Når det hele ramler...

Min lillesøster indeholder så meget vrede at hun lukker af for alt og alle, inklusivt mig, min storebror er ikke stærk psykisk og min mor har lige fået konstateret kræft... Føler at jeg står med det meste af ansvaret da mine to mindre søskende kun er 16 og 13 år, min storebror kan næsten ingen ting rumme... Beder jeg mine søskende (som bor hjemme) om at hjælpe vore mor på bedst mulig måde, føler jeg at jeg pålægger dem et ansvar de ikke kan bære... Siger jeg til min mor at hun skal huske på at mine søskende kun er børn endnu, føler jeg at hun bliver... Ja ved ikke hvordan jeg skal sige det... Nedprioriteret? Eller ikke føler hun kan taillade sig at bede om hjælp her i den svære tid... Jeg har været hjemme fra vi fik det af vide for en uge siden, og påtaget mig diverse pligter såsom passe dyr, være chauffør og lave mad, været på sygehuset med mor osv... Men jeg har et liv ved siden af, og har eksamen om 3 uger... Var på vej over og handle i går, og da jeg gik over vejen slog det mig, at det ikke ville gøre mig så meget hvis jeg blev påkørt i det øjeblik... En meget mærkværdig tanke [:|] Måske er det hele blevet for meget i mit hoved, og søger bare en nem vej til et øjebliks ro, uden bekymringer, tvivl og frygt for hvad der venter i fremtiden... Tanker kører konstant rundt i hovedet på mig (Nu hvor jeg sidder hjemme ville jeg selvfølgelig være ked af hvis jeg rent faktisk var blevet påkørt! 🙂) Har overvejet at kontakte en psykolog da jeg tror jeg skal ud med alle disse tanker og bekymringer... Har bare altid ment at de gør selv de mindste ting til kæmpe ting, det gider jeg egentlig ikke hører på, og har altid bearbejdet mine følelser selv... Har både dejlig kæreste og veninder til at hjælpe i denne svære tid, men det hænder at jeg alligevel føler mig helt alene [:*(]
Nogen gode råd??
Hilsen mig.

... De mange stavefejl... Håber det kan læses alligevel😖

du står i lort til halsen, det samme gør rigtig mange mennesker. Det du kan bruge det til er at blive stærkere. "what doesnt kill you makes you stronger" den har du sikkert hørt før, men den er skam god nok.
Det er desværre noget lort det hele men der er intet andet for end at bide i det sure æble, det lærer man til sidst at gøre med maner.

Hej Q22
Det er i hvert fald en start at du skriver her og ber om hjælp.
Men jeg synes du skal kontakte din kommune og måske også din læge
og forklare den situation du står i,
da kommunen må kunne hjælpe med det nødvendige hjemme hos din mor,så du kan få ro til din eksamen,
og din læge kan henvise dig til en psykolog.
Det kan jo også være dine mindre søskende har brug for at tale med en psykolog,
da det er svært når en pårørende får konstateret en alvorlig sygdom.
Hilsen Sanne

Jeg føler virkelig med dig.
Jeg kender godt lidt til situationen.
Jeg var ude for i alderen 26 - 31 nærmest at få revet fundamentet væk under mig to gange. Og begge gange forlod mine kærester mig, så jeg stod helt alene. Jeg havde ingen at støtte mig til.
Til sidst blev jeg så træt af, at se på andres lykke, mens jeg selv var ulykkelig og ramt af uheld, at jeg opsøgte en terapeut. En psykoterapeut (find en af dem der har en anerkendt uddannelse). Det var det bedste jeg kunne gøre for mig selv. For det er bare så ubegribelig hårdt at stå der hvor du står nu og det kan være virkelig svært at navigere i det. For samtidig med at man ved man skal passe på sig selv, så er det også svært fordi man jo føler at nogen er nødt til at være der.

Jeg synes virkelig du skal kontakte en psykolog eller terapeut. (personligt havde jeg ikke gode efaringer med en psykolog, men det er jo meget forskelligt fra person til person hvad der virker). Gå til din læge og sig at du skal bruge noget hjælp. Det er du i din fulde ret til. AFSTED med dig og så ønsker jeg dig alt mulig held og krydser fingre for at din mor klarer sig. Der er jo heldigvis så mange gode behandlingsmuligheder. Begge mine forældre overlevede deres cancer.
Den tanke du havde med lastbilen, har jeg selv haft. Det er et klart tegn om at du skal gribe ind nu.

Står ikke i samme situation med et nært familie medlem der er sygt nu.
Men har samme tanker om at lastbiler, knive og den frosne fjord er for lokkende.
Er gået til lægen, og blevet henvist til en psykolog, som jeg går hos. Samt stadig går til lægen som en slags kontrol for om jeg skal på medicin, og hvor meget.
Nogle gange virker nogle af de almindelige tips:
Træner et par gange om ugen gerne en times latinmix, zumba, en form for hold træning. Bare følge flokken og se at du ikke er den eneste der ser håbløs klodset ud, du er ikke alene. I den tid du er afsted er der ikke andet i hovedet end at følge flokken, ikke tid til tunge tanker. Kun at flyde med.
Ja psykologen, kan lytte og du kan sige alle de ting du måske holder lidt tilbage. UDEN det nogen sinde kommer til den person det måske omhandler, med mindre du selv siger det.
Spis sundt, så har man ikke dårlig samvittighed over trøstespisningen. (ville ønske jeg kunne overholde dette.)
Skriv op hvad der skal nåes, lav en liste del den op i bider, og streg ud som du gennemfører opgaverne en efter en. Til sidst har man nået mere end man ville hvis man ikke lavede listen. Så er det en sejr i sig selv.