Hvordan griber jeg det an? Ang min 12-årige datter

Jeg skal giftes nu her. Min største datter (12 år) har accepteret det, og elsker min kommende kone over alt på jorden. Hun synes dog vi er dybt latterlige fordi vi gifter os, hun forstår ikke helt det der med at to kvinder kan være så forelskede.
Min datter er naturligvis bange for at blive mobbet i skolen, og indtil videre er vi bare venner når min datter har gæster på besøg osv. Det går fint sådan og jeg har vænnet mig til det. Og når vi bliver gift vil der ikke ske de store ændringer herhjemme, udover navnet på døren som bliver skiftet (de gamle navn vil stadig stå der)
Min datters veninder hverken griner/fniser eller undrer sig over at min kæreste altid er her, de har ikke fattet mistanke. Desuden tror jeg ikke de tænker over det, tror bare de nyder at vi taler med dem og interesserer os for hvad de laver osv.
Angående det med mobning. Altså på et tidspunkt vil alt det her jo komme frem. Min datter bliver ældre, hendes veninder bliver ældre, og nok også klogere. Så en dag vil vi jo blive "afsløret". Og jeg er sikker på at den dag vil blive et mareridt. Min datter farer da helt i flæsket af mig så. Hun er i forvejen en ret volsom teenager ind imellem.
Hvad kan jeg gøre for at "forberede" min datter og give hende den styrke der skal til for at modstå mobning. Hun har før i tiden en periode været "outsider" og haft et helt slæng stride tøser på nakken, så hun er jo bange for at det samme skal ske.
Den her gang har hun bare nogle gode veninder. Det havde hun ikke dengang, og der var ikke andre at vælge imellem end dem der lavede ballade og sloges.

Jeg må tilstå at jeg finder forkasteligt at kvinder og mænd kan blive gift med en af samme køn, det er så langt fra den oprindelige tanke med livet. At to kvinder eller mænd kan nyde at være sammen, ja for min skyld ingen alarm, men hvorfor skal i absolut have papir på hindanden. Med hensyn til din datters veninder, så har de da forlængst lugtet lunten, men rigtige venner-inder kan også være diskrete i den alder.
Så et godt råd vent i det mindste til din datter kan rejse hjemmefra, nu forsøger du at tvinge hende ind i noget hun ikke har bedt om.

- fra omgivelserne afspejler lige præcis ens egen. Så find ud af, med dig selv, hvorfor det er så galt det du foretager dig.
- Når du fået et afslappet/afklaret forhold til din livsstil, gør dine omgivelser også.

Grunden til at de gerne vil have papir på hinanden er jo nok flere ting. De er stormende forelsket, de vil gerne vise det til omverden, og de vil sikre hinanden. Jeg må indrømme at jeg lige krummede tæer da jeg læste dit indlæg og tænkte..hallo, det er da løgn. Men der er jo nogen der finder det at man elsker en af sit egen køn forkasteligt, desværre. Men det er jo så din mening, og den skal du jo have lov til at have. Hellere end glad mor end en trist mor.

Børn kan være onde ved hinanden, grusom onde, og når din datter har prøvet at være udsat er hun jo nok dybt bekymret for om det skal ramme hende igen.
At hun har nogen veninder gør det måske allerede der nemmere.
Jeg tror de har måske lugtet lunten om at i er kærester, og måske har de spurgt din datter direkte. Måske gør du dig unødigt bekymring kære mor med stort M :-)
Jeg ved ikke hvordan du kan forberede hende, men måtte kommentere på dit indlæg.
Tillykke med konen..
Redhead1.

Jeg mener at I gør hende en bjørnetjeneste ved at holde det hemmeligt for hendes veninder. Jeg har selv stået i hendes situation men min mor og hendes kæreste var altid meget åbne omkring det. Jeg var 5 da mine forældre blev skildt og 9 år da min mor fandt sin nye kæreste. De forklarede mig sagen som den var og jeg fortalte det så videre til de af mine veninder som jeg havde lyst til at fortælle det til. Senere bragte jeg emnet på bane i klassen i en dansktime (tror det har været 6.kl) da vi havde noget i retning af seksualundervisning. Jeg skammede mig på ingen måde over min mor og hendes kæreste fordi de selv var så åbne omkring det, og jeg tror at de andre børn kunne mærke på mig at jeg havde det fint med min underlige familie. Selvfølgelig var der dem der prøvede at drille, men det bed aldrig på mig fordi jeg jo vidste at det bare var fordi de var uvidende. Da jeg kom på efterskole i 9.kl havde jeg absolut ingen problemer med at tale om det og jeg fandt jo hurtigt ud af at mange af de andre synes det var lidt "sejt" at have en sådan en mor.
I skal sørge for at udstyre hende med en hel masse selvtillid, så hun kan modstå de knubs der måske kommer og lad hende vide hvor heldig hun er at have en dejlig kærlig familie.
For mig har det største problem været MINE kærester, der som mange mænd desværre har lidt af lettere homofobi. Dette kan heldigvis som regel kureres med et par hyggeaftener hjemme hos "svigermomserne" som min kæreste kalder dem. Han holder meget af dem begge, men jeg ved at han stadig synes det er lidt svært at skulle fortælle det til andre.

...er det til tider svært, at få tingene sagt. Jeg hentyder til indlægget fra ig132.
Folk og deres latterlige meninger og fordomme, det er også forkasteligt at heteroseksuelle bliver gift, får børn, bliver skilt igen, efterlader ulykkelige børn. To kvinder/mænd der elsker hinanden, bliver gift fordi de elsker hinanden og for at sikre hinanden, ligesom andre gør det.
Der har lige været bragt en artikel for nylig, der faktisk viste, at homoseksuelle ægteskaber holder bedre end de heteroseksuelle. Dette er måske netop fordi beslutningen om ægteskab mellem to af samme køn, er velovervejet, idet man ved, at indimellem kommer man til at møde folk, der synes det er fokert.
Jeg synes ikke du skal holde det hemmeligt for dine børn, jo mere åbenhed, jo mindre fnidder i hjørnerne, hvis folk får klarhed for tingene, så gætter de sig ikke til halve sandheder.
Bare min mening.

For alle jeres svar. Det er rigtig dejligt at læse andres meninger og råd. Jeg står jo i en helt ny situation i og med at det ikke "bare" er en ny kæreste, men tilmed en pigekæreste. Det har jeg ikke prøvet før. Og med en teen i huset kan det godt give lidt fnidder. Som med så meget andet når det er den alder man har med at gøre *g*
Jeg er så glad. På en måde jeg aldrig har oplevet. Min datter har svært ved at forholde sig til at jeg er så glad. Og det havde min familie også de første par måneder. Min datter siger tit til mig at jeg er alt for glad. Hvordan kan man være det?
Har brugt hele mit liv på dumme forhold, det sidste var fint, varede 7 år, vi fik en datter sammen, men det var ren og skær vane de 4 sidste år. Og den del er vi ret enige i. Ingen af os var lykkelige. Så min datter har set en halv-sur mor i mange år. Så det er nok indlysende hvorfor hun synes jeg er underlig nu 🙂
Angående fordomme. Jeg er typen der ikke vil opdage mit navn blive nævnt med mindre det bliver skreget ind i mit øre *g* Så jeg har ingen anelse om hvad folk tænker eller taler om. Og jeg er også lidt ligeglad. Men jeg er ikke ligeglad med min datter. Så derfor bekymrer jeg mig. Men alligevel ikke så meget at jeg sagde nej til frieri.
Tænker først og fremmest på at jeg skal være lykkelig. Er jeg lykkelig er jeg en meget bedre mor for mine børn. Og det håber jeg at min datter vil se en dag.
Omkring det med at blive gift med samme køn. Kan ikke se der er forskel. Eneste jeg er ked af er at kirken ikke kan være inde i det.

"Min datter er naturligvis bange for at blive mobbet i skolen, og indtil videre er vi bare venner når min datter har gæster på besøg osv"
At gemme sig og skåne omverdenen for at vide hvordan forholdene, så omverdenen vedligeholder illusionen om at >>alt er som det skal være<< er ikke nogen særlig effektiv metode til at komme problemerne til livs. Dette ved I sikkert godt, men så længe I ikke gør noget ved det, må jeg bare opfordre jer til det: STÅ FREM og spark røv. Din datter skal ikke tro at I har noget at skamme jer over.
"de har ikke fattet mistanke"
Hvorfor ikke bare lære dem med det samme at der ikke er noget at have dårlig samvittighed over?
"jeg er sikker på at den dag vil blive et mareridt"
At gemme sig hele livet må da være et grimmere mareridt.
"Hun er i forvejen en ret volsom teenager ind imellem"
Så vær et godt eksempel og opfør dig disciplineret:-D Mere enkelt bliver det ikke.
"Hun har før i tiden en periode været "outsider" og haft et helt slæng stride tøser på nakken, så hun er jo bange for at det samme skal ske."
Sikke nogle møgsvin. Jeg har været udsat for det samme. Det har mine venner også. Det var mine forældre også. Og jeg tror ikke man kan forberede sig. Man er nødt til at sige NU SKER DET og så tage den derfra. Vent ikke!
"Den her gang har hun bare nogle gode veninder. Det havde hun ikke dengang, og der var ikke andre at vælge imellem end dem der lavede ballade og sloges."
Så er det jo bare at gå i gang:-)

"det er så langt fra den oprindelige tanke med livet"
Den oprindelige tanke med livet er en fix idé der flyver rundt i knolden på dig. Man tør nærmest påstår at det spøger i dit sind. Det er fint nok at du har dine idealer men lad dog vær med at gøre dem til noget objektivt. Jeg synes ægteskabet er idiotisk i det hele taget og det er mig dybt uforståeligt at nogle gider spilde tiden med den slags, men det må jo være deres problem:-)
"hvorfor skal i absolut have papir på hindanden"
Ja, hvorfor vil kvinder giftes med mænd og omvendt? Det er blot en gang romantiske tosserier....
"vent i det mindste til din datter kan rejse hjemmefra"
Skulle hendes datter ikke kunne holde ud at bo i samme hus som hendes mor og morens kæreste?
"nu forsøger du at tvinge hende ind i noget hun ikke har bedt om"
Du får det til at lyde som om, at det, at være ung og have en mor eller far der tænder seksuelt på en af samme køn og som har valgt at komme sammen med vedkommende fordi de elsker hinanden, er noget forfærdeligt. Jeg kan kun grine af denne mystificering af noget så harmløst. Datteren bliver jo ikke tvunget ind i en eller anden sekt, og hvad hun har lyst til og ikke har lyst til kan hun ændre på med tiden.
Hvis datteren bliver ved med at blive skånet for kendsgerningerne (sandheden er jo ille hørt), så bliver det måske sværere for hende at acceptere hendes mors opførsel.

"De er stormende forelsket, de vil gerne vise det til omverden, og de vil sikre hinanden."
Det er det der er så absurd ved ægteskabet. Jeg elsker min kæreste af hele mit hjerte. Jeg har intet behov for at vise hende og mig selv frem for verden men dog heller intet behov for at skjule os. Om omverdenen ved at jeg har en kæreste er mig total ligegyldigt. Det får mig hverken til at elske min kæreste mindre eller mere. Og det der med at sikre hinanden ser jeg heller ikke den store lykke i. Jeg kan godt se at det er praktisk, men dette er måske selve sagens kerne hvad angår ægteskab. Det er praktisk på en måde.
"Men der er jo nogen der finder det at man elsker en af sit egen køn forkasteligt, desværre. Men det er jo så din mening, og den skal du jo have lov til at have"
Lov som i >>juridisk lov<<, altså det man også kaldet >>ret<<?
"Hellere end glad mor end en trist mor"
Det lyder konstruktivt:-)

"To kvinder/mænd der elsker hinanden, bliver gift fordi de elsker hinanden og for at sikre hinanden, ligesom andre gør det."
Eller også bliver man gift for at retfærdiggøre at man er sammen med en prostitueret, der er tvunget ud i kønskiftopration og udstødelse af samfundet
>Efter operationen bliver han udstødt af sin familie, og må derfor tage imod et tilbud om at flytte sammen med andre transseksuelle i Teheran, der alle lever af prostitution. Prostitution indenfor rammerne af lovgivningen foregår ved, at man bliver viet og skilt på en time. På den måde kan de transseksuelle lade sig vie med en kunde, der så kan have quasi-homoseksuel sex med dem, for derefter at lade sig skille.<< http://modkraft.dk/spip.php?article8887
"Jeg synes ikke du skal holde det hemmeligt for dine børn, jo mere åbenhed, jo mindre fnidder i hjørnerne, hvis folk får klarhed for tingene, så gætter de sig ikke til halve sandheder"
Jeg er fuldstændig enig.

Du forstår virkelig at se på denne problematik fra en konstruktivt synsvinkel.
Kampen mod heteroseksisme er først og fremmest en kamp inden i sig selv og en kamp med ens aller nærmeste.

"Omkring det med at blive gift med samme køn. Kan ikke se der er forskel. Eneste jeg er ked af er at kirken ikke kan være inde i det."
Hvorfor vil du gerne gites i kirken?

Når jeg snakker om ægteskab/registreret partnerskab, mener jeg to mennekser, der i en fælles beslutning, lader sig gifte/registrere, således at begge parter indgår i ægteskabet/registreringen på "lige fod".
Jeg har læst artiklen du henviser til og mener ikke at man kun kan bruge disse urimelige referencer til at slå fast, at ægteskab altid er noget lort. Jeg finder det heller ikke rimeligt at man i visse lande, kan ægte børn, jeg finder ikke tvangsægteskaber i orden, men jeg mener heller ikke at disse eksmpler alene, beskriver, hvad ægteskabet står for.
Jeg har det, som du selv har det, jeg lever ikke i registreret partnerskab for at vise det til omverdenen, tværtimod. Jeg er registreret fordi jeg elsker min kone, men også for at vi er sikret, hvis der sker noget. Vi blev gift eller ja registeret, i al stilhed.
Jeg er selv fløjtende ligeglad med at blive gift i en kirke, men jeg synes det er ærgeligt at det ikke er tilladt, idet man herved gør homoseksuelle mindre værdige og ikke ligestillet med andre i samfundet, man finder værdige. Hvem der så afgør hvem der er værdig ved jeg ikke...men det er vel flertallet. At børnemisbrugere, voldelige og andre med, ikke synlige, sygelige tendenser, kan blive gift, kan man så kun undre sig over. Men det er jo netop nok fordi, det ikke er til at pege ud, hvem det er......
Du har en korrektion/bemærkning til de fleste indlæg i den her debat og det er sikkert rigtigt det du skriver, men om det er endegyldigt er jeg ikke så sikker på, selvom du virker enorm sikker.

Hej igen
Jeg henviste til artiklen (nærmere bestemt det der står vdr. prostitution, kønsskiftoperationer og ægteskab) blot for at nævne et andet eksempel på hvad ægteskab kan blive brugt til. Jeg har ingen intentioner om at sætte du og din kæreste i en bås med stakkels prostituerede hvis undertrykte situation forsøges retførdiggjor af den iranske stat ved hjælp af ægteskabs-begrebet.
Du stiller spørgsmålstegn ved om det jeg skriver er endegyldigt. Kan du komme lidt mere konkret ind på det, for jeg er ikke helt med på hvad du hentyder til(?)

Det var nu ikke fordi jeg følte mig sat i bås. Jeg kom bare med en kontrast, til dit meget negative og især ensidige syn på ægteskabet.
Endegyldigt: Dine indlæg er endegyldige i forhold til det du tror på, forstået på den måde, at din beslutsomhed i forhold til det du tror på f. eks omkring ægteskab, ikke står til at ændre, uanset hvilke argumenter jeg har. Det er bare en fornemmelse, men denne fornemmelse jeg har, gør det svært at starte en debat med dig.
Jeg mener man skal stå fast ved det man tror på, men jeg mener også man skal være åben for andre vinkler ind imellem, om ikke andet for at slå fast, at det man tror på er det rigtige, men måske også for engang imellem at fastslå, man har taget fejl????
Håber du fik svar nok, tillykke med du aldrig skal giftes, jeg har respekt for din beslutning.

Jeg har mine holdninger indtil jeg har fået bevist at disse trænger til redigering eller ligefrem udskiftning. Hvis man kan argumentere for at ægteskabet ikke har andre funktioner end noget praktisk og/eller tilfredstillelse af ens >>romantik-behov<< (som jeg finder tåbeligt), så vil jeg selvfølgelig kigge på om argumentet er godt nok for mig, og hvis ikke, jamen så vedligeholder jeg mine holdninger.
Mener du at jeg skræmmer folk væk fordi jeg siger tingene ligeud og ikke er bundet af en >>på den ene og den anden side<< holdning?

......er dette ikke argument nok......
Jeg er ikke romantiker og tror ikke på, at en blomst i ny og næ, ændrer på kærligheden, hverken hvis kærligheden er der eller er ved at forsvinde. Jeg er som sagt lykkelig uanset om jeg lever i registreret partnerskab eller ej.
Jeg har kendt min kone (kone lyder i øvrigt fjollet, partner så distanceret og elskede, så sødt igen) i 13 år, vi er 28 og blev registrerert, da vi var 22, fordi vi elsker hinanden og fordi, min kones (der var den igen) forældre, i smug opfordrede min kone til, at skrive under på vores hus, så det var hendes, hvis der skete noget mellem os. Vi blev stædige og tænkte, fand'me nej. Nu er vi registerede og selvom vi allerede dengang vidste, at vi altid bliver sammen, så kan der jo ske andre uforudsigelige ting.....
Jeg er ikke ude på, at ændre din holdning, siger bare der nogle gange er mere end en side af en sag.
Jeg håber ikke du skræmmer folk væk, så er det i hvert fald deres sag. Synes kun det er sundt med lidt at tænke over ind imellem.....Måske jeg også har givet dig lidt at tænke på.
Tak for debatten:0)

Uhha sikke en problemstilling. Mit råd må være at i skal tage det som det kommer. Først og fremmest skal i som familie tag en god snak sammen, fortælle hvad det vil sige at være sammen kvinde og kvinde. Samtidig er det vigtigt at i ikke finder dette flovt eller unormalt stå fast ved jeres beslutning om at gifte jer og vær stolt af det. På den måde vil vi udaftil har en stor respekt.
held og lykke

Jeg er sådan set enig, bortset hvad angår det at være stolt. Der er intet at være stolt over. Der er heller ikke noget at skamme sig over.
Men ellers vil sige at standhaftighed (elsker det ord!) må være nøgleordet.

Jeg er nødt til at være enig i dette.
Mener ikke det er rigtigt at man skal følge religionen med hensyn til den ritualer. Jeg er ikke religiøs selv.
Nu betyder det ikke så meget da hun er 12, det var være hvis hun var yngre. Jeg mer det er usundt for børn at have homoseksuelle "forældre" som rollemodeller.