chok! Tænk nu hvis der var kravlet nogen ind uden at vi vidste det? Vi bor alligevel på Nørrebro i KBH, så det er ikke lige der, man har lyst til at ligge for åben vinduer... Man mister lidt tilliden til sin unge, når han gang på gang, svigter hjemkomsttider, aftaler mm.
Jeg vil gerne have meninger fra alle, uanset om de har børn eller ej (også gerne fra teenagere), så du er meget velkommen! Og tak fordi du tager dig tid til det alligevel.
Ja, vi synes selv vi givet ham en tryg opdragelse med faste rammer, han er godt nok enebarn, men vi har aldrig været totalt eftergivende. Hans venner har altid været velkomne, og det vil de stadig være, vi synes bare, at han og hans kæreste er for unge til at sove sammen.
Tak, vi håber også på at finde en holdbar løsning - pt. er det sådan, at jeg selv i weekenden bare glæder mig til, at det bliver mandag, så jeg kan komme på arbejde - væk...
Tak for indlægget!

Umiddelbart tænker man, at de da må være p....forkælede, og det er de vel også på en eller anden måde.
Jeg tror, at mange forældre bare giver deres børn lov til hvad som helst, enten fordi de selv er konfliktsky eller er det mon den kronisk dårlige samvittighed, der spiller ind der - man har ikke så meget tid sammen, så lad dem dog gøre, hvad de vil, så er vi fri for balladen?
De giver simpelthen op tror jeg i mange tilfælde - "send dem på efterskole", er vist en ret almindelig bemærkning fra folk - men hvad hjælper det i virkeligheden?
Er det ikke bare at spille fallit? At give op?
Selvom guderne skal vide, at jeg har lyst til det i øjeblikket, tror jeg/vi bare ikke, at det i bund og grund hjælper noget som helst - det er da en form for ansvarsfralæggelse - ok nogle forældre er nødt til det, hvis de kan få teenageren væk fra et dårligt miljø/dårlige venner, så kan det sikkert have stor gavn.
Jeg tror bare, at folk går for meget op i det med kvalitetstid - går det ikke bare ud på, at overstimulere ungerne - at pacificere dem? Man kan ikke købe sig til opdragelse vha. Lalandia-ture eller noget andet, så snart de så ikke bliver stimuleret et øjeblik, så går de helt bananas, hvis de ikke får deres vilje.
Bare en tanke... ;o)

dig ret i det med kvalitetstiden, mange tror at det er noget man køber sig og har fuldstændig misforstået betydningen af kvalitetstid..
jeg mener at ordet rummer en helt anden betydning.. at have kvalitetstid med sine børn er at dalre rundt en hel søndag og bare lave ingenting sammen, det er at læse en bog for sit sit barn, at spille ludo eller noget andet, at deles om opvasken og lave mad sammen, bage en kage, gå ned og fodre ænder, eller gå på legepladsen med de mindste, det behøver ikke at koste noget og tiden sammen med forældrene er jo "bare" det børnene vil have..
Læste nogle af de andre indlæg og uhh, jeg glæder mig ikke.. Har to på vej til teenageårene lige om lidt... men er der ikke også nogle dejlige stunder med sit teenagebarn? Det håber jeg da.. (krydser i hvetfald findgre)

Naturligvis er der da også gode oplevelser med teenagere. Nu skal man jo heller ikke tage sorgerne på forskud;-).
F.eks. er det lige NU, at vi har de mest interessante diskussioner med vores teenagedatter på snart 16 år. Hvis man møder dem med bare lidt af den respekt, som man selv forventer af dem. Så går man ikke helt galt i byen.
Min store datter er noget af det mest idealistiske menneske, jeg kender. Og jeg er pavestolt af hende. Hun har nogle helt klare holdninger til emner som fri abort, kristendom, politik, uddannelse o.s.v.
Vi har naturligvis haft vores kontroverser. Og hun har gjort storstilet oprør mod alt og alle. Heldigvis kommer de helt store ture sjældnere og sjældnere. Jeg tror det er utrolig vigtigt, at man som forældre til teenagere står ved sine holdninger. Det er i hvert fald min erfaring at det aftvinger respekt.
Det, der bekymrer mig mest ved at have en teenager i dag er alkohol og stoffer. Jeg er bekymret over, at unge mennesker drikker urimelig meget og at stoffer i alle afskygninger er tilgængelige i dag i en grad som jeg ikke har oplevet som ung. Vi forsøger at informere hende alt, hvad vi kan. Men til syvende og sidst kommer der jo et tidspunkt, hvor vi er nødt til at slippe hende og lade hende gøre hendes egne erfaringer….Det var så det negative – selvom jeg skrev dette for at opmuntre dig….sorry..
vichri

også mange gode stunder med teenage-ungerne - vores søn og vi har normalt ret god kontakt med hinanden, og han er i sin fars forretning næsten hver dag, eller i hvert fald indtil påske - der er tit gode lange perioder, men så kommer der en ny skidt periode, det er vel ofte sådan, men ind imellem føles de dårlige perioder bare lange og rigtig skuffende - man bliver bare SÅ ked af det ind imellem, at man nogle gange har lyst til at gå hjemmefra i nedtrykt sindstilstand :-) men rolig nu, der er også mange dejlige, hyggelige og sjove tider.

så er der godt stunder med teenager, jeg er endda en af dem der er så heldige at jeg har betydlige flere gode stunder med mine teenager end jeg har dårlige :-)
Og hvad børn er forskellige, jeg har altid haft det mest forstående og modne barn i min største søn, lige indtil 14 års alderen.. Derefter havde vi et par drøje år, men nu er de år overstået og jeg har igen et roligt og stabilt menneske i hjemmet.. Men man skal jo heller ikke glemme at teenage årene er en tid hvor de løsriver sig og hvor de skal prøve deres egene meninger af.
Jeg har for min del været mere end heldig, da vores kontroverser herhjemme mest har drejet sig om måden man taler til hinanden på.. Ingen af mine har på nogen måder været involverede i kriminalitet eller stoffer. Og det er godt nok det jeg frygter mest.

:CITAT: Jeg overvejer, om ikke man kunne starte et forum for forældre med teenagere, så man kan sammenligne egne problemer og løsninger med andres.
Bare sådan en ting som, hvornår skal din teenager komme hjem og sådan noget.:

Det var måske ikke en så tåbelig ide.. :-)
Det kan nogen gange hjælpe at høre andre om deres erfaring og ikke mindst hvordan de takler de forholdvis små problemer som nogen gange udvikler sig til kæmpe problemer, fordi man ikke ved hvordan man skal takle det.
Jeg kan kun sige til dig at hvis (som du skriver i et andet indlæg) du ikke har haft nogen særlige problemer med din søn før påske (hvor han fik kærste) så er du jo heldig :-)
De unger er i bund og grund gode nok, de er bare ikke altid til at blive kloge på :-D

noget så lunefuldt som teenager.
Men det er samtidig en tid der er rigtig god, det er en rutchebane tid for en teenager men det er det så sandlig også for forældrene.
Jeg ville ihvertfald ikke undvære min teenagertid med mine knægte for noget i verden.
Det er lidt fasinerende at se dem gå fra børn til voksne og det er jo i bund og grund det der sker med dem i den alder..
Og pludselig er tiden der hvor de fylder 18 og vi forældre (det gør jeg ihvertfald) går helt i panik, for hvor hulen blev tiden af :-D
*åh åh hvor er jeg glad for min efternøler på 8* he he

Da være herligt, jeg har heldigvis også en lille efternøler på et år, så må jeg da nyde hende her når tiden kommer med to teenagedrenge i huset... ja, jeg nyder hende også nu, men puhha, det gjorde mig da lidt roligere...

Først vil jeg sige tak for de venlige tanker :)
Dernæst vil jeg takke min kærestes forældre, fordi han også fik en ordentlig opdragelse.
Jeg prøver at forestille mig et forhold til et menneske, der altid har kunnet manipulere sig til at få sin vilje, og desværre skal jeg ikke kigge så langt. Diverse venner har haft forhold til den type (både mænd og kvinder), og det har BESTEMT ikke været lige sjovt.
Nu kaster boksne sig jo ikke ned på gulvet og skriger, men de kan surmule, være passivt aggressive og meget mere - og det er så indsatsen, du snakkede om.
"jamen alle de andres kærester var ikke sure" sagt om at se en fodboldkamp i tv på forholdets et-års dag og minder frygteligt meget om "alle de andre må blive længere oppe/ få pokémon kugler" osv. Og så selvfølgeligt fulgt af stor surhed og et kæmpe skænderi.
Og hvor må disse mennesker have fået mange hug, da de begyndte i folkeskolen eller børnehaven, og diverse pædagoger og andre børn (der jo ikke elsker dem som forældre gør) simpelthen ikke finder sig i den opførsel.
Det er sgu da synd for de børn, der ikke får tydelige grænser hjemmefra. Pludseligt opdager de en verden, der rent faktisk har forventninger til dem og regler, der SKAL følges.
Nu går jeg ikke ind for kæft-trit-og-retning - overhovedet ikke - men basal opdragelse og hensynstagen er et must.

og det bekymrer mig hvilke voksne de overforkælede unger som nu er børn, bliver til. De vil ikke kunne acceptere et NEJ. De vil tro at alt kommer til dem, uden egen indsats.
Det er en skræmmende tanke.
Speedy

Hejsa d.k.
Jeg er bange for at du har ret, eller får ret. Jeg er bange for at vi vil se en endnu større skare af børn med "MIG-syndrom". At de altid vil komme i første række.
Men de vil finde ud af at deres forældre har gjort dem en bjørnetjeneste, da de vil få nogle konfrontationer med arbejdsgivere, kærester og myndigheder.
Det er prisen for at de aldrig har stiftet bekendtskab med et NEJ.
Speedy

Kære alle, nu har jeg åbnet et forældreforum, for forældre og nadre kloge mennesker, der gerne vil give deres besyv med.
I må nu opfordre alle I kender, og som kunne have noget på hjerte, til at kigge ind hele tiden. Vi må dele glæder, sorger og erfaringer over disse dejlige og krævende unger, der er på vej til voksenlivet, med alt hvad det indebærer.
Kom ind på http://foraeldreforum.blogspot.com og tilføj til foretrukne - jeg vil lave et andet forum på et tidspunkt, men dette er, hvad jeg lige umiddelbart kunne stable på benene. Desværre er det kun mig, der kan skrive indlæg lige pt. men jeg arbejder på det.
Mange hilsner
AB1 = Aino

Hvis du vil have startet en debat på bloggen http://foraeldreforum.blogspot.com så skriv lidt om det til mig som en kommentar, så lover jeg, at tage tråden op.
Vi på ses Forældreforum! http://foraeldreforum.blogspot.com

Det er ikke børnene der er problemet det er forældrene der har været for blødsødne da de var helt små og så er de blevet nogle små forkælede unger!

Der er mange der skriver: "Da vi var børn" Hvor gamle er i nu? Jeg er 13 år!

jeg har en datter på 5 år.
jeg har og¨å oplevet at hun smed sig på gulvet i raseri , ved kassen eller inde midt mellem kølediskene. dette er ikke fordi hun således får sin vilje , tværtimod får hun slet ikke noget hvis hun udviser den opførelse , eks. var vi for nyligt i legoland men vi tog hjem efter en time fordi hun skejede ud over ikke at måtte få pomesfrits. ærgeligt .
det jeg vil sige er at det også kommer an på børns temperament, hvordan vi forbereder dem eks. med at fortælle at i dag skal vi ikke have is - pommesfrits eller andet . de husker jo tilbage til sidst vi var et eller andet sted. i mit legoland eks. havde vi smurt madpakke og jeg havde prøvet at forklare hende at vi ikke ville købe hverken pølser ell. pommes. men at jeg i stedet synes vi kunne købe en is når vi havde spist madpakke. ja , da hun så en der fik pommes og hun også gerne ville have dem så skejede hun helt ud, jeg gentog hvad jeg havde sagt om morgenen 3 gange , og til sidst fortalte jeg hende at nu tog vi hjem for jeg ville ikke finde mig i hendes skrigeri. hun prøvede med undskyldning , og nu skulle hun nok være stille , og hvad med den is vi skulle have. men nej vi tog hjem uden.
hvorfor hun blev så sur ved jeg ikke , men måske var hun lidt træt ell også er det bare fordi hun er en lille pige der gerne vil prøve sine meninger af , hun er ret konfliktsky i børnehaven, så måske øver hun sig på os .
men en ting er sikkert , jeg gider ikke være flov over at hun skaber sig, og jeg giver ikke efter.
dem der gør det ved kassen gør det nok ikke fordi barnet skriger men måske fordi de havde dårlig samvittighed måske viste de at hun var træt , eller hvad ved jeg

børn bliver ikke opdraget i dag, det er forældrenes fejl. de sætter ikke grænser, men føjer bare deres børn, giver dem alt hvis de skriger. børn er ikke UOPDRAGENDE, de er UOPDRAGET!! forældrene skal ikke være så bange for at sætte grænser, bare gør det rigtigt, uden at skrige af barnet. snak og forklar hvorfor det er et nej, begrund, så forstår barnet hvorfor og vil holde op. det kræves godt nok mere end en gang, men det kommer tilsidst...
men igen, børn skal skrige i bilka, sådan er det bare og sådan vil det altid være.
mor og pædagog

Unger er uopdragende fordi de ikk må få en regulær røvfuld i dag men fuck den lov og knald dem nogen de fatter